Copy
PM / Ikoniske amerikanske kunstnere i Dansehallerne  

 

Vibrende parathed, veltalende enkelhed,
historisk vingesus og solopunkband

 

3. + 7. - 8. marts 2020
Dansehallerne
Pakhus 11, Dampfærgevej 2, Kbh. Ø


Dansehistorien møder 2020, når koreograf og danser Deborah Hay genopsætter to af sine ikoniske værker med Cullberg i Dansehallernes dobbeltprogram 7.-8. marts - og når Steve Paxtons lange indflydelsesrige liv udfoldes 3. marts. Og så er der koncert med et solopunkband!

Match og vibrerende kamp om parathed
Vi kender alle oplevelsen af et godt match; et match mellem to mennesker, et match mellem performer og publikum eller mellem koreograf og kompagni, som det er tilfældet med Deborah Hay og det anerkendte svenske kompagni Cullberg.
Deborah Hay er i perioden 2019-20 tilknyttet Cullberg og har sammen med nogle af kompagniets dansere genopsat to af sine tidligere anmelderoste og prisvindende forestillinger The Match og The Man Who Grew Common in Wisdom. De to værker præsenteres for publikum i Dansehallernes dobbeltprogram i Pakhus 11 den 7. og 8. marts 2020.
 
Forestillingen The Match, som oprindeligt havde premiere i 2004 i New York, opstod ud fra Deborah Hays nysgerrighed efter at undersøge, hvad der sker, når en gruppe dansere får en række opgaver indenfor en koreografisk struktur – og derfra kan udforske opgaverne individuelt, på hver deres unikke måde.
Forestillingen The Match er både en kvartet og fire soli. Hver af de fire dansere har skabt en solo – men soloerne er ikke fastlagt i en bestemt rækkefølge, hver optræden er unik, da sammensætningen af soloerne vælges undervejs i værket af performerne. På den måde er danserne intenst nærværende. Det er denne fascinerende og vibrerende kamp om parathed, tilstedeværelse og nerve, som publikum kan opleve, når fire dansere fra Cullberg matches i det prisbelønnede mesterværk. Deborah Hay fik en BESSIE (New York Dance and Performance Award) i 2004 for The Match.
 
Enkelhed er veltalende i soloen The Man Who Grew Common in Wisdom, som er det andet værk Deborah Hay og Cullberg præsenterer i Dansehallerne. Deborah Hay skabte forestillingen i 1989 og dansede den selv. Værket vakte opsigt og fik rosende ord med på vejen af blandt andet New York Times.
Skabelsen af de to værker er oprindeligt sket med 15 år mellemrum, dog er der meget, der forener dem, da Deborah Hay koreografiske værktøjskasse og nysgerrige tilgang bygger op fra det helt basale, krop, stemme, rytme til en særlig kompleksitet, hvorfor begge værker inviterer til mange detaljer.
Deborah Hay har i 2019 genskabt den tredelte solo The Man Who Grew Common in Wisdom til Cullbergs danser, Eva Mohn.
 

Tilgængelig og tankevækkende
Deborah Hay beskriver Cullbergs dansere som særlig interessante at arbejde med på grund af deres kollektive energi og åbenhed. Cullberg Balletten blev grundlagt i 1967 og er verdensberømte for deres evne til at gøre samtidsdans tilgængelig, inspirerende og relevant for et stort publikum. Fra 2019 skiftede kompagniet navn til Cullberg, som også var en markering af et skift i kompagniets måde at arbejde på. For at kunne fordybe og udvikle kompagniets identitet valgte de fra 2019 eksklusivt at arbejde med tre koreografer, som hver skaber to værker under en treårig periode. Udover Deborah Hay er det Jefta Van Dinther (SE/DE) og Alma Söderberg (SE) – som alle er valgt på grund af deres originale, risikovillige, personlige kunstneriske udtryk, der skaber fordybende, tankevækkende og tilgængelige værker.

Et ikon
Deborah Hay (f. 1941) har opnået ikonstatus blandt koreografer – siden hendes arbejde blev formuleret i det eksperimentelle Judson Dance Theatre i 1960´ernes New York. Deborah Hay var sammen med Steve Paxton og en gruppe af kunstnere med til at definere en af de mest radikale og indflydelsesrige postmoderne kunstbevægelser. Deborah Hays kunstneriske arbejde fokuserer på at aflære kroppen den tillærte adfærd – og på den måde udvide det felt, hvorfra en danser skaber bevægelse. Værket The Match var med til at foranledige Deborah Hays internationale karriere, og hun er gennem årene blevet tildelt mange legater og priser for sit kunstneriske virke.

Solopunkband og koreografisk lyd
Søndag den 8. marts kan der før og efter forestillingsprogrammet med Deborah Hay og Cullberg stilles skarpt på at lytte med øjnene og se med ørene til eventet EAREYE Closing Ritual kurateret af den svenske koreograf Alma Söderberg. Dansehallerne inviterer til to oplevelser med fri entré. Det er samtalen A conversation on voice and choreography, hvor en gruppe koreografer taler om, hvordan de i deres koreografier arbejder ligeså meget med lyd som med dans. Oplev her den yngre generations refleksioner på stemmearbejde, som Deborah Hay i sin tid introducerede i værket The Match. Samtalen foregår kl. 15-16 den 8. marts.
Efter forestillingerne kl. 19.30-20.15 er der koncert med et svensk solopunkband. Det er Stina Fors, trommeslager, sanger, koreograf og performancekunstner, der sammen med et sæt trommer og en kraftfuld stemme udforsker, hvordan lyden af kroppen træder frem og bliver synlig.
 

Når alt man vil er at danse – Steve Paxton
Den 3. marts inviteres publikum til et vingesus fra dansehistorien, når Steve Paxtons arbejde og liv udfoldes. Steve Paxton (f. 1939) er bedst kendt som kontaktimprovisations fader (berøringsbaseret bevægelig ”samtale”, hvor man tager og giver vægt), som siden starten i 1972 er praktiseret overalt i verden. Steve Paxton var som Deborah Hay del af en kunstnergruppe, der gjorde oprør mod konventioner ved moderne dans – og satte fokus på dagligdags bevægelser og risikovillig improvisation. I sin tidlige ungdom som gymnast indså Steve Paxton, at alt hvad han ønskede, var at danse – og det ledte ham på en rejse forbi tidens vigtige koreografer som Merce Cunningham og José Limôn til at være en markant pioner indenfor sit felt og beskæftige sig intenst med dans og improvisation i mere en 55 år.
I dag er han en ældre prisbelønnet herre, som delvist har trukket sig tilbage på sin gård i Vermont. Steve Paxtons liv og arbejde udfoldes 3. marts i forbindelse med udgivelsen af Conversations in Vermont: Steve Paxton, et online publikations- og forskningsprojekt, der lanceres af forskningslaboratoriet Sarma og Dansehallerne. Projektet er baseret på 15 timers interview af den belgiske initiativtager og kunster Myriam Van Imschoot. Ved eventet i Pakhus 11 guider Myriam Van Imschoot og den belgiske medredaktør Tom Engels publikum igennem publikationen. Steve Paxton deltager selv online fra sit hjem og den franske forfatter og forsker Lou Forster bidrager til dialogen. Publikationen fokuserer på Steve Paxtons tidlige karriere, og der vil optagelser, som ikke er vist før.
Eventet foregår på engelsk, er åbent for alle med fri entré – dog er tilmelding nødvendig på grund af begrænset plads.

Dobbeltprogram med Deborah og Cullberg, EAREYE Closing Ritual og Conversations in Vermont: Steve Paxton er alle en del af Dansehallernes fire ugers forårsprogram i Pakhus 11, København Ø - og som foregår i perioden 24. februar - 21. marts 2020. Se programmet for hele perioden her.
For nærmere info kontakt Dansehallernes Kommunikation, Anne Mette Berg, amb@dansehallerne.dk  / 3388 8011. Pressefotos til direkte download her
FAKTABOKS
Dansehallerne præsenterer
The Man & The Match - et dobbeltprogram med to værker
af Deborah Hay & Cullberg

Spilleperiode / 7.-8. marts 2020 / 7. marts kl. 20 og 8. marts kl. 17 
- varighed ca. 2,5 time
Venue / Pakhus 11, Dampfærgevej 2, København Ø.
Billetter /  købes på Teaterbilletter.dk

EAREYE Closing Ritual kurateret af Alma Söderberg
Hvornår / 8. marts 2020 / samtale kl.15-16 + koncert med solopunkband Stina Fors kl. 19.30-20.15
Venue / Pakhus 11, Dampfærgevej 2, København Ø.
Billetter / Fri entré
Mere info her

Conversations in Vermont: Steve Paxton
Hvornår / 3. marts 2020 / kl. 19-21
Venue / Pakhus 11, Dampfærgevej 2, København Ø.
Billetter / Fri entré - dog er tilmelding nødvendig pga. begrænset pladser.
Link til tilmelding her

Credits The Man Who Grew Common in Wisdom
Koreografi / Deborah Hay
Danser / Eva Mohn
Musik / Ellen Fullman
Original kostume til The Gardener and The Aviator / Susan Norwood
Kostume skabt af / Skrädderikompaniet LiLaRo, Stockholm
Coach / Chrysa Parkinson, Jeanine Durning og Ros Warby
Fotos / (c) Tanz im August/HAU Hebbel am Ufer, fotograf / Dajana Lothert
Co-produceret af / Cullberg, Tanz im August/HAU Hebbel am Ufer og DHDC Deborah Hay Dance Company. I samarbejde med Sophiensæle in Berlin. Residency: Atlantic Center for the Arts Florida.
Nyopsætning med Cullberg / 2019 (oprindelig premiere i1989 i New York)
Varighed / 65 minutter

Credits The Match
Koreografi / Deborah Hay
Oprindeligt lysdesign / Jennifer Tipton
Opdateret lysdesign / Ivan Wahren
Kostumer / Marita Tjärnström
Medvirkende / Adam Schütt, Anand Bolder, Agnieszka Sjökvist Dlugoszewsk, Eleanor Campbell, Suelem de Oliveira da Silva og Unn Faleide (fire dansere, skiftende cast)
Verdenspremiere / februar 2004, Danspace, New York
Ny premiere med Cullberg / Tanz im August, Berlin, 23. august 2019
Varighed / ca. 55 minutter

Fotocredits / Deborah Hay - foto Ralf Heimisch / The Man Who Grew Common in Wisdom - foto Dajana Lothert / Solopunkband Stina Fors - foto Nellie De Boier / The Match - foto Urban Jôrén + The Man Who Grew Common in Wisdom - foto Dajana Lothert

Dansehallernes forårsprogram i Pakhus 11 er støttet af Statens Kunstfond.

Om Dansehallerne Dansehallerne er et nationalt ressourcecenter for dans og koreografi. Dansehallerne præsenterer og co-producerer nationale og internationale forestillinger – og faciliterer træning, seminarer, kurser, residens, researchbaserede udviklingsprojekter og eksperimenterende aktiviteter.
dansehallerne.dk
Facebook
Vimeo
Instagram
Dansehallerne (administration), København - H.C. Andernsens Boulevard 25, 3. sal – 1553 Kbh V
Dansehallerne, Aarhus – Valdemarsgade 1G, 2. – 8000 Aarhus C
Tlf.: 3388 8000 / info@dansehallerne.dk

Du kan afmelde dig fra Dansehallernes presseliste her