|
|
|
|
|
Kommende turneringer
10./12.6. Hampen Open 2022
19.6. (tilmeldingsdato) Sommer Cup ØST 2022 - Champ - Ny i kalenderen
19.6. (tilmeldingsdato) Sommer Cup ØST - Novice - Ny i kalenderen
25.6. Åbne Fynske Doubles
27.8. 3 Kamp for 2-mands hold - Ny i kalenderen
10.9. BG 1/2 Marathom udsolgt
|
|
Månedens mantra
Af Lene Espersen
|
|
HVERT eneste rul, er en doblingsbeslutning! Med andre ord, overvej dine muligheder for at doble, hver eneste gang inden du kaster terningerne.
Marc Brockmann Olsen
|
|
TU søger medlem og ny formand
Af Thomas Fuglheim, bestyrelsesrepræsentant i TU
|
|
Kære alle
Brian Klindrup ønsker at trække sig som formand for TU. Peter Friberg er udtrådt. Først og fremmest et STORT TAK til Friberg og Klindrup for deres indsats!!
Hvis du går med ønsket om at revolutionere TU eller blot ønsker at bidrage til udvalgsarbejdet i DBGF, er her en kærkommen mulighed. Der kan læses lidt om hvad vi laver i TU i dette arbejdsdokumentet.
Udvalget består lige nu af:
- Brian Klindrup
- Lars Valentin
- Bjørn Kroghsbo
- Asger Kring
- Henrik Bukkjær
- Thomas Fuglheim(ny bestyrelsesrepræsentant i TU)
Grunden til at vi søger flere er, at nogle medlemmer varetager faste roller i TU og ikke som udgangspunkt deltager i den "daglige drift". Kring er på Holdturnerings programmet, og Bjørn på Online BG feks.
Skriv en mail til info@dbgf.dk eller tag fat i Brain Klindrup eller Thomas Fuglheim direkte også gerne med spørgsmål omkring arbejdet.
Vi glæder os til at høre fra jer!
|
|
Peter Hallberg: Min deltagelse i UBC Contender-turneringen"
Af Peter Hallberg
|
|
|
Peter Hallberg (th) spillede godt i første runde mod Ido Levi, men tabte desværre kampen
Fotos: Backgammon Galaxy
|
|
Dette er del to af fire af den tidligere verdensmester Peter Hallbergs beretning, om sin deltagelse i UBC-contender-turneringen i Istanbul. Den første del kan læses i nyhedsbrevet fra maj 2022.
Dette er den korte version af historien om, hvordan det endelig lykkedes mig at sige farvel til mit gamle backgammon-jeg og goddag til mit nye.
Jeg startede med at spille backgammon tilbage i 1995. Det var lige deromkring, hvor man begyndte at forstå, at computerne faktisk var ret skrappe. Vi snakker Jellyfish version 1, hvis nogen husker så langt tilbage. Tilgangen var at spille en masse heriblandt propper og chouetter, hvor man fik efterprøvet sine ideer og skærpet sit spil.
Det eksisterende skelet
Over årene dannede der sig et billede af, hvordan jeg opfatter backgammon inde i mit hoved. Hver ny bid af viden blev hængt op på det eksisterende skelet, som så tog mere og mere form over årene. Det er nemt og hurtigt at tilgå viden, der ligger langs de store knogler, mens det kræver noget energi og fokus at tilgå detaljerne ude i fingerspidserne.
Klar opfattelse af backgammon
Da jeg vandt VM tilbage i 2004 og efterfølgende stoppede i 2005, havde jeg en meget klar ide om, hvordan jeg opfattede backgammon. Det var svært at tilegne mig ny viden, da mit system ikke rigtigt passede sammen med en del af det computerne sagde. Det betyder heldigvis ikke noget, når man ikke har lyst til at spille mere alligevel.
Hård træning
For få år siden havde jeg fået lysten og energien til at tage spillet op igen. Jeg prøvede at træne hårdt, men det var som om jeg ikke rigtigt kom fremad. Det var som om mit niveau havde ramt sit maksimum, med den måde jeg så spillet på.
Hver gang jeg forsøgte at rive mig fri af det game og bygge noget nyt var det som at forsøge at komme op af en swimmingpool med tøj på, hvor man hele tiden bliver hevet tilbage igen, hvis man ikke bruger nok kræfter på at komme op.
Wildcard til Istanbul
Under corona-nedlukningen fik jeg lidt tid til at spille online og begyndte at læse lidt i nogle bøger. Det hjalp med til at give lidt motivation. Lige før jul snakkede jeg med Marc der tilbød mig et wildcard til UBC contender tournament i Istanbul lige efter påske 2022.
Adgangskriterierne er, at man enten skal være BMAB stormester eller kunne bevise at man kan spille under 4,5. Det kunne jeg ikke vise, da jeg på daværende tidspunkt spillede ca. 6,0. Vi aftalte, at jeg skulle træne så meget som muligt på de fire måneder jeg havde, for ikke at falde helt igennem.
Ambitiøs træningsplan
Jeg afsatte 11 timer om ugen til hård og målrettet træning. Der blev lagt en træningsplan for, hvad jeg skulle nå, og så var det bare at gå i gang. Munkebjerg var ligesom midtvejsprøven. og det gik ok. Spillede lige omkring 4,7 i snit og over-performede nok en smule.
Det interessante var, at alt den træning på det kraftigste indikerede at jeg næsten var kommet op af swimmingpoolen. Et nyt og meget anderledes skelet var bygget og nye ideer var meget nemmere at hægte på den eksisterende viden.
Farvel og goddag
Da jeg pakkede mine ting og tog mod Istanbul, var der ingen tvivl om, at missionen var lykkedes. Jeg havde fået sagt farvel til mit gamle backgammon-jeg, men havde jeg fået sagt goddag til mit nye?
|
|
Maj Falsig vinder Svendborg juleturnering
Af Taus Bøytler
|
|
|
Maj Falsig har netop fået overrakt pokalen af turneringsleder Kaj Nielsen
Foto: Søren Nielsen
|
|
Maj 2022 blev måneden, hvor den traditionsrige juleturnering i Svendborg endelig blev afholdt. Omkring 50 spillere var klar fra start, og da den sidst kamp var spillet, stod det klart, at Maj Falsig kunne lade sig hylde som vinder af A-rækken.
Nyhedsbrevet har talt med den nye julemester.
Hvad er det bedste ved at være Svendborgensisk julemester i backgammon?
Maj: "Det bedste må være, at jeg slog en række gode spillere undervejs - med gode rul, forståes. Det er ALTID hyggeligt i Svendborg, så at tilkæmpe sig et resultat er jo ganske fantastisk."
Havde du nissehue eller tilsvarende på i løbet af turneringen?
Maj: "Nej. Jeg spottede 1 spiller (Max Pohle), der havde en Jule-striktrøje på. Det var god stil."
Fik du nogle julegaver i løbet af turneringen, for eksempel i form af en gaveregn af jokere?
Maj: "Jeg fik en del jokers, synes jeg selv. Jeg vandt også en bounty ved at slå Kedde. Af øvrige Julegaver kan nævnes (i uprioriteret rækkefølge):
1) glæden ved ENDELIG at mødes over brættet igen med en masse glade backgammonspillere
2) at overvære Maria Bonke vinde B rækken, efter at have været bagud 0-7/9
3) at nyde samværet med gode venner
Med sejren fik du dit 14. officielle DBgF-resultat. Hvordan vil du vægte sejren i Svendborg i forhold til dine øvrige resultater?
Maj: "Jeg er meget glad for dette resultat - men jeg kan ikke rigtig sige, at det betyder mere eller mindre end mine øvrige resultater. Jeg er stolt over dem alle, og de er en del af min backgammon-rejse."
Hvad er dine ambitioner på backgammonfronten for resten af 2022?
Maj: "Mine personlige ambitioner er, at fortsætte med at forbedre mit spil og min spilforståelse; dvs. fortsætte med at analysere og lære og forstå, hvor jeg typisk laver mine fejl. Jeg synes XG er et godt værktøj i forhold til at se og forstå mønstre.
I virkeligheden forsøger jeg blot at spille bedst muligt, og hygge mig samtidigt. For mig er backgammon langt mere end et spil; det er mit personlige åndehul, hvor det eneste vigtige er at være i nuet og i kampen.
Jeg vil gerne forbedre min PR, men vigtigst for mig er at vinde en kamp. Jeg lever gerne med blunders, men helst ikke på grund af en overseelse, i stedet som et bevidst valg. For eksempel fik jeg 3 x 5/6-dobbelte blunders i en online-kamp mod Steen Mikkelsen - ved ikke at tage imod 3 doblinger; det har jeg det fint med (sålænge jeg ender med at vinde), fordi jeg ikke ville sætte føringen over styr.
Slutteligt; min ambition er også sammen med mit hold at klare os godt i den kommende holdturnering - men fremfor alt huske hyggen."
Maj Falsig vandt fem kampe i løbet af turneringen
|
|
Så kører Bussen 4.0
Af Peter Sung Hoon Jensen
|
|
|
Øverst til venstre: Vinderholdet, Team Mogens Dreier. Fra venstre: Mogens Dreier, Andreas Kortegaard og Jonas Enemark. Derudover bestod holdet også af Nikolai Nilsen
Fotos: Pernille Rosendal, Tia Maria Nielsen og Hans Kristian Mathiessen
|
|
En traditionsrig, dog overraskende turnering, som kun bliver afholdt hver femte år. Der lagde Skjold Roklub rammerne til Bussen Open 4.0. 24 hold, 72 spillere spillende ad gangen, så var der lagt op til lir.
Fem runders monrad, som mundede ud i, at Team Mogens Dreiers vandt efter fintælling. Alle hold spillede 15 enkeltmatcher á 7 point stykket.
Fem hold endte med 10 point og så skulle der korrektion til.
Spurten blev vundet af Team Mølgård. Bagerst fra venstre: Claus Elken og Thomas Kirknel. Forrest: Jesper Mølgård
Velklædt som få
Det hele startede med, at Taus Bøytler stolt sagde til mig: - ”Vi kommer i t-shirts”! Jeg tænkte, at det skulle blive en stor fed løgn, så jeg kontaktede 'min tøjmand'. Jeg sagde til ham, at Team Boss skulle spille i skjorter og sådan blev det. Vi vandt for ”bedste udklædning” og fik en valgfri genstand fra baren.
Jeg var heldig, at have 'draftet' Rasmus ”Ralle” G. Hansen og hans gode ven, Bjørn Fagerstrand til Team Boss, som havde et tvetydigt navn og det var helt med vilje.
Svær start
Første runde for Team Boss skulle vise sig rigtig svær, da vi trak Team Mogens Dreier, som senere viste sig at vinde turneringen. Bjørn og jeg tabte, så med 0-2, ventede der Ralle en næsten umenneskelig opgave. Ralle skulle først slå en 6'er og efterfølgende skulle han slå en 2'er!
Det skete og Ralle vandt, men holdet tabte 1-2.
Favoritter igen
Det flaskede sig sådan, at baren løb tør for øl til salg!
Til gengæld skulle vi spille en afgørende kamp mod Malmø, vi begge havde 8 point. Vi endte med at vinde 2-1 og fik så 10 point, sammen med fire andre hold!
Uanset hvordan det gik os på Team Boss, så sagde vi til hinanden efter hver runde, at nu var vi favoritter... Igen. Det var en god idé. Vi endte dog på en fjerdeplads efter korrektion.
Øverst til venstre. Tre i gult. Bagerst fra venstre: Martin Bilgrav og Martin Foldager. Forrest: Tia Nielsen.
Øverst til højre. Stjernerne i køkkenet: Birgit Jørgensen og Jørgen Larsen. Tak for mad!
Nederst: Team Boss (tv) vs Bussen
Quiz og god mad
Taus Bøytler, The Quiz Master – havde begået en 13'er, som alle deltagende kunne løse. Bim Bam 'Bussen' – så havde jeg vundet den med 11 rigtige sammen med Karina Langhoff.
Maden var fantastisk i form af flæskestegssandwich til frokost og mørbradgryde til aften. Det hele kreeret af Birgit Jørgensen og Jørgen ”Ice” Larsen – TAK FOR MAD.
Den fulde resultattavle kan findes på DBgFs forside.
TAK til hele holdet bag Bussen; Kedde, Steffen, Pernille, Birgitte og Taus.
Jeg glæder mig allerede til Bussen Open 5.0 i 2027 – har sat kryds i kalenderen.
|
|
Fulle vinder Chang Open (og alt muligt andet)
Af Taus Bøytler
|
|
|
Thomas Fuglheim er åbenlyst tilfreds efter den flotte sejr i Chang Open
Foto: Juliánna Juhl-Johansen Zölde-Fejér
|
|
Et gammelt kinesisk ordsprog lyder som følger: "Pandabjørne elsker bambus, og er der en backgammonturnering i 2022, får Fulle et resultat". Eller det burde der i hvert fald være.
For 2022 har i sandhed været Thomas "Fulle" Fuglheims år. Han renser af til de fleste turneringer, og så er han også blevet ramt. Ikke af et flyverskud, men af Amors pil.
Den 26. maj var han stærkere end alle andre, da Odense Backgammonklub havde inviteret til Chang Open. Nyhedsbrevet har talt med den nye Chang-mester om sejren i Odense. Og alt det andet. God læselyst.
I finalen besejrede du landsholdsstjernen Christian Munk-Christensen. Hvordan oplevede du den kamp?
Thomas: "Jeg havde faktisk håbet at trække CMC i Semien. Dels for at undgå min klubkammerat JC, men også fordi jeg synes at spille bedst mod de skrappe.
Kampen startede med en gammon til Christian, så jeg blev lidt presset fra start. Jeg gav hurtigt en gammon retur, og så var der balance.
Derefter et sjældent drop til 4-5, og i partiet efter tog jeg en lidt risky knold, hvor jeg har hans 3pkt men er bag en "virtuel 6 prime", et punkt bag en 5prime.
Men jeg havde selv lidt struktur med en 4prime som han stod på kanten af, og så har jeg engang deltaget i et Mochi-seminar, sammen med Jacob Markussen om netop 3pkt bagspil. Jeg tog og kom godt ud af det, selvom jeg misser en enkelt 4cube, men ender med at kunne double ud.
Foran 6-5 finder jeg et naturligt drop efter 4 rul, når modstanderen mangler 4 skal ALT, der bare lugter minimalt af gamoon passes hurtigt, der var atter balance.
6-6 partiet kommer CMC afsted hurtigt med en 66 og fører ræset solidt. Han står lidt akavet, men doubler fint og jeg tager mest på at få nogle skud fra 1punktet, enten direkte eller flyverskud. Jeg ender med at måtte splitte til 20punktet, hvilket man ikke er glad for, når jeg stod der og skulle fiske.
Jeg får chancen for at stikke af med forreste brik, men tænker ikke at det er planen (lille fejl ifølge botten).
Så kommer der en pas5 til mig som jeg heller ikke kan løbe på fra hans 20pkt, men den gir da lidt i ræset, og da jeg rullet efter laver 44, kan jeg lige pludselig løbe afsted med et pip lead.
Efter hans rul er pippen 87-94, jeg tror jeg tæller den lidt smallere over brættet og misser chancen for en redouble-take. Jeg napper 3pips mere efter næste udveksling og sender den nu retur. CMC går i tanken med 81-91 pipcount og i sand landsholdsstil finder han et sjældent pas frem i denne stilling! Han gik fra 28% til 22% i stillingen og spiller nu fra 6-8/9 hvor man har ca. 25%. Klasse drop!!
Han redder Crawford partiet, hvor jeg bare har et holdespil på hans 3 punkt, og han løber stille og roligt forbi mig, og jeg redder bare en gammon.
Sidste parti slår jeg 2 pas6 og løber forbi ham. Må lige sætte en enkelt brik på 18punktet til liren, men han slår 32 og misser. Derefter så han kun mine skosåler og så var jeg Chang Mester!
Jeg havde på forhånd solgt PR til fordel for at vinde kampen, I Soirée arbejder vi meget med at spille "manden" og ikke efter PR, det giver mange gode/sjove diskussioner i vores gruppe chats, at jeg havde ramt den bagi i denne finale var dog en overraskelse, havde ikke en god fornemmelse for at have spillet lav PR."
I de sidste par måneder har du været med til at vinde sølv i holdturneringen med Soirée Dansante, du blev runner op til den udsatte Copenhagen Christmas Tournament, og du fik en delt førsteplads til Bussen Open 4.0 sammen med Team Weile. Og så kom selvfølgelig sejren i Odense. Hvilke ord vil du sætte på de sidste backgammonmåneder?
Thomas: "Vildt! Sygt! Kæmpetake!
Det er efterhånden også svært at skjule, at jeg har mødt kærligheden i BG i 2022 også, så det er i sandhed Fulle's år på alle fronter!
DM-Sølvet, jamen jeg er bare på det mest fantastiske hold, der altid har det godt sammen og præsterer som hold, også når vi er nede og vende i 1.division! Vi hygger og nyder det sociale og spiller alle en rimelig solid gang BG.
CCT, av for et finalenederlag. Der lugtede jeg altså guldet mod Lennart, og jeg vidste også, at det ville blive min akilleshæl. Jeg havde netop slået skrappe spillere undervejs, og stod nu overfor for gode gamle Lennart som har været med, siden jeg selv startede for 30 år siden.
På en gennemsnits dag tror jeg, jeg udspiller ham på PR, men han brugte rutinen og spillede manden og vandt velfortjent. Jeg var lidt ærgerlig over det, og samtidig havde jeg den tanke, at når man nu skal tabe til nogen, så er det altså rart, at det er en sympatisk glad mand fra gamle dage, der har støttet op hele vejen igennem og endelig fået en af de sejre, vi alle higer efter. Så jeg var samtidig glad på Lennarts vegne, tillykke igen igen!
BUSSEN! Vi var en enkelt sejr fra den endelige sejr, men endte med at dele som de sociale mennesker, vi nu engang er. Jeg leverede kun 2 sejre ud af 5 mulige, så den tager jeg på min kappe, men alt i alt en super hyggelig turnering, dag og et fantastisk spillested!
Chang, jamen der rullede det bare hele rejsen, fantastisk tur til Fyn med kæresten og en rigtig hyggelig og meget velbesøgt turnering. Det var for fedt!"
OBS: Interviewet med Fulle blev lavet, før han vandt pokalturneringen med Mariannes Drenge.
Der går stærke rygter om, at Soirée Dansante til den kommende sæson har forstærket sig med Claus Elken. Hvad betyder det for jeres målsætning for sæsonen 2022/2023?
Thomas: "Ja! Målsætningen er ALTID guld. Igen, jeg er på et stærkt hold hvor det sociale også er i højsædet. Lidt som en loge og vi udvælger meget nøje personer til holdet, som vi regner med vinder 21/20 sejre næste sæson!
Så uden at lægge for meget pres på, tror jeg bestemt Elken er den rette! Og derudover er han jo en gennemsympatisk person og en gentleman over brættet. Han passer lige ind! Velkommen til Elken!"
Har du planer om at deltage i nogle af sommerens eller efterårets store turneringer i udlandet?
Thomas: "Ingen planer. Men jeg kender en, der har mange planer og mon ikke hun får lokket mig afsted i løbet af året?! Jeg prioriterer ellers ferier med børn, de har den alder lige nu hvor det er federe at være afsted med dem end at sidde og klynke til BG i udlandet. Men jeg drømmer da om Stockholm, VM, Cypern osv. det kommer igen når børnene er blevet for store til Far-ture."
Ellers noget?
Thomas: "Jeg vil gerne slå et slag for den gode tone og opførsel, både ved brættet og i diverse fora. Jeg er lidt rystet, når jeg hører om eller selv oplever folk som har spillet 15+ år stadig sidder og klynker højlydt over brættet og bagefter skal være nedladende overfor modstandere, de mener var heldige, og som de spillede meget bedre end.
Det er som om mange ikke har forstået spillets natur, selv om alle godt ved der er held involveret. Jeg har selv oplevet min del af held og uheld, jeg har accepteret og omfavnet det. Jeg bliver da også en sjælden gang i mellem lidt træt af det, men prøver at rejse panden og se frem mod bedre tider.
I fora er der for tiden klapjagt på de frivillige (igen fristes man til at sige) og på vores sekretær. Det er som om man lige skal hævde sig selv eller nedgøre andre for at få det bedre selv. Jeg forstår ikke retorikken, ganske enkelt, og jeg nedlader mig ikke meget til at deltage i den slags, på trods af at jeg sidder i bestyrelsen.
Derudover mener nogle, at der skal køres en form for micromanagement, hvor man da lige fra sit køkkenbord eller inden man går i seng, kan fortælle bestyrelsen, hvordan man driver Nordic Open eller forbundet generelt.
Som jeg nævnte på landsrådet; vi bruger ret mange timer på at forberede og vende tingene. Når vi tager beslutninger er det i bedste mening for forbundet, og der er lagt pænt meget arbejde i det. Om man så er uening i retningen er jo helt fint, men konstruktivitet savnes altså.
Det er for nemt bare at skyde ned. Jeg har set enkelte konstruktive forslag, mange tak for dem, det håber jeg fortsætter, for det kan vi bedre imødekomme! Og jer med dårlige oplevelser omkring sekretariatet, ØV der er sket fejl osv. Det er dog ikke fordi vi har en ansat for at genere jer, han har rent faktisk kastet sig ud i nogle nye områder, der slet ikke var tiltænkt ham og er endt som mellemand også i nyt territorie.
Giv ham en chance og støt op. Vi skal selvfølgelig høre om de ting, der er gået galt, så vi kan lære af dem og derfra styrke os sammen alle sammen som et forbund!
Held og lykke derude, lad os mødes til dyst, debat og aldrig glemme at hygge os og have det godt med det, vi laver!"
Man kan ikke påstå, at Thomas Fuglheim kom let til sejren
|
|
Og Lone Sørensen vandt begynderrækken til Chang Open
Af Taus Bøytler
|
|
|
Lone Sørensen kunne efter en flot indsats lade sig hylde som vinder af begynderrækken til Chang Open
Foto: Christian Klebajn
|
|
Efter en længere pause fra de officielle backgammonkampe fik Lone Sørensen comeback, da hun Kristi Himmelfartsdag deltog i Chang Open i Odense. Og det blev et storslået comeback, der endte med en sejr i begynderrækken.
Nyhedsbrevet har mødt den glade vinder.
Hvad er det bedste ved at vinde begynderrækken til Chang Open?
Lone: "Det er at genfinde glæden ved at spille backgammon og håneretten over den bedre halvdel (Flemming Sørensen, red.), som spiller holdturnering".
Før turneringen har du holdt en backgammonpause siden 2016. Hvad fik dig til at få lyst til at spille igen?
Lone: "Hvis jeg skal være ærlig, var det manden der overtalte mig til at komme med ud og spille. Det der giver mig lyst til at spille igen, er de mange dejlige mennesker man møder til turneringerne. Det er altid hyggeligt at deltage i turneringerne, man føler sig velkommen, om man er nybegynder eller erfaren."
Kommer vi til at se dig til flere turneringer i løbet at 2022?
Lone: "Hvis manden kan overtale mig igen… Jeg overvejer at begynde at spille holdturneringen, men det er den sidste begynderturnering, jeg spiller. Jeg hører ikke til mere i begynderrækken."
Du blev meldt ind i DBgF i 2010. Hvad fik dig til at melde dig ind i sin tid?
Lone: "Det var i forbindelse med, at jeg deltog i en turnering. Hvis jeg husker rigtigt, var det Nordic Open."
Hvordan vil du beskrive dig selv som backgammonspiller?
Lone: "Jeg er en hyggespiller. Jeg er rolig, tålmodig og velovervejet. Jeg nørder ikke i spillet, men hygger mig bare når jeg spiller."
Lone Sørensen gjorde rent bord
|
|
En dobbelt havfrue, en flyvende farmor og en enkelt haj
Af Finn Due Larsen
|
|
|
Øverst til højre fra venstre: Barnebarn, Birgit Jørgensen og Kim Terkelsen
Fotos: Finn Due Larsen
|
|
Hvor mange gange kan man vinde Hajfri uden at være en haj? Hvad kan få farmor til at flyve? Og hvorfor kunne der komme en enkelt haj med?
Spørgsmål som disse trængte sig på, da AktivCenter Ballerup lørdag den 28. maj dannede rammerne om Hajfri Hygge. Svarene følger lidt længere nede i teksten.
Det gode humør er vigtigt
For vi skal lige starte med at slå fast, at det var anden gang at BMS Backgammon Klub stod for værtskabet, og at vi havde glædet os lige så meget som sidst - mindst!
For der er jo faktisk en grund til, at ordet ”Hygge” er med i titlen på arrangementet. Det fortæller, at det gode humør er mindst lige så vigtig som at man nu får hevet de gode resultater hjem eller ej. Den slags forpligter, og derfor havde vi da også sat flere ”skibe i havet” i det hajfrie farvand for at få hentet hyggen hjem.
Stor indsats fra flere
Den slags lykkes ikke uden flere gode, travle menneskers indsats. Som for eksempel en omgang smørrebrød, der var et stort hit. Som altid kyndigt afviklet af Jan Melchiorsen.
Og som altid havde vores trofaste ”købmand”, Thomas Jørgensen, sørget for at der var rigeligt med øl, vand og snacks i løbet af dagen.
Dagens haj
Og så var der ikke mindst turneringslederen, Christian Skjæran. Det var ham, der var dagens eneste ”haj”, og som altid klarede en hektisk dag i kølig stil.
Og øste ud af sin ”haj-erfaring” ved at tage imod spændende positioner fra kampene, og sætte en omgang ”machinegun”-BG i gang. Hvor det handlede om at ”knalde” så mange brikker hjem som muligt. Et stort hit – om man så må sige.
Og vinderne blev...
Altså en dag med en del sved på panden. Men alt sammen i hyggens tjeneste, der gør det hele værd. Så meget, at man næsten – men selvfølgelig også kun næsten – glemmer, at det også handler om resultater.
Og her kommer vi frem til den dobbelte havfrue og den flyvende farmor. For andet år i træk vandt Kim Terkelsen i Havfrue-rækken, mens Birgit Jørgensen tog stikket hjem hos Søstjernerne.
Svar på spørgsmål
Dermed når vi frem til svarene på de sidste, tilbageværende spørgsmål:
Selvfølgelig kan Kim vinde alle de Hajfri-turneringer han vil, uden at diskvalificere sig selv med en Haj-titel. Så længe rating-reglerne stadig overholdes.
Og Birgit kan selvfølgelig komme helt op at flyve over en sejr. Men at have barnebarnet med til overrækkelsen var for alvor det der fik farmor til at flyve…
Vi glæder os allerede til næste år.
|
|
Dobbelt-seks afgjorde pokalen
Af Thorbjørn Schiønning
|
|
|
Øverst. Vinderholdet: Mariannes Drenge. Fra venstre: Kasper Nagel Nielsen, Freddie Noer, Thomas Fuglheim og Claus Elken
I midten. Runner ups: Nemesis Knights. Fra venstre: Thorbjørn Schiønning, Lene Espersen og Peter Hallberg
Fotos: Lene Espersen og Claus Elken
|
|
4. Juni 2022 var himlen blå på solskinsøen Amager. 8 stærke og lidt heldige hold havde fundet vejen ud til Haveforeningen, hvor pokalfinalen skulle afvikles.
Nemesis Knights stillede med Lene Espersen, Peter Hallberg og undertegnede og selvtilliden var rimelig god. Året før havde vi taget pokalen hjem, og målet var at gøre det igen.
Ikke brug for coronapas
Det var endnu et plus at træde ind af havelågen uden at blive spurgt til coronapas – en regel som havde gjort, at jeg selv har måttet sidde over det meste af sidste holdturnering. Så nu kan jeg endelig få motioneret rullearmen igen. Anyways, don’t mention the war.
God start i kvart
I kvarten mødte vi Absalon. En på papiret meget stærk modstander, og vi fik i den grad kamp til stregen. Selvom vi endte på 5-1, så var vi ved at tabe flere af kampene. I min kamp mod Karsten Bredahl var det mest bemærkelsesværdige nok, at der ikke blot blev optaget billeder men også lyd.
Af en eller anden årsag blev der sagt mange politisk ukorrekte ting i træets skygge (også fra tilskuere), og Karsten har truet med at sælge nogle af lydfilerne som ringetoner. Jeg ville gerne komme med eksempler på hvad der blev sagt, men backgammonspillere har jo ligesom psykologer og læger tavshedspligt.
Lykkemønt vs kanin
I min kamp mod Klaus Switon blev der overraskende nok også snakket en hel del. Switon havde været snedig og taget sin lykkemønt med (1 Pfennig), som han lagde på midten af sit bræt og lettere rystet var jeg nødt til selv at hive en kanin op af hatten.
Jeg fandt en piletast fra et gammelt tastatur i min taske og placerede den overfor pfennigen med pilen pegende på mig selv. Det skulle vise sig at få afgørende betydning.
Jeg endte med at vinde en doblet bg ved stillingen 2-3. Her skal der lyde en ros til Switon for at hjælpe mig med at sende doblingen afsted. Imens jeg overvejede positionen sagde han, at det ville være en blunder ikke at doble og det havde han ret i.
Analysen viste desuden at Switon havde spillet bedst med en PR på 2,64 og jeg havde selv spillet 2,91 (med hjælp fra Switon). Slet ikke dårligt. Vi er dog begge sikre på at vores lykkegenstande også hjalp på PR.
Scumbag comeback i semi
I semi skulle vi spille mod KBgK. Jeg tabte først til Christian Skjæran. Det jeg huskede bedst var, at jeg fik omtrent 12 skud til gevinst i løbet af kampen og missede 100%. Det skal dog siges, at jeg ikke spillede med min tastaturpil i den kamp. Måske en blunder.
Vitalt etterskud
I næste kamp spillede jeg mod Clement Breum. Det blev en meget lang kamp. Jeg kom bagud 6-0 og var presset helt i bund, hvor jeg skulle ramme et etterskud for at være i live.
Jeg har formentlig haft under 1% i kampen på det tidspunkt – men alligevel fik jeg spillet (og rullet!) mig tilbage i den kamp og vandt til sidst 7-6. Jeg meldte op at det nok var den sygeste 7-pointskamp jeg har vundet – og det tror jeg stadig, det er.
Takket være formidable præstationer fra mine stærke holdkammerater vandt vi 4-2 over KBgK og var nu klar til finalen.
Alle begyndere ved at backgammon kun handler om 66
I finalen stod vi overfor et stærkt Soiree-hold som i dagens anledning hed Mariannes Drenge for at ære Marianne Petersen. Jeg mødte bot-spilleren Freddie Noer i første kamp. Jeg vil tro hans PR var omkring 0 i den kamp og derudover ramte han alle skud til gevinst og dermed var jeg chanceløs. Tabte ret hurtigt.
I anden kamp fik jeg en anden skrap spiller, Kasper Crap Nielsen. Jeg følte egentlig, at jeg var ret godt med, da jeg var foran 4-0 og havde doblet og fanget to af Craps brikker bag en 6-prime.
Men Crap har stadig mere rutine end jeg og fik viklet sig ud af det og vandt i stedet 2 point. Jeg havde et parti mere, hvor jeg stod til at vinde doblet gammon, men hvor han ramte de vigtige skud, imens jeg kom skævt ind fra baren igen og igen. Det begyndte at føles lidt som et mareridt.
Jeg kom bagud 4-6, men fik alligevel kæmpet mig tilbage til 6-6 og kom så ind i et ganske nervepirrende DMP-parti. På det tidspunkt var alle andre kampe færdigspillet og vi var bagud 2-3 – jeg skulle altså vinde for at holde os inde i drømmen om dobbeltpokalen.
Danse dagen lang
Jeg lagde ud med at spille mig ind i et ace-point game, bl.a. ved at danse ca. 13 gange i træk på hans bord der langsomt udviklede sig fra et to-punktsbord til et fempunktsbord (hvis jeg har regnet rigtigt så er det en dansesekvens, der kun sker 1 ud af 200.000 gange).
Crap valgte at tage hele 12 brikker af og så give mig etter-skuddet. Det ramte jeg ganske rutineret. Mit bord var perfekt og jeg fik endda mulighed for at samle de to andre brikker op også med et dobbeltskud, men missede dette.
Spændende afslutning
Til sidst var vi i klassikeren, hvor jeg havde lukket bord og Crap havde en mand på baren og to på ace. Computeren siger at man har ca. 17% derfra. Jeg valgte dog at bruge alle mine rulleevner og fik taget aggressivt af imens Crap sneglede sig rundt om bordet med sin brik. Og så skete det!
Dobbeltseks!!! Jeg hev 4 brikker af og havde kun en brik på ace og 3-punkt tilbage imens Crap havde en brik på 10-punktet og så de to på ace. Claus Elken, som stod på sidelinjen, havde vendt ryggen til, fordi han tænkte, at vi nu skulle ud i omkamp – men så var det at håbets tortur satte ind.
Ganske naturligt responderede min ærede modstander med selv at slå dobbelt-seks. Der lød et brøl (og et brokskrig fra mig selv), der kunne høres helt ud på kolonihavens legeplads og så måtte jeg ellers bare række min svedige hånd frem og sige ”tak for kampen”.
Elken var endda så venlig at lægge de sidste halvanden minut af kampen på YouTube, så man kan se det med egne øjne her.
Cykelturen hjem var lidt længere end sædvanligt, men de psykiske mén aftog heldigvis med ca. 40-50% om dagen efterfølgende.
Således gik det til at Mariannes Drenge knuste Nemesis’ drøm, gjorde Marianne ære og tog pokalen med sig hjem fra solskinsøen. Det er ganske vist. Stort tillykke herfra og tak for god turneringsledelse af Jesper Mølgaard!
Sådan mødtes de otte hold i kvartfinalerne
Pokalpotten
10 spillere deltog i pokalpotten. Her vandt Patrick "Larsen" Toxværd finalen over Brian Neerup-Jensen.
|
|
Dansk Backgammonforbunds platforme
|
|
Nyhedsbrevets redaktion
Taus Bøytler (ansvarshavende redaktør)
Lene Espersen (layout og grafik)
Sally Larsen (oversættelse)
Maria Bonke (korrektur)
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|