Copy
www.Bredstrup-Pjedsted.dk
Nr. 60
1. april 2020

Friluftsbad i det gamle rensningsanlæg

Fredericia kommune ønsker som bekendt at fremrykke anlægsarbejder for at støtte det lokale erhvervsliv i disse krisetider.

I dag begynder derfor arbejdet med at ombygge det gamle rensningsanlæg på Ågade til friluftsbad.

Friluftsbadet kommer til at ligge tæt på Hallen og lige ved den plads, hvor sankthans-bålet tændes hver sommer.

Beboerforeningens formand, Karen Pagh, er begejstret: 

”For to år siden, måtte vi aflyse sankthans-bålet på grund af tørke. Fremover får vi rigeligt vand at slukke med, hvis bålet skulle løbe løbsk”. 

Hun ser det også som endnu et aktivitetstilbud til borgerne i Bredstrup og Pjedsted. ”Og så ligger det centralt, lige ved grænsen mellem Bredstrup og Pjedsted”, understreger hun.

Bredstrup-Pjedsted Hallens Cafeteria forventer at oprette en bar ved friluftsbadet. Her kan badegæsterne i højsæsonen nyde kolde drinks.

Også formand for BPI, Nikolaj Wyke, ser store muligheder i friluftsbadet: ”Vi regner med at oprette en svømmeafdeling i BPI, i første omgang på motionsplan. Bassinet får ikke de internationale mål, der kræves til at afvikle konkurrencer. Men hvis friluftsbadet bliver en succes, håber vi på en udvidelse senere”, siger formanden.

Anlægsarbejdet udføres af entreprenør Lars Arpin for Fredericia Kommune. Arkitektfirmaet Arna Pirls har tegnet, og anlægget ventes at stå klart i begyndelsen af juni.


Det gamle rensningsanlæg, som det ser ud i dag.


Friluftsbadet som det kommet til at se ud til sommer. Visualisering: Arna Pirls Architects.

Beboerforeningen


Generalforsamling:  Grundet coronakrise, hvor alle forsamlinger over 10 personer jo ikke er tilladt, har Beboerforeningen desværre måttet udsætte den årlige generalforsamling på ubestemt tid.
Vi giver besked, så snart vi får normale tilstande igen og kan fastsætte en ny dato.

Affaldsindsamling:  Når foråret banker på, plejer Beboerforeningen i samarbejde med Danmarks Naturfredning at rydde op i vores lokalområde. DN har besluttet at udsætte affaldsindsamlingen til den 19. september, og vi følger naturligvis trop.

Vi må i mellemtiden bruge tiden på at nyde det dejlige vejr og foråret, som jo i den grad er i luften. 
Vi må holde sammen – på afstand – og glæde os over, at vi i Danmark er godt rustet til i fællesskab at kommer over denne krise.

Beboerforeningen.

BPI Gymnastik

Året 2020 har budt på endnu en fantastisk gymnastiksæson, som vi stolt kan kigge tilbage på. Gymnastiksæsonen fik dog i år en noget brat afslutning. Vi plejer i gymnastikafdelingen at glæde os meget til marts og april måned, hvor sæsonen plejer at kulminere i vores egen lokalopvisning samt en masse andre opvisninger. Desværre satte Coronavirus en stopper for det, og alle gymnastikopvisninger blev aflyst. Det er meget ærgerligt, men vi må se fremad og heldigvis byder sæson 2020/2021 igen på fantastisk gymnastik. 

Vi er allerede så småt i gang med planlægningen af kommende sæson, som overordnet byder på nogenlunde de samme hold, men også et par helt nye tilbud. Vi er optimistiske og skal nok få en holdplan på plads inden sommerferien.

Forsamlingshuset

Det kan være svært at være ny kok i et lille lokalsamfund, når verden er ramt af Coronavirus.
Derfor har foreningen Pjedsted Kultur og Forsamlingshus valgt at støtte Koldingkokken (som er vært i forsamlingshuset) og købe 50 gavebeviser a 250 kr af ham. 25 af dem forærer de væk på Facebook og de sidste 25 bliver delt tilfældig ud blandt medlemmerne af foreningen. 
Se mere på Pjedsted Kultur og Forsamlingshus Facebookside
 
Støt lokalt, det kan vi også i Bredstrup og Pjedsted.

Beboerforeningen har også valgt at støtte lokalt her i denne krisetid. Normalt vil vi kræve et erhvervsmedlemsskab for at virksomheder kan sætte kommercielle annoncer på www.bredstrup-pjedsted.dk og i dette nyhedsbrev. Men vi vil gøre en undtagelse i denne situation.

For at byde pænt velkommen til Bredstrup-Pjedsted og for at hjælpe under Coronakrisen vil vi give et års erhvervsmedlemsskab til Kolding Kokken på Bredstrup-Pjedsted.dk og dette nyhedsbrev.

Hjælp vores lokale kok. 
Kolding Kokken har lavet "Special Take Away" I forbindelse med Covid-19. 

Fredag & Lørdag d. 3. & 4. april 2020
Á 100,-     Braiseret Svinekøller m. rodfrugtmos & coleslaw
Á 65,-       Paneret Kylling m. stuvet kål & hvide kartofler
Á 35,-       Panna Cotta m. marineret frugt

Påskefrokost torsdag d. 9. til & med søndag d. 12. april 2020
Á 200,- Rugbrød, Lyst brød, Brødchips, Knækbrød & Smør
                 Sild m. æble/karrysalat             Tunmousse, Æg & Rejer
                 Honning glaseret røget laks     Hønsesalat m. confiteret Bacon
                 Lufttørret Skinke m. tomat      Fiskefilet m. remoulade
                 Gourmet oste m. kompot        Banankage m. chokolade

Bestil allerede i dag, på 
Tlf. 42 50 40 93 eller e-mail kontor@koldingkokken.dk
Web: koldingkokken.dk
Foråret er på vej. Foto taget af Thomas Fragtrup

Til venlige og "lugtstærke" Brøndsted og Pjedsted beboere


Årstiderne går hurtigt, vinteren er på held, og foråret nærmer sig, noget vi alle glæder os over. Og med foråret kommer der dage med landlige dufte, som ikke alle er lige glade for.

Heller ikke i år ønsker vi at genere nogen unødigt, men afgrøderne skal jo have naturgødning/gylle.

Gyllekørslen herfra vil være i få perioder, kun på hverdage og forekomme fra februar og indtil udgangen af maj måned.

Skal I holde større fest eller lignende, så ring til os – så vil vi forsøge at undgå kørsel tæt på jer, og planlægge vores kørsel til andre marker.

De marker vi kører til og på ligger i Brøndsted – Rands ud til Damhusvej, Hørrevej, Fruetoften og Nebbegårdsvej. I Pjedsted ligger markerne ud til Brøndstedvej, Børkopvej, Pjedstedvej, Skovbøllingvej og Fiskebækvej.

Henv. på telefon; 75954609 / 40537905 / 40459609 eller mail: thomasminde@thminde.dk

Vi bestræber os på at informere nærmere via vores Facebookside; Thomasminde - Gl. Pjedsted.

Venlig forårshilsen
Åshill Nordgård & Niels Ladegaard Jensen    

”Thomasminde”
Fiskebækvej 5, Pjedsted
7000 Fredericia        

Efterårsfesten 2020 den 24. oktober 

- med Le Freak - The Ultimate Disco Live Experience
Se mere her.

Skynd dig - Køb billetterne her

Tak til vores erhvervsmedlemmer 

De betaler vores udgifter til webserveren og holder dermed gang i www.bredstrup-pjedsted.dk og dette nyhedsbrev.

Bredstrup-Pjedsted på Facebook

Bredstrup og Pjedsted er også aktive på Facebook.
Bredstrup Pjedsted, 7000 Fredericia.

Næste nyhedsbrev

  • Ca. 22. april 2020 - "Husk deadline"-besked sendes
  • 27. April 2020 - Deadline
  • 1. maj 2020 - Nyhedsbrevet sendes
Har du noget til næste nyhedsbrev sendes det til: nyhedsbrev@br-pj.dk
Tilmeld dig "Husk deadline"-besked her.
 
Denne mail får du fordi du har tilmeldt dig Nyhedsbrevet for Bredstrup og Pjedsted.

Vores adresse er:
Bredstrup-Pjedsted Beboerforening
Elboparken 44
Fredericia 7000
Denmark

Føj os til din adressebog

 

Email Marketing Powered by Mailchimp