Oktober 1943 er et dramatisk og mytisk øjeblik i den danske historie. Simon Ankjærgaard fortæller levende den unikke historie om de danske jøders flugt; en historie om menneskelig ondskab, menneskelig hjælpsomhed, menneskers valg og menneskers skæbner.
Natten mellem 1. og 2. oktober 1943 slog tyskerne til mod de danske jøder. Det var begyndelsen på en dramatisk måned, der er blevet skelsættende i den nationale danske fortælling, men også i udlandets forståelse af Danmark under den tyske besættelse.
Det lykkedes 7000 jøder at flygte i sikkerhed i Sverige, men 500 jøder slap ikke væk og endte i Theresienstadt. Aktionen mod jøderne i Danmark er unik i europæisk sammenhæng, dels fordi så forholdvis mange jøder reddede livet, dels på grund af måden aktionen blev organiseret på. Mange danske statsborger risikerede livet, men jødernes egen handlekraft og initiativ må vi ikke glemme, og netop dette aspekt er væsentligt i denne beretning.
Simon Kratholm Ankjærgaard er journalist og historiker og har fundet en fortælleform, der forener de to baggrunde; en dramadokumentarisk måde at formidle historie på, der går tæt på mennesker og begivenheder, som sættes ind i den større historiske sammenhæng både nationalt og internationalt.
Simon Ankjærgaard har fundet nye kilder, der får en stemme, og hvis historier bliver foldet ud, men hans bog står også på skuldrene af kendte kilder og allerede udgivne værker. Desuden er bogen rigt illustrueret med fotos fra arkiverne.
|