Copy
Fest i Svendborg, foto: Geopark Det Sydfynske Øhav

Nyhedsbrev fra Geopark Sekretariatet, juni 2022
  1. Besøg Øhavsambassaden under Landsstævnet
  2. 100 udflugtsmål til din sommerferie
  3. Geoparken kommer til dig
  4. Prøv Geopark Lyd og hør Øens Ekko
  5. Geospot Damestenen - et geologisk vidunder

Besøg Øhavsambassaden

Kære <<Fornavn*>>

Der er fest i Svendborg - Landsstævnet 2022 er startet. Der er hundredevis af aktiviteter, masser af gratis koncerter, teater, lækker mad og titusindvis af mennesker fra nær og fjern. Man kan blive helt bevæget over at opleve den forløsning, det er, når så mange mennesker over så lang tid skaber noget stort sammen. Og midt i festivalzonen på Svendborg Havn (Jessens Mole) finder du Øhavsambassaden. 

De fire sydfynske kommuner er gået sammen om én stor ambassade for hele Det Sydfynske Øhav. Og i stedet for at besynge de sædvanlige fortræffeligheder, så har vi spurgt 12 gode mennesker om, hvad det er, der gør det gode liv i geoparken.

Besøg ambassaden og deltag i samtalen. Hvad er det gode liv for dig? Hvor ligger dit yndlingssted? Hvad kunne gøre dit område endnu bedre at bo og leve i? Vores store telt er bemandet med både kloge lokalpolitikere og engagerede medarbejdere fra geopark sekretariatet og alle fire kommuner, og alle er vi interesserede i at høre, hvad der er vigtigt for dig.

Nu skal det ikke lyde som om, det hele er meget alvorligt. Ud over snakken om det gode liv er det f.eks. muligt at deltage i Den Store Øhavsquiz med daglige trækninger af i alt 10 vindere af flotte præmier. Du kan også tage en flot hat på og lade dig fotografere som Carl Nielsen eller Elvira Madigan, eller du kan prøve, om du kan lægge det store øhavspuslespil.

Sidst, men ikke mindst, er et besøg på Øhavsambassaden alle tiders anledning til at besigtige geoparkens nye formidlingstrailer eller få et eksemplar af den nye geopark brochure med 100 udvalgte udflugtsmål eller høre mere om Geopark Lyd, den nye app med lydvandringer, som vi lancerer lige straks. Det kan du også alt sammen læse mere om herunder.

Vi glæder os til at se dig på Jessens Mole, og så ønsker vi i øvrigt alle en rigtig god sommer, forhåbentlig med masser af oplevelser i geoparken.

Rasmus Elmquist Casper
Sekretariatsleder
Geopark Det Sydfynske Øhav

 


100 udsøgte udflugtsmål til din sommerferie

Ny gratis geopark brochure 
Vi er stolte af at præsentere jer for vores nye brochure om Geoparken, som er tilgængelig for alle via turistkontorerne og diverse private hoteller, B&B’er og andre feriehusudlejere. Vi har samlet fortællingen om Geopark Det Sydfynske Øhav tilbage fra sidste istid og op til i dag, og på indersiden af brochuren gemmer sig et kort med 100 ideer til udflugtsmål i geoparken.

Du kan også se og hente en brochure på Øhavsambassaden under Landsstævnet 2022, eller du kan smugkigge på den digitalt her 
 
Hvis du beskæftiger dig med turisme i området og er interesseret i at have nogle eksemplarer liggende, så kontakt os endelig direkte her
Formidlingstrailer i Lundeborg, foto: Geopark Det Sydfynske Øhav

GEOPARKEN KOMMER TIL DIG

Geoparkens nye formidlingstrailer er landet
En bevilling fra Landdistriktmidlerne LAG SØM har gjort det muligt at realisere et stort ønske om en mobil formidlingsstation, som kan bestilles i forbindelse med arrangementer i geoparken. Det kan være alt fra helt lokale begivenheder til store festivaler. 


Vognen er beklædt med kort og fortællinger og fungerer samtidig som et fysisk mødested. Den har udstyr til leg, læring og dialog f.eks. båludstyr og legeudstyr. Traileren er altså et synligt og tilgængeligt sted for interaktion ved alle større kulturevents i det sydfynske.
 
Jomfrurejsen blev en tur til Lundeborg, hvor traileren var med ved MaMu (mad og musik) Møder Geopark arrangement d. 14. juni. En flot kultur- og koncertevent støttet af Fynske Bank og arrangeret i samarbejde med Byens Gårdbutik og musikerne Povl Balslev, Morten Øberg og Mads la Cour. 
Øens Ekko - en lydvandring i Ærøskøbing


PRØV GEOPARK LYD OG HØR ØENS EKKO

Lancering på Det Gl. Værft i Ærøskøbing fredag den 8. juli kl. 14

Øens Ekko er en lydvandring, der foregår i og omkring Ærøskøbing. Den vil sende dig i armene på fire historiske personer, hvis liv og skæbne var uløseligt knyttet til Ærøskøbing, og vise dig steder med deres øjne - fra det tidspunkt i historien, hvor de levede. 

Lydvandringen tager dig med ud i det fri, ind i historiens originale kulisser, og lader dig interagere med historien. Både den, der har været, og den du selv er med til at skabe. På den måde leverer Øens Ekko en alternativ museumsoplevelse, som du kan læse mere om her

For at høre Øens Ekko skal du downloade den nye app Geopark Lyd. Appen er med geolokation og gør det muligt at opleve lydvandringer, mens du er på tur. Den er udviklet med henblik på at have en samlet platform for lydoplevelser i geoparken, som er gratis tilgængelig for både brugere og dygtige lydproducenter. 

Damestenen i solnedgang, foto: Mikkel Jézéquel


GEOSPOT DAMESTENEN

Et geologisk vidunder
Der er noget særligt ved sten, der med deres uforgængelighed lader os røre ved fortiden. Tænk engang, hvis sten kunne tale. I så fald er der en sten i geoparken, som ville være særlig interessant at høre historier fra. 
 
Damestenen er Danmarks største sten på land og ligger ved Hesselager, som den har gjort i omegnen af 18.000 år! Engang var stenen en del af grundfjeldet i det, vi i dag kalder Sverige. Men under sidste istid bliver den transporteret hele vejen hertil af en gletsjer. Stenen er imponerende stor og har gennem tiden tiltrukket sig stor opmærksomhed - blandt andet kongelig. Læs mere om stenen her og tag ud og mærk dens fascinerende statur på egen krop. Området er et udmærket udflugtsmål.
Thurø Rev, Foto: Mikkel Jézéquel
Tak fordi du læser med
Nyhedsbrevet her udkommer ca. seks gange om året. Vi fortæller om, hvad der sker med geopark arbejdet, både i sekretariatet, men i høj grad også blandt alle geoparkens aktører. Vi siger faktisk, at geoparken er summen af alle de gode initiativer og projekter, som findes og realiseres på tværs af hele området.

Derfor vil vi gerne høre, hvad du som læser og bruger af geoparken tænker:
  • Hvad vil du gerne høre mere om i kommende nyhedsbreve?
  • Hvad skal vi være opmærksomme på, som sker netop nu?
  • Har du ris eller ros fra ruter eller oplevelser i geoparken?
  • Tag et kig på vores nye hjemmeside, og kommentér gerne. Siden er i kontinuerlig udvikling, og vi vil gerne gøre den endnu bedre for netop dig.
Skriv kommentarer via kontaktformularen på geoparkoehavet.dk
Hjemmeside
Email
LinkedIn
Facebook
Instagram
Se nyhedsbrevet i browser
Du modtager nyhedsbrev fra Geopark Det Sydfynske Øhav, da du er tilmeldt vores mailliste.
Du kan til enhver tid opdatere din profil eller afmelde.