View this email in your browser

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Kringle gør dig klogere

Jeg vidste ikke, at jeg havde savnet kringle så meget, men da jeg i tirsdags var kørt tværs over Limfjorden henover Vejlerne og set gæs og bølger og solen sænke sig og var nået til Hurup, stod de der inde i køkkenet: De store, flade papæsker med kringle.

Sukker, gær, æg, rosiner og en smule mel

I en fin stabel var de sat lidt på skrå for at kunne holde, og i hver og en af æskerne lå den fineste, fedeste, mest sukkerbelagte kringle og kaldte på fællesskabet, på samværet, på samtalen, på en fremtid.

Jeg blev så glad.

Nu var fællesskabet levende igen.

Lærer af dem, vi ikke har mødt

Jeg har ikke spist kringle under Corona. Ikke, fordi jeg ikke kan lide det (slet, slet ikke), men fordi kringle for mig hører sig til at spise sammen med nogle, jeg ikke kender - andre spiser det til fødselsdage, det ved jeg, men for mig er kringlen tæt forbundet med foredrag. Det er den, der hyppigst serveres, og jeg har savnet den.

Jeg har savnet at sidde og dele kringle med nogle, jeg ikke kender. Nogle, der siger noget med en stemme, jeg ikke har hørt før og som får mig til at vågne og være nysgerrig - og blive klogere.

Hjemme er også godt, men …

Hjemme hos os er vi gode til at læse og lære og tale sammen, men den danske tradition med at mødes til foredrag og der få ny viden og nye vinkler på det, man mødes om, er en gave uden lige.

De mødes ikke på denne måde med kringle i andre lande. I Norge og Sverige sker det en smule, men ellers ikke. Foredrag er i andre lande i faglige sammenhænge. Her i landet kan vi ude om fællesborde mødes med fremmede om emner, som alle kan tale med om.

Og vi taler sammen. Fordi nogle sørger for gode rammer til det.

I sognehuset for foden af bakken med Hurup Kirke var der endda sat høstbuketter frem med asters og aks, som alle kunne se og blive gladere af.

Nogle kan synes, det ikke betyder noget, men jeg erfarer, at det betyder meget. Jeg kommer i mange sognehuse, biblioteker og kirker, og der drages så stor omsorg for de aftener og eftermiddage. Kage, kaffe, levende lys og kunst på væggene viser os, der kommer, at vi er velkomne, at vi er ventede, at vi er ønskede.

Det er det bedste udgangspunkt for enhver samtale.

Og det er dem, jeg ønsker at fremme.

Mød op og mød en anden

Corona har haft lukket ned for foredrag. Mange er stadig nervøse og helt uvante med at komme ud, men der sprittes af og holdes rent, og mennesker er så glade for at se hinanden.

Det bobler af glæde og medmenneskelig interesse.

Mød op og mærk det og giv dit bidrag til, at du selv og andre får det bedre sammen efter de mange stille måneder.

En større mening

Når jeg står der og taler og ser ud over de mange, der er kommet - og det er mange hver gang - så kan jeg få gåsehud af respekt for dem, der er dukket op. Tænk, at de vil bruge deres tid på at blive klogere på andre? På tro? På vores liv sammen?

Det er, som om meget falder på plads for mig, når jeg er ude at holde foredrag, hvor jeg altid efter kaffe- (og kringle-) pausen giver god plads til fælles samtale. Det er, som om mit liv giver mening. Det er det her, jeg er til for.

Hvad så bagefter

Når jeg kører hjem, er jeg træt, men altid glad. Det er altid gode aftener. Lærerige. Varme. Kloge. Sjove. Og fyldt med omsorg. Se bare her, hvad jeg fik med hjem fra Hurup:

Denne synd er den værste

Ved vi, hvad synd er?

Næppe.

Men der sker noget med synden i Det Nye Testamente, hvor Jesus bliver født, og kristendommen bliver den tro, samfundene i vores del af verden samles om.

Noget, der sætter sig afgørende spor i vores samfund, om vi tror eller ej.

Det har jeg i min podcast Berørth talt med landets ekspert i synd om. Artiklen kan findes på www.pov.international

- Synd er brud med fællesskabet, siger Kristian Brøcker, der har sat sig for at definere begrebet.

Udover at være redaktør på det kirkesatiriske onlinemedie ”Hyrdebrevet Søndag Morgen”, er han sognepræst i Jelling, tidligere viceforstander på Brandbjerg Højskole, og så er han forfatter til bogen ”Synd for begyndere”.

- Brud med fællesskabet mellem Gud og det enkelte menneske og mellem os mennesker.

Fællesskabet med Gud er det, han arbejder med som præst, men det rækker videre end det, mener han og prøver at forklare, hvorfor det kan betyde noget for, hvordan vi alle sammen er overfor hinanden anno 2021.

- Vi træder ud af fællesskabet med Gud, når vi vil være noget andet, end vi er. Det er det, Adam og Eva gør. Det er det, vi kan lære af den historie. De vil være noget andet og mere, end de er. At træde ud af fællesskaber med mennesker, kender vi alle sammen til i stort og småt, fastslår han og tilføjer:

- Og jeg tror, vi alle ved, at det er en synd.

Ifølge præsten handler den rigtigt tunge synd ikke om at ryge eller stjæle. Det handler om ikke at ville fællesskabet.

- Det handler om den kærlighed, vi skal have til hinanden, men mange tror, det er sådan noget konkret noget som, at præster og andre troende ikke drikker øl, ikke spiller kort eller har sex før ægteskabet. Men det er ikke det i sig selv, der er syndigt. Det syndige er, hvis man ikke vare på det fællesskab, man er del af, fastslår Kristian Bøcker.

Følg med her