På Tværs #13  15. maj 2019

Samarbejde bliver testet i Ambulatoriehuset

Ambulatoriehuset skal være testarena for fremtidens ambulatoriedrift på tværs af afdelingerne, og den 13. maj mødte de første patienter ind.

En stor gruppe af de ambulante patienter fra de kardiologiske, endokrinologiske og onkologiske ambulatorier vil fremover blive undersøgt og behandlet i Ambulatoriehuset, der har lokaler i det tidligere patienthotel. Her skal bedre samarbejde på tværs af afdelinger og ressourceudnyttelse trænes frem mod indflytningen på det nye hospital.

- Vi glæder os til at komme i gang med at afprøve for eksempel, hvordan vi sammen kan lave mere sammenhængende patientforløb, så patienterne oplever, at der ligger en samlet plan på tværs af specialerne, når de møder ind ambulant, siger ledende overlæge Leif Berner Hansen, der er sporleder på Ambulante Patienter i Livskraft.

I første omgang er det de kardiologiske patienter, der indkaldes til Ambulatoriehuset, indgang 51. I løbet af forår og sommer følger patienter fra de andre afdelinger.

Afdelingssygeplejerske Debora Bodekær Rasmussen fra Kardiologisk Ambulatorium glæder sig til at komme i gang.

- Det bliver på den korte bane dejligt at komme til ny og smukke rammer for både os som personale og vores patienter, men det jeg for alvor glæder mig til er at teste, hvordan vi på tværs af afdelinger får et samarbejde op at køre om stort og småt, siger Debora Bodekær Rasmussen.

Yderligere oplysninger: ledende overlæge og sporleder Leif Berner Hansen

Hospitalet vinder Danish Design Award

Hvert år uddeler designbranchen de prestigefyldte Danish Design Awards til særlige designløsninger, der skaber værdi for mennesker. Mandag den 13. maj vandt Nyt Hospital Nordsjælland, Nordsjællands Hospital og virksomheden Emento prisen ”Outstanding Service” for projektet Min forløbsassistent, et nyt digitalt testforløb for patienter. 

Gennem en app kan patienterne på Nordsjællands Hospital kommunikere med personalet og modtage målrettet information om deres forløb, når de har brug for det. Samtidig kan medarbejderne planlægge bedre, fordi det bliver lettere at forudsige aflysninger.
 
”Nordsjællands Hospital og særligt vores ortopædkirurgiske afdeling kan være stolte af, at vinde prisen for ”Outstanding Service”. Det er en flot anerkendelse af, at vi kan hjælpe borgerne med at få en dagligdag, hvor sygdom fylder mindre, når vi insisterer på at finde nye løsninger. Det er den rejse, som hospitalet og medarbejderne er i gang med frem mod åbningen af det nye hospital,” siger Bente Ourø Rørth, hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital.  

Det store arbejde med at tilpasse og udvikle af Min forløbsassistent til patienterne på Nordsjællands Hospital er sket i tæt samarbejde mellem Ortopædkirurgisk Afdeling og innovationsteamet hos Nyt Hospital Nordsjælland.
 
 Læs hele pressemeddelelsen om prisen

Simpel ændring har ført til stor forbedring

For halvandet år siden blev der lavet alt for mange unødvendige blodtypeanalyser på blodprøver fra akut indlagte kirurgiske patienter. En simpel ændring ved bestilling af prøver betyder nu, at der kun laves de relevante analyser.


Kirurgisk overlæge Helle Lund og ledende bioanalytiker Marianne Røndbjerg opdagede lidt tilfældigt, at der blev taget blodprøver for at bestemme blodtype på stort set alle akutte kirurgiske patienter, når de kom til akutmodtagelsen. Og faktisk er det kun er nødvendigt for patienter med traume eller blødning, og hvor blodtype ikke er registreret i SP.

En stikprøve viste, at kun 16 procent af patienterne var i den kategori, hvor de skulle have identificeret blodtype, men 84 procent af patienterne fik lavet analysen per automatik.

- Stikprøven viste med al tydelighed, at vi både kan spare penge og tid ved at lave færre analyser, siger ledende bioanalytiker Marianne Røndbjerg.

Enkel løsning
Læsningen blev i al sin enkelhed, at sekretærerne i Akutafdelingen nu kun bestiller blodtypeanalyse til akutte kirurgiske patienter med henvendelsesårsag traume eller blødning, hvor der i forvejen ikke er registreret en blodtype i SP.

En stikprøve i januar 2019 har vist, at antallet af blodtypeanalyser nu er reduceret med 84 procent for patientgruppen. Det svarer til 15 patienter færre per dag, og omkring 125 færre blodtypeanalyser om ugen. Blot ved ændring af en arbejdsgang, som har vist sig meget nem at implementere for sekretærerne.

Der bliver nu kigget på om andre arbejdsgange i forbindelse med blodprøvebestilling kan forbedres.

Yderligere oplysninger: ledende bioanalytiker Marianne Røndbjerg

Forskningspenge er uddelt

Forskningsrådet på Nordsjællands Hospital har uddelt forskningsmidler, der går til kliniske forskningsprojekter på tværs af hospitalet. 


Forskningsrådet har netop uddelt 2,6 mio. kr. til forskning, som bidrager med viden, der er med til at forbedre patientbehandlingen.
 
- Vores interne forskningspulje anvendes til at støtte lokal klinisk forskning, der går på tværs af hospitalet og som har en høj faglig kvalitet, siger forskningschef Thea Kølsen Fischer.
 
Der er uddelt både stipendier, lønmidler og projektstøtte. De 11 forskningsprojekter, som har fået en bevilling, spænder bredt i specialer og omfang. Alle projekter er knyttet til én af de fire forskningsklynger: Diabetes og Vaskulær Sygdom, Infektion og Inflammation, Kvinde Barn Ung, samt Perioperativ Behandling.
 
F.eks. har sygeplejerske og ph.d.-studerende Caroline Sophie Langkjær fra Akutafdelingen fået bevilliget 200.000 kr. til at undersøge, hvordan sygeplejerskers kliniske risikovurdering af patienter kan forbedres, så akut kritisk forværring af patienternes tilstand kan forebygges. Projektet er tilknyttet forskningsklyngen Infektion og Inflammation.
 
Se hvilke projekter, der har modtaget støtte:

Bevillinger under Forskningspuljen
 
Bevilliger under Ph.d.-startmidler
 
Bevillinger under Prægraduate studerende
 
Læs mere om Forskningsrådets arbejde
 
Yderligere oplysninger: forskningschef  Thea Kølsen Fischer
Nyhedsbrev fra
Nordsjællands Hospital
Dyrehavevej 29
3400 Hillerød 

Abonnér på nyhedsbrevet
Følg os på Facebook
Følg os på www.nordsjaellandshospital.dk


Udgives af Kommunikationsenheden / Nordsjællands Hospital .