Copy
View this email in your browser
Følg os
Del nyhedsbrev

Nyhedsbrev juni 2019 

 

Så er juni måned godt i gang og sommerferien nærmer sig med hastige skridt. Først og fremmest vil vi benytte lejligheden til at sige tak til alle jer klyngekoordinatorer, som har taget jer tid til at besvare vores spørgeskema. Det giver os et værdifuldt grundlag til at arbejde videre med tilbud, der kan understøtte jeres arbejde.

I uge 24 er der folkemøde på Bornholm, hvor KiAP sammen med PLO og Medcom er arrangør af en debat ”Hvordan kan data og læger i klynger øge kvaliteten i praksis” fredag den 14. juni kl. 14.15 til 15.00 i MedComs telt. Kig forbi og hør debatten, hvis I deltager på folkemødet. Ugen efter er der Nordisk Kongres i Aalborg, hvor vores kollega Flemming Bro bl.a. skal holde oplæg. Det ser vi ligeledes frem til.

Endelig vil jeg nævne, at bestyrelsen i KiAP har besluttet at følge udviklingen i klyngerne med et ret stort forskningsprojekt. Projektet vil blive udført af de fire almen medicinske forskningsenheder sammen med VIVE. Der vil både være kvalitative interviews og en mere kvantitativ del. Nogle af jer vil blive kontaktet og vi håber, I vil tage jer tid til at medvirke.
 

God sommer.

 
- Rikke Agergaard, programchef.

Status på Ordiprax+

Ordiprax+ er nu åbnet på eSundhed.dk. I første omgang dog kun med data om antibiotika. De øvrige to områder psykofarmaka og smertestillende medicin følger om kort tid. I praksis vil det dog først blive muligt at få den fulde gavn af Ordiprax+ i klyngerne efter sommerferien. 

Det skyldes, at hver enkelt journalsystemleverandør skal lave den nødvendige integration op mod eSundhed og Ordiprax+, da Ordiprax+ ikke kan tilgås via internettet, men skal foregå via Sundhedsdatanettet. Det er ikke alle systemleverandører, der endnu er i mål med det. Forventningen er, at alle journalsystemer er med efter sommerferien.

KiAP forventer at komme med en række forslag og eksempler på emner, klyngen kan vælge at tage op med udgangspunkt i Ordiprax+ ligesom der i løbet af efteråret vil komme konkrete nationale klyngepakker med udgangspunkt i Ordiprax+. Eksemplerne vil indeholde vejledning til fremsøgning af relevante data, spørgsmål til refleksion, referencer til kliniske vejledninger mv. forslagene vil blive offentliggjort løbende, når Ordiprax+ er tilgængeligt for alle.

Kontakt: Souschef Thomas Bo Nielsen på telefon 65503054 for yderligere spørgsmål. 
Resultater af spørgeskemaundersøgelsen til klyngekoordinatorerne 

KiAP har i maj måned gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt alle klyngekoordinatorer. Hele 80% har besvaret undersøgelsen, det er en flot besvarelsesprocent, som vi er meget glade for. 

Undersøgelsen skal give KiAP et bedre indblik i de udfordringer og ønsker, man har i klyngerne. De tilbud KiAP vil udarbejde i den kommende tid, vil tage udgangspunkt i mange af de behov undersøgelsen har tydeliggjort, der findes i klyngerne. 

Når vi har fået bearbejdet alle besvarelserne grundigt, vil vi præsentere vores styregruppe og bestyrelse for undersøgelsens konklusioner. Vi kan dog allerede nu fremhæve nogle signifikante resultater:
72 % af klyngekoordinatorerne er enig eller meget enig i, at den største udfordring som koordinator er at forberede det faglige indhold til klyngemøderne.
85% har nedsat en bestyrelse.
56 % ønsker klyngepakker, der indeholder data, vejledninger, faglige referencer, forslag til refleksioner mv. 
62 % af klyngekoordinatorerne har mulighed for at sparre med andre klyngekoordinatorer.
92 % vil gerne mødes med andre klyngekoordinatorer og udveksle erfaringer mv. 
64 % ser gerne der tilbydes kurser (udover introkurset) målrettet klyngekoordinatorer.

Kontakt: Souschef Thomas Bo Nielsen på telefon 65503054 for yderligere spørgsmål. 
Status for klyngepakker

Arbejdet med klyngepakker skrider frem. Den første klyngepakke der lanceres på kiap.dk er med emnet KOL – diagnostik. Materialet er færdigarbejdet og vil blive testet i to klynger, inden det gøres tilgængeligt for alle klynger. Senere følger en klyngepakke om KOL med særlig fokus på behandling.

En klyngepakke for diabetes og for opioider er under udarbejdelse, ligesom der arbejdes på en klyngepakke om trivsel og arbejdsglæde i almen praksis. Sammen med arbejdsgrupperne kortlægges endvidere mulighederne for at udarbejde et antal klyngepakker inden for "Rationel diagnostik" og "Tværsektorielt samarbejde". 

Kontakt: Chefkonsulent Christian H. Pedersen på telefon 51701115 for yderligere spørgsmål. 
Spørgsmål til en klyngekoordinator:
 
I denne måned har vi spurgt Peter Voss, klyngekoordinator i Praksisklyngen Skanderborg, om deres arbejde i klyngen: 
 

I praksisklyngen Skanderborg har vi frem til nu arbejdet med 2 datapakker, som RegionMidt har hjulpet os med at finde. De første data handlede om vores brug af antibiotika øjendråber til børn under 3 år. Vi kunne konstatere, at vi havde stor spredning i forbruget fra praksis til praksis og det gav anledning til mange brugbare refleksioner, omkring både indikation, præparatvalg og om organisatoriske forhold.

Data blev præsenteret anonymt for klyngemedlemmerne således, at man kunne kende egen data, men ikke de andres. Der var udregnet et gennemsnit, så man kunne se sig selv i forhold til gennemsnittet for praksisklyngen, men vi kender gennemsnittet for andre klynger eller tilsvarende lands- eller regionsniveau. Det var vi nok nysgerrige på, men det viste sig på mødet ikke at være nogen afgørende mangel på data.

I den periode vi arbejdede med disse data, afholdte Skanderborg kommune et årligt dialogmøde med almen praksis. Her fik kommunen blandt andet en anledning til at fortælle om sundhedsplejens informerende indsats i og overfor daginstitutionerne. I den forbindelse, henviser vi nu alle (også den lokale øjenlæge) til Region Midts forældre information omkring øjenbetændelse - se https://www.rm.dk/sundhed/sundhedstilbud-og-forebyggelse/born-og-unge/foraldrevejledninger/.

Senest har jeg som klyngekoordinator skrevet til lægevagtsudvalget i PLO-M for at gøre opmærksom på hvordan vi gerne vil håndtere øjenbetændelse hos småbørn, hvilket inkluderer rådgivning, henvisning til forældrevejledninger og ved tvivl om behandling, konsultation i klinikken.
Den anden data pakke omhandlede brug af CRP taget i klinikken. På klyngemøde før "CRP-mødet" lavede vi en brainstorm på, hvilke spørgsmål vi ønskede en datapakke vedrørende CRP skulle give os svar på. Vi fandt ud af, at vi ønskede mere detaljerede svar på den enkelte kliniks brug af CRP end datapakken kunne levere, så vi besluttede os for at udføre en uges audit omkring brug af CRP. Audit skabelonen har været testet af Region Midts udviklingspraksis og har været nemt at gå til og praktisk talt alle praksis fik gennemført audit og synes det var håndterbart i en travl hverdag. Vi fik ikke svar på alle de ønskede spørgsmål, men den efterfølgende workshop var meget meningsfuld for klyngerne, hvor vi i grupper arbejdede med emnerne: "I hvilke situationer benytter vi CRP?", "Beslutningsprocessen", "Organisation i praksis" og "Påvirkning af antibiotika".

Overordnet set har vores klyngemøder været afholdt efter arbejdstid på hverdage - fra 16.30 - 21.00 inkl. spisning. Her har vi først arbejdet i 1½ time, med en workshop omkring den tilgængelige data. Dernæst har vi holdt en middagspause, hvorefter vi blandt andet har et fast punkt PEP - Projekt i Egen Praksis - hvor medlemmerne på skift fortæller om et gennemført kvalitetsprojekt til inspiration for de øvrige. Ved sidste møde handlede projektet om håndtering af urinprøver obs. Cystit, med fokus på organisering i klinik samt samarbejde med plejehjemmene, hvor der har været oplæg fra en plejehjemslæge.

Vi har indtil nu på hvert møde talt om det følgende mødes datapakke. På næste møde har klyngebestyrelsen, der består af 3 medlemmer udover klyngekoordinatoren, allerede præsenteret forslag til næste databaserede emne. Vi benytter Medibox som IT-platform, og gemmer her formelle klyngedokumenter, referater, PEP-projekter og datapakker. Det fungerer fint, ikke mindst efter vi havde besøg af Medibox på sidste klyngemøde.

 

Inspirationsdage på Nyborg Strand
 

KiAP inviterer klyngekoordinatorer og klyngebestyrelsesmedlemmer til inspirationsdage på Nyborg Strand den 8. og 9. oktober.

Programmet den 8. oktober starter kl. 18.00 med et middagsarrangement, hvor der vil være rig mulighed for at møde klynger på tværs af landet, dele erfaringer og få nye idéer med hjem til klyngearbejdet.

Programmet den 9. oktober vil have form af en mere traditionel konferencedag med plenumoplæg og -debatter fulgt af konkrete workshops om bl.a. datadrevet kvalitetsudvikling og facilitering i klyngerne. Også denne dag vil skabe rammer for dialog og erfaringsudveksling – ikke mindst lokalt, hvor det bliver muligt at mødes med andre klynger fra regionen. Et nærmere program følger på den anden side af sommerferien. 

Det vil være muligt at tilmelde sig én ud af to dage. Link til tilmelding vil blive sendt direkte på mail til klyngekoordinatorerne og vil desuden være at finde på KiAP’s hjemmeside.


 
Månedens FAQ:
 

KiAP har rådført sig hos Deloitte, hvad angår korrekt udbetaling af honorarer til klyngekoordinatorer, bestyrelsesmedlemmer m.fl.

Ifølge Deloitte kan en konsulent tilknyttes klyngerne på to måder: Enten som ansat konsulent med fast løn (A-indkomst) eller som tilknyttet konsulent med et honorar (B-indkomst). Deloitte finder det mest korrekt, at de personer, som tilknyttes klyngen (både læger, klinikpersonale og andre) tilknyttes som konsulenter med udbetaling af B-honorarer.

Honorarmodellen betyder, at de pågældende konsulenter får en kontrakt med en konkret opgavebeskrivelse og et fast årligt honorar, som udbetales til personens CPR-nummer som B-honorar. Der kan ikke efterhonoreres for eventuelle ekstra timer, som vedrører de opgaver, der blev beskrevet i den oprindelige kontrakt. Såfremt opgaven viser sig mere omfattende udarbejdes et tillæg til kontrakten (eller en ny kontrakt) med en beskrivelse af ekstra opgaver, nyt honorar mv.

Af hensyn til regler for sporadisk udbetaling af honorarer anbefaler Deloitte, at klyngerne anvender fx halvårlige eller kvartalsvise udbetalinger (dette også for at lette den administrative byrde for klyngen) Tilsyneladende er der en grænse på seks sporadiske indberetninger årligt for at kunne anvende reglerne om sporadiske udbetalinger. Klyngen kan, for hver af disse udbetalingsrunder, godt udbetale til flere personer og med forskellige beløb – dvs. fx til både bestyrelsesmedlemmer, sekretær og koordinator. Det afgørende er, at der maksimalt udbetales honorarer i seks måneder i løbet af et år.

Hvis en konsulent ønsker at få udbetalt honoraret til en klinik på et CVR-nummer, er honoraret underlagt reglerne om momspligt – det gælder ligeledes for ansat personale, såsom en sygeplejerske, som ”frikøbes” til at arbejde for klyngen i x antal timer. Her vil klinikken blive betragtet som en virksomhed, der driver ”udlejning af arbejdskraft”, og den regning, som skal sendes til klyngen for honorarlønnede konsulentydelser, skal som udgangspunkt pålægges moms. Klyngen kan således godt anvende denne model med udbetaling til CVR-nummer, men udgiften for klyngen for denne ydelse forøges med 25 %. Dog skal der først svares moms af beløbet, hvis de momspligtige ydelser for den klinik, hvor personalet frikøbes fra, overstiger 50.000 kr. årligt.

Kontakt: Chefkonsulent Birgitte Harbo på telefon 27266754 for yderligere spørgsmål.

Tak fordi du har læst med. Det sætter vi stor pris på.  

Skulle du opleve udfordringer er du altid velkommen til at kontakte supporten på 6550 4550 eller support@kiap.dk

Hvis du ønsker at ændre måden du modtager emailsene på, kan du ændre i dine præferencer eller afmelde nyhedsbrevet.

 






This email was sent to <<E-mail>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
KiAP - Kvalitet i Almen Praksis · C/O Lægeorganisationer · Stockholmsgade 55, st. · Kobenhavn 2100 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp