Copy

MULDs NYHEDSBREV #67

8. april 2019

Påske er død og nyt liv.
Og æg og snaps.
Læs nyhedsbrevet i din browser


Brun og grå overhales af lysegrøn.

Påsketiden nærmer sig, og vi har både påskeliljer og nylagte æg. Snart bliver vores brede får smallere men flere, og i år får vi en ny spændende krydsning af lam; unger af vores Suffolk-vædder og de bløde gotlandske uldfår, der flyttede ind sidste sommer.

Påskesøndag, den 21. april, holder vi påskefrokost for alle der har lyst: Rundvisning kl 12, forhåbentlig med beundring af nyfødte lam undervejs. Festmåltid kl 13.
Hvis man er vegetar skal man lige fortælle os det når man bestiller. Hvis man ikke er vegetar kan man smage sidste års påskelam.

Fredag den 10. maj holder vi Muld-middag med rundvisning kl 17.30 og middag 18.30.
Rundvisningen er, som altid, åben og gratis for hvem som helst, altså også de der ikke spiser med bagefter.
Middagen koster 400,- inkl vand m/u bobler, kaffe og te. Vi har som sædvanlig vildt god vin, til priser der chokerer folk der har prøvet at købe lignende andetsteds.
Vi har også fire hyggelige gæsteværelser med ialt 9 sengepladser.
Overnatning koster 350,- pr person inkl morgenmad, eks linned, og 450,- inkl både morgenmad og linned.

Og bare for en god ordens skyld: Mulds landbrug og køkken er økocertificerede. Lige under 100% af det du drikker og spiser på Muld er økologisk.

Læs meget mere p
å muldpaanettet.dk/muld-middag, og meld dig til ved at skrive til Ane på ane@muldpaanettet.dk.
Tilmeldingen er bindende fire dage inden frokosten/
middagen.

Et iceberghoved i væksttunnellen.


Hvis man er sulten i Holbæk, er der vidt forskellige måder at blive mæt på.
Er det den dag om måneden hvor man kan spise på Muld kunne det være en mulighed.
Hvis du er interesseret i at maden skal være økologisk eller hjemmedyrket, eller tilberedt af en god kok, eller være et udtryk for sæsonen, eller være totalt dogmatisk og sejle i blod, sved og tårer, så er det den mulighed du bør vælge.

Hvis du ikke bruger alle dine vågne timer på at tænke på, arbejde for og selv nyde god mad, men faktisk helst ikke vil distraheres af mad, når du sidder og hygger dig over middagen, så er der en del flere valgmuligheder.

Tager du i byen med den samme størrelse pengepung, som man skal have med til en Muld-middag, kan du gå på en af de store cafeer på solsiden af hovedgaden. Her kan du bestille en Nachos Supreme, en dobbelt Crispy Chicken Burger og en brownie til dessert. Så er du nok næsten lige så mæt som du ville være efter en 8-retters på Muld.
Kaffen er inkluderet i de 400,- på Muld, og hvis du også bestiller kaffe på cafeen, kommer din regning lige op over Mulds 400,-.
Cafeen får sovs, mayo, guacamole, paneret kylling, brød, kage mm. leveret færdigt, og lover en ensartet kvalitet året rundt. Muld lover det modsatte.

Som du kan læse med fede versaler mellem linjerne, ville vi selv foretrække en Muld-middag for de penge. Sådan er vi. Elitære og arrogante og sygeligt optagede af madkvalitet.


 

Knopperne kan næsten ikke være i sig selv for tiden.

 
Vi slagter løs for tiden. Tre svin forleden og tre lam i dag.
Her ser man et udsnit af en af grisene.
Det var en ukastreret han fra sidste sommer, og sådan en skal slagtes før den bliver kønsmoden, ellers kan hormonerne give kødet det man kalder ornelugt, og det vil man meget gerne undgå.
Vi nåede at få slagtet i tide, og selvom kødet lugter kraftigere end andet svinekød, mens det steger, smager det helt fantastisk.

 
Andrikken er ude at føjte hver formiddag. Han er ikke et vanedyr, men vil gerne se noget nyt hver dag. Her er det en palletank der har fanget hans interesse.
Han plejer at tage en hunand med, men hun er blevet stækket igen, så nu bliver hun hjemme i folden.
Man stækker ved at klippe det yderste af de lange vingefjer af. De gror ud med tiden, så man skal holde det ved lige.

 

I forbindelse med dokumentarfilmfestivallen CPH:DOX, optrådte Ane som ekspert i dyrket biodiversitet til en filmforevisning på Charlottenborg. Her ses hun på scenen med moderator Marie Holm, professor i biodiversitet ved Københavns Universitet, Carsten Rahbek og kokken Kim Weiendorp, hvis titel er Head of Research and Development Kitchen på restauranterne Amass og Broaden and Build.
Panelet nåede ikke at redde verden på de 30 minutter der var til rådighed, men det store publikum var taknemmelige for mindre. Og der var, som man måske kan se, god stemning trods det alvorlige emne: Hvordan fanden kan både mennesker, naturlige ressourcer og spiseoplevelser overleve på den lange bane?
Og Marie Holm formåede at styre snakkens tid og retning professionelt og muntert, trods sit nylige tab.

 

Bare et par dage inden skulle Ane have hængt ud med Marie og Master Fatman, for at optage Croque Monsieur over en lille servering fra Mulds køkken.
Croque Monsieur er, eller var, et brandhyggeligt radioprogram på Radio 24/7 med stor interesse for mad og Frankrig og fransk mad.
Da Ane var lige om hjørnet fra studiet, ringede Marie chokeret og beklagede at optagelserne var aflyst. De havde lige fået at vide at Master Fatman var død, og alt var kaos og fortvivlelse på radiostationen.
I sådan en situation behøver man egentlig ikke at beklage. Den mest skrækkelige og indiskutable grund til at aflyse en aftale.

Ane har haft tre næsten-samtaler med den gode mand Morten Lindberg. Den første da hun som 18(?)-årig skælvende ringede til ham for at søge det ledige job som korsanger i hans band, og var virkelig lettet da han ikke tog telefonen. Anden gang til en fest hvor han var dj, og hun ønskede et nummer han ikke havde, og sidste gang på hans dødsdag.
Muld sender de varmeste tanker til den store familie, som vi heller ikke kender.

 

 

Vi deltager aktivt i dette års Heartland Festival på Egeskov Slot. Det bliver Kristi himmelfartsdag, den 30. maj kl 12.30.
Følgende er klippet fra Heartlands program:
Muld er et selvforsyningsagtigt landbrug med tilhørende spisesal - begge økocertificeret. Det ejes og drives af ægteparret Ane Rørdam Hoffmeyer (opr. designer) og Jens Vestergaard Jensen, der er kok. 
De vil gerne slå et slag for det friskhøstede, og kød fra dyr med god plads på friland. For mad med integritet og masser af smag.

I år kan de opleves på Tasteland-scenen med oplægget:

Selvforsyning året rundt.

Hør om og smag på, hvordan de gamle landbokoners husholdning og konserveringsteknikker fra hele verden, inspirerer nutidens dogmatiske køkken.

Muld overlever stædigt hvert år Danmarks golde vinter og forår, og serverer festmåltider året rundt. Spisestedet indkøber hverken grønt, frugt, bær, urter, kød, honning eller æg, men er selvforsynende med eget landbrug.


 
Muld har skrevet en artikel til det nye flotte magasin, The Preserve Journal, der handler om bæredygtig madkultur.

Artiklen handler om sæson, som den ser ud ude i den danske virkelighed, altså hvad der kan høstes i Danmark på et givent tidspunkt, i modsætning til, hvad man kan købe i detailhandelen. Som I ved, en af Mulds kæpheste.

Du kan bestille dit eksemplar på hjemmesiden
thepreservejournal.com. Magasinet printes senere i april, når alle bestillinger er talt op.
 
Ny løvstikke er den ultimative forårsluksus.
Vi påstår at man ikke kan købe løvstikke i detailhandlen. Det gjaldt i hvert fald da vi fik vores første stykke jord i 2009, og var en af grundende til at vi besluttede os for at dyrke noget overhovedet.
Og hvis løvstikke er forbeholdt jordbesiddere, så anbefaler vi at købe en pose jord.
Vi glæder os til at vælte os i nektariner senere på året, når hver eneste af disse blomster har sat frugt.
Træet står i væksttunnellen, og blomstrer derfor meget tidligt. Også før mirabellerne, der plejer at være de første.
Muld-æg

Månedens opskrift er syltede æg, en ret vi har serveret under navnet Muld-æg i al den tid Muld har eksisteret.
Sådan gør du:
Kog alle de æg du vil i 10 minutter.
Knus skallen let. Læg æggene i en bøtte og garnér med en urt du godt kan lide. Fx dildskærm eller løvstikke. Herover er det porretoppe.
Kog mild eddike og vand i forholdet 1:1 op sammen med salt, og hæld over æggene til de er dækket. Hvor meget salt? Det skal smage af stærkt surt havvand siger Jens.
Det bobler fordi eddiken opløser skallerne.
Læg låg på og lad det trække på køl i en uges tid. Jo længere de står, desto tyndere bliver skallen. Æggene serveres med mayo og brød, med mindre du er kreativ og finder på noget andet.

 


Brunere end vinter, men med nyt håb om frodig mangfoldig spiselig overflod.
Alt hvad der var tilbage af sidste års afgrøder, grøngødning og ukrudt i grøntsagsmarken er fræset ned, og i dag er Jens gået igang med at lægge de første af mange rækker sætteløg.

Resten af Muld er lysegrønnere, og mere og mere for hver dag der går. Fuglene synger, bierne tager en runde når det er lunt nok, og der bliver flere og flere planter der vil have opmærksomhed og omsorg.
Vi håber du kommer herud til påske og oplever det hele.


PS til en læser der hedder Stephan (du ved hvem du er): Undskyld linjeafstanden, jeg er klar over at den er blevet værre, undtagen i denne tekstboks, jeg kan ikke forklare det. Jeg gør hvad jeg kan, men Mailchimp modarbejder mig.

Copyright © 2019 MULD ApS, All rights reserved.


unsubscribe from this list    update subscription preferences 

Email Marketing Powered by Mailchimp
Copyright © 2019 MULD ApS, All rights reserved.


unsubscribe from this list    update subscription preferences 

Email Marketing Powered by Mailchimp