Se denne email i din browser
Tirsdag den 17. marts 2020

Fra formanden til medlemmerne: Coronavirus og organistarbejde

Kære medlemmer


I denne usædvanlige og alvorlige situation er det for Organistforeningen afgørende, at der på bedste vis drages omsorg for og sættes fokus på, at alle medlemmer får den nødvendige oplysning, rådgivning og vejledning. Vi er alle dybt optaget af coronavirus, og jeg tror, vi alle har en følelse af utryghed og afmagt.
 
Vi i Organistforeningen følger tæt, hvad medlemmerne beretter og fortæller os. Vi kan forstå, at der er stor forskel på de løsninger som menighedsråd, præster og ansatte tilvejebringer rundt om i sognene. Vi følger naturligvis også og tager bestik af de centrale tilkendegivelser og de vejledninger, som biskopperne og Kirkeministeriet har udsendt. De lokale løsninger kan på ingen måde sættes på fast formel, og det må forventes, at man rundt omkring i de danske sogne kommer på de bedste løsninger i forhold til de lokale forudsætninger og muligheder, og i forhold til sundhedsmyndighedernes anbefalinger.
 
Vi kan som fagforening ikke se bort fra de regler, som følger af overenskomsterne, hovedaftaler, tjenestemandsloven mv. Der er så at sige et ansættelsesretsligt og juridisk spor, som gælder, når det vedrører vores ansættelser. Vi skal derfor møde på arbejde, og løse de opgaver som menighedsrådet pålægger os.
 
For øjeblikket vurderer præster og menighedsråd, hvilke kirkelige handlinger, som er tvingende nødvendige at gennemføre, og i hvilket omfang der skal medvirke personale. Foruden det ansættelsesretslige og juridiske spor, er der således også et spor, hvor præster, menighedsråd og organister skønsmæssigt skal udmønte vejledningerne fra biskopper, kirkeministerium, sundhedsmyndigheder m.fl.
 
Vi erfarede i sidste uge, at den daværende vejledning fra landets biskopper ikke tilvejebragte den nødvendige klarhed om afvikling af og om personale til de kirkelige handlinger. Derfor sendte vi d. 14. marts et brev til landets biskopper med en appel om at skærpe vejledningen. Mandag den 16. marts er der kommet en opdateret vejledning fra biskopperne.
 
Jeg forstår og deler bekymringen om coronavirus. Og bekymringen bliver meget virkelig og nærværende, når man som organist meddeles at skulle gennemføre en kirkelig handling. Mange kirker formår at tage kompetent hånd om situationen fra menighedsrådenes side. Andre er knap så kompetente. Hvis du ikke oplever, at der tages tilstrækkelig hånd om situationen, bør dialogen tages med dit menighedsråd. Start med biskoppernes og Kirkeministeriets vejledninger og om de konkrete bekymringer, man gør sig.
 
Jeg bekymres også. Jeg bekymres for mit eget helbred, mine kollegaer, menigheden, dåbsgæsterne – for alle dem, som er til stede under en kirkelig handling. Særligt ved begravelser, er aldersgennemsnittet højt, og flere gæster er over 80 år. Selvfølgelig er det ikke business as usual. Jeg har derfor en forhåbning og forventning om, der rundt om i sognene arbejdes på pragmatiske løsninger, som tager ansvar for de tilstedeværende – både personale og menighed.
 
Hvis du har spørgsmål, overvejelser og/eller andre udfordringer, står både jeg, tillidsrepræsentanter og sekretariatet klar til at hjælpe. Det er også vigtigt for os, at du deler dine erfaringer med os, så vi ved, hvad der rører sig på arbejdspladsen netop nu.
 
Samtidig skal jeg påpege vigtigheden af, at du jævnligt følger med i de informationer, der lægges ud på hjemmesiden. Her kan du finde de vigtigste links, så du selv kan følge og tænke med.
 
Pas godt på jer selv og hinanden. Så håber vi også, andre vil passe godt på os.
 
Ingrid Bartholin Gramstrup, formand

Uklarhed om medvirken ved kirkelige handlinger


Kirkeminister Joy Mogensen forventer, at nødvendige kirkelige handlinger under den aktuelle coronaepidemi vil være med ”meget reduceret bemanding i kirken”, men i biskoppernes forståelse kan hverken organist eller kirketjener undværes.
 
Statsminister Mette Frederiksen har opfordret alle offentlige arbejdsgiver til at lade ansatte, som ikke varetager såkaldt kritiske funktioner, arbejde hjemme i mere end to uger. Efterfølgende har en del organister og andre folkekirkeligt ansatte imidlertid oplevet, at deres menighedsråd eller præst har bedt dem varetage funktioner, som nok næppe kan betegnes som kritiske.
 
Læs mere om de forskelligartede meldinger fra folkekirkens øverst placerede, når det gælder kirkefunktionærers medvirken ved kirkelige handlinger

Corona-tider: Du må ikke spille til bisættelse, hvis du hoster lidt eller er forkølet


Kirkeministeriet har lavet en side med spørgsmål om svar om, hvordan folkekirkens arbejdsgivere skal forholde sig i den aktuelle periode med hjemsendelse af landets offentligt ansatte.
 
Spørgsmålene, som kirkeministeriet besvarer, er blandt andet disse:
  • Skal menighedsrådet stille kirkebetjening til rådighed for de kirkelige handlinger, som fortsat afvikles?
  • Kan folkekirkens arbejdsgivere bede ansatte om at udføre alle deres sædvanlige opgaver i den nuværende situation?
  • Kan folkekirkens arbejdsgivere indkalde en ansat, der ikke føler sig rask og mener at have symptomer på coronavirus, men ikke er diagnosticeret? 
Læs mere her

KM: Lukning gælder foreløbig måneden ud


I forlængelse af torsdagens udmeldinger fra biskopper og kirkeministerium omkring Corona-lukning af folkekirken udsendte Kirkeministeriet torsdag eftermiddag et nyhedsbrev til menighedsrådene, hvor det præciseres, at undtagelsestilstanden ikke blot gælder i to uger, men foreløbig ”frem til den 1. april 2020”. Det fremgår ikke, hvorvidt onsdag den 1. april skal regnes med.
 
I denne periode kan kirkelige handlinger dog fortsat gennemføres med nødvendige restriktioner:
 
”Kun medarbejdere, der er nødvendige for opretholdelse kritiske funktioner og afholdelse af enkelte kirkelige handlinger, som dåb, begravelser og vielser, kan fortsat møde på arbejdspladsen efter konkret aftale med menighedsrådet. Sådanne kirkelige handlinger kan stadig afholdes, hvis der ikke findes en ny dato, men det kan blive under andre former end normalt. Det vil ikke ske i forbindelse med gudstjenester, og der vil som udgangspunkt ikke være offentlig adgang. Antallet af deltagere må afpasses efter forholdene og må under alle omstændigheder ikke overstige 100 deltagere,” skriver ministeriet i nyhedsbrevet ”Folkekirkens personale”.
 
Bortset fra dette skal man som ansat i videst muligt omfang løse sine arbejdsopgaver hjemmefra.
Samtidig gælder det, at ”for medarbejdere, der ikke meningsfuldt kan løse deres arbejdsopgaver hjemmefra, vil der være tale om tjenestefrihed med løn.”
 
For en organist betyder det naturligvis, at der bliver god tid til mere generel øvning og idéudvikling, så længe der kun i beskedent omfang er noget konkret at forberede sig til. Det skal understreges, at det er op til det enkelte menighedsråd at udmønte retningslinjerne for den enkelte medarbejder. Som ansat må man derfor tage en snak med sin kontaktperson eller daglige leder omkring dette.
 
Uanset om man arbejder hjemme eller har tjenestefri med løn, skal man ifølge ministeriets retningslinjer ”indenfor almindelig arbejdstid” stå til rådighed for arbejdspladsen og ”med kort varsel kunne møde på arbejdspladsen med henblik på at udføre nødvendige opgaver, herunder gennemførelse af nødvendige kirkelige handlinger”.
 
Endvidere forslår ministeriet følgende:
 
”Ved personalemøder, der er uundgåelige af hensyn til vigtig information og videndeling, skal der holdes god afstand mellem mødedeltagerne. Tilbyd mulighed for at deltage på telefon eller Skype.”
 
Læs hele nyhedsbrevet fra Kirkeministeriet her
 
LÆS OGSÅ: 
Copyright © 2020 Organistforeningen, All rights reserved.

Vores adresse er:
Organistforeningen
Skottenborg 12-14
Viborg 8800
Denmark

Føj os til din adressebog


Du kan opdatere din mailadresse eller afmelde dig listen.

Email Marketing Powered by Mailchimp