|
Der er interview med mig i Politiken i dag, lørdag. Læs det i e-avisen via www.politiken.dk - det kræver abonnement, men husk, at det er godt at betale journalister for deres gode arbejde.
*
Berørth er et ugentligt nyhedsbrev, som jeg håber kan give inspiration til et hverdagsliv med tvivl og tro, nysgerrighed og spiritualitet og en mængde gode samtaler med andre.
Giv dine venner noget at tale om. Klik nedenfor og videresend Berørth til dem.
|
|
Sommerens mørke kan dufte
I har nok fattet det. Jeg elsker roser. Og min (og min mormors) yndlingsrose er den på fotografiet, New Dawn, som jeg har plantet sammen med min yndlingsduftende kaprifolie.
Alle de små glæder har jeg stor brug for.
Især om sommeren. Den er barsk for mig. Vores afdøde søn har fødselsdag midt i ferien, og vi har fejret ham allevegne.
I år er vi hjemme. Hos roserne.
Vi gør ikke meget ud af dagen. Det klarer den selv. Datoen ligger som en tidsmåler i mig. Et ur over livet, der selv tikker og går i stå en dag.
I dagene omkring hans fødselsdag vil jeg helst være alene med hans far. Bare sidde. Bag roserne. Og de duftende kaprifolier.
Jeg plejer også at arbejde en del for at give hjertet lidt ro.
Det kender han til, ham, jeg for nylig talte med efter i flere år at have glædet mig til at møde: Tomas Sjödin, svensk præst og forfatter. (I kan høre mit interview med ham som podcast snart. I skal nok få besked!)
Tomas har som mig tre sønner og to kunstige knogler nederst i ryggen og en stor sorg at bære.
Vi mødtes på Areopagos´ festival, som denne sommer havde tema magen til titlen på en af hans bøger "Stol på, at det lysner".
Da vi mødtes, Tomas, jeg og hans kone, Lotta, var det, som om vi havde kendt hinanden længe. De har mistet to sønner som teenagere til samme, skjulte sygdom.
Sorg gør os genkendelige for hinanden.
Også om sommeren.
Sorg gør også meget andet. Det talte vi om, og I kan glæde jer til at høre det. Selv om vi begge har tårer, I ikke kan se, men høre, så er det en styrkende samtale.
Det var det i al fald for os.
Vi lever i samme mørke og lys på samme tid. Et mørke med mange farver, som jeg taler om i et interview i Areopagos` magasin, "Tørst".
En af dem, jeg har mødtes med jævnligt, er fotograf Lars Horn. Fordi jeg kender ham så godt, var jeg tryg ved, at han tog mig med på kirkegården for at tage billeder.
De viser, hvordan jeg har det. Jeg er tryg ved tanken om at skulle herfra, men er også glad for solens stråler, min familie, mine roser og min kjole og meget mere.
Få dage efter vores søns fødselsdag fejrede vi med den nærmeste familie hans afdøde farfars 100 års fødselsdag.
For kort tid siden blev min svigermors bedste veninde bisat.
Den formiddag har jeg skrevet om i Kristeligt Dagblad. Læs herunder.
|
|
Solidaritet i sort
Hver fjerde fredag skriver jeg klumme om vid & sans i Kristeligt Dagblad. Herunder er den fra i går, som handler om en formiddag, der ikke blev så lys, som den kunne være blevet, fordi mange valgte det mørke fra.
Da jeg gik hjem fra sygehuset efter at have stillet en buket af havens roser i stålvasen på hendes natbord, vidste jeg det ikke med sikkerhed.
Vi havde fået talt om det, vi skulle. Hun var min svigermors veninde, men også vores, og er ofte kommet i vores hus, som vi overtog, da min svigermor døde, så vi fik talt om, at min svigermor ville være kommet med de eksakt samme blomster fra de selvsamme buske. Vi fik også talt om, at min sønnesøn på otte måneder, som hun var så glad for, havde brugt ferien på at plaske i vand. Og hun fik sagt, at nu var hun træt.
Hun havde fået et kram, et kys på kinden, et på gensyn.
Efter fem dages indlæggelse kom hun hjem til knap to nætter i egen seng.
Da hendes datter ringede, var det ikke med overraskelse i stemmen, men med den sorg, hun og vi kender alt for godt. Vores familier har mistet voksne, men også børn. Alle mister.
Alle oplever vi smerter af forskellig slags i vores liv.
Det ved vi, og vi vil så gerne hjælpe hinanden, at vi former ritualer for at kunne samles i solidaritet med den andens sorg.
Fællesskabet om afskeden sætter ind med det samme. Vi gør de samme ting. Rundt om i huse og lejligheder tændtes lys og samtaltes om minder. Jeg fandt mine sorte hørbusker frem og den lille cardigan med den store knap. Lod det mørke tøj hænge på bøjler på døren. Gik stille omkring. Var til stede i det andet land også.
Bisættelsen er ikke kun timen i kirken. Ikke kun liturgien derinde. Den strækker sig ud over flere dage. Den er noget, vi hjælper hinanden med at være i, men da jeg kom til kirken, blev jeg forvirret og utryg.
Mange var mødt op i mønstrede sommerkjoler uden ærmer. I lyse shorts og kortærmede skjorter. T-shirts med print. Det var en sommerformiddag, hvor man nok kunne have lyst til at tage til stranden i bikini.
Men det var ikke der, vi var.
Uanset, hvad man har på, er det er ikke en selv, der ser tøjet mest. Derfor er det de andre, man skal tænke på, når man klæder sig på. Hvad tilfører ens klædedragt andres synsfelt? Magt, glæde, ligegyldighed, samhørighed?
Til en bisættelse er afskeden med den afdøde i fokus. Den er en stund, der skal give plads til den store sorg, den store kærlighed, men også til afmagt, latter, lettelse og taknemmelighed.
Timen i kirken er et møde mellem mennesker, der har samlet deres følelser for hende og lagt dem allerforrest i deres hjerte.
Dem skal der tages vare på.
Det er en skrøbelig stund, der fordrer tryghed. Derfor sidder vi i pænt, helst mørkt tøj, som signalerer til andre, at vi er i dette fællesskab, og at det fylder vores sind lige der og da.
For mig var det svært de første minutter i kirken med al det spraglede, der sendte ritualet i alle mulige retninger. Jeg blev urolig og lukkede øjnene.
Efter den første salme tog uroen af, for nej, selvfølgelig er det ikke afgørende for min kærlighed til hende, om vi har mørkt tøj på eller ej, og det kan synes absurd at forsvare rigiditet i en tid som vores. Men det havde givet mig og måske andre i kirken en dybere erfaring af fællesskab, hvis flere havde ønsket at trække deres empati frem i tøjet. Som salmerne gør det i vores stemmer.
Andre kulturer har andre ritualer. Jeg er tryg ved vores. Det afgørende er vel at vise, at hun og fællesskabet er vigtigere end vores eget behov for som eksempel at gå i sommertøj?
Hendes datter i sort kjole og med sin mors broche midt for fik vist sin indlevelsesevne og omsorg for os alle, da bisættelsen blev afsluttet med den sang, hendes mor sang for hende, når hun skulle sove.
”Hulde engel, du min barndoms ven” hedder den og henter sine livsbeskrivende fem vers fra Steen Steensen Blichers digt ”Til Glæden” fra 1820. Med den, tror jeg, alle fik sig samlet om, hvorfor vi sad netop der netop da, og om, at vi er fælles om en dag selv at komme til at ligge foran alteret.
Englen var barnets ”tro ledsager i de svundne dage”, skrev Blicher, men hvad sker der for os, når vi vokser op?
”Hvor er du flygtet hen,” sang vi. ”Sig mig, når - når kommer du tilbage”, undrede vi os, inden vi sluttede af med at bønfalde den milde engel: ”Før mig til mit gamle Eden hen eller til det ny snart du mig drage!”
|
|
Følg med på sociale medier
|
|
|
|
|
|
