Er skæbnen ved at indhente os – igen? I mange år har den ellers levet i skammekrogen. Skæbnen var noget, uoplyste mennesker i gamle dage troede på, ikke noget for moderne mennesker. Men måske er skæbnen så småt på vej tilbage?
I hvert fald er der respekterede forfattere, som er begyndt at overveje, om ikke vi mistede noget vigtigt, da vi sagde farvel til skæbnen. En af dem er Karl Ove Knausgård, som har skrevet et stort essay ”Om skæbnen”. Og tidligere i år udgav psykologiprofessoren Svend Brinkmann bogen ”Vi er det liv vi lever. En fortælling om skæbnen”.
Brinkmann forstår skæbnen som ”alt det, der ikke bare lader sig vælge til og fra”, og som for en stor dels vedkommende allerede findes, før vi bliver født. Men skæbnen har været fortrængt fra vores kulturelle bevidsthed de sidste hundrede år, hvor vægten mere og mere er blevet lagt på individets frie livsvalg. Skal man tro tidens selvhjælpsbøger og det store udbud af kurser om livsomlægning, så afspejler de tydeligt, at mange opfatter livet som en lang række valgsituationer.
”Tilværelsen ses populært sagt som et livslangt entreprenørskab, hvor man skal skabe eller løbende genopfinde sig selv snarere end forstå de kræfter, der har skabt én. Det tillægges ikke meget vægt, at vi befinder os i en verden, der på forhånd er fuld af betydning, værdi og forpligtelse. At vi ikke nødvendigvis kan frigøre os fra vores tidligere handlinger, men at det er en livsopgave at tage skæbnen på os”, skriver Brinkmann.
Forestillingen om den absolutte frihed kan måske nok virke attraktiv, men den er både utroværdig og kan ende i den største u-frihed, for hvis vi virkelig er frie, så afhænger alt kun af viljen, og hvis noget går dårligt, ja, selv hvis vi bliver syge, kan vi kun bebrejde os selv: vi må have gjort noget forkert. Og hvis vi ikke formår at ændre på vores situation, så må også det skyldes en slap vilje. Derfor ønsker de fleste at skjule det, der gik galt.
Men et menneske kan ikke alt, og jeg tror, der ligger en stor befrielse i at forstå og anerkende, at der findes kriser, uløselige dilemmaer og sår, der ikke kan heles. Man er ikke et forkert menneske, fordi man har det sådan. Lidelse er et grundvilkår i livet. En skæbne indfinder sig, forskellen består i, hvordan man tænker om den og hvordan man håndterer den.
Brinkmann efterlyser et sprog om skæbnen. Et sådant sprog findes i den kristne forkyndelse, som ganske vist ikke bruger udtrykket skæbne, men bruger andre ord om det samme: livet gives på godt og ondt. Men fortegnet er altid nåden og kærligheden: Uanset, hvordan livet bliver, så er det ikke uden Gud. Han står ved sit menneske, og så er enhver af os også frie til at stå ved det liv, der blev vores.
