Copy

Nyhedsbrev nr. 5  2019

I dette nyhedsbrev kan du læse om følgende:

  1. Velkommen til den nye undervisningsminister
  2. Folkemødet: dannelse - dannelse - og religiøse friskoler
  3. Carsten Vesterager er kommet godt igang
  4. Den værdiskabende skolebestyrelse og dialogmøder i januar
  5. Nyt fra skolerne
  6. Nyt fra kontoret
  7. Kalender

Velkommen til den nye Børne- og Undervisningsminister



Efter langstrakte og modsætningsfyldte forhandlinger blev der underskrevet et "forståelsespapir" af fire partier, der dannede grundlag for at Mette Frederiksen kunne udråbe sig selv som statsminister for en et-parti-regering. Torsdag d. 29. juni præsenterede hun sin nye regering og i hele skoleverdenen var der stor spænding om, hvem der blev den nye undervisningsminister. Det blev Pernille Rosenkrantz-Theil, der både blev Børne- og Undervisningsminister.

Fra Foreningen af Kristne Friskoler vil vi gerne ønske Pernille Rosenkrantz-Theil tillykke med posten og ansvaret, og udtrykke et ønske om, at hun vil være hele grundskolens minister og en samlende faktor for både folkeskole og friskole.

Pernille R-T beskriver sig selv sådan her på facebook: 

Jeg begyndte med at være politisk aktiv som 15-årig i protest mod stigning i brugerbetalingen på uddannelse og i kamp for bedre klassekvotienter. Begge mine forældre er uddannet folkeskolelærere og jeg er derfor bogstaveligt talt vokset op på et lærerværelse med lærerrådsmøder, børnediskussioner, pædagogiske overvejelser og alt muligt andet.

Jeg har været uddannelsesordfører i 7 år og formand for undervisningsudvalget i 4 år. Jeg tror ikke jeg lyver, hvis jeg siger, at der ikke er gået en dag af mit liv, uden jeg har tænkt, talt, diskuteret, lyttet og/eller har læst om skole, tidlig børneindsats, dannelse, voksenuddannelse, sprogindlæring, lærepladser, leg, trivsel og gode og dårlige børneliv.

I "forståelsespapiret" er der ikke mange ord om frie skoler, men der står dog, at der skal ses på en model for et socialt taxameter. Til gengæld er der stor fokus på at styrke folkeskolen. Vi håber, at det ikke skal være en krig mellem skoleformerne, men at styrkelsen af folkeskolen kan ske uden at forringe vilkårene for de frie skoler.


Vi stiller os gerne til rådighed for en snak om, hvad der rører sig i de frie skoler og ikke mindst hvor vigtigt det er, at bevare forældrenes grundlovssikrede frihed til selv at vælge skole til deres børn. Efter sommerferien håber vi at få et møde med den nye minister.

 







Folkemødet: Dannelse - dannelse og religiøse friskoler
Folkemødet faldt i år lige efter folketingsvalget og mens regeringsforhandlingerne kørte for fuld damp på Slotsholmen. Det var derfor svært at trække politikere til Bornholm, da de forståeligt nok var trætte efter en lang valgkamp - og nogle af dem gik og ventede på et opkald fra Mette Fredriksen, så de kunne få den ventede ministerbil. Effekten var at det blev mere "Folkemøde", hvor mange andre kom til orde og hvor der var bedre plads til mere dybdeborende debatter
FKF var involveret i 3 arrangementer, der trods fraværet af mange politikere, alligevel gav mening for de mange fremmødte deltagere. Man kan få et kort indblik i vores arrangementer ved at gå ind og se
denne lille video, der ligge på vores facebook-side.
Vi vil i den kommende tid bringe flere indslag fra arrangementerne og følge op på dem i forhold til politikere og presse.

Carsten Vesterager er kommet godt igang

Den nye satsning, hvor FKF i samarbejde med BorgFonden arbejder på at oprette nye kristne daginstitutioner, opkvalificere personale og ledelse og række en hånd til nye forældre, er kommet rigtig godt fra land.
Den nyansatte konsulent på området, Carsten Vesterager har allerede kontakt med 4 arbejdsgrupper, hvor der arbejdes på at oprette en ny daginstitution - og flere steder er på vej. Han besøger også de eksisterende institutioner og forsøger at samle gode historier og skabe netværk.
Vi er meget spændte på hvor denne satsning fører os hen, men kan se, at der er et stort potentiale og mange gode perspektiver i sagen.

 

Den værdiskabende skolebestyrelse + dialogmøder i januar

Det har længe været efterspurgt med et kursus for bestyrelsesmedlemmer.
I samarbejde med Evidentia prøver vi at løfte overliggeren denne gang, så det ikke kun er for nye bestyrelsesmedlemmer, men sigter på at den samlede bestyrelse får  ny energi og inspiration.
Der bliver i alt 4 møder at vælge imellem:
11. september på Gideonskolen i Vallensbæk
12. september på Bøgballe Friskole
18. september på Haderslev Kristne Friskole
23. september på Filipskolen i Aalborg
Se programmer for kurset på vores hjemmeside
her

Dialogmøder i januar
Mandag den 13.01.2020 på Thomasskolen
Onsdag den 15.01.2020 på Randers Kristne Friskole
Torsdag den 16.01.2020 på Kratholmskolen
Alle dage kl. 17-20.30
Endeligt program med temaer kommer senere.

Nyt fra skolerne

Der har også i år været udskiftning i ledelsen på nogle skoler her op til sommerferien. (Hvis vi har glemt nogen, så giv os gerne et vink...)

Agerskov Kristne Friskole har sagt farvel til Tonny Dall-Sørensen, der er blevet fortander på Sydvestjyllands Efterskole. Bestyrelsen har i stedet ansat en af skolens lærere, Linda Jørgensen, som ny skoleleder.


Andreasskolen i Holbæk har sagt farvel til viceskoleleder Kent Fuglsang efter 39 år på skolen. Afdelingsleder Jens Sundgaard rykker op som viceskoleleder.

I Bylderup-Bov er skoleleder Ejnar Landkildehus stoppet og har fået ansættelse som lærer på Brændstrup Kristne Friskole. I stedet er ansat Helle Bonde Petersen, som både har været lærer på skolen og leder i folkeskolen.

Peterskolen i Rønne er Hans Ulrik Munk tiltrådt som skoleleder efter Kjeld Olesen, der sammen med sin kone har købt og driver et pensionat i Sandvig (Nordvig kan anbefales - vi boede der under Folkemødet :-))

Alme Skole begynder en ny skoleleder, Anders Vestergaard, efter sommerferien. Den afgående leder, Peter Skov Thomsen er ansat frem til 1. oktober, hvorefter han går på pension.

Nyt fra kontoret

STUK – ny hjemmeside:
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har relanceret hjemmesiden 
www.spsu.dk. Her kan frie grundskoler læse om, hvordan de søger tilskud til hjælpemidler og personlig assistance, ligesom de kan læse om reglerne for inklusions- og specialundervisningstilskud. Det er her skolerne kan finde direkte link til SPS2005, som er det ansøgningssystem, skolerne anvender, når de skal søge tilskud til hjælpemidler (for eksempel til elever med ordblindhed) og personlig assistance.
Siden har fået et helt nyt udseende og nye indgange for nye målgrupper. De nye indgange skal gøre det nemt for brugerne at finde det, de har brug for at vide om Specialpædagogisk Støtte (SPS). Målgrupperne på den nye hjemmeside er SPS-ansvarlige, Støttegivere, Elever og studerende og Elevens netværk. 
Som fri grundskole skal man gå ind under punktet ”SPS-ansvarlige” og kan dernæst vælge Frie grundskoler:
 www.spsu.dk/for-sps-ansvarlige/frie-grundskoler  
STUK arbejder løbende med at forbedre hjemmesiden, så hvis I har feedback, hører de meget gerne fra jer. I kan sende ris, ros, spørgsmål eller forslag til forbedringer til 
sps@stukuvm.dk.

E-læringsmoduler om databeskyttelsesforordningen
Center for Offentlig Kompetenceudvikling, som er ejet af de danske kommuner, tilbyder nu et E-læringskursus bestående af fire moduler målrettet lærere, pædagoger, skolesekretærer og andre medarbejdere på undervisningsinstitutioner.
E-læringen består af fire moduler:
  •          Introduktion til databeskyttelsesforordningen
  •          Definition af personoplysninger
  •          Hvornår må man behandle personoplysninger?
  •          Hvordan skal man behandle personoplysninger?
Undervisningsministeriet har gennemgået modulerne (de tager lidt under 40 min), og finder dem både lettilgængelige, fleksible at gennemføre og meget målrettet undervisningsområdet. Modulerne tager bl.a. fat i offentliggørelse af billeder af elever på en skoles hjemme- eller Facebook-side og gennemgår et gyldigt samtykke meget fyldestgørende.
Kurset er målrettet grundskolen, hvorfor nødvendige problemstillinger relevant for uddannelser med unge over 15 år ikke gennemgås (elever kan agere selvstændigt i GDPR sammenhæng).
Kurset kan I finde 
her.
 

Nye undervisningsmaterialer til kristendomskundskab
En ny runde af undervisningsmaterialer er blevet færdige og er nu tilgængelige på:

http://kristne-friskoler.dk/kristendomskundskab/
Der ligger nu i alt 13 forløb fordelt på forskellige klassetrin, som kristendomslærerne frit kan gøre brug af.
 

Moderniseringsstyrelsens vejledning om optjening og afholdelse af ferie 2. udgave
Moderniseringsstyrelsen har udarbejdet en vejledning om optjening og afholdelse af ferie i forbindelse med overgangen til den nye ferielov. Vejledningen er ligeledes tilgængelige på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside.
Moderniseringsstyrelsen har i maj udsendt en opdateret udgave af vejledningen.
Opdateringen ændrer ikke på reglerne for planlægning og afvikling af ferie i skoleårene 2019/2020 og 2020/2021.
Opdatering drejer sig om:
  1. Afsnit 3.1.: opdateringen vedrører afholdelse af de 16,64 feriedage i sommeren 2020, hvor formuleringerne er ændret på baggrund af nye oplysninger fra Beskæftigelsesministeriets styrelse for arbejdsmarked og rekruttering
  2. Afsnit 3.2.: opdateringen vedrører det maksimale antal fondsferiedage, som er ændret fra 8,3 til 8,4 dage på baggrund af ændringer af ferieloven og loven om forvaltningen af feriemidlerne, som folketinget vedtog den 25. april 2019
Frie skoler er ikke om fattet af lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer
I juni 2018 trådte 
Lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer i kraft. Loven medfører et krav om, at offentlige organer skal sikre, at eksempelvis personer med forskellige handicap i højere grad kan gøre brug af hjemmesider og mobilapplikationer.
Flere skoler har modtaget henvendelser fra virksomheder, som gør skolerne opmærksom på den nye lovgivning og tilbyder skolerne at hjælpe med ændringer på hjemmesiderne.
Frie skoler er ikke omfattet af loven medmindre hjemmesiden indeholder væsentlige administrative funktioner, f.eks. hvis eneste mulighed for opskrivning på skolen er via en webbaseret løsning på skolens hjemmeside. Er det blot en af flere muligheder for opskrivning, er det ikke vores vurdering, at skolens hjemmeside bliver omfattet af kravet om webtilgængelighed.
Foreningen anbefaler dog, at skolerne ved kommende lejlighed (det kan være ved etablering af ny hjemmeside eller ved omlægning af en eksisterende) tilpasser hjemmesiden, så den lever op til kravene for tilgængelighed.
 
Sygemelding i ferien
Vær OBS på at alle ansatte er bekendte med skolens sygemeldingsprocedure, hvis en medarbejder bliver syg i ferien.  Hvad sker, hvis en kollega bliver syg, efter at ferien er påbegyndt, og skolen er lukket? Hvem skal man så sygemelde sig til? Og hvad gør man, når man er rask igen? Skal den ansatte aflevere lægeerklæring til skolen/ledelsen mm
Spørgsmål som er gode at være bekendt med inden man går på sommerferie.
Bliver man syg inden ferien, har man ikke pligt til at påbegynde ferien, men sygemelder sig til skolen.

Ændringer for det pædagogiske personale omfattet af BUPL-OK i efteråret 2019
I efteråret sker der ændringer mht skalatrin fsva uddannede pædagoger, ikke uddannede pædagoger samt pædagoger med en PAU/PGU. De nævnte personalegrupper får tilført 2 ekstra skalatrin pr. 01.10.2019. Samtidig bortfalder det overenskomstmæssige tillæg på i alt kr. 4.000,- i årligt grundbeløb. Vi gør opmærksom på det senere i form af opdateret løntabel.
 
Ændringer for TAP’erne i efteråret 2019:
Her sker ligeledes en ændring pr. 01.10.2019 med en procentvis stigning på grundlønnen, funktionstillæg samt pensionsgivende personlige tillæg på 0,86% - stigningen vil ligeledes fremgå af en opdateret løntabel i efteråret.

Ny organisationsaftale for lederne
Vi gør igen opmærksom på ledernes nye organisationsaftale af 16.04.2019 med tilbagevirkende kraft fra 01.01.2019.
Den nye aftale bevirker at alle lederaftaler skal gennemgås
Der er et værktøj på foreningens hjemmeside til omregning af viceledernes løn fra intervalløn til basisløn samt pensionsgivende udligningstillæg. Der er ligeledes nye aftaler fsva ansættelsesbreve og intervallønsaftaler mm som alle skal fornyes.
Aftaler om engangsvederlag, resultatlønsaftaler mm som blev indgået i 2018 løber perioden ud.
Vi er bekendt med at flere har været i gang og opfordrer stadig skolerne til at komme i gang med at få lavet nye ansættelsesbreve og fornyet de eksisterende aftaler.
Vi arbejder pt på et nyt ansættelsesbrev til lærere og børnehaveklasseledere, som kommer på hjemmesiden snarest muligt.
Vi har netop modtaget Leder-OK 2019-2021 med posten. Vi sender et par eksemplarer til hver skole til modtagelse først i august.
 
BUPL
Vi forventer ligeledes at medsende eksemplarer af BUPL OK18-21
Løn- og ansættelsesvilkår for pædagogisk personale ved frie grundskoler.


 

Kalender - kurser og møder

2019
11. september                 Bestyrelsesseminar på Gideonskolen i Vallensbæk
12. september                 Bestyrelsesseminar på Bøgballe Friskole
18. september                 Bestyrelsesseminar på Haderslev Kristne Friskole
23. september                 Bestyrelsesseminar på Filipskolen i Aalborg           
24. september                 Det konstruktive, tværfaglige samarbejde på Bøgballe Friskole
3. - 4. oktober                  Lederkursus på Trinity
24. oktober                      Fortællekunst på Brogaarden i Strib
29. oktober                      Skoleledermøde Vest på Aulum Kristne Friskole
30. oktober                      Skoleledermøde Øst på Billesborgskolen i Køge

30.- 31. oktober               Pedelkursus på Brogaarden i Strib
31. okt - 1. nov.                Livsfilosofi  og etik i kristendomsundervisningen på Brogaarden i Strib
7. - 8. november              Ny medarbejder på en kristen friskole på Brogaarden i Strib
12.-13. november            Sekretærkursus på Brogaarden i Strib

2020
5. - 12. januar                  Kristendomskursus i Israel (ER FULDTEGNET)
13. januar                        Dialogmøde på Thomasskolen
15. januar                        Dialogmøde på Randers Kristne Friskole
16. januar                        Dialogmøde på Kratholmskolen i Odense
20. januar                        Konference om SSF-faget på Brogaarden i Strib
30.- 31. januar                 SFO- og daginstitutionslederkursus på Severin Kursuscenter i Middelfart
5. - 6. marts                     Bibliotekarernes internatkursus på Brogaarden i Strib
14. marts                         FKFs generalforsamling på Hotel Nyborg Strand
"Vi har alle kundskab. Men kundskab kan gøre mennesker indbildske. Kærligheden, derimod, søger altid det bedste for de andre."      1 Kor 8,1b

Med disse visdomsord efter netop overståede eksamener og afslutning af et skoleår, vil vi ønske jer alle en god og velfortjent sommerferie. 

Kontoret er lukket fra d. 6. juli til d. 4. august - begge dage incl.

Jette Vibe Filbert, Torben Mathiesen, Carsten Vesterager og Hans Jørgen Hansen

 
Facebook
Twitter
Link
Website
Copyright © 2019 Foreningen af Kristne Friskoler, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.

Email Marketing Powered by Mailchimp
Facebook
Twitter
Link
Website