På Tværs #39  12. december 2018

Se, de nominerede til Patienternes Pris

I takt med, at dagene bliver mørkere og mørkere, er der heldigvis også en årligt tilbagevendende begivenhed, der lyser op. Nordsjællands Hospital løfter sløret for, hvem der er nomineret til Patienternes Pris 2018.

Siden sommer har patienter og pårørende haft muligheden for at indstille medarbejdere eller afdelinger til Patienternes Pris. Baggrunden for at indstille er en god oplevelse, man har haft som patient eller pårørende på hospitalet. Intet er for småt og intet for stort.

Ud af 301 indstillinger er der udvalgt fem, der nomineres til prisen. De er valgt ud fra nøgleord som nærvær, åbenhed, imødekommenhed, inddragelse, respekt, værdighed og dialog

De nominerede er, i vilkårlig rækkefølge:

  • Neurologisk Afdeling – hele afdelingen
  • Øre, Næse og Halsafdelingen – hele afdelingen
  • overlæge Helge Bonde fra Ortopædkirurgisk Afdeling
  • sygeplejerske Emilie Emma Jakobsen fra Kardiologisk Afdeling
  • ledende overlæge Thomas Broe Christensen, overlæge Hella Danø, sygeplejersker Anne Svankjær, Mette Büchler og Julie Kasting fra Onkologisk og Palliativ Afdeling

Læs, hvad de nominerede siger til at være nomineret til Patienternes Pris

Hvem, der rent faktisk vinder prisen, bliver først afsløret først på strategi-gå-hjem-mødet den 17. januar 2019, når hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth overrækker den.

Yderligere oplysninger: kommunikationskonsulent Maria Olsen Brøsch

Patientansvarlig Læge i gang på hospitalet

Nordsjællands Hospital er i fuld gang med at implementere Patientansvarlig Læge, der giver patienter en personlig tovholder i de komplekse eller længerevarende sygdomsforløb.
 

I løbet af 2018 er alle afdelinger blevet introduceret til Patientansvarlig Læge (PAL) og er enten i fuld sving med udrulningen eller godt i gang med at planlægge, hvordan man kan give de relevante patienter det bedste tilbud i de enkelte sygdomsforløb.

- Afdelingerne er gået konstruktivt til opgaven og har arbejdet for at få tilbuddet tilpasset virkeligheden i de enkelte afdelinger og patientforløb. Der har også været en sund skepsis, men som ordningen er kommet i gang, er tilbagemeldingerne heldigvis positive fra både patienter og personale, siger vicedirektør Jonas Egebart.

Det overordnede mål med PAL er at sikre patienterne en oplevelse af sammenhæng, koordination og tryghed i deres behandlingsforløb på hospitalerne. Det sker ved at patienten får udleveret kontaktinfo til én patientansvarlig læge, der kan hjælpe, hvis patienten oplever at miste overblikket eller kommer i tvivl om sit forløb. Omkring den patientansvarlige læge er der typisk et team på tværs af faggrupper, der hjælper både læge og patient.

- Patientansvarlig Læge er et tilbud til patienterne i de lidt mere komplekse forløb, og faktisk er erfaringen også, at lægerne er glade for konceptet, når de f.eks. nemt kan se patientens PAL i SP og koordinere med vedkommende på tværs af afdelinger og hospitaler, siger Jonas Egebart.

PAL er et nationalt koncept, der skal være implementeret på alle relevante patientforløb i løbet af 2019.

Yderligere oplysninger: vicedirektør Jonas Egebart

Ambulante patienter skal have færre hospitalsbesøg

Patienter og personale kommer i spil på nye måder, når Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling afprøver ny organisering. Målet er behovsbestemt behandling af ambulante patienter.


Unødige hospitalsbesøg er spild af patienternes tid og samfundets ressourcer. Derfor lægger Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling (LIA) an til en ny organisering af de ambulante tilbud, hvor både personale og patienter Kommer i spil på nye måder.
 
Værdibaseret sundhed
Fremover skal der styres efter hvor mange patienter, der udredes til tiden, hvor mange der blev udredt på første besøg, efter om patienten føler sig inddraget eller ej samt en stigende anvendelse af telefon- og e-mail-konsultationer. Modsat hidtil, hvor DRG og produktivitetskrav har været styrende.
 
- Alle faggrupper får med værdibaseret sundhed mulighed for at bringe deres faglighed i spil på nye måder. F. eks får lægerne større mulighed for at styre ud fra et fagligt perspektiv, i højere grad end en mere bureaukratisk styringsmodel giver mulighed for, og patienterne vil opleve at få et mere målrettet tilbud, siger ledende overlæge Thyge Lynghøj Nielsen. 

Kun de patienter, der har det største behov for at blive tilset på hospitalet, skal ses her. Andre patienter skal fremover ses hos deres praktiserende læge.
LIA bidrager med projektet også til arbejdet med at udvikle en ny styringsmodel baseret på værdibaseret sundhed i Region Hovedstaden.
 
Skulle andre på Nordsjællands Hospital have gode ideer til, hvordan LIA og regionen kan arbejde med værdibaseret sundhed, må de meget gerne kontakte afdelingsledelsen på LIA.
 
Yderligere oplysninger: ledende oversygeplejerske Puk Vad Vestergaard og ledende overlæge Thyge Lynghøj Nielsen

Anerkendt professor roser design af nyt hospital

Torsdag den 6. december gav professor Roger Ulrich et oplæg på Nordsjællands Hospital om såkaldt helende arkitektur. Overskriften var ”Ikke blot et spørgsmål om smag – men en stærk case på evidensbaseret hospitalsdesign”. Og casen var naturligvis Nordsjællands nye hospital. 


- Nyt Hospital Nordsjælland har potentiale til at blive det bedst designede hospital i Danmark – måske endda i Skandinavien, konkluderede Roger Ulrich og tilføjede -  og jeg er skeptisk af natur.

Roger Ulrich har specialiseret sig i, hvordan hospitalsdesign med bl.a. kig og adgang til naturen påvirker patienter, pårørende og personalet. Bl.a. har han vist, at risikoen for burn out falder hos sygeplejersker, der holder pause i en hospitalshave i stedet for indenfor, ligesom udsigt til naturen kan reducere behovet for medicin og indlæggelse hos patienterne. Derfor er natur – inde som ude – og dagslys også nøgleløsninger på det nye hospital.

Arrangementet var åbent for alle. Nyt Hospital Nordsjællands projektdirektør, Henrik Schødts, bød velkommen, imens regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen modererede spørgsmål fra publikum. Hospitalsdirektør Bente Ourø Rørth rundede dagen af med en reference til titlen på Roger Ulrichs præsentation:

- Jeg er overbevist om, at Nyt Hospital Nordsjælland bliver en stærk case. En case på et hospital, der hverken ligner eller føles som et hospital i traditionel forstand, men som et hus skabt til mennesker. Til vores patienter. Deres pårørende. Og ikke mindst vores medarbejdere, som har vigtige og travle job. De har også brug for helende rammer.  
Nyhedsbrev fra
Nordsjællands Hospital
Dyrehavevej 29
3400 Hillerød 

Abonnér på nyhedsbrevet
Følg os på Facebook
Følg os på www.nordsjaellandshospital.dk


Udgives af Kommunikationsenheden / Nordsjællands Hospital .