Copy
View this email in your browser
Nyhedsbrev til klyngekoordinatorer
- september 2022
 



Indhold
  • Klyngepakker om iskæmisk hjertesygdom og hypertension
  • Webinar om iskæmisk hjertesygdom og hypertension
  • Ny kvalitetsguide
  • Inspirationsdage 2023
  • Podcasts til klyngepakker
  • Webinar om klyngepakken vedrørende urinvejsinfektioner
  • Facilitatoruddannelse for klyngekoordinatorer
  • De gode historier skal fortælles
  • Rammen for aktivitetsrapporten er på plads
  • Møde om smertebehandling
  • Har din klynge brug for en hjælpende hånd
  • 5 spørgsmål til KiAP's lægefaglige leder
Læsetid: ca. 12 minutter.

Kære klyngekoordinator

I KiAP er vi for tiden i fuld gang med at udvide antallet af klyngepakker, som du kan bruge på klyngemøderne.

Netop nu har vi udgivet to helt nye klyngepakker om iskæmisk hjertesygdom og hypertension. I oktober måned er det planen, at klyngepakken om urinvejsinfektioner følger efter, mens klyngepakken om dosisdispensering kommer sidst på året. Dermed er antallet af klyngepakker sidst på året oppe på 12 stykker.

Vi bestræber os hele tiden på at udarbejde klyngepakker, som er fagligt relevante. Vi samarbejder derfor med forskellige eksperter og videnspersoner i udviklingen af pakkerne. Og vi deltager løbende på klyngemøder for at observere, hvordan klyngepakkerne og det tilhørende materiale fungerer for at justere det, så det bliver så brugbart som muligt.

For at styrke forberedelsen til klyngemøderne er der blevet produceret en række podcasts til nogle af klyngepakkerne. Du kan finde linket til de nye podcasts nedenfor.

Udover nye klyngepakker og podcasts er vi i KiAP også i fuld gang med planlægningen af Inspirationsdagene, der afholdes d. 28.-29. marts næste år. Inspirationsdagene er en kærkommen lejlighed til at blive klædt på til arbejdet i klyngerne og til at møde kollegaer, som kan inspirere til nye måder at arbejde på. Hvis du har gode eksempler fra klyngearbejdet, vil vi meget gerne høre om dem. Kontakt gerne Signe Holm på sholm@kiap.dk.

Som altid er du mere end velkommen til at kontakte KiAP på klynger@kiap.dk, hvis du har spørgsmål til klyngearbejdet.

Vi sidder altid klar til at hjælpe dig.

Venlig hilsen

Rikke Agergaard
Chef for KiAP
Klyngepakker om iskæmisk hjertesygdom og hypertension

KiAP har netop udgivet to nye klyngepakker om iskæmisk hjertesygdom og hypertension, som du kan bruge på klyngemøderne. Du har nu også mulighed for at logge ind på kiap.dk for at se dine egne data fra praksis sammenlignet med din klynge for hjerte, kol og diabetes.

1. Gå til KiAP.dk
2. Login med sundhedsfaglig nemid
3. Vælg: Se dine praksis og klyngedata for forløbsplaner

Du finder klyngepakken om iskæmisk hjertesygdom her.
Du finder klyngepakken om hypertension her.

I den kommende tid udgiver KiAP en række nye klyngepakker. I oktober kommer klyngepakken om urinvejsinfektioner og i det sene efterår kommer en klyngepakke om dosisdispensering.

Du kan finde alle KiAP's klyngepakker her.

Du kan finde de regionale kvalitetsenheders klyngepakker her.
Webinar om iskæmisk hjertesygdom og hypertension
 
KiAP afholder et webinar for klyngekoordinatorer tirsdag den 1. november kl. 16.30-17.15 via Microsoft Teams, hvor vi vil præsentere de to nye klyngepakke på hjerteområdet; iskæmisk hjertesygdom og hypertension.

Klyngepakkerne bygger på data fra forløbsplaner og tager udgangspunkt i DSAM’s kliniske vejledninger mv.

På webinaret vil KiAP’s lægefaglige konsulent Flemming Bro gennemgå klyngepakkerne sammen med Thomas Bo Nielsen, souschef i KiAP. Vi gennemgår, hvad der skal ske før, under og efter klyngemødet, og hvordan mødet afvikles. Du vil ligeledes høre, hvordan KiAP og din regionale kvalitetsenhed kan hjælpe.

Du kan tilmelde dig her.
Ny kvalitetsguide

Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssektoren har netop udgivet en ny kvalitetsguide, der skal fungere som et fælles opslagsværk med anerkendte metoder og værktøjer for kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet.

Guiden er målrettet alle sundhedsprofessionelle, der arbejder med og interesserer sig for kvalitetsudvikling.

Du kan læse guiden her.

Inspirationsdage 2023

KiAP og de regionale kvalitetsenheder afholder de traditionsrige Inspirationsdage d. 28.-29. marts 2023 på Hotel Marienlyst i Helsingør.

På Inspirationsdagene er klyngerne i centrum, og der vil blandt andet være fokus på nye tiltag, data, klyngepakker og øvrige tilbud til klyngearbejdet samt mulighed for at sparre og netværke med kollegaer fra din egen og andre regioner. 

Hvis du har gode eksempler fra klyngearbejdet, vil vi meget gerne høre om dem. Kontakt gerne Signe Holm på sholm@kiap.dk. 
 
Du kan se programmet samt tilmelde dig selv og andre deltagere fra bestyrelsen her.
 
Hvis du vil læse mere om indholdet på de tidligere års Inspirationsdage, så kan du gøre det her.

Vi glæder os til at se dig.

Podcasts til klyngepakker

KiAP har produceret en række podcasts til klyngepakkerne, der fungerer som forberedelse til klyngemøderne. Du kan dog også lytte til dem uden at skulle til et klyngemøde.

Der er indtil nu produceret podcasts om hjerteinsufficiens, kommunale forebyggelses- og rehabiliteringstiltag, kommunale akutfunktioner, trivsel og arbejdsglæde samt smertestillende medicin.

Du kan lytte til dem her.

Webinar om klyngepakken vedrørende urinvejsinfektioner
 
KiAP afholder et webinar for klyngekoordinatorer tirsdag den 11. oktober kl. 16.30-17.00, hvor den nye klyngepakke om urinvejsinfektioner vil blive præsenteret.

Klyngepakken bygger på data fra ordiprax+ og ydelsesdata fra regionerne, og tager udgangspunkt i DSAM’s FAQta-ark om urinvejsinfektioner.

På webinaret vil KiAP’s lægefaglige konsulent Flemming Bro gennemgå klyngepakken sammen med Christian Hollemann Pedersen, chefkonsulent i KiAP. De vil gennemgå, hvad der skal ske før, under og efter klyngemødet, og hvordan mødet afvikles. Du vil ligeledes høre om, hvordan KiAP og din regionale kvalitetsenhed kan hjælpe. 
 
Du kan tilmelde dig webinaret her.
Facilitatoruddannelse for klyngekoordinatorer

PLO-E og KiAP har i samarbejde udviklet et facilitatorkursus for klyngekoordinatorer. Der er er ledige pladser på følgende kurser i 2023:
  • 26.-27. april 2023 på Hotel Koldingfjord
  • 10.-11. oktober 2023 på Hotel Scandic Strandpark i Kastrup
Det er muligt for klyngekoordinatorer kun at følge den første dag, hvor generel facilitering er i centrum.

Du kan læse mere og tilmelde dig her.
De gode historier skal fortælles

Klyngerne er nået langt i kvalitetsarbejdet og er også begyndt at høste de første resultater. Det skal vi bruge til at fortælle omverdenen om kvalitetsarbejdet i almen praksis.

Hvis du som klyngekoordinator har en god historie fra klyngearbejdet, som du gerne vil have de lokale medier til at interessere sig for, så kan du kontakte kommunikationskonsulent i KiAP, Claus Christoffersen på cchri@kiap.dk.

Han vil hjælpe dig med at få historien præsenteret for medierne i dit lokalområde.

Rammen for aktivitetsrapporten er på plads

Fondsbestyrelsen har nu godkendt spørgerammen til aktivitetsrapporten, som klyngerne skal udarbejde fra næste år. Spørgerammen er lige nu ved at blive testet, og den endelige version vil blive udsendt til klyngerne i slutningen af året, så den kan tages i brug fra januar 2023.

Møde om smertebehandling

Medicin.dk inviterer i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed til fyraftensmøde onsdag d. 26. oktober 2022 kl. 16.30-18.00, hvor fokus vil være på behandling af kroniske smerter i almen praksis. Mødet foregår i Life Science Huset, Lersø Parkallé 101, København Ø.

Arrangementet kan have interesse for klynger, der har eller skal arbejde med emnet smertestillende medicin.

Du kan læse mere om arrangementet og programmet her.

Du kan tilmelde dig her.

Har din klynge brug for en hjælpende hånd

Klyngerne har eksisteret i et par år nu. Måske er tiden kommet til at stoppe op og se på, om der er noget, I vil gøre anderledes eller gøre endnu bedre i jeres klyngesamarbejde. Måske har klyngen set mindre til hinanden på grund af corona-pandemien, måske er der kommet mange nye klyngemedlemmer eller måske har klyngens vedtægter brug for en opdatering. 

De regionale kvalitetsenheder har mange tilbud, der understøtter samarbejdet i klyngerne. De tilbud kan du læse mere om nedenfor. 

Nord-Kap
Du kan læse om Nord-Kaps tilbud til klyngerne her.

Du er også velkommen til kontakte Nord-Kap på nordkap@rn.dk eller telefon 2910 0220 for at få mere information om, hvordan de konkret kan understøtte din klynge.

SydKip
Region Syddanmark tilbyder klyngepakken "Stop op i klyngen og kom godt videre i fællesskab" samt facilitering.

Du finder klyngepakken her.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Betina Eskesen betina.eskesen@rsyd.dk eller på telefon 2380 7643.

Kap-H
KAP-H kan hjælpe dig med at få mest muligt ud af arbejdet i klyngerne bl.a. ved tilbud om besøg af en lægefaglig konsulent i klyngen. De kan hjælpe dig med alt fra organisering af klyngen, processerne omkring møderne, arbejdet for klyngekoordinator og bestyrelse, værdier og visioner samt værktøjer til kvalitetsarbejdet.

Du kan læse mere her.

Du er også velkommen til kontakte Kap-H på kap-h@regionh.dk.

KAP-S 
KAP-S tilbyder hjælp og sparring til både klyngekoordinator, klyngebestyrelse, klyngemødet og klyngemedlemmerne alt efter behov.

Skriv en mail til datakonsulenterne@regionsjaelland.dk eller ring på 2560 3371 / 5168 0285, så kan vi sammen finde ud af, hvordan KAP-S kan hjælpe.

KAP-S har også specifik sparring til klyngekoordinatorer. Du kan læse mere om tilbuddet her.

MidtKraft
MidtKraft tilbyder hjælp og sparring, så I kan få mest muligt ud af arbejdet i klyngerne. Det gælder både klyngekoordinator og -bestyrelse, på klyngemødet og de enkelte praksis i klyngen alt efter jeres behov.

Du kan skrive til klynger@stab.rm.dk og give en kort beskrivelse, så finder vi ud af, hvordan vi kan hjælpe dig bedst.

5 spørgsmål til KiAP's lægefaglige leder

Thomas Drivsholm blev i marts ansat som KiAP’s lægefaglige leder, hvor han bl.a. skal spille en aktiv rolle i udviklingen og implementeringen af KiAP’s tilbud til klynger og praksis samt koordinere det lægefaglige arbejde.

Thomas vil fra årsskiftet have tre ugentlige arbejdsdage i KiAP, som nu bliver hans primære job. For at kunne fokusere på arbejdet med kvalitetsudvikling i KiAP er han ved at drosle ned for andre aktiviteter og er ved at sælge sin praksis for i stedet at blive vikar.

Nedenfor kan du læse mere om Thomas og hvad han arbejder med.
 
Hvad er din baggrund?
Jeg er 57 år og bor i Allerød nord for København. Jeg har stor indsigt i almen praksis efter 15 års virke som praktiserende læge i en kompagniskabspraksis i København samt en række hverv med tæt relation til det nye job i KiAP, herunder en ph.d.-uddannelse med udgangspunkt i populationsdata indenfor området kronisk sygdom.

Fritiden står på friluftsliv med familien og en af ugens vigtigste aftaler, den faste badminton double.
 
Hvad har du lavet fagligt ud over arbejdet i praksis?
Jeg har hele mit arbejdsliv - ved siden af mine tre dage om ugen i min praksis - arbejdet med vores fag på et mere overordnet niveau. I de sidste ca. tre år har jeg været en del af organisationsteamet i KAP-H, hvor jeg har lavet klyngepakker og faciliteret klyngemøder i Region Hovedstaden, og herigennem fået et dybdegående førstehåndskendskab til livet i klyngerne. Jeg har selv i et enkelt år været klyngeformand i Indre By København.

Tidligere har jeg i en årrække virket som faglig konsulent for DSAM’s kliniske vejledninger og som medicinkonsulent i KAP-H. Desuden har jeg igennem en længere årrække lavet kurser for PLO-E indenfor området kronisk sygdom og multimorbiditet, hvor fokus altid har været kursisternes implementeringsarbejde i eget lægehus. Dette fokus har gradvist ændret sig i retning af ledelse af eget lægehus og ført til, at jeg pt. er kursusleder på Region Hovedstadens kursus i Ledelse og Udvikling i almen Praksis (LUP-kurset).

Jeg har også i ca. 25 år været tilknyttet Københavns Universitet bl.a. som leder af faget almen medicin og forskningstræningen i Øst. Jeg er nu stoppet med begge disse jobs, men er fortsat lektor ved universitet.
 
Hvad er din opgave i KiAP?
Min rolle er blandt andet at være med til at sætte den lægefaglige retning i KiAP’s arbejde og sikre, at kvalitetsarbejdet er forankret i den kliniske hverdag. De praktiserende læger skal gerne opleve KiAP’s arbejde som praksisnært, relevant og troværdigt. Tid er altid en udfordring for praktiserende læger, og KiAP’s klyngepakker skal bidrage til idéer til at lette arbejdet og gøre det smartere – helst ikke skabe mere arbejde.

Jeg skal sammen med de øvrige lægefaglige konsulenter styrke den lægefaglige vinkel på kvalitetsudviklingen yderligere og sikre, at KiAP’s klyngepakker og øvrige produkter er nemme at bruge for de praktiserende læger i klyngerne.
 
Hvad ser du af potentialer i klyngearbejdet?
Klyngearbejdet er en gave til os praktiserende læger. KiAP’s klyngepakker har en central rolle i mange klyngers arbejde, men tiden sammen i klyngerne er selvfølgelig begrænset. Den væsentligste del af alle praktiserende lægers kvalitetsarbejde ligger derfor før og specielt efter klyngemøderne.

Det er afgørende, at vi alle systematisk arbejder videre med vores kvalitetsarbejde hjemme i eget lægehus, ikke mindst sammen med vores personale. Det er mit håb, at vi i KiAP fremadrettet kan videreudvikle samarbejdet med de lokale kvalitetsenheder i de fem regioner (KAP'erne), ligesom det er vigtigt at skabe synergieffekter sammen med PLO-E, DSAM, PLO og kollegerne i sekundærsektoren.

Overordnet set er målet at hjælpe alle praktiserende læger - uafhængigt af praksisorganisation og geografisk placering - med at videreudvikle deres kultur i relation til kvalitetsarbejdet. Endemålet er selvfølgelig, at patienterne skal opleve en god kvalitet i hver eneste praksis i Danmark. Det er jo deres skattepenge, som finansierer det hele.

Dansk almen praksis er unik på verdensplan og vi har ganske meget at været stolte af. Men selvfølgelig kan vi altid finde områder, hvor vi kan videreudvikle os. Denne udvikling stopper jo aldrig.
 
Hvad er du i gang med lige nu?
Jeg er lige vendt hjem efter otte dage på Færøerne, hvor vi var tre kolleger fra forskningstræningen ved Københavns Universitet, der underviste de næste syv kommende færøske praktiserende læger i projektarbejde. Det var super spændende og tankevækkende. Man får altid stillet skarpt på, hvor meget der fungerer godt i Danmark, når man som her besøger ”udlandet”.

Jeg har fra d. 1. september haft orlov fra min praksis, så min formodede afløser kan blive vikar og lære min praksis at kende. Dette har frigjort en del arbejdstid, som efter turen til Færøerne, et udenlandskursus som kursist og lidt efterårsferie gør, at jeg nu for alvor kan komme i gang med arbejdet i KiAP.

Jeg glæder mig helt vildt!
Twitter
Facebook
Website
Tak fordi du har læst med. Det sætter vi stor pris på.  

Administration af klynger og brug af klyngepakker:
Telefon: 5170 1115 eller 2726 6754
Mail: Klynger@kiap.dk

Teknisk support:
Telefon: 7196 8844
Mail: Support@kiap.dk

Afmeld nyhedsbrev:
Mail til klynger@kiap.dk, og skriv ”Nej til nyhedsbrev” i emnefeltet.

Copyright © 2020 KiAP
All rights reserved.

Our mailing address is:
klynger@kiap.dk

Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list.

 






This email was sent to <<Email Address>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
KiAP · C/O Lægeorganisationer · Stockholmsgade 55, st. · Kobenhavn 2100 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp