Copy
View this email in your browser

Kære Brobygger

Der er sjældent noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Det blev jeg mindet om, da jeg deltog i P1 Debat sammen med Rasmus Paludan, der sagde ”At kalde Özlem for abeunge og luder vil være en fornærmelse af abeunger og ludere”. For at være helt ærlig, så kom det slet ikke bag på mig. Den retorik har han brugt i årevis. Men det jeg blev positivt overrasket over var, at vi efterfølgende fik 1063 nye medlemmer og nu samlet er oppe på 8857 medlemmer. Det vil være en kæmpe hjælp, hvis du kan sende nyhedsbrevet videre til folk, du kender, og opfordre dem til at melde sig ind ved at sms’e BRO til 1217. Jeg lover at sende flødeboller til Paludan, hvis vi når vores mål om 10.000 medlemmer inden uddelingen af den nystiftede Bent Melchior-Pris den 15. juni.
 

Invitation til Bent Melchior-prisen

Når mennesker går bort, kan vi komme til at glemme, hvad de kæmpede for. Det er en skam. Da vores tidligere bestyrelsesformand Bent Melchior blev spurgt af Kristeligt Dagblad, hvad han gerne ville huskes for, lød svaret ”som en person, der har gjort sig umage for at gøre denne verden bedre”.

Jeg tror på, at forandringen begynder i det enkelte menneske. Derfor har vi besluttet at oprette en Bent Melchior-Pris, hvor vi hylder ildsjæle, der med vedholdenhed og tålmodighed viser modet til at træde ud på broen og gå den anden i møde – med åbenhed, nysgerrighed og kritisk stillingtagen. Læs mere om prisen her.

I samarbejde med Dansk Jødiske Museum afholder vi prisuddelingen Den 15. juni 2022 kl. 17.00-19.45 i Dronningesalen i Den Sorte Diamant, Christians Brygge 8, 1219 København K. Det bliver en fantastisk aften med samtale, dialog, debat og underholdning!
Du kan allerede nu booke billetter her.

Du er også velkommen til at støtte Bents visioner ved at sms'e BENT til 1217 og støtte med et valgfrit beløb.
 

Generalforsamling med optur

Det var fantastisk at se, hvor mange der var dukket op, og at vi sammen kunne begejstres over, hvor langt Brobyggerne er nået. Tak til Røde Kors for at huse os igen i så fine rammer. Læs de nye vedtægter og regnskabet for 2021 her.

På generalforsamlingen blev der valgt tre nye bestyrelsesmedlemmer, hvilket jeg stadig har optur over! Tjek lige her, hvad de hver især kommer med:

Jair Melchior er overrabbiner i Danmark og også Bent Melchiors barnebarn. Han har i årevis arbejdet med brobygningen mellem religiøse grupper. Camilla Dolberg Schmidt er projektchef i Østifterne og har en baggrund i Danske Bank og hos Meyers som forretningsudvikler. Lisbeth Jessen er uddannet politibetjent med 28 år i Dansk Politi, 15 af dem som leder på alle niveauer, og så er hun tidligere direktør i Danner og nu direktør i Anti-doping Danmark.

Da Bent døde, trådte næstformand Jane Sandberg ind som formand. I næsten et år har jeg kunne trække på hendes viden, hjælp og gode råd i tide og utide. Hun er nu valgt som bestyrelsesformand og Andreas Kamm som næstformand. Jeg er så taknemlig for, at så dygtige og kompetente mennesker, har valgt at stille sig bag Brobyggernes vision. De flotte billeder af bestyrelsen er taget af vores frivillige fotograf Bente Foged Madsen. 

Nu er det nordjydernes tur!

Det går forrygende med vores Brobyggeruddannelse, der er afsluttet i hovedstaden og Midtjylland. Uddannelsen strækker sig over to weekender og giver dialogiske redskaber, som man kan bruge både i nære relationer, på arbejdspladsen, eller i den frivilligforening, man er aktiv i.

Vi er i Aalborg den 27. - 28. august og igen 17. – 18 september. Du kan læse mere om Brobyggeruddannelsen og ansøge om at være med her.

Jeg deltog selv til den første brobyggende aktivitet, som vores kursister Bente Simone Jæger, Denis Anthony, Güler Yagci og Waffa Khanjer havde arrangeret i Tingbjerg. Det var en interreligiøs Ramadanmiddag, hvor familier med forskellig baggrund mødtes til lækker mad og samtale. Som så ofte før dukkede musikeren Isam B op for at gøre aftenen uforglemmelig med sin smukke stemme. Læs mere her.

Tredje gang er lykkens gang

Efter at have været nomineret tre år i rap, kunne jeg endelig trække sejren i land og modtage ’STORE SKO’ Prisen. STORE SKO er en forening, der forsøger at bygge bro mellem generationer, og som bl.a. appellerer til, at vi ikke bærer nag, men bliver bedre til at tilgive. Nu pynter prisen på mit kontor i Ubuntuhuset, og jeg lover at gøre mit bedste for at stå fast på de gode brobyggerprincipper og leve op til prisen.

Kun for medlemmer

Jeg har holdt spændende Fyraftensdialoger, hvor jeg bl.a. interviewede hadforsker Thomas Brudholm om hans forskning i nultolerance. Det blev farverigt, da professor i retshistorie v. Københavns Universitet, Ditlev Tamm, var forbi til en dialog om identitetspolitik. Torben Melchior, tidligere højesteretsdommer, tilbød at give en rundvisning i Højesteret, hvor medlemmerne kunne få et indblik i, hvordan dommere blev udvalgt og hvilke domme, der endte på deres bord.

Næste gang er vi Dokk1 i Aarhus, hvor du både kan være med til mit foredrag om dialog i praksis og høre om  brobyggende aktiviteter i region Midtjylland. Det er den 21. juni kl. 17.00-19.00. Følg med på hjemmesiden og sociale medier.
 

Vi anbefaler

 

Find

HvidovreBibliotekerne bygger broen mellem mennesker med bøger. Det foregår på den måde, at bogvennen, som er en af bibliotekets litteraturformidlere, ud fra borgerens læsevaner finder og reserverer en bog – skræddersyet til borgeren, og som borgeren kan læse med andre. Læs mere her. 

Lyt 

En af de første gange jeg debatterede med Sørine Gotfredsen, græd jeg på vej ud af studiet. Hvorfor kunne Sørine ikke lide mig? I denne podcast havde vi en af de fineste samtaler, og det var en fornøjelse at reflektere sammen om, hvorvidt man kan elske et menneske, der hader én. 

Læs

Jeg har været på besøg i Grønland, verdens smukkeste sted med de skønneste mennesker. Jeg var inviteret af Unicef Grønland til at tale på Børnetopmødet, der i år havde miljø og klima på dagsordenen. Foruden muligheden for at inspirere en masse unge mennesker til hvordan de kan tage de svære samtaler, havde jeg møder med ministre og pressen. Håbet er, at vi kan få vores projekter til Grønland. Læs min dagbog fra Grønland her.

Inviter 

Vi har haft et samarbejde med Albertslund Bibliotek om at grundskoleeleverne i kommunen kunne tale om brobygning og dialog. Eleverne blev inviteret til biblioteket, hvor vi holdt oplæg om dialogkaffe og gav dem redskaber til at være uenige uden at være ukærlige eller blive uvenner. Kunne du tænke dig et lignende samarbejde så kontakt os på kontakt@brobyggerne.dk. Er du interesseret i Brobyggerspillet, kan du købe det her.
 

Rigtig godt forår. Håber vi ses til Bent Melchior-Prisen.
Husk at bestille billetter:-)

De bedste hilsner 
Özlem
Generalsekretær Brobyggerne
- Center for Dialogkaffe 

Følg os på: 
Facebook
Instagram
Twitter

Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.