Copy
Se nyhedsbrevet i din browser
Himmelske dage
Af domprovst Anne-Sophie Olander

Hva’ så Roskilde! Sådan er der sikkert et band eller tre der vil råbe fra Orange Scene i begyndelsen af juli. Roskilde Festival er tilbage efter den lange coronapause. Hurra for det! Men inden da ruller endnu en festival hen over Roskilde, en kirkefestival: Himmelske dage. I Kristihimmelfartsdagene fyldes Roskilde by og omegn af liv, i gader og stræder, på pladser og i parker, på skoler, i kirker, i haver og på kirkegårde.

Fordelt på 10 udvalg har en sværm af frivillige hoveder og hænder fra forskellige kristne kirkesamfund i Danmark arbejdet med at strikke et spændende program sammen, og det er til overflod lykkedes. Lokalkomiteen har samlet trådene og nu, endelig, er vi ved at være der. Og nøj, hvor vi glæder os til at præsentere det hele! Der er så mange flotte arrangementer som tilsammen kommer til at afspejle et ambitiøst og bredt program med talrige nationale og internationale topnavne indenfor kirke, kultur, politik og samfundsdebat. Vi er særligt stolte af den fremtrædende plads som familier og børn og de unge har i programmet og vi håber meget, at Himmelske Dage i Roskilde vil blive en festival, hvor alle generationer vil føle sig hjemme.

Det er ikke længe siden vi hørte det glade påskebudskab og fejrede at Kristus opstod fra de døde og snart skal vi feste, fordi Guds pinseånd kommer til os. Himmelske Dage ligger som en smørklat mellem påske og pinse, og det afspejler sig da også i festivalens formål og ambition. Folkene bag Himmelske Dage vil gøre alt for at festivalen bliver et åbent forum, hvor mennesker af vidt forskellig karakter og baggrund kan vekselvirke i fællesskab, båret af ånd, ligeværd og respekt.Himmelske Dage er en økumenisk festival, så det er kun naturligt at dørene slås op på vid gab, så mennesker med vidt forskellige kirketraditioner, teologi og udtryksformer kan mødes. Og det vil vi gøre, på tværs af generationer, kulturer og etnicitet, for her skal der være plads til at tanker og meninger kan mødes og brydes.

Håbet er, at vi på den lange bane får en dybere forståelse for hinanden og at vi sammen får skærpet bevidstheden om vores fælles ansvar for hinanden og for samfundet lokalt og globalt. Helt konkret i forhold til Domkirken, vil der være et utal af andagter, koncerter og gudstjenester som man er velkommen til at deltage i. Rundt om kirken vil der være liv med folk der går ud og ind på ”Mulighedernes marked”, der strækker sig fra Fondens Bro ved Stændertorvet over Domkirkepladsen ved Kongeporten og langs med nordsiden helt ind i Domprovstens have. Ved siden af det egentlige program repræsenterer ”Mulighedernes marked” et overflødighedshorn af oplæg, workshops og events, som over 50 organisationer, foreninger og virksomheder, der har rødder i det kirkelige, byder ind med.

Der er noget for enhver smag, og alle er meget velkomne. Tag en ven under armen, tag en slentretur ned af Algade, indsnus atmosfæren og lad dig inspirere af de mange forskellige oplæg, debatter, foredrag, oplæsninger, koncerter og samtaler. Se hvor det fører dig hen. Grib fremtiden!

Læs nyhedsbrevet her

Onsdagsrefleksion i Domkirken

Har du brug for at få ro i sindet? Ønsker du at fordybe dig? Eller ønsker du blot at besøge Domkirken? Uanset hvad er du velkommen til Onsdagsrefleksion!

Hver onsdag kl. 12.00 er der Onsdagsrefleksion i Domkirken. Det er en kort og enkelt andagt. som varer omtrent 15 minutter. Men denne korte stund giver tid til refleksion, og mulighed for at mærke sig selv. Denne korte andagt, giver mulighed for ord og tanker man kan tage med sig resten af dagen. Det er en perfekte stund, for en lille time-out midt på ugen.

Onsdagsrefleksionen foregår i Sankt. Andreas Kapel, som med sine mange detaljer og historier, giver rig mulighed for fordybelse og refleksion. Du kan læse mere her.

Himmelske dage i Roskilde

Temaet er Grib Fremtiden! Hvordan møder vi fremtiden med håb og hvordan spiller kristentro og kirke en rolle, når vi skal møde klimaforandringer, global ulighed, nye måder at indrette samfundet på, nye menneskesyn?

Himmelske Dage foregår den 26. til 29. maj og der vil være omkring 300 arrangementer rundt omkring i Roskilde – og pladsen omkring Domkirken bliver fyldt med liv og aktiviteter, når Mulighedernes Marked tilbyder et virvar af oplæg, workshops og events!

Du kan læse mere om programmet til Himmelske Dage her
AFTENSANG FREDAG D. 20/5 KL. 17
Der er aftensang i Domkirken! Det er en musikgudstjeneste med kormusik nøje afstemt efter kirkeåret. Roskilde Domkirkes Pigekor medvirker under ledelse af Christa Brix Hauser.
Se kalenderen for 2022
Besøg os på Facebook
Send os en mail
Besøg vores hjemmeside
Instagram
Roskilde Domsogn
www.roskildedomkirke.dk
post@roskildedomkirke.dk


Domkirkestræde 10
4000 Roskilde
Tlf. 46 35 16 24


Afmeld nyhedsbrev    Ret dine oplysninger