Copy

- Turneringer -

Februar 2019

Turneringer i januar
9.2. Drop-in Gammon, satellit til Nordic Open 2019 - Ny i kalenderen
15.-17.2  Munkebjerg Backgammon

Kommende turneringer
9.-10.3. DM Doubles - Ny i kalenderen
16.3. XG Masters 2019 (tilmeldingsdato)- Ny i kalenderen
18.-21.4. Norcic Open 2019 
16.-17.11. DM og DM i speed
30.5. Chang Open 2019 

På weekendtur til HC Andersens by - Odense

Af Michael Weile

Øverst: Johnny Pedersen (tv) vs Michael Weile
Nederst: Daniel Sørensen (tv) vs Michael Weile
Fotos: Christian Klebajn
En weekend spillerunde i 1. div., to dage og 4 kampe set gennem Soirée Dansante kaptajnens briller. Hvad er mere eventyragtigt end at starte med ”der var engang"?

10 spillere på holdet, 2 spillere var ude og rejse og så var de 8. Børnefamilierne skulle passes og så var de 4. En blev syg og så var de 3. No mercy, jeg måtte bare slæbe sygdomsramte Freddie afsted, og således drog 3 mand og en lady afsted til H C Andersens Odense for at forsvare 1. pladsen i første division.

Mentale sejre i bilen
Når man tager afsted på en backgammonweekend, er humøret altid i top, når man forestiller sig at sejrene triller ind på stribe, og det er ligegyldigt om det er HT eller andre turneringer over flere dage man drager afsted til.

Det er utroligt når humøret er højt, og man sidder 4 personer i en bil på vej, hvor mange point man kan skrabe sammen. Således beregnende, havde vi sat os til at hente 10 sejre ud af 16 kampe, og kalde det en kæmpe succes. Men 9 sejre ville dog være et fint plus i regnskabet. 8 sejre var en smule godkendt, pga. Freddies sygdom og manglende resultater.

Topopgør mod Odense
I den første kamp skulle vi spille mod det andet tophold Odense Chang, som har topscore og landsholds-aspirant, Daniel Sørensen, på holdet. Jeg må sige han er imponerende godt spillende med PR 3.5 og hovedpine klarede han en flot kamp igennem.

At jeg havde +5 i held kunne han intet gøre ved. En heldig sejr til mig, en Freddie sejr og en JCP sejr, klarede vi således 3-1 i vores første vigtige kamp.

Alle blev grillet
Humøret var blevet endnu højere og det blev fejret på den lokale grillbar (og jeg mener en rigtig grillbar hvor døren binder og fritureosen står en i møde, når man hjertelig velkommen bliver budt indenfor). Burger, fritter, pølser og Congobajer blev indtaget og vi var SÅ klar til den næste kamp mod Vikingekrigerne.

0-3 på rekordtid
Maden lå tungt i maven på nogle, og det går slet ikke som planlagt. JCP taber hurtig, Marianne og jeg taber, og inden vi så os om, var vi bagud 0-3 og kun Freddie kunne holde liv i håbet om en 0 løsning på førstedagen.

Det så ikke alt for godt ud i den DMP vi alle nu kunne være en del af, men Congobajeren gjorde sit indtog, og den ”Grimme ælling (stilling)” blev med trylleslag 6-1, forvandlet til en sejr. Man kan desværre ikke vinde alle sine DMP’er, så vi var godt tilfredse med 4-4 efter lørdagens kampe.

Easy money i håndbold
Den nødvendige mad blev indtaget på restaurant Flammen, sammen med Odense Chang og Roskilde, inden pladsen foran TV’et til den vigtige håndboldkamp mellem Danmark og Tunesien skulle indtages.

Vi blev gæstfrit budt indenfor hos Hr Herbøl, så vi kunne se kampen på storskærm. Herbøl himself er jo glødende håndboldfan:) Vi er jo ikke gamblere for ingenting, så jeg havde lagt en lille sjat på at Danmark ville vinde med mere end 13.5 mål (easy money 36-22 i sidste sekunder).

Eventyrlig chouette
Efter håndboldkampen, puttede vi Tornerose (Freddie) i seng, og så manglede vi bare den obligatoriske og legendariske eventyrfyldte Soirée chouette. Mr. Herbøl blev inviteret med, og vi kan ikke her afsløre hvem der vandt og hvem der tabte. Vi kan dog afsløre at bølgerne gik højt, der blev slået her og der, og den helt rigtige vinder blev fundet:)

Horsens på menuen
Søndag morgen blev vi budt varmt velkommen af Odense Chang til en morgen buffet af den helt store kulinariske oplevelse, vi var SÅ klar igen, og denne morgen skulle det gå ud over Horsens, havde vi aftalt.

De to GM’er og vores jernlady (Marianne), gav ikke mange point væk, så det blev lynhurtigt 3-0 og vi var på rette spor. Desværre kunne JCP ikke leve op til sin ”under dog” værdighed mod Brutto landsholdsspiller, Michael Nielsen, og tabte i en tæt slutkamp.

Nu kunne vi pludselig se muligheden for samlet at hive plus point ind på kontoen, og udbygge vores 1. plads.



Fornemt besøg
Legendariske Kaj og Tommelise fra Svendborg, kom på besøg. De havde spottet en ny spændende topkamp mellem Soirée Dansante og Odense Chang. Der skulle dog lige bestilles hotel og flybilletter til Liverpool i april. Ingen kan vel være i tvivl om at Kaj og jeg er store Liverpool fans.

Mr. Herbøl holdt sig klar til mødet med Soirée kaptajnen, en kamp ingen af os ville tabe. Der var virkelig nerve i kampen, og Brian kom bedst for start, han var også sindssygt heldig.

Den klassiske seks-etter
I mellemtiden taber JCP og vores lady igen igen, men Freddie er ved at vinde sin DMP (skal bare lige cleare sit 6 punkt forbi sit 5 punkt hvor Tage står og venter på skud). Den klassiske 61 ruller ud af Freddies cup, og den lige så klassiske 1’er viser sit grumme øje, og således fik Freddie ikke fuldt hus og det halve af kongeriget.

I stedet var Soirée bagud 0-3 igen igen. Tilbage til Brian som har forvandlet sin føring til en 6 point kamp. Nogle spil efter stod det 14-14 og vi havde en sindssyg tæt og vigtig 3 points kamp, i gang. De sidste 2 spil blev heldigt afsluttet med et par vel tilrettelagt pas 6’ere, (så lidt heldig var jeg også)  og Soirée kunne ånde lettet op.

8-8 over weekendens kampe og næsten status quo i toppen af 1. div.
Snip snap snude, hvem mon er ude?



Redaktørens efterskrift
Siden den spændende weekend i Odense har der været afviklet en del kampe i 1. division, hvor Nemo nu har spillet sig op på førstepladsen. Den aktuelle stillingen inden 7. februar, hvor Nemo møder bundproppen DBPS, mens Soirée Dansante og Michael Weile sidder over, ser ud som følger:



 

Jens Christian Pedersen vinder Allstars 2018

Af Matilde Schmidt

Intense kampe, knyttede næver og flotte elefanter
Fotos: Louisa Dahlin Friberg
Allstars 2018 skulle én gang for alle afgøre, hvem der var den bedste eller måske endda den heldigste danske backgammonspiller, der havde vundet en turnering i 2018. 28 af de kvalificerede var mødt op på Café AE på Nørrebro i København, en kold men solrig januar lørdag.

Hvis man er forholdsvis ny i dansk backgammon, så kan man godt blive en smule beæret og overrasket, når man efter at have vundet en turnering, bliver inviteret til en særlig vinderturnering, nemlig ALLSTARS 2018.

Det skete for mig, efter at jeg som en del af KARMAHOLDET var med til at rulle en sejr hjem, i den småskøre 3 mandsholdturnering BG ½ Marathon. Alle der har vundet en turnering i 2018, det være sig alt fra DM til KARMAGAMMON var inviteret eller kvalificeret om man vil.

Stærkt fremmøde
På dagen var blandt andet mødt den kvindelige danmarksmester Maria Bonke, juleturneringseksperten Saban Simsek, der dog i 2018 var gået lidt ned på antallet af vundne juleturneringer, der var landsholdsspillere, og der var Kedde, Krakus, Foldager og Weile.

Der var med andre ord en del rigtig gode skalpe at gå efter denne solrige lørdag i bidende frost, men for mit vedkommende stivnede rullearmen i det kolde vejr, og skalperingerne blev der desværre ingen af, men så havde jeg så meget mere tid til at observere hvad de andre og hvem de andre rullede over.

En svulmende brunchbuffet
Inga Vigh-Pedersen og Louisa Dahlin Friberg havde inviteret til ALLSTARS 2018 på Café AE, og med stor og svulmende brunchbuffet, startede flere af de 28 fremmødte deltagere dagen strabadser.

En god solid morgenmad, og kaffe til hele dagen, så var energiniveauet sikret, hvorefter boards blev pakket frem, kameraer sat på stativer og ure pakket ud. 5 kvinder og 23 mænd var mødt op og klar efter at have betalt et indskud på 300 kr. samt en registrering på 50 kr, hvilket gav muligheden for at vinde en pæn slat penge og en smuk porcelænselefant.

Før kontanterne og den farvarige elefant kunne ”stikkes i lommen” skulle der dog kæmpes i den indledende runde til ni point i et skarps felt. Med et dobbeltelemineringsformat betød det, at en tabt kamp ikke nødvendigvis var farvel, men istedet et hallo til fighters bracket, hvor man med held og snilde, ville kunne spille sig tilbage i finalen.

Bedst af tre i finalen
Med faldende kamplængder endte semifinalerne på fempoints kampe, og i main stod Allan Christensen og Jens Christian Pedersen tilbage og skulle kæmpe om den ene finaleplads, og i fighters bracket var det Mads Jensen og Martin Foldager der skulle udkæmpe slaget om finalepladsen.

Om det var Jens Christian Pedersen og Martin Foldager der rullede de heldigste slag, eller de bare var bedst til at distribuere dem, må stå hen i det uvisse, men begge spillede de sig i finalen, for at afgøre hvem af dem, der var vinderen blandt vindere.

Finalen blev afgjort i en bedst af tre kampe til tre point, og her trak Jens Christian Pedersen sig ud som vinder af kampene, og kunne dermed kalde sig ALLSTARS 2018-vinder.


Her har Michael Weile (th) fotograferet sig selv i selskab
med dagens vinder, holdkammeraten Jens Christian Pedersen


Skrappe folk nedlagt
På sin vej gennem turneringen kunne Jens Christian se sig tilbage, kalde sig ubesejret og i øvrigt hygge sig over at have fået en bye samt at have vundet over både Martin Jensen, Michael Weile samt Allan Christensen.

Jens Christian Pedersen havde i øvrigt vundet Chang Open (i Odense) i 2018 for at få lov at deltage i ALLSTARS.

Nordic-kval i River Club

Af Birgitte Nissen

Der bliver ikke kun spillet poker i River Club
Foto: Eva Birgitte Nissen
Lørdag den 26. januar var bordene sat op i River Club og klar til invasion af spillere, der øjnede en chance for at vinde en entry til Nordic Open 2019.

Den første intermediate satellit var fyldt inden klokken 12:00 og advanced fulgte lige efter. Det gik lidt sløjt med champ satellitten, ikke engang en reklame om, at vi kun manglede 7 spillere gav pote.

Hvorfor mon?
Kunne det tænkes, at det var vejret? - Måske kunne det tænkes der var nogen der havde tømmermænd? - helt sikkert. Kunne det tænkes, at nogens koner havde prioriteret en tur i IKEA for deres mænd? - håber det ikke.... Måske var det tanken om, at man ikke orkede turen hvis man var nummer 9 i køen?

Ikke med hans gode vilje
Nuvel, næste satellit hyggedag bliver nok med en opmelding. Så kan næstespilleren også se der rent faktisk er nogen der kommer og spiller lige netop den række de kunne tænke sig.

Anden satellit manglede en spiller, og advanced manglede 7, så med frivillig tvangsovertalelse rykkede vi Morten Droob ned i intermediate. Ikke med hans gode vilje, men vore argumenter var i orden.

Tre vindere blev fundet
De spillede og spillede og til sidst stod finalen mellem Ringsteds Signe og Brønshøjs Droob. Droob vandt satellitten og Signe fik sine 90 kr. Efter følgende fik jeg så denne besked fra Droob:

"Hej B, du må gerne give billetten til Signe. Kom for at spille advanced."

Den absolut dejlige nyhed blev straks sendt til Signe som i en fart overførte hendes 90 kr den anden vej.
 
Guerre og jeg vil gerne sige tak til dem der kom og var med til at gøre det til en hyggelig dag.

Vi siger stort tillykke til de tre vindere:
  • Majid Soleimansadeh (intermediate)
  • Signe Pedersen (intermediate)
  • Ulrik Andersen (advanced)

Stream

Af Karsten Bredahl

Fotos og grafik: Karsten Bredahl
En af de varme kartofler i DBgF pt hedder "streaming". I gamle dage gjorde ingen det, så gik nogen i gang, og i dag er udvalget heldigvis stort og lækkert.

DBgF har valgt at sende en streamer (mig) i rumpetten på de tunge drenge, når EM i Montenegro afvikles i april måned, så medlemmerne holdes bedst muligt opdateret på, hvad der foregår.

Mon ikke jeg også smider godt med opdateringer for hver runde, så overblikket kan komme hjem til Jer i stuerne (og bag skærmene).

Der improviseres konstant
Jeg kender gamet til slutrunderne efter selv at have deltaget 5 gange, så jeg skal nok få det meste med. Men den primære opgave er at visualisere, hvad der foregår, og jeg er til dette blevet spurgt, præcis hvordan jeg tænker, at det skal foregå.

Enhver streamer ved, at der improviseres konstant, når man har med teknik at gøre, men hensigterne er at sende streams fra ikke blot ét men hele TO brædder.

Det kan ikke udelukkes, at den ene stream bliver med XG-feed (DBgFs kanal), hvilket vi nørder jo elsker, men der holdes fokus på aktualiteten. I vil vide, hvad der foregår - hele tiden. Det får I så at vide.


Screenshot: Karsten Bredahl

To streamede kampe pr. runde
Stream 1 bliver DBgFs kanal, hvor der kræses om opsætningen i OBS (flag, navneskilte, etc). Her vil man også kunne finde eventuelle XG-feeds, hvilket kommer an på, om Danmark har medbragte fans, som har været tilfælde i alle de andre år (kæmpe tak til Mogens Dreier for alt).

Stream 2 bliver landsholdets kanal. Her vil køre en live-kanal via mobilen, men i en fastspændt og lækker udgave. Det er ikke under VM, at man må ryste på hænderne.

Efterbehandlingen vil forhåbentlig også byde på uploads af øvrige kampe (alle på DBgFs kanal), så der bliver travlt i redigeringsrummet i de 2 (måske endda 3) døgn, turneringen kører.

Tilbud: Hjælp til opstart
Det kan oven i købet være, at der er nogle af Jer, som får lyst til at kick-starte streaming ude i klubberne, og i så fald er jeg behjælpelig med opstart, gode råd m.m..
Når vi nærmer os, vil jeg poste alle informationer 2 steder (DBgFs forum og Backgammon Denmark på Facebook).

Oluf Meisner: "Jeg blev forelsket i backgammon..."

Af Taus Bøytler

Oluf Meisner (tv) fejrer sine to point på tavlen, mens holdkammerat Jes Jensen (th) også er begejstret
Foto: Maj Falsig
Måske har du undret dig over, hvad der egentlig sker i Næstved Backgammonklub. Hvis det er tilfældet, kan du roligt læse videre. Nyhedsbrevet har mødt Oluf Meisner, der med egne ord synes, at det er en pissegod klub.

Dit hold, Næstved Backgammon II, ligger pt. nummer fem i 3. division A (Øst). Hvordan ser du tilbage på sæsonen 2018/2019?

Oluf: "Jeg har haft for meget om ørene og har nok mistet lidt af gnisten og gejsten fra tidligere sæsoner. Jeg er sikker på, at den nok skal komme igen til næste
sæson.

Når jeg indimellem spiller mere for at undgå at tabe end for at vinde, går det galt. Jeg ved, hvor jeg kan forbedre mit spil og det arbejder jeg på - så kommer resultaterne vel også?

Vores hold har vel præsteret som forventeligt, dog med nogle iøjnefaldende sejre til særligt Ulla Pia, der indtil nu har vundet 4 holdkampe - 3 i træk - som det mest overraskende ved vores sæson.

Robert har også været inde i en positiv stime og skal nok komme igang. Flemming arbejder hårdt på at forbedre sig og kommer tættere og tættere på flere vundne matcher. Der skal især arbejdes med cuben og han skal have mere erfaring i holdturneringen.

Jes har måske, ligesom jeg, været inde i en periode med for mange nederlag. Men Jes har erfaringen fra mange sæsoner i holdturneringen og kan hurtig ryge ind i en serie med lutter sejre.

Alt i alt har denne sæson formet sig som forventeligt. Vi har ganske simpelt ikke holdet til at rykke op med kun fem spillere af tvivlsom kvalitet. Vi skal forbedre os individuelt, så vi kan presse spillerne på vores 2.div hold mere end det vi gør nu.
"

I har hjemmebane på en kasserne. Hvordan er det?

Oluf: "Grønnegade Kasserne er en slags kulturinstitution i Næstved. De gamle gulmalede bygninger i bymidten emmer af historie og bruges bl.a. til musik, teater og foreningsliv. Det er centralt placeret i byen, tæt på
stationen og er et meget smukt og hyggeligt område.

Næstved Backgammon har holdt til på kasernen i næsten 20 år i forskellige lokaler. Vi betaler en latterlig lav husleje og har mulighed for tilleje et langt større tilstødende lokale for billige penge.

Vi deler lokalerne med skakklubben; dem ser vi sjældent og vi bruger også deres lokale, ligesom de bruger vores. Der er masser af gratis parkeringspladser i området og vi har vores eget køleskab, så vi kan sælge øl og vand uden kommunen blander sig i det.

Vi er rigtig glade for lokalerne. Jeg kan tit tænke på hvor godt vi har det i forhold til mange af københavnerholdene, der kan have svært ved at finde
egnede spillesteder og sikket også skal betale langt dyrere huslejer, end vi gør!

Det er fedt at bo i provinsen og der er altså ikke længere til København fra Næstved end omvendt!
"

Torsdag den 7. februar 2019 skal I møde Team Sirius II, som I tidligere på sæsonen tabte 1-2 til. Hvad er dine forventninger til det opgør?

Oluf: "Hvad mine forventninger er til mødet med Team Sirius på torsdag? Jamen, vi går da som sædvanligt efter at vinde kampen!

Holdopstillingen regner jeg med bliver Ulla Pia, Jes og Flemming - det er de tre spillere i klubben med laveste rating, men med en sejr kan der bankes mere gejst og sejrsvilje ind i dem.

Alle har en chance i 3.div og det er bedre at spille dårligt og vinde, end spille godt og tabe! Mere erfaring ind på kontoen er vel kodeordet for den kamp.
"

Hvad er det bedste ved at være backgammonspiller i Næstved?

Oluf: "Næstved Backgammon er ikke en klub, der opsøger nye spillere. Selvfølgelig kunne vi, ligesom alle andre klubber, godt bruge nye og gode spillere til vores to hold. - Men vi opsøger ikke - nye spillere må selv opsøge os!

Vi har ikke et træningsmiljø i klubben. Vores spillere dygtiggør sig individuelt. Nogle af os spiller dog en del privat sammen og diskuterer forskellige stillinger m.m.

Mange af vores spillere kommer ikke fra selve byen. Slagelse, Møn og byer i omegnen af Næstved. I sæsonen ses vi ugentligt, men et egentligt klubmiljø har vi først efter holdturneringens afslutning, hvor klubmesterskabet skal afgøres.

Men jeg vil påstå, at vi alligevel har et rigtigt godt klubmiljø i løbet af sæsonen: køreturene til København i en lun bil, mødet på rastepladsen i Karlslunde, en hurtig snak med et “gl” som afslutning og så videre til
spillestedet.

Vi bakker op om hinanden; der er ingen sure miner over for mange nederlag og for dårligt spil. Måske skulle vi nok der presse hinanden noget mere på holdet. Vi er bestemt ikke ligeglade med om vi vinder eller taber, men “det går som det nu går”

I klubben er der efter min mening en god stemning i en blanding af det sociale aspekt og vindermentalitet. Vi har nogle fede klubaftener med gang i chouetten, go’ lir og hånlige bemærkninger.

For helt nye og uerfarne spillere vil det måske være lidt vanskeligt at træde ind i klubben; det kan virke nørdet at diskutere cubeaction og spilstrategi for derefter at konsultere med Xg.

Men på bundlinjen er vi en pissegod klub, der er åben for alle. Jeg ville gerne, at flere af vores spillere spillede med i andre turneringer end holdturneringen. Det  er vel egentligt kun Poul og jeg der regelmæssigt spiller andet.

Der er flere, der er på vej og jeg håber da på, at vi kan skabe en slags tradition for at tage afsted.
"

Du virker altid så glad, når du spiller backgammon. Har du slet ingen brokhistorier?

Oluf: "Jeg har masser af brokhistorier om backgammon; nok flere end de fleste! Men disse bliver overskygget af alle de positive fortællinger jeg har om spillet.

Backgammon er et fedt spil, et udviklende spil på så mange forskellige måder. Det er ikke kun på det spilmæssige plan, man kan udvikle sig: man lærer at tabe; det gør man tit og ofte - men udviklende på den måde, “hvordan du tager nederlaget?”.

Vi har alle mødt utroligt dårlige tabere, der klynker over grumt uheld og dårlige terninger og som kan give alt og alle skylden for den tabte kamp.

Avanceret klynk, men alligevel klynk. Vi kan sgu ikke allesammen være lige heldige hver gang - og vi er heller ikke lige dygtige. Terningerne spiller med!

Vi har med garanti alle vundet kampe, hvor den bedre modstander har spillet under 4 i PR. og man selv har spillet som en sæk kartofler.

Det vigtigste for mig, er ikke at blive eller være indebrændt på spillet. At have en dårlig fredag fordi jeg har tabt en holdkamp om torsdagen, det gider jeg sgu ikke længere!

Jeg nyder at spille backgammon, jeg nyder miljøet omkring spillet, de vidt forskellige typer - de kloge, de ærgerrige, hyggespillerne og de gode og dårlige tabere. De stolte og ydmyge - spillerne, der kan blive næsten flove og røde i hovedet over deres eget held i den afgørende match.

Spillere, der klynker og opfører sig så hjernelamt dumt, at man ikke tror det menneskeligt muligt. De dårlige vindere... de er sgu de værste...

Jeg blev forelsket i backgammon på samme måde, som jeg senere skulle forelske mig i kvinder: fra det ene øjeblik til det andet, ukritisk og uden tanke på smerten, det ville medføre.

DBgFs platforme

Følg os på W E B S I T E T
Skriv til os på E M A I L
Følg os på F A C E B O O K
BLIV MEDLEM AF DBGF
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (ansvarshavende redaktør)
Lene Espersen (layout og grafik)
Sally Larsen (oversættelse)
Maria Bonke (korrektur)
Copyright © *|2015|* *|LIST:DBgFs  Nyhedsliste|*, All rights reserved.

Frameld dig dette nyhedsbrev    Opdatér dine oplysniger






This email was sent to <<Emailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Dansk Backgammon Forbund · Backgammonvej 66 · København V 1600 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp