Copy
Logo

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Jeg vil verden derude

Se godt på det lille billede herover. Kan du se det lille menneske? Ude i lyset? Ude i virkeligheden? Kan du mærke trygheden ved at stå bag de gamle mure og samtidig have glæden ved at se ud i det grønne?

(Teknisk lader fotografiet meget tilbage at ønske, men tanken bag billedet er god nok.)

Da jeg forleden stod ved ruinerne af det oprindelige Løgumkloster i byen af samme navn i Sønderjylland, gik det nemlig igen op for mig, hvor vigtige klostre er blevet i mit liv.

De er blevet et håndgribeligt bevis på, at det kan nytte at gøre noget for andre, og at det også kan gøre noget for en selv. I klostre samles man om det fælles, ophøjede mål, i en konkret dagligdag, men er også tvunget til at tage sig selv seriøst og udholde sit eget selskab.

Klostrene organiserede viden om hverdagen, om sygdomme, hygiejne, køkkenhaver, (kål er groft sagt deres opfindelse), om lærdom og læsning, værdien af bøn, stilhed og dedikation.

Måske er klostre fremtidens leveform? Fordi det netop samler os om noget større. Det talte jeg en dag med kunsteren Madame Nielsen om. Vi sad i Aalborg Klosterkirke, der ligger i Helligaandsklosteret, der nu er lejligheder.

- Da jeg var i slutningen af tyverne, fandt jeg nøglen til skabelsen: disciplin. Den, der også ligger i klosterlivet, fortalte hun.

- Disciplinen giver en frisættelse. Der bliver plads til refleksion og langsomhed. Til at lytte. Til lydhørhed. Til skabelse, forsikrer hun, der selv lever i klosterrytmen, når hun skriver sine værker i familiens sommerhus ved Saltum Strand.

- Klimabevægelsen kan lære meget af klosterbevægelsen, fordi den hele tiden er funderet i både det nære, down to earth, og så hele vejen tilbage til konstateringen af, at vi er mennesker sat her på jorden med en opgave, siger hun.

I sit teaterstykke, Verdensfrelserinden, som i denne uge spiller på Teater Momentum i Odense, undersøger hun derfor, om klosterlivet med dets rutiner bundet i en tro på skaberværket kan være en vej til et bedre liv for klode og mennesker.

Hele interviewet med Madame Nielsen I kan finde her

Løgumkloster er heller ikke længere kloster, men refugium, en slags moderne kloster, hvor man kan komme nogle dage og enten blot bo og deltage i morgen- og aftensang, eller man kan deltage i kurser om emner, der udvider sjælens horisont og ens hjerne med.

Det er her, jeg optager en del af samtalerne til min podcast Berørth. Gæsten og jeg taler sammen nede i havesalen foran kursusdeltagerne, som efter optagelsen debatterer videre.

At samles med andre og tale om det, der betyder noget, er en af de bedste måder at bruge sine timer på. Synes jeg. Og heldigvis mange andre med! Og nu kan vi samles!

Noget af det, jeg har været samlet med andre om, er nåden. Dette svære, svære begreb, der er så afgørende for den kristendom, der er så afgørende for hele vores kultur - om vi tror eller ej.

I det nyeste afsnit af Berørth taler jeg med en forsker, der ved så meget om nåde, at vi, der lyttede med, helt sikkert blev klogere og i hvert fald mere tankefulde. Du kan selv høre med via link længere nede, og du kan læse artiklen. Den er der også link til.

Her er lidt af det, du kan få mere af:

- Vi har vel alle erfaringen af, at vi egentlig lever vores liv lidt ved siden af, hvordan vi ville ønske, vi skulle leve det, siger Sasja Emilie Mathiasen Stopa, cand.theol., ph.d. og postdoc på Afdeling for Teologi ved Aarhus Universitet.

Uanset, om man tror eller ej, kan samtalen om nåden vise sig at være en redning for frustrerede nutidsmennesker. Fordi nåden handler om, at det er i orden, at vi er fejlbarlige. At vi synder, handler egoistisk og ikke formår at behandle andre mennesker ordentligt.

Når nåden findes, kan vi blive tilgivet, favnet, elsket og dermed tåle at leve med, at vi ikke er perfekte - og at vi heller ikke har været det eller vil blive det.

- Det er rørende at finde ud af, at der ikke er nogle problemer, man står alene med, men faktisk deler med et meget stort fællesskab på tværs af tid og sted, som Sasja Emile Mathiasen Stopa udtrykker det.

Samme fællesskab taler den amerikanske forfatter og præst, Cynthia Bourgeault, om i næste uges podcast, (og lidt i podcasten med Sasja, som hun kort gæster), og i sin nyeste bog “The Eye of The Heart”. Hun mener at kunne se, at vi nærmer os en tid, hvor vi er mere optaget af hinanden end før.

Hør det nyeste afsnit af Berørth her
Læs artiklen i POV her

At have et hemmeligt sted

I sidste ude lovede jeg jer en hemmelighed. Den ser I ovenover på billedet.

Kan I se gavlen i midten med tre smalle, blyindfattede vinduer med et lille et ovenover? De er det eneste lys ind i Maria-kapellet oppe bag orglet i domkirken i Trondheim, Nidaros.

Kapellet besøgte jeg for nylig, hvor præst Marie Farstad tændte lys i tre kerter, og vi stod stille. Andægtigheden indfandt sig med det samme. Dette rum blev bygget til en opadvendthed i et tyst halv- eller helmørke, hvor der ikke kan fotograferes.

Der er plads til 10 i rummet, og det bruges ind imellem til dåb, men mest af præsterne i alenehed.

Nogle gange går de også op ad en af trapperne ved siden af altret.

Kan I se de to endnu mindre vinduer ved siden af de tre? De er det eneste lys ind i små bederum. Halvanden gange halvanden meter er de. Der står kun en bedeskammel.

Klostre har altid haft sådanne rum. Måske burde vi også selv have det?

Følg med her

Facebook iconInstagram iconWebsite iconLinkedIn icon
Logo

Copyright (C) 2021 Charlotte Rørth. All rights reserved.


Min adresse er:



You can update your preferences or unsubscribe here