Copy

Pressemeddelelse

23/03/20

Sønderborg Byråd følger op med lokale krisetiltag  

Sønderborg Kommune har allerede iværksat flere indsatser for at styrke likviditeten hos leverandører til kommunen og for at rådgive borgere og virksomheder i forhold til hjælpepakker og nye procedurer. Nu iværksættes yderligere ekstraordinære tiltag.
- Det er en helt ekstraordinær situation, vi befinder os i. Derfor er jeg også glad for at kunne melde ud, at Byrådets partier er enige om at støtte op om det private erhvervsliv ved at fastholde budgetterne for vedligeholdelse og renovering, som vi har vedtaget, og at sikre fremdrift i planlagte og budgetlagte anlægsprojekter. Vi er enige om at udarbejde forslag til at fremrykke renoveringsopgaver på kommunale bygninger fra budget 2021, herunder også ekstraordinær renovering af skoler, for at holde et højere aktivitetsniveau i hele 2020, siger borgmester Erik Lauritzen og tilføjer, at fagudvalgene og Økonomiudvalget fortsat arbejder videre med se på initiativer, som kan lette situationen for borgerne, erhvervslivet og foreninger.
 
Der er også enighed om i Økonomiudvalget, at det ønsker vedligeholdelse og renholdelsesarbejde i Vej & Park samt Ejendomsservice genoptaget, hvor det kan udføres som enkeltmandsarbejde.
 
Andre tiltag, som igangsættes straks, er
 
  • henstand af huslejebetalinger i kommunalt ejede bygninger og arealer for små og mindre virksomheder
  • skærpet fokus på hurtig udbetaling af sygedagpenge til virksomheder, hvor ansatte bliver ramt af Corona-virus.
 
- Jeg vil desuden, heldigvis også sammen med et enigt Økonomiudvalg, opfordre alle til at handle lokalt, at benytte de lokale caféer og restauranter til take away, og jeg vil opfordre boligorganisationer og kommunalt ejede selskaber til at fastholde og måske endda fremrykke investeringer, siger Erik Lauritzen.
 
De enkelte fagudvalg opfordres til at overveje tiltag, der kan afhjælpe økonomiske og praktiske udfordringer hos borgere, lokale samarbejdspartnere, virksomheder, foreninger og andre lokale aktører. Forvaltningen har udarbejdet forslag på de enkelte udvalgsområder, som vil blive forelagt på de kommende udvalgsmøder.
 
I forvejen har Sønderborg Kommune administrativt igangsat
 
  • Fremrykning af betaling til leverandører på i alt 60 mio. kr. for at forbedre virksomhedernes likviditet  
  • Åben telefon og mail hos Erhvervsservice, uændret byggesagsbehandling og vejledning via telefon, mail og Skype
  • Mulighed for indflytning i kolonihaver tidligere end normalt
  • Arbejdsmarkedsafdelingen fastholder virksomhedspraktikker og løntilskudsansættelser, når det giver mening.
  • Intern administration betaler fakturaer hurtigst muligt. Betalingerne fra og med den 16. marts bliver foretaget med det samme. Fremrykning af betaling af regninger.
  • Tæt kontakt med virksomhederne om Jobcentrets tilbud om især arbejdsfordeling, men også de andre hjælpepakker.
  • Rundringning til virksomhederne om den aktuelle situation.
  • Ordning til deponi og genbrug etableret for erhvervslivet
 

 
Kontaktinformation:

Borgmester Erik Lauritzen, tlf. 27 90 02 06, mail: ela@sonderborg.dk
 

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg
Copyright © 2020 Sønderborg Kommune
Website
Facebook
LinkedIn
YouTube






This email was sent to <<Email>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Sønderborg Kommune · Rådhustorvet 10 · Sønderborg 6400 · Denmark