Copy
View this email in your browser

Breaking news! Forbundsrådet kaster nyt navneforslag på banen. 

I 2019 gennemførte forbundsrådet i samarbejdet med kommunikationsteamet en rundtur til alle menighedsråd med det formål at drøfte Missionsforbundets identitet og sammen gøre sig overvejelser om et nyt beskrivende navn. De såkaldte ”dialogmøder” er omtalte flere gange i tidligere nyhedsmails. 
Her skal blot nævnes, at forbundsrådet på baggrund af de mange samtaler har lyttet sig frem til, at navnet ”Evangelisk Frikirke” ikke vil kunne opnå tilstrækkelig opbakning. I stedet kommer forbundsrådet til at foreslå, at Det Danske Missionsforbund skifter navn til ”Missionskirken Danmark”. 

Dermed bevarer vi ordet mission, som har fulgt os gennem hele vores historie, samtidig som vi får ordet kirke med i navnet, hvilket har været vigtigt for mange. Der er flere gode begrundelser for at skifte navn til ”Missionskirken Danmark”. Læs mere om dette i næste nummer af Magasinet, der er på gaden omkring 1. marts. 
Udover forslaget fra forbundsrådet vil mindst et andet forslag komme til afstemning, idet Strandvejskirken i Humlebæk har indsendt forslag om at skifte navn til ”Frie Kirkers Fællesskab”. 

Missionsforbundet inspirerede

Fem personer fra Baptistkirken i Odense deltog i Missionsforbundets Inspirationsdøgn, der havde temaet ”Kulturen i Kirken og Kirken i kulturen”. Under overskriften ”Missionsforbundet inspirerede” udtalte de følgende til Baptistkirkens Nyhedsmail: 

”Vi blev budt varmt velkommen,” fortæller Torsten Wendel-Hansen og fortsætter: ”Indholdet for dagen var super. Generalsekretær for Frikirkenet Mikael Wandt fortalte om at være synlig kirke i dagens Danmark, modsat fortidens teltmøder. Han fortalte om kontakten til medierne samt til folketingsmedlemmer, som blev meget overraskede over, hvad vi udretter i det danske samfund som frikirker.

Under titlen ’Tag ansvar for kulturen’ var der tre indlæg; kulturterminologi med Svend Ryborg, sunde og missionale menigheder med Ruth Cilwik Andersen og ’Kan vi påvirke kulturen?’ med Jacob Ryborg Muff.  Alle tre indlæg var yderst kompetente og vedkommende.

På baggrund af formiddagens indlæg var der over middag afsat næsten to timer til workshops om lovsangskultur, missional kultur, ledelseskultur samt gudstjenestekultur. De fem fra Odense fordelte sig og alle fik noget brugbart med hjem.”
 Torsten Wendel-Hansen slutter: ”Tak til Det Danske Missionsforbund for at invitere os baptister med”. 

Præster i bøn for Danmark

Missionsforstanderen er en del af en seks mands gruppe bestående af personer fra forskellige kirkesamfund og bosat forskellige steder i landet. Gruppen mødes fire gange om året. Den 31. januar havde gruppen taget initiativ til en dag i bøn for Danmark, primært for præster. Arrangementet, der fandt sted i Karlslunde Strandkirke, samlede ca. 60 præster fra mange forskellige sammenhænge. Der var en tydelig Åndens enhed og en længsel efter at Guds rige skal bryde stærkere igennem i vores land. 

En svensk præst havde taget turen over Øresund. Han fortalte, at han var til stede af den grund, at Gud det seneste års tid har givet ham en særlig nød for Danmark. Den følgende lørdag var den pågældende præst en del af en svensk forbønskonference, hvor 150 svenskere bad for Danmark. 

Ruth Cilwik, præst i Frikirken Salem, Frederiksværk, har følgende kommentar til dagen: ”En eftermiddag sammen med ligesindede folk, der ønsker at lytte og følge Jesu skrevne og profetiske ord - med den forskellige tilgang hver bringer med - det er lærerigt, opmuntrende og inspirerende”. 

Paulus på Lindenborg

Apostlen Paulus – også kendt som Saulus fra Tarsus – har sat sit fodaftryk mange steder. I weekenden 17.-19. april vil han få stor opmærksomhed på Efterskolen Lindenborg, når Missionsforbundets nye weekend-bibelskole holdes sit første kursus. Den omvandrende prædikant har til anledningen skiftet apostlenes heste ud med noget så moderne som et pilotkursus. Han vil dog ikke selv være til stede, når kurset ”letter” fredag aften med kurs mod Paulus´ missionsrejser. Men han vil med sit liv og sin lære give indhold til en spændende undervisning og dialog. Gunni Bjørsted vil fungere som guide på ”rejsen” frem til søndag, hvor kursus-passagerne ”lander” med stor viden om Paulus i bagagen. For nærmere information: Få en brochure i din menighed, eller tag kontakt til Gunni Bjørsted. 

Sommerstævne søger medarbejder

Sommerstævne søger en person, der kan tage ansvar for Power point i hallen i samarbejde med et team, der kan fordele møderne imellem sig. 
Vi søger nogen, der kan noget med Mediashout, Proclaim, Easyworship eller ProPresenter.
Vi hjælper gerne med at finde folk til teamet men søger en ansvarlig koordinator

Er det noget for dig, så skriv til Lotte Holm Boeriis - boeriis1308@gmail.com

Vestermarkskirken søger ungdomspræst

Er du Vestermarkskirkens nye ungdomspræst? spørger kirken i en stillingsannonce. Kirken, der er beliggende i Grindsted, søger en person, der kan lede kirkens teenage- og ungdomsarbejde, undervise konfirmander, arrangere missionsture for unge med mere. Se hele stillingsopslaget på kirkens hjemmeside eller Missionsforbundets facebookprofil. 

Missionsforstanderen på studietur til Bruxelles

Missionsforstanderen har i slutningen af januar sammen med ca. 15 trossamfundsledere fra lige så mange trossamfund deltaget i en studierejse til Bruxelles, arrangeret og betalt af ReSam, Religion og Samfund. Formålet med turen var at møde politikere og religiøse institutioner og derigennem få inspiration til at præge samfundet med et troens udgangspunkt.

Det blev blandt andet til et besøg hos den katolske organisation COMECE og den tilsvarende protestantiske organisation CEC, Conference of European Churches, der begge arbejder på at præge EU politikere ud fra et kristent grundlag. 
Der blev afholdt møder med tre danske EU-parlamentarikere, Pernille Weiss, der er medlem af Det Konservative Folkeparti og med i den kristendemokratiske gruppe i EU, Margrethe Auken fra SF og Morten Løkkegaard fra Venstre. Billedet er fra mødet med Pernille Weiss på en Cafe tæt på EU-parlamentet. 

En lang række andre møder var på dagsorden, blandt andet et besøg i Molenbeek, en kommune i Bruxelles regionen, der i den danske avis Information den 17. november 2015 blev omtalt som ”Den fortabte by midt i Europas hjerte”. Byen blev kendt for at være arnested for en række terrorister, der stod bag angrebene i Paris og Bruxelles. Et besøg i et lokalt ungdomscenter gav indblik i, hvordan der arbejdes med at undgå radikalisering af unge og skabe et samfund, hvor mennesker med forskellig etnicitet og religiøsitet kan leve sammen. Besøget viste, at Informations beskrivelse af byen ikke er passende. Også i Molenbeek er der håb. 

OBS – til kalenderen: 

13.-14. marts: 
Missionsrådsdøgn på Lindenborg
24.-26. marts:
DDM´s nationale præstemøde i Aadalen
04. april:
Iværksætterkonference i Århus
17.-19. april:
DDM´s Bibelskole, ”Pilot-kursus” på Lindenborg
27. april -1. maj:
Seniorlejr i Virksund
19-25. juli:
Sommerstævne på Lindenborg
20. juli:
Repræsentantskabsmøde på Lindenborg

Nyhedsmailen redigeres af missionsforstander John Nielsen i samarbejde med kommunikationsteamet. Aktuelle nyheder, som ønskes offentliggjort i Nyhedsmail kan sendes til redaktion@missionsforbundet.dk


Det Danske Missionsforbund
Borrevejlevej 26
4000 Roskilde
+45 4016 2131
sekretariat@missionsforbundet.dk
www.missionsforbundet.dk

Slet mig fra denne liste    Opdater mine adresseoplysninger 






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Evangelisk Frikirke Danmark · Borrevejlevej 26 · Roskilde 4000 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp