Berørth er et ugentligt nyhedsbrev, som jeg håber kan give inspiration til et hverdagsliv med tvivl og tro, nysgerrighed og spiritualitet og en mængde gode samtaler med andre.
Giv dine venner noget at tale om. Klik nedenfor og videresend Berørth til dem.
|
|
Vil I vide mere?
Jeg har brug for jeres hjælp.
I en tid, hvor flere og flere taler om tro, vil jeg gerne føre samtalen videre. Jeg er i gang med en podcast, hvor jeg vil samtale med dem, der ved noget den tro, vi taler så meget om.
Podcasten hedder Berørth.
Og det er ikke kun for sjov, selv om det er ret sjovt … Synes jeg, men jeg har også en meget plat humor.
Podcasten har sit navn, fordi jeg vil tale med dem, der er berørt af tro eller måske netop ikke er det, men emnet skal berøres (den humor, undskyld).
For mig er det nemlig vigtigt at holde fast i, at tro er noget andet end viden og holdninger. Tro berører os. På mange, meget forskellige måder. Tro gør en forskel, som er anderledes end alt andet.
Jeg har brug for jeres hjælp til at gøre den podcast rigtig, rigtig god. Derfor vil jeg næste fredag sende et link med her i nyhedsbrevet til det første afsnit.
Det er kun jer, der kommer til at høre det.
Når I har hørt det, vil jeg gerne høre fra jer.
Hvordan kan det gøres bedre?
Hvem vil I gerne, at jeg taler med?
Og mere til.
Jeg håber, I vil hjælpe.
Vi høres ved i næste uge.
Til efteråret holder jeg foredrag om nye bog "Med rank ryg" - se mere på kalenderen på min hjemmeside. Og læs gerne bogen inden ;-)
|
|
Anmeldelse: Hjernegymnastik med Gud
”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”, hedder den første sætning i Johannesevangeliet, det mest mystiske og mindst konkrete af de fire beretninger om Jesu liv.
Psykologiprofessor Svend Brinkmann er kendt for sine ord, især i bøger og radio, og nu har han valgt at bruge nogle af dem på Gud.
”Mit år med Gud” hedder bogen, der udkommer i dag, og som han allerede har sagt mange ord om i flere dagblade.
Selv om bogen har Gud i titlen, kommer ordene ikke til at ligge hos Gud. Det er, som om det mod, der skal til for at undersøge det helt ukendte, ikke er tilstrækkeligt til stede. Den ramme, han sætter op for at undersøge Gud, definerer han selv. Og går ikke udenfor den.
Så det bliver til en lang omgang hjernegymnastik med Gud, hvor den ene akademiker efter den anden hives frem for at battle med hinanden og med ham.
Der er ingen grund til at betvivle, at det er sådan, professorens år med Gud foregår. Det er heller ikke uinteressant at følge diskussionerne. Det lærer bare ikke mig ret meget om Gud. Eller om at tro.
Hvor er mysteriet? Det, som gør, at Gud og dermed tro er noget andet end viden?
Han kalder det ”naturligt”, at han som ”filosofiinteresseret videnskabsmand” har et ”meget intellektuelt forhold til religion og tro”. Det, synes jeg, ikke er særligt naturligt, og det burde rejse en advarselslampe i ham som forsker, at han sætter grænser for sin vidensafsøgning.
Lampen tændes da også.
Han skriver, at ”det nok næppe er sådan, alle mennesker har det. For de fleste er det religiøse givetvis i højere grad knyttet til en oplevelsesdimension i tilværelsen. En oplevelse af noget helligt, af Guds nærvær, af en glæde ved skaberværket osv.” Det er er ”helt klart en dimension, jeg skal huske at have blik for”, skriver han, men så er det, han sætter grænserne op igen.
Hans undersøgelse vil ikke foregå ”ved at gå i retræte i et kloster”, skriver han og fortsætter: ”Jeg tror, det ville blive for påtaget og måske tivolisere undersøgelsen af religion for meget. Det skal ikke være Bubber, BS og Svend på religiøse eventyr i denne bog. ”
Gud skal med andre ord kun undersøges inde fra den akademiske videnskab, Brinkmann bor i. Det andet er tivolisering. Puha, det er groft at få at vide, at jeg og andre tivoliserer, fordi vi ved, at der findes og kan fås viden om tro andre steder end på universiteterne.
Det er faktisk ikke en ægte videnskabsmand værdigt. Videnskab bør være ubegrænset nysgerrighed. Det er derfor, den er fabelagtig og nødvendig.
En dygtig teolog ved ikke nødvendigvis meget om at være troende, ligesom en troende ikke nødvendigvis ved meget om teologi. Det er da vildt interessant.
Jo, jo, god humor er vidunderlig. Men det her er ikke humor, det er beskrivelse af en arbejdsform, der gør det umuligt at nærme sig det, han netop lige har skrevet, er manges oplevelse af Gud.
Sådan er det jo i virkeligheden. Den, folk dør i, sørger i, smiler i. Det er ikke den, bogen handler om. Han vedstår, at han ikke har levet et liv med voldsomme begivenheder, som i følge ham kan føre til tanker om tro og bøn. Han citerer flere, der står i den sorg, som han forsker i. Blandt andet mig, selv om jeg ikke vidste det, før jeg læste bogen.
Det er i øvrigt påfaldende, at de eneste kvinder (på nær uundgåelige Hannah Arendt), der er med, er helt kort citereret for deres egne erfaringer i virkeligheden. Alle de, der er citeret for noget, der gælder alle, er mænd (pånær Arendt). Hvorfor, det er sådan, reflekteres der ikke over i bogen.
Bygger bogen bro mellem ordene om Gud i hovederne og bøgerne og så det levede liv? Nej. Og det er ekstremt frustrerende, når det netop er det, både troen og psykologen, hans felt, kan gøre.
Måske skyldes det, som han skriver, at livet ikke har rusket så meget i ham, at han ikke selv har erfaret, at de systematiserede tanker ikke kan følge med, endsige forudsige, hvad der vil ske, og hvordan man vil have det. Det kan jeg ikke vide.
Det er herligt, at Svend Brinkmann gerne vil deltage i den samtale om tro, der vokser i de her år. Det, at han nu gør det, viser netop, hvor udbredt den er blevet.
Jeg havde bare forventet mig mere. Mere mod.
Alle dem, han refererer undervejs, har allerede skrevet deres værker. De er gennemdiskuterede. Og det er da venligt, at han kalder nogle af bøgerne fine og fascinerende, og jeg er vis på, at mange vil kalde hans bog det samme og blive beroliget af den.
Pyha, er Gud ikke andet. Hvilken lettelse. Vi kan sagtens styre ham.
Kan vi det?
"Mit år med Gud”
Af Svend Brinkmann
Forlaget Gyldendal
Udkommer i dag, 4.6.202
Anmeldelse: Hvor tæt kan man komme på en munk?
Ikke tæt nok, desværre.
I hvert fald ikke i den bog, der netop er udkommet om en mand, mange danskere har mødt som guide ved turistbesøg, til foredrag i Danmark eller har som personlig samtalepartner.
”Broder Theodor - vejen til et liv som munk i Assisi” er en velskrevet og letflydende gengivelse af anekdoter og refleksioner fortalt af Broder Theodor krydret med små beskrivelser af selve Assisi og med historier om byens kendte munk, Frans.
Frans af Assisi grundlagde munkeordenen, der bærer hans navn, som også den nuværende pave gør det. Frans og hans liv og tanker er ikke bare et eksempel til efterlevelse for munke, men også inspiration for millioner af mennesker verden over.
Franciskansk levevis giver med sin ydmyghed og i hengivelse til Gud en frihed og en direkte ægthed i det liv, man lever. Det er hengivelsen til Gud, der er kernen, ikke blot hengivelsen til et simpelt liv. Ikke simple living, men tro.
Den netop udgivne bog giver derimod indtrykket, at Theodor er blevet munk for at få ro i et rodløst liv. Det, tror jeg ikke, er den eneste årsag.
Vi hører meget om, hvor fattigt hans liv som barn har været, hvordan han kørte på Velo som ung som alle andre, og hvor almindeligt han lever i dag, men det står meget lidt om hans forhold til sin tro.
Det virker mest af alt som, at man vil normalisere manden ved at trække troen ud af ham.
Hvorfor?
”Jeg tror, at det er Gud, der rækker os en hjælpende hånd”, siger han om at blive i stand til at træffe beslutningen om at gå i kloster. Det er stort set det eneste sted, der skrives om Gud.
Heldigvis står der en del om, hvordan Theodor reflekterer over at være et ordentligt menneske. Der er smukke eksempler på, at han selv er det, og at hans råd til andre er stærke og præcise.
Men, hvad hans liv som munk har at gøre med Gud, får vi ikke at vide.
Der er den samme distance som hos Svend Brinkmann. Der sættes ikke noget på spil. Den reelle ærlighed, tvivl og kærlighed kommer ikke frem.
Det er, som om man tror, at tro og hengivelse, store følelser, uforklarligheder, smerte og alt, der sker inde i hjertet, vil støde andre. Så det skrives der ikke om. Hvor er det synd.
Jeg er sikker på, at dem, der har mødt Broder Theodor, hvis valgte navn i øvrigt betyder netop Guds gave, vil synes, at det er hyggeligt at læse om ham og beskrivelserne af fresker og kirker.
Jeg savner at læse om det, der er den store beslutning i et liv som hans, troen, hvad er den for em størrelse? Det kommer man desværre heller ikke tæt på i Assisi.
”Broder Theodor - vejen til et liv som munk i Assisi”
Af Maria From & Bo Pedersen
Forlaget Momenta
Udkommer i dag, 4.6.2021
|
|
Følg med på sociale medier
|
|
|
|
|
|
