Copy
læs i webbrowser
Nyhedsbrev december 2018
Halvårsstatus
Nyhedsbrev 2018

2018 har været et intenst år – ikke mindst på bæredygtighedsområdet: Kendskabet og interessen for FN's 17 Verdensmål breder sig og flere og flere aktører i samfundet både offentlige og private vil gerne arbejde med dem. Der er desuden mange ildsjæle rundt om i landet, som tager sagen i egen hånd, ændrer adfærd og skaber en mere bæredygtig dagligdag. Det er de gode nyheder.

Året har bragt klimaændringerne tættere på Danmark gennem den lange og meget tørre sommer, vi oplevede. IPPC rapporten, som udkom i oktober, fortalte os, at vi skal i gang med den grønne omstilling nu og ikke vente, da den globale opvarmning truer med en temperaturstigning på meget mere end de 1,5 grader, regeringslederne i 2015 blev enige om, at vi skulle holde os under. Dernæst hører vi statistikken fortælle os, at den globale opvarmning er steget i 2018. Det går den forkerte vej – og sidst men ikke mindst er den aftale, regeringslederne på COP24 i Polen er blevet enige om ikke den mest ambitiøse. Man er blevet enige om, hvordan landenes CO2 udslip kan måles, og at der bør gøres mere for at implementere de 17 Verdensmål inden 2030!
 
Her står vi så i slutningen af 2018.
 
Den næste generation er begyndt aktivt at bekymre sig og bebrejde os den manglende især politiske handling. Vi borgere vælger en regering til at tage vare på vort samfund, ikke kun til næste valg, men generelt og i fremtiden. Regeringen har i stedet for valgt at fokusere på udlændingene i Danmark. Den diskussion er letkøbt og er intet i forhold til de klimaændringer og globale udfordringer, vi står overfor. Det er næsten skandaløst, at vi generelt fornuftige borgere skal stå på mål for så meget snak om ingenting.
 
Jeg kan sige dette nu, hvor jeg går af som direktør for Chora Connection. Chora Connection er en neutral platform, hvor vi har fokus på bæredygtighed og de 17 Verdensmål. Det politiske aspekt har vi ikke fokuseret på. Men det har været svært at navigere, yde det bedste og opnå resultater, når der ikke er opbakning fra landets ledelse.
 
Det er mit ønske for 2019, at den danske regering vågner op og tør gøre det, det skal gøres: At vise vejen til et bæredygtigt samfund og være rollemodel for borgerne – både i dette land og i andre lande. Vi har råd, vi har teknologien, vi har et folk, der vil det. Vi er et lille homogent samfund. Vi kan det, hvis vi vil.
 
Med ønsket om en glædelig jul og et bæredygtigt nytår, vil jeg gerne sige tak for samarbejde og venskab i de år, jeg har arbejdet med at oprette og udvikle Chora Connection. Vores udgangspunkt har været samarbejde og partnerskaber – uden det og derfor jer, kunne vi ikke have nået så meget.
 
- Karen Blincoe

Del nyhedsbrev

Masterclasses
Masterclasses om FN's 17 Verdensmål

I efteråret 2018 lancerede Chora Connection en serie af masterclasses, der satte fokus på FN’s 17 Verdensmål. Filosofien bag konceptet er at give en ekspert eller leder på verdensmålsområdet mulighed for at give sin værdifulde erfaring og viden videre til en lille gruppe af interesserede.

Den første masterclass handlede om Dannelse og Verdensmålene og blev ledet af Jeppe Læssøe (Professor, DPU) og Mads Strarup (Vicerektor på Københavns åbne Gymnasium). Masterclassen satte fokus på, hvordan uddannelsessystemet kan anvende Verdensmålene som løftestang til en ny tværfaglig dagsorden, der kan danne grundlag for, hvordan vi uddanner i Danmark, og hvordan vi ruster de kommende generationer til at tage vare på fremtidens aktuelle bæredygtighedsproblematikker.

Læs mere om masterclassen her.

En anden masterclass handlede om Kommunerne og Verdensmålene og blev ledet af kommunaldirektør i Gladsaxe Kommune, Bo Rasmussen. Han præsenterede Gladsaxe kommunes strategi for Verdensmålene, der netop er blevet vedtaget af byrådet. Bo Rasmussen gav deltagerne mulighed for at komme helt ind i maskinrummet, hvor kommunalagendaen støbes og realiseres.

I en tredje masterclass gav Steen Hildebrandt deltagerne en grundig introduktion og indføring i FN’s 17 Verdensmål, herunder arbejdet med at sikre bred implementering af målene på tværs af forskellige sektorer i Danmark. Steen gav deltagerne en højaktuel status over verdensmålene samt et generelt filosofisk overblik over bæredygtighedsagendaen.

Læs beretningen "Hvad er det for en jord, vi bevæger os rundt på og som vi er 100 procent afhængige af?" fra Steens masterclass her.

Ligestillingshøring på Christiansborg
Ny standard på det danske arbejdsmarked

Den 2. november 2018 var Chora Connection, Samstilling og Sofie Carsten Nielsen (MF, Radikale Venstre) vært for en høring om muligheden for at udvikle en ny standard for ligestilling på det danske arbejdsmarked.
 
Samstilling er en prototype initieret af Annelise Ryberg og Lynn Roseberry i partnerskab med Chora Connection. Målet er at indgå et samarbejde med erhervslivet og arbejdsmarkedets parter om at sikre, at Danmark kommer i mål med Verdensmål nr. 5 – ligestilling mellem kønnene. Første skridt er at opnå ligeløn for lige arbejde på arbejdsmarkedet.
 
Deltagerne på dagen kom fra virksomheder som Ørsted, Danske Bank og Novo Nordisk, fra fagforeninger, styrelser, kommuner og fra forskellige uddannelsesinstitutioner. Derudover deltog ca. 20 gymnasieelever fra Rysensteens Gymnasium. Høringen bød på denne talerrække af eksperter fra ind- og udland:

  • Sofie Carsten Nielsen, Medlem af Folketinget, Radikale Venstre
  • Caroline Rusten, Direktør, UN Women Nordic Office
  • Bente Sorgenfrey, Formand for Hovedorganisationen FTF
  • Camilla Kruse, National Talent Lead for Deloitte
  • Maibritt Agger, Afdelingschef, Dansk Standard
  • Maríanna Traustadóttir, Icelandic Confederation of Labour (ASI), Equal Pay Standard/Certification – Island
  • Alexandra Kalev, Professor, Department of Sociology and Anthropology, Tel Aviv University – Israel
  • Tinna C. Nielsen, Antropolog, Move The Elephant For Inclusiveness
  • Mari Teigen, Leder af Senter for likestillingsforskning (CORE) og forsker ved Institutt for samfunnsforskning – Norge

Se en video med nogle udtalelser fra dagen.
Læs en beretning fra dagen her.
Læs mere om prototypen og se billeder fra dagen her.

Sustainable Now
Chora til bæredygtighedsfestival i Vallensbæk
Bæredygtighedsfestivalen Sustainable Now afholdt den første festival i Vallensbæk Kommune d. 28-29 September. I forbindelse med festivalen deltog Chora Connection som aktør og havde et Verdensmålstelt, hvor gæsterne kunne lære om Verdensmålene gennem forskellige formidlingsintiativer.
 
Karen Blincoe deltog i en debat på hovedscenen med bl.a. Vallensbæks borgmester.
Derudover lavede Chora Connection vox-poppen ’Er du klimacool?’ Se videoen derfra ved at klikke på ikonet herunder.
Video: Er du klimacool?
Growing Impact Project
Urban farming i socialt belastede områder
Growing Impact Project (GIP) er et af Chora Connections aktuelle hovedprojekter. Formålet med GIP er at være et kombineret socialt mødested, en bæredygtig byfarm samt bidrage til at skabe nye jobs i socialt belastede områder.
 
Byfarmene skal i første omgang opstilles i Finlandsparken i Vejle Kommune samt i Røde Kors’ Asylcenter Jelling. De skal fungere som et nytænkende bæredygtigt tilbud til områdets brugere, ved at fokusere på at øge livskvaliteten, etablere engagerende lokale fællesskaber samt lokal involvering og inkludering.  
 
Chora Connection er initiativtager og projektudvikler I GIP i partnerskab med Vejle Kommune, Røde Kors og Human Habitat (Impact Farm).

Læs mere om projektet her.
Verdensmålshelters
Verdensmålene rykker ind på Camønoen

Verdensmålshelters er en prototype, der skal skabe bred opmærksomhed omkring FN’s 17 Verdensmål samt skabe et unikt og inspirerende socialt opholdsrum for lokale borgere, besøgende og folk, der vandrer på Camønoen.

Projektet var i marts 2018 klar til at blive formet i partnerskabet, der involverer Camønoen, Vordingborg Kommune, Møn Biosfære (under Vordingborg Kommune), Verdens bedste nyheder – og nu KADK (Arkitektskolen).

De fire shelters' unikke form og udtryk udvikles i samarbejde med kandidatstuderende fra KADK, som et led i undervisningen. Her består opgaven for de studerende i at udvikle både a) strategier for, hvordan shelterne forankres og beriger de fire lokalområder og b) konkrete koncepter for, hvordan de fire shelters udformes og opføres.
 
I starten af oktober 2018 var der fælles opstart på Møns Museum med alle projektets parter – herunder studerende fra KADK, der skulle på studietur til de fire byggefelter på Møn, Nyord og Bogø. Her var projektets styregruppe til stede for at give en samlet introduktion til studerende og undervisere fra KADK.

I starten af december 2018 præsenterede de studerende fra KADK deres foreløbige forslag for styregruppen og undervisere.
 
I 2019 arbejdes der videre på realisering af projektet.

Kontakt:
Helene Bjerre-Nielsen
Helene@choraconnection.dk

Læs mere om Chora Connections øvrige prototyper her

Verdensskoler
Certificering af folke- og ungdomsskoler

Chora Connection har i løbet af efteråret taget næste skridt i arbejdet med at udvikle en verdensmålscertificering af danske skoler. Prototypen er et certificeringsværktøj (en serie moduler) til understøttelse af danske skolers implementering af FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling og er blevet til i et partnerskab mellem Randersgade Skole, Rysensteens Gymnasium og Chora Connection.
 
I løbet af efteråret kickstartede Chora Connection et pilotprojekt i partnerskab med Aalborg Kommune gennem et seminar, hvor flere skoler fra Aalborg-området deltog. Seminaret satte fokus på, hvordan skolerne kan bruge FN’s 17 Verdensmål i skoleudvikling. I samarbejde med Aalborg Kommune skal certificeringen udbredes blandt skolerne, hvorefter flere skoler i området på sigt skal inddrages.
 
Certificeringsprojektet har ligedes afholdt en række indledende seminarmøder i sjællandsområdet med henblik på at teste certificeringsværktøjet på en række testskoler bl.a. i Kalundborg og hovedstadsområdet.

Kompetencegruppen, der består af en række NGO'er og institutioner, mødes i januar for at drøfte de næste skridt i udviklingen af certificeringsprojektet i løbet af 2019. Der arbejdes pt. på at sikre finansiering til udbredelsen af det fulde projekt. 

Læs mere om Verdensmålscertificeringen her.

17FOR17
Ny udstilling i Holland
De 51 danske, franske og hollandske verdensmålsplakater blev i løbet af 2018 udstillet i Holland – i det hollandske parlament i Haag.

Direktør i Chora Connection Karen Blincoe åbnede udstillingen sammen med Isabelle Dicks, Chair of the Committee on Economic Affairs and Climate og Nikki Gonnissen, Alliance Graphique Internationale (AGI). Plakaterne udstilles i Holland indtil d. 20/12 2018, hvorefter de skal udstilles en række andre steder i Holland.
 
Udstillingen markerer en foreløbig afrunding af pilotprojektet 17FOR17:WORLDWIDE, hvor den danske samling blev udvidet til at omfatte de franske og hollandske plakater.
 
Der arbejdes pt. med at undersøge muligheden for at udvide samlingen med flere lande i et større internationalt projekt, til et verdensomspændende formidlingsprojekt om verdensmålene. 
 
Se billeder fra dagen herunder.
Billeder fra udstillingen her
Folkemødet på Bornholm

De seneste fire år har Chora Connection været på Folkemødet på Bornholm, hvor vi har sat fokus på bæredygtig omstilling af det danske samfund, implementeringsprocessen omkring FN’s 17 Verdensmål m.m.

Chora Connection er også tilstede på Folkemødet i 2019 og planlægger en række spændende aktiviteter i forbindelse med dette års tematisering af FN’s 17 Verdensmål.
Følg med i nyhedsbrevet og via sociale medier for at holde dig orienteret og kontakt os, hvis du er interesseret i at samarbejde med os på Folkemødet.

Kontakt: 
Helene Bjerre-Nielsen
Helene@choraconnection.dk
Verdensmålspodcasts

I løbet af efteråret 2018 lancerede Chora Connection ”VERDENSMÅLSPODCASTEN”.
Målet med podcasten er at sætte fokus på skarp og saglig formidling af viden om FN’s 17 Verdensmål, gennem personlige interviews med nogle af de eksperter, ildsjæle og pionerer, som arbejder med målene i praksis.

I første episode møder vi Steen Hildebrandt (Professor Emeritus og forfatter) til en introducerende snak om Verdensmålenes tilblivelse, aktualitet samt muligheder og udfordringer forbundet hermed. Steen giver samtidig en aktuel status over arbejdet med implementering af målene i Danmark. Første episode kan høres her.

I anden episode møder vi Karen Blincoe (Direktør, Chora Connection) til en snak om bæredygtighed og FN’s 17 Verdensmål i forhold til det danske uddannelsessystem. Anden episode kan høres her.

I tredje episode taler vi med Søren Hermansen (Direktør, Samsø Energiakademi), om bæredygtig lokal omstilling, herunder hvordan Samsø har haft succes med at skabe et fællesskab omkring målet om at være 100 % fossil fri ø. Tredje episode kan høres her.

Øvrige events

I løbet af efteråret har der været forskellige events hos Chora Connection. I November var vi bl.a. vært for en workshop om udviklingen af et nyt Naturakademi i Danmark, der kan bidrage med viden, forskning og events til at fremme naturkundskaber- og oplevelser i Danmark. Workshoppen fokuserede på at genere ideer til hvorledes et naturakademi kunne se ud i praksis, herunder hvilke indsatser og tilbud akademiet skulle kunne udbyde. Næste skridt er en række inspirationsdage, der kan åbne for konkrete samarbejder og kickstarte processen.
 
Kontakt Birgitte Escherich for at høre nærmere:
Be@kostkompagniet.dk
 
Foredrag

I løbet af efteråret har vi også holdt oplæg, keynotes, foredrag om bæredygtighed, FN’s 17 Verdensmål m.m. Her har vi bla. været i Region Midtjylland, i Aalborg, i Billund, på KADK og med studerende fra Roskilde Universitet.
(Chora Connection kan altid bookes til foredrag og oplæg).
Kontaktinfo

Kommunikation & Presse:
Asbjørn Riis-Søndergaard
Asbjorn@choraconnection.dk
 
Foredrag:
Helene Bjerre-Nielsen
Helene@choraconnection.dk
 
Generel info:
Info@choraconnection.dk

Om Chora

Chora Connection er en dansk non-profit organisation, der blev etableret i 2015 med visionen om at skabe en bæredygtig og resilient verden.

Chora Connections mission er at bidrage til at nå FN’s 17 verdensmål inden 2030 ved at løse konkrete samfundsproblemer og udfordre den måde vi tænker, lever, forbruger og producerer på i Danmark.

Chora Connection leverer desuden en række kerneydelser til virksomheder, kommuner, organisationer og civile aktører, der hjælper dem til at arbejde med verdensmålene.

Chora Connection er uafhængig af politiske og økonomiske interesser.

Læs mere om Chora Connection her.

Følg Chora på

ADRESSE
Sortedam Dossering 3D, 2200 Kbh N

TEL
+45 53884684

MAIL
info@choraconnection.dk

Copyright © Chora Connection 2018, All rights reserved

You received this email because you subscribed to our mailing list or took part in an event hosted by Chora Connection. We do our best to only send out the most relevant information.
Unsubscribe or change email preferences.