Copy
View this email in your browser

Godt at se jer igen! 


Efter en lang periode med restriktioner er kulturen nu igen "sluppet fri", og vi nyder at kunne mødes i både formelle og uformelle rammer. Efter godt et år med videomøder og virtuelt samarbejde glæder vi os også i kulturteamet over at være tilbage på kontoret i Regionshuset i Aalborg Ø. 
 
I dette nyhedsbrev kan du læse om
  • Gratis inspirationsdag om kultur og sundhed 28. sep. 2021
  • Gense kultur- og sundhedsdebatterne fra Kulturmødet
  • Region Nordjylland søger kulturkonsulent
  • Nyt ansøgningssystem for Region Nordjyllands kulturpuljer

Kom til inspirationsdag om kultur og sundhed den 28. sep. 2021


Der findes efterhånden mange dokumenterede eksempler på, at kulturen kan være med til både at styrke og udvikle sundhedsvæsenet. Det gælder både som forebyggelse, behandling og rehabilitering. 

Men hvordan kommer man i gang med at bruge kulturen til at fremme sundheden? Hvordan finder man nogen at udvikle idéerne sammen med? Og hvordan sikrer vi, at vi lærer af vores erfaringer og bygger videre på dem fremover?

Målgruppe:
Ledere og sundhedspersonale fra kommuner, plejehjem, hospitaler, almen praksis samt kunstnere og kulturinstitutioner, der ønsker at samarbejde med sundhedsområdet.

Dagens program:
I løbet af dagen vil du høre om en række spændende projekter og eksempler på, hvordan kulturen og sundheden ”spiller sammen”. Du bliver også præsenteret for en række gode råd og konkrete idéer til, hvordan du kan finde samarbejdspartnere både inden for kulturen og sundhedsvæsenet, hvordan du kan sikre, at den nye viden får værdi, og hvor du kan søge penge til at realisere jeres ideer.

Tid og sted:
Musikkens Hus, tirsdag d. 28. sep. kl. 9.00-16.00
Arrangementet er gratis. 
Hent invitation som PDF

Gense samtalerne fra Kulturmødet

Alle samtalerne fra Kulturmødet kan nu genses via Kulturmødets hjemmeside. Region Nordjylland var i år medarrangør af to samtaler om samspillet mellem kultur- og sundhedsområdet. Begge samtaler blev præsenteret i samarbejde med de regionale kulturaftaler KulturKANten, Kultur-metropolen og Kulturregion Fyn, samt Region Nordjylland og Region Midtjylland.
Foto: Per Bille

"NÅR KUNSTNERE TRÆDER I SUNDHEDENS TJENESTE"

Kunsten har alle dage haft en positiv indvirkning på menneskets velbefindende og helbred. En farverig buket af kunstnere sætter i denne debat ord og billeder på, hvad kunstneren kan gøre for vores livskvalitet og mentale sundhed i dag. 

Afbrudt af et musikalsk øjeblik stiller vi spørgsmålet, hvorledes vi kan fremme brug af kultur som medicin i kommuner og regioner. Her udfordres politikere, som i kraft af deres indflydelse og personlige engagement, måske kan gøre en forskel.
Gense debatten på Region Nordjyllands Facebook-side
Foto: Lærke Posselt

"KULTUREN STØTTER SUNDHEDEN – STØTTER SUNDHEDEN KULTUREN?"

De seneste år har der været et stigende antal projekter og undersøgelser, der påviser kulturens sundhedsfremmende effekter - især i forhold til den mentale sundhed, der i disse år er mere udfordret end nogensinde. På trods af de mange gode resultater og evidens på området – blandt andet i WHO’s omfattende rapport fra 2019 - er det stadig i høj grad drevet og finansieret af kulturområdet.

Det udfordrer kulturinstitutionerne, men sætter også begrænsninger for udviklingen på området. Hvad skal der til, så indsatserne forankres på tværs af forvaltningsområder og sektorer? Hvordan kan der skabes politisk ejerskab på nationalt, regionalt og kommunalt niveau?
Gense debatten på Kulturmetropolens Facebook-side

Region Nordjylland søger kulturkonsulent

Har du lyst til at være med til at realisere Region Nordjyllands strategier på kulturområdet og skabe udvikling for kulturlivet i hele Nordjylland? Vores kollega har søgt nye udfordringer. Derfor søger vi nu en ny kulturkonsulent. 

Der er ansøgningsfrist den 8. sep. 2021
Se stillingsopslaget

Nyt ansøgningssystem


Region Nordjylland har i august 2021 indført et nyt system til administration af puljer.

Ét system gennem hele processen

Systemet samler alle processer på ét sted. Som ansøger skal du bruge det til at formulere din ansøgning, til at sende den ind, til løbende dialog med din sagsbehandler og til afrapportering af dit projekt, når det er afsluttet. Alt er digitalt og ligger kun ét sted.

Hvis I er flere, der skal have adgang til den samme ansøgning, skal du oprette en ansøgerprofil ved at vælge ”Brugernavn og adgangskode” og oprette dig som organisation. Fra din ansøgerprofil får du herefter mulighed for at oprette flere kontaktpersoner på den samme ansøgning.

Tekniske spørgsmål til systemet kan rettes til support@grantone.dk. Spørgsmål til puljen kan rettes til kulturteamet i Region Nordjylland. 

Den næste ansøgningsfrist er den 13. september for ansøgninger til den store kulturpulje.
Læs mere om den store kulturpulje


Med venlig hilsen,
Kultur-teamet i Region Nordjylland

Du modtager denne mail, fordi du er tilmeldt kulturnyheder fra Region Nordjylland.

Afmeld nyhedsbrev    Opdater dine præferencer 

 






This email was sent to <<Email>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Region Nordjylland - Kulturnyt · Niels Bohrs Vej 30 · Aalborg Ø 9220 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp