Copy
Nyhedsbrev for Kæledyrsejere vol 45, januar 2019.
Se nyhedsbrevet i din browser.
info@dyrlaegeboysen.dk
www.dyrlaegeboysen.dk

Prednisolon – værd at vide...

Prednisolon, steroid, Medrol®, binyrebarkhormon, Prednicortone® og glucokortikoider – ja kært barn har mange navne, men hvad er det egentlig for et stof? Og hvad er virkning og bivirkning af det?
Mange spørgsmål - vi har svarerne.
Stofferne, herefter betegnet steroider, er en samling af hormoner der stammer fra binyrerne (se figur 1). Der findes flere klasser, men det stof der oftest bruges dannes i binyre-barken. 
Steroider er livsvigtige, og er i den raske krop med til at regulere saltbalancen, immunsystemet og optagelsen af næringsstoffer.

Steroider hæmmer betændelses-processer i kroppen effektivt når det gives som medicin. 
Derfor er det et meget brugt middel mod den rødme og hævelse, som især ses hos hunde med ukontrolleret allergi. 
I højere doser er steroider hæmmende af immunforsvaret – og det kan også være nødvendigt i nogle tilfælde af hudlidelser.
 

Lægemidler med steroider som hovedbestanddel, har været brugt siden 1950'erne, og derfor er det en klasse af medicin, som vi har stor erfaring med. 

Bivirkninger
I mindre doser over kort tid, er steroider et meget anvendeligt stof, uden større bivirkninger – men når det gives i højere doser kan det medføre øget tørst, øget sult, øget modtagelighed overfor infektioner, mavesår og ændringer i adfærd.
Bruges steroider i høje doser over lang tid, kan det medføre en lidelse der kaldes Cushing’s syndrom. 
Cushing’s syndrom skyldes unormalt høje doser af steroider over længere tid, og kan skyldes både for høj tildeling af steroider eller at der dannes tumorer i kroppen, giver anledning til forhøjet steroid i kroppen.
Figur 1. Binyrer sidder på begge nyrer og danner livsvigtige hormoner.
Birvirkninger af binyrebarkhormoner
Almindelige bivirkninger
Øget tørst
Øget sult
Øget tissetrang
Tab af muskelmasse over hele kroppen
Sløvhed
Hyppigere infektioner
Alvorlige bivirkninger
Dårlig sårheling
Pelstab
Pæreform/vommethed
Diabetes (sukkersyge)
Calcinosis cutis (kalkaflejringer i huden)
Tynd og skrøbelig hud

Cushing’s Syndrom
Ved Cushing’s syndrom ses det at hunden bliver meget vommet at se på (større bug-omfang), har øget drikkelyst, tab af muskelmasse, sløvhed og tynd pels.
Som følge af Cushing’s kan hunde få ophobning af kalk i huden, dette kan medføre store sår der har svært ved at hele. Denne kalk-aflejring kaldes Calcinosis cutis, og er en smertefuld tilstand, der er til stor gene for hunden. Ofte går der infektion i sårene, og det er derfor nemt at fejl-diagnosticere Calcinosis cutis som en kraftig hudbetændelse.
Cases med bivirkninger

Bertha, 3 år gammel Fransk Bulldog. Kommer til klinikken med store sår, som ikke reagerer på behandling.
 
Figur 2. Bertha.
Under Berthas sår mærkes hårde plader af kalk i huden. Bemærk, at Bertha også har en udspilet bug, samt tab af muskelmasse på bagparten – alle tegn på overproduktion af steroider og dermed Cushing’s syndrom.
 
Simka, 3 år gammel Labrador Retriever. Har været i behandling med steroider for allergisk betinget kløe gennem lang tid. Nu ses der ”boblende” sår på issen, samt på skulderpartiet.
Figur 3 (venstre). Simka før behandling.    
Figur 4 (højre). Simka efter behandling.
Simka efter 2 måneders behandling mod Cushings syndrom med kalkaflejring i huden. 
Simka blev også behandlet med det nye kløestillende middel Cytopoint® i stedet for steroider, så hans allergi er under kontrol. 
Vil du læse mere om Cytopoint® som alternativ til steroider? Så læs vores nyhedsbrev fra marts 2018 (klik here, åbner i nyt vindue), eller ring til os på klinikken.
Simka er vores solstrålehistorie, og et godt eksempel på hvor flot resultatet kan blive, til trods for de meget voldsomme sår. 
 
Volmer, 2 år gammel Labrador Retriever. Er behandlet for kløe med Medrol® i ca. 6 måneder. Der ses kraftigt muskeltab omkring kæben, toppen af hovedet samt bagparten. 
Figur 5. Volmer før udtrapning af Medrol®.
Volmer trappes ud af Medrol® og hans hudproblem udredes, han sættes på en hyposensibilisering (også kaldet ”allergi-vaccine”), der er en væske, specielt fremstillet til Volmer på baggrund af hans allergitest. 

6 måneder efter udtrapning af daglig Medro® var Volmers muskelfylde i ansigt og på bagparten tilbage til normal.
Vigtige ting at huske på, når man har en hund på steroider:
 
  • Binyrebarkhormoner er et vigtigt lægemiddel med mange gode virkninger, og succes-historier bag sig, når det bruges korrekt.
  • Hold øje med din hund på binyrebarkhormoner! Du kender din hund bedst, sker der ændringer med hunden, så spørg da din dyrlæge til råds. Skriv gerne ændringerne ned, så husker du dem bedre, næste gang du møder dyrlægen.
  • Udred allergi i stedet for at slukke ildebrande med steroider – de fleste hunde kan bedres uden steroid, når der laves en kontrolleret og systematisk udredning af hundens allergi og hudproblemer.
  • Det er vigtigt at huske kontroller hos dyrlægen, når man har en hund i steroid-behandling. Vi anbefaler at man som minimum kommer en gang årligt, for at holde øje med bivirkninger hos hunden.
  • Kontakt din dyrlæge, eller Hudklinik for Hund og Kat på 6915 2696 hvis du har spørgsmål. 😊

De venligste hilsner

Dyrlæge Anne Johansen, Anne Nielsen og Lene Boysen
Copyright © 2019 Dyrlæge Boysen - Hudklinik for hund og kat, alle rettigheder forbeholdt.


Frameld Nyhedsbrev for Kæledyrsejere    Opdater dine indstillinger 

Email Marketing Powered by Mailchimp