Copy

Økologiske Udplantningsplanter. Mit Blå sommerbed og ugens tilbud.

Share Share
Ikke et ord om Virus.
Vi prøver at forholde os i ro, selvom alt er aflyst og lukket ned, også den humoristiske sans, som man ellers har hårdt brug for i disse tider.
Men vi er ikke lukket, her er fuldt knald på. Fis og ballade.
Og jeg kan nu løfte sløret for alle de skønne:
Økologiske krydderurter og udplantningsplanter
Vi får i år.
Vi har de vildeste ting, flerårige grøntsager, sommerblomster, trætomater, og auberginer i sære former, Pepino, Lathyrus og Kalabasser, Agurker, Kål og Selleri, Porrer og Physalis, Agastacher, Tamarind, Melothria, Kvan, Cosmos og zinnia, gurkemeje og Taro, Asier, Græskar, Lakrids og Capers, Amaranter, Grøntsager, Krydderurter, Bærbuske, Frugttræer…
Du kan bestille dem nu, og det er klogt at gøre hurtigt
For der er jo så mange spændende planter at der ikke er ret mange af hver, vi skal jo have plads til dem.
Du kan finde dem her:
Find planterne her
Nu er det jo naturlige vækster og en ting er at de er sået og spiret, noget andet er om de vokser sig til og bliver fine, men det plejer de fleste nu at gøre. Bare for at sige at planter kan være lidt uforudsigelige og det er ikke helt, helt sikkert at vi ender med at have alle de planter som vi regner med, og jeg kan heller ikke styre hvor hurtigt de vokser sig til, så det er ikke sikkert du kan hente eller få sendt det hele på én gang.
Tomat og Chiliplanter kan du ikke bestille på nettet i år
Der er ikke så mange som vi plejer, så jeg har valgt at de kun kan købes her på gården fra den 25. marts, til vores Tomat-chilidag, og der er stadig rigeligt sorter og antal til dem som kommer her. Dem der er tilbage i Landhandlen i Jægersborggade og i Planteskolen på gården efterfølgende
Vi regner med at kunne gennemføre Tomat chili dagen, der er bestemt ikke 100 mennesker på én gang.
Og vi regner også at åbne planteskolen d. 4. april
Man kan bare komme og købe tomat chili og alle de andre planter, eller man kan bestille en billet til Den store Chili Og Tomatdag, med foredrag og maddemo her:
Få din billet til tomat- og chilidag her
Oversete Planter
Oversete planter er et af mine yndlingsemner, for når man nu har alle de her hundredevis af frø at sælge af, så tegner der sig nogle generelle mønstre i hvad kunderne vælger at købe. Det ændrer sig med moden hvert år. Fascinationen af mørke - nærmest sorte blomster som har været meget hot i flere år, er ved at fortage sig. Lyserødt er bare håbløst umoderne skal jeg hilse at sige. Men alt hvad der er fersken-abrikos- laksefarvet er topmoderne, men på tværs af moden er der ting som alt for få prøver.
Overset er især de giftige planter, og jeg kan ikke forstå hvad det går ud på. Hvor mange går egentligt rundt i sin egen eller andres haver og græsser på planter de ikke kender?
De er jo ikke giftige når man bare kigger på dem?
Jeg har en del hvert år, selvom jeg har en besøgshave, og der er mange flere giftige planter uden for havelågen, Giftighed er en del af planteverdenen og meget få er så giftige at det overhovedet nærmer sig et problem. En af de farligste i praksis er Taks som har røde søde bær der ikke er giftige, men inden i bærret er der et frø som er ekstremt giftigt, hvis man knuser det mellem tænderne, dødeligt faktisk, hvis frøet ikke knuses et det ufarligt og ryger bare igennem.
Jamen børn vil man sige, ja de må lære det, og man må holde øje, præcis som med alle de andre farer børn er udsat for.
Hvis man er helt hys med det og går efter den officielle giftliste så kan man grave det meste af haven op, eller man kan lade være og holde øje. Min dagsorden er en plante som jeg er helt og aldeles vild med, Ricinus eller Kristpalme, en ordentlig møjhund af en enårig plante som kan blive 3 meter høj, får blade så store som paellapander, og en meget flot stikkende blomsterstand i enten rød eller grøn, Inden i er der frø som ligner fede tæger, og i dem er der amerikansk olie, et afføringsmiddel som er den eneste del af planten som ikke er giftig. Ricin som man kan udvindes af planten er den stærkeste kendte naturlige gift.
Men de er skønne, det mest imponerende og eksotiske man kan dyrke i Danmark på en enkelt sæson og jeg har aldrig været ude for at nogen har taget en bid af dem.
Mit blå bed
Blåt er altid smukt, og blå blomster går vist aldrig af mode. Blåt drager blikket hos alle mennesker, der er noget universelt godt og dejligt ved blå blomster, og det bliver et tema i min køkkenhave i år hvor vi altid har farvede bede. I mange år var det orange, som var opsigtsvækkende flot på en smagløs og overdådig Dolly Parton - agtig måde som jeg var vild med. Så har vi haft lilla bede, med blomster og lilla grøntsager og det var også skønt. I år bliver det blåt, kun blomster, porre og kål, for andre planter er desværre meget sjældent blå.
Der kom er mange Nigella-jomfru i det grønne og i flere arter og former, for der en mange fine og meget nemme sommerblomster at plukke af netop i Nigella familien. Og så får de efter blomstringen de mest vidunderlige frøstande. Nigella hispanica er endnu mere djævleagtige end de alm. Nigella.
Nigella sativa laver de fineste små skyer af hvidgrønne blomster og de Nigella frø som er overalt på indiske- og levantiske brød stammer netop fra denne art. Andre Nigellas frø smager ikke ret godt.
Blå skovmærke er så fin, en enårig fætter til skovmærke, med rent blå blomster som blomster meget længe og har den smukkeste måde at drapere sig selv på i en stor potte. Og i et bed.
Hjulkronerne behøver jeg ikke så, hvis man først har haft dem en gang så er de over det hele, og det må de som regel godt for mig.
Alm. gul bukkehorn kan man også dyrke i haven, det er begrænset hvor meget bukkehornsfrø man får, men man får mange blade, som er en elsket krydderurt i frisk form i indisk mad. Begge dele er i ærteblomst familien og er dermed kvælstofsamlende.
Blå bukkehorn er lyseblå, 1 meter høj enårig krydderurt, blomsterne er fine med lidt uanseelige, det er løvet der er særligt, Det smager som en mild form for bukkehornsfrø, men slet ikke så øredøvende og så har de en smag af ristede valnødder som alm. bukkehorn slet ikke har. I Tyskland bruger man den i ost, bla. så er det smagen som man enten elsker eller hader i grøn alpeost, og så er den almindelig som krydderi i brød, hvorfor den hedder Brotklee - Brødkløver på tysk.
Det er et meget, meget anvendeligt krydderi, især i iransk mad, indisk mad, levantisk mad og såmænd også i frikadeller.
I mit blå bed skal der være salvier, den marokkanske enårige salvie er meget blå, og det er salvia ”Shangri –La” også, Der skal være et stativ med de mest blå lathyrus, og et med de helt vidunderlige japanske ipomoea, som ligner de almindelige blå pragtsnerler vi kender, men blomsterne er mønstrede og dobbelt så store.
Blå enårige lupiner, både den som man bruger som efterafgrøde og den fine Cruitchankii, og så naturligvis masser af kornblomster.
Kornblomster er altid lidt svære at inkorporere for de vokser hurtigt, blomstrer vidunderligt, bliver helt enorme, vælter og visner lige lovligt hurtigt, Man skal så dem mellem andre blomster og grøntsager, som f.eks. Kål og porrer, som vokser lidt langsommere og så hive dem op når de ligner en ulykke, så de andre kan få plads.
Og så skal der være Dragehoved, en plante som alt for få kender, dels har den smukke blå læbeblomster, dels er det den fineste urt til urtete jeg kender, og blade og blomster er heller ikke tossede i en Tzatiki med den komplekse mynteduft de kan præstere.
Alle blomsterne, undtagen ipomoea og lathyrus kan spises. Den lave lathyrus Azureus er derimod meget spiselig og nok den allermest intenst blå af alle de blå blomster.
Imellem alle de blomster som forhåbentligt vil danne en vajende sø af blåt, kommer der rækker af blåbladede porrer, og grønkål med blåduggede blade. Hvabehar!
Man kan komme og kigge på herlighederne fra engang sidst i maj - først i juni.
Ugens tilbud
Ugens tilbud er 20% rabat på alle mine fine sommerknolde, løg og de sidste dahlia, frem til søndag aften kl. 24.00.
Find dem her.
De kommer først hjem om nogle uger. Du kan ikke se rabatten på din bestilling, men vi skal nok trække den fra.
Forårshilsener
Camilla Og Co.
 
Besøg vores netbutik her
Facebook
Twitter
Link
Website
Copyright ©
Fuglebjerggaard
Hemmingstrupvej 8
DK–3200 Helsinge
kontor@fuglebjerggaard.dk

Vil du ikke modtage disse mails?
Du kan opdatere din profil eller framelde dig