Copy
Nyhedsbrev fra SF i Europa-Parlamentet 4. oktober 2021

Endnu en skandalesag – det globale skattesystem er hullet som en si

Så skal vi til det igen. Den internationale sammenslutning af undersøgende journalister (ICIJ) har gennemtrawlet 12 millioner lækkede skattedokumenter. Konger, premierministre, dansere, mordere og gemene tyveknægte er alle blevet afsløret i omfattende skattefifleri. Pandora Papers er historiens største skattelæk, men langt fra det første.
 
Det globale skattesystem er hullet som en si. Sådan er det blevet på grund af politiske prioriteringer, men løsningen ligger lige for: Der skal oprettes et offentligt tilgængeligt register over retmæssige ejere af selskaber og fonde, EU’s skattelyliste skal opdateres til at have reelle skattely på listen, og så skal det globale skattesystem opgraderes med en ambitiøs minimumssats på selskabsskat.
 
Mange af løsningerne kan allerede klares i denne uge. Tirsdag mødes EU’s finansministre for at diskutere EU’s skattelyliste. Her bør De Britiske Jomfruøer sættes tilbage på listen over skattely efter at være blevet fjernet tilbage i 2020. Det fremgår tydeligt af Pandora Papers at det britiske oversøiske territorium er en central del af det globale system for skattefifleri. 
 
Den globale løsning skal dog ikke findes i EU, men blandt de 140 lande som fredag mødes for at blive enige om nye spilleregler. Der skal opnås enighed om en global bund under selskabsskatten, helst en som er langt højere end de indtil videre aftalte 15 procent. Vores egne ’venner’ Irland, Cypern, Estland og Ungarn, nægter dog at underskrive en global aftale da de hellere vil fortsætte et system hvor vi stjæler hinandens skatteindtægter. Suk.
 
Du kan læse mere om Pandora Papers her.

Slut med særbehandling af ‘Big Pharma! Debat om EU’s sundhedsunion og fraværet af transparens og demokratisk kontrol

At EU har brug for et stærkere samarbejde på sundhedsområdet, er klart for de fleste. Spørgsmålet er derfor ikke hvorfor men hvordan sundhedsområdet skal opgraderes og på hvilke præmisser. Helt overordnet: Ønsker vi en sundhedsunion der tjener folkesundheden eller industriens interesser?

Kommissionens nye udspil HERA - European Health Emergency Preparedness and Response Authority, på dansk blot EU’s beredskabsmyndighed på sundhedsområdet - tyder desværre på det sidste. For at undgå krav om transparens og demokratisk kontrol har EU-Kommissionen (på bestilling af industrien?) valgt at holde Europa-Parlamentet helt uden for indflydelse. Som konsekvens overvejer Parlamentet at klage til EU-Domstolen eller forsinke godkendelsen af andre centrale sundhedspolitiske prioriteter som fx nyt mandat til Europæiske Medicinalagentur.

Tirsdag er sagen til debat, og Kommissionen forventes at blive kritiseret i kraftige vendinger fra hele Parlamentet. Følg debatten fra kl. 15.00 her.

Mere end 1,2 millioner EU-borgere støtter krav om et mindre giftigt landbrug

I torsdags lukkede underskriftindsamlingen til det europæiske borgerforslag ’Save Bees and Farmers’ som vi har nævnt i flere af de tidligere nyhedsbreve. Vi kender endnu ikke det præcise antal underskrifter da fysiske underskrifter endnu skal opgøres og alle underskrifter skal verificeres af de forskellige EU-lande. Men organisationerne bag forslaget oplyser at omkring 1,2 millioner EU-borgere har skrevet under.

Det betyder at Kommissionen er forpligtet til at forholde sig til forslagets krav om en kraftig reduktion af landbrugets forbrug af giftstoffer samt andre tiltag til at skabe bedre vilkår for såvel vilde som for domesticerede bestøvere og naturen mere generelt. Forslaget vil desuden blive diskuteret i Europa-Parlamentet.

Du kan læse mere om forslaget her.

Torske-alarm i Østersøen

I næste uge mødes EU’s fiskeriministre for at nå et kompromis om næste års fiskekvoter, og der er lagt op til en ren gyser!

Østersøens havmiljø er i en meget dårlig tilstand, det har det ulykkeligvis langt værre end tidligere antaget. Ja så slemt som mange har frygtet og advaret om. Blandt andet har torsken længe haft det elendigt på grund af udledninger, iltsvind, temperaturstigning, ormeangreb - og overfiskning.

Nu anbefaler EU-Kommissionen at kvoterne næste år skæres ned med mere end 90 procent i den vestlige del af Østersøen hvor danske fiskere står for en stor del af fiskeriet. Det er voldsomt, men ikke overraskende, og vi er nødt til diskutere hvordan vi sikrer at fremtidens fiskeri kan blive bæredygtigt.

Vold i hjemmet til debat

Mange europæiske lande har faktisk tilsluttet sig forskellige internationale politiske aftaler om at modarbejde kønsbaseret vold, f.eks. Istanbul-konventionen og Convention of the Elimination of Violence Against Women. Problemet er bare at det er langt fra alle lande der har implementeret dem da det ikke er bindende lovgivning.

Som vi skrev for et par uger siden, har EU ikke kompetence til at lave bindende lovgivning om kønsbaseret vold, men det er noget som forhåbentlig snart kommer til at ændre sig! 

Det er afgørende at vi i EU får en sådan lovgivning på det her område, at der bliver allokeret ressourcer til at implementere den og at vi på tværs af medlemsstaterne kan dele viden om emnet så vi for alvor kan komme den kønsbaserede vold til livs.

Vi ved at Kommissionen har noget på vej på området, så det bliver spændende at se hvordan de udformer det og om Parlamentets prioriteter er inkluderet! 

Ugens tweet

Hvis du vil følge med i Margrete og Kiras arbejde i Europa-Parlamentet, så tilmeld dig nyhedsbrevet her:
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Margretes Facebook
Margretes Twitter
Margretes hjemmeside
Copyright © 2021 SF - Socialistisk Folkeparti, All rights reserved.