Copy

Nyhedsbrev nr. 9  2018

I dette nyhedsbrev kan du læse om følgende:

  1. Glædelig jul og godt nytår
  2. Lederløn
  3. Dialogmøder i januar
  4. Forårets kurser
  5. Afgangsprøver 2019
  6. Nyt fra kontoret
  7. Kalender

Glædelig jul og godt nytår ønskes her fra kontoret.
Det har været fantastisk at se alle billederne fra julemarkeder, senere luciaoptog og nu juleafslutninger. (englene her er fra Agerskov) Indimellem er der også blevet undervist...

Her på kontoret er vi nu ved at lukke ned og kan se tilbage på et år - og specielt efterår - med mange velbesøgte kurser og god kontakt med både ledere og personale på skolerne. Vi har stadig udfordringer som kristne friskoler, der midt i en normopløsende kultur ønsker at stå for en værdibaseret skoledrift. Julen er påmindelsen om, at der findes noget, der er større end vores meninger, at der findes en Gud, som gav sig til kende en julenat i Betlehem og siden ofrede alt, for at vi skulle leve i frihed og fred. Vi er ikke så gode til at forvalte denne frihed, men lad julen blive en tid, hvor vi søger freden, stilheden og samværet med hinanden.

Og lad os så mødes i det nye år og fortsat opmuntre og inspirere hinanden til at stå fast på de værdier, som er skolernes DNA og eksistensberettigelse.

Tak for 2018 - vi ses på den anden side i 2019.

Kontoret er ferielukket frem til d. 3. januar.

Kærlige hilsner fra 

Jette, Torben og Hans Jørgen

Lederløn pr. 1. januar 2019

Pr. 1. januar 2019 træder den nye organisationsaftale for ledere ved frie skoler i kraft. Desværre er den endelige organisationsaftale endnu ikke underskrevet og udsendt. Vi må derfor forberede skolerne på den mulighed, at det ikke sker inden ikrafttrædelsestidspunktet 1. januar 2019. Skolen må - i princippet - ikke administrere efter organisationsaftalen, før den er endeligt udsendt fra Moderniseringsstyrelsen. Vores opfordring må derfor være, at man fortsætter de nuværende ordninger og udbetaler sædvanlig løn efter løntabellen gældende fra 01.10.2018. Vælger I at udbetale efter ændringen pr. 01.01.2019, skal det være som et a’conto beløb, som kan korrigeres, når der foreligger en bemyndigelse til det. Der er dog så få ændringer mht den ny lederaftale, så opfordringen vil stadig være at vente til det nye år.

Husk Dialogmøder i januar for ledere og skolebestyrelsesmedlemmer

Temaerne på årets møder er:
1. Vi står midt i en værdikamp på det ideologiske plan i forhold til køn som en skaberordning, et biologisk fænomen eller en konstruktion, som det enkelte barn/individ selv kan vælge.
2. Vi står foran et folketingsvalg, hvor friskolerne også er kampplads – både i forhold til debatten om muslimske/religiøse friskoler og i forhold til tilskud, koblingsprocent og socialt taxameter.
3. En udløber af OK18 er en omlægning af ledernes lønsystem. Det nye system gælder fra januar 2019, så vi vil klæde bestyrelserne på til forhandlingen med lederne - og de må gerne lytte med J
4. Samarbejdet med kommunerne er ofte problematisk og en gråzone, der kræver, at bestyrelsen går ind og hæver røsten, som forældre og som skatteborgere. Hvilke rettigheder og pligter har en kommune over for en friskole?
5. - og så slutter vi med aktuelt nyt fra foreningen.


Tid og sted:

Mandag d. 14. januar 2019 kl. 17.00-20.30 på Andreasskolen
Tirsdag d. 15. januar 2019 kl. 17.00-20.30 på Lukas-Skolen
Onsdag d. 16. januar 2019 kl. 17.00-20.30 på Tange Kristne Friskole

Tilmelding senest d. 5. januar på jvj@kristne-friskoler.dk

Forårets kurser

Tjek kalenderen sidst i nyhedsbrevet og vores hjemmeside mht forårets kurser med spændende indhold. Der er stadig ledige pladser på Institutionsledernes kursus, Bibliotekarernes kursus, Lederkurset og kursus for nye ledere.

 

Afgangsprøver 2019

Undervisningsministeriet (STUK) har udsendt bekendtgørelse om placeringen af afgangsprøver i indeværende skoleår. Her er udsnit fra bekendtgørelsen mht afvikling af de skriftlige og mundtlige prøver:

§ 2. Folkeskolens skriftlige prøver afholdes i dagene mandag den 6. maj, tirsdag den 7. maj, onsdag den 8. maj, torsdag den 9. maj, fredag den 10. maj, mandag den 13. maj, tirsdag den 14. maj, onsdag den 15. maj og torsdag den 16. maj 2019.
Stk. 2. De mundtlige og praktiske prøver afholdes i perioden mandag den 27. maj til onsdag den 26. juni 2019, jf. dog stk. 3 og stk. 4.
Stk. 3. Der må ikke afholdes mundtlige og praktiske prøver fredag den 14. juni 2019.
Stk. 4. De obligatoriske mundtlige og praktiske prøver i 9. klasse samt de mundtlige prøver i dansk, matematik og engelsk i 10. klasse skal være afsluttet senest fredag den 21. juni 2019.
Stk. 5. Karakterer for den enkelte elev i de obligatoriske prøver i 9. klasse samt i prøverne i dansk, matematik og engelsk i 10. klasse skal være indberettet elektronisk til Undervisningsministeriet senest fredag den 21. juni 2019.
 
Bekendtgørelsen er tilgængelig på vores hjemmeside.

 

Nyt fra kontoret

Ny løntabel – udgivelsen udskydes
Arbejdsgruppen bag den ny lederaftale har besluttet at vente med at udsende den nye løntabel. Det skyldes at lederaftalen ikke er på plads som nævnt tidligere i nyhedsbrevet.
Vi forventer at sende en ny løntabel ud midt i januar, hvoraf de nye satser for 2019 fremgår. Hvis ikke det lykkes informerer vi om de nye satser inden lønkørslen i januar.

Statens nye takster for 2019
For ansatte på en statslig overenskomst – det vil sige ledere, lærere og børnehaveklasseledere – skal skolerne afvente, at Moderniseringsstyrelsen udsender cirkulære om satser for tjenesterejser gældende for 2019.
Satserne stiger lidt i forhold til 2018:
  • Kørsel til og med 20.000 km årligt – 3,56 kr. pr. km (høj takst til lærere, ledere og bh-klasseledere ved kørsel efter skriftlig bemyndigelse)
  • Kørsel udover 20.000 km årligt 1,98 kr. pr. km (lav takst anvendes ved alm kørsel for ansatte under statslig overenskomst)
  • Benyttelse af cykel, knallert eller scooter 0,53 kr. pr. km
De nye satser vil fremgå af den nye løntabel gældende fra 01.01.2019, som forventes klar i løbet af januar. Cirkulæret vil være tilgængeligt på vores hjemmeside, når det foreligger.

 

Kalender - kurser og møder

2019
14. januar                        Dialogmøde på Andreasskolen i Holbæk
15. januar                        Dialogmøde på Lukas-Skolen i Vejle
16. januar                        Dialogmøde på Tange Kristne Friskole
16. januar                        "Børns kønsidentitet". Kursus for pædagoger på Bøgballe Friskole.
22. januar                        Kursus - Vest: Skabelse og evolution på Skjern Kristne Friskole
30. januar- 1. februar      SFO- og institutionslederkursus på Severin
5. marts                           Lederkursus i Nyborg med Paul Otto Brunstad
7.-8. marts                       Bibliotekarernes internatkursus i København
9. marts                           Generalforsamling på Hotel Nyborg Strand
12-13. marts                    Kursus for nye ledere (del 1)

1. april                             Skoleledermøde Øst på Alme Skole
2. april                             Skoleledermøde Vest på Friskolen i Bramming
10. april                           Kursus for nye ledere (del 2)

29. oktober                      Skoleledermøde Vest på Aulum Kristne Friskole
30. oktober                      Skoleledermøde Øst på Billesborgskolen i Køge
Copyright © 2018 Foreningen af Kristne Friskoler, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp