På Tværs #6  20. februar 2019

Akutafdelingens ombygning tager fart 

Den store ombygning i Akutafdelingen fortsætter, og inden længe vil en ny triage stå klar. Ombygningen skal samlet sikre, at indretningen og rumfordelingen afspejler arbejdsgangene i det nye hospital. 

Allerede nu er et stort arbejdsrum taget i brug til læger fra LIA, ENA og Kardiologisk Afdeling, der nu har deres funktion i Akutafdelingen. Næste skridt bliver indvielsen af en ny triage den 14. marts. Triagen er placeret i atriumgården langs den røde gang og skal med dobbelt så mange pladser og en langt bedre ruminddeling forbedre både arbejdsforholdene og patientoplevelsen.

- Alt hvad vi bygger skal understøtte den måde, vi skal arbejde på det nye hospital, så vi allerede nu får indarbejdet de nye arbejdsmetoder og arbejdsfællesskaber, siger ledende oversygeplejerske Britt Holmgaard.

Omkring den 1. maj åbner et stort personalerum ved overgangen til Mødestedet, der skal være fælles for alt det personale, der har vagt i Akutafdelingen.

Senere på året følger indflytning af en billeddiagnostisk funktion, et stort og forbedret POCT-laboratorium, bedre kontorforhold i base 2 til neurologiske og kirurgiske læger samt istandsættelse af den nuværende triage.  

Sidste år tog Akutafdelingen fem nye isolationsstuer i brug samt indviede Akutafdelingens administrationsbygning ved indgangen til Akutmodtagelsen.

Yderligere oplysninger: ledende oversygeplejerske Britt Holmgaard, Akutafdelingen

Entreprenører har budt på byggeriet

Nyt Hospital Nordsjælland har modtaget to indledende tilbud på byggeriet af det nye hospital. Nu starter forhandlingerne, inden et endeligt tilbud gives i maj. 


NCC og det østrigsk-italiensk joint venture Rde-VSG har budt på hovedentreprisen i byggeriet af Region Hovedstadens nye hospital i Nordsjælland.

NCC er blandt Nordens førende bygge- og anlægsvirksomheder, mens Rde-VSG er et østrigsk-italiensk joint venture mellem Rizzani de Eccher og Vamed, der er specialiseret i byggerier til sundhedssektoren.
 
Forhandlinger i foråret
Når tilbuddene er blevet analyseret, starter forhandlingerne. Planen er, at entreprenørerne giver deres endelige tilbud i maj, hvorefter vinderen udpeges. Første spadestik forventes til sommer.
 
- Både NCC og Rde-VSG har været meget engageret under hele forløbet. Begge entreprenører har stor erfaring - også med at anvende en samlet digital model af et bygningsværk (BIM). Et højt niveau af digitalisering er med til at sikre, at vi kan nå i mål med så stort og ambitiøst et byggeri som vores, siger Henrik Schødts, der er projektdirektør hos Nyt Hospital Nordsjælland.
 
Kontraktsummen for entreprenøropgaven på de i alt cirka 118.000 kvm udgør mere end 2 mia. kr. ud af et budget på 4,5 mia. kr.

Læs hele pressemeddelelsen

WHO-kriterier for gravide med diabetes undersøges  

Hvilken betydning vil brugen af den nyeste WHO-anbefalede screeningsprocedure have for forekomsten af graviditetsrelateret diabetes blandt danske gravide? Region Hovedstadens Forskningsfond til Sundhedsforskning har lige bevilliget 1 mio. til at finde ud af det.


WHO’s internationale kriterier for graviditetsrelateret diabetes er lavere end de værdier, der bruges i Danmark. Derudover, så screenes danske gravide normalt kun for diabetes, hvis de befinder sig i en risikogruppe, mens WHO anbefaler screening af alle gravide.
 
Nu skal overlæge og klinisk lektor Tine Dalsgaard Clausen i samarbejde med læge og kommende ph.d.-studerende Cathrine Munk Scheuer, begge fra Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, forske i de kliniske og sundhedsøkonomiske konsekvenser af anvendelse af de WHO-anbefalede diagnostiske kriterier for graviditetsrelateret diabetes i Danmark.
 
- Resultaterne kommer til at danne grundlag for, om de nye WHO-screeningskriterier bør indføres her i Danmark. Vi gennemfører et studie med deltagelse af 1.650 gravide, og vi screener dem alle for diabetes, også selvom de ikke tilhører risikogruppen for at udvikle graviditetsrelateret diabetes, siger Tine Dalsgaard Clausen.
 
Region Hovedstadens Forskningsfond til Sundhedsforskning støtter projektet med 1 mio. kroner. Tine Dalsgaard Clausen forventer, at gå i gang med projektet og rekruttere deltagere i løbet af sensommer og efteråret 2019.
 
Yderligere oplysninger: overlæge Tine Dalsgaard Clausen

600.000 kr. til forskning i lungelidelser hos børn 

Hvordan påvirker lungelidelser hos for tidligt fødte børn deres lungefunktion senere i livet? Det skal overlæge Merete Jørgensen undersøge.


I dag fødes og overlever et stigende antal sent præmaturt fødte børn, det vil sige, at børnene er yngre end uge 37. Disse børns lungeudvikling er ikke tidligere belyst videnskabeligt.

Overlæge Merete Jørgensen har modtaget en bevilling på 607.000 kr. fra Børnelungefonden til at gennemføre et nyt studie i samarbejde med læge og ph.d.-studerende Fanny Edit Maria Hård fra Børne- og Ungeafdelingen.
 
- I det nye studie undersøger vi, hvordan lungelidelser hos børn, der er født for tidligt, påvirker lungernes funktion hos dem, når de er fyldt 6 år. Målet er at finde en markør, der kan sige noget om børnenes lungelidelser og lungefunktion i fremtiden, så vi bliver bedre til at behandle og forebygge akutte og kroniske lungesygdomme, siger Merete Jørgensen.
 
Merete Jørgensen forsker i lungelidelser hos børn og etablerede i 2012 en kohorte af 150 nyfødte og for tidligt fødte børn. Børnene har fået målt lungefunktion og nitritoxid i udåndingsluften, siden de blev født. De data bliver nu samlet i et forskningsprojekt, der skal se på, hvordan lungelidelser og for tidlig fødsel, har indvirkning på dem senere i livet.
 
Yderligere oplysninger: overlæge Merete Jørgensen, Børne- og Ungeafdelingen
Nyhedsbrev fra
Nordsjællands Hospital
Dyrehavevej 29
3400 Hillerød 

Abonnér på nyhedsbrevet
Følg os på Facebook
Følg os på www.nordsjaellandshospital.dk


Udgives af Kommunikationsenheden / Nordsjællands Hospital .