I den forgangne uge skete der noget ganske særligt. Måske egentligt en ganske lille ting, men alligevel noget særligt stort: Onsdagsrefleksionen flyttede efter 1½ års forvisning tilbage i Skt. Andreas kapel. Kapellet er som et lille kirkerum i den store kirke, afskærmet fra resten, og når man holder gudstjeneste her, giver det en ganske særlig intim og nær oplevelse. Præst og kirkegængere er tæt på hinanden, og man skal ikke være mange i rummet før man sidder skulder ved skulder. Det bliver et næsten privat rum, der findes gode, trygge faste pladser, som man naturligt finder hen til og mennesker i hvis nærhed man plejer at slå sig ned. Og denne første onsdag tilbage i Skt. Andreas bød også på glædelige gensyn med kendte ansigter, der har været borte længe.
Man står og sidder hinanden ganske nær i Skt. Andreas. Ordet og forkyndelsen kommer tæt på, på en ganske anden måde, end når man sidder i den store kirke. Guds ord, bønnen, stilheden, musikken, sangen og velsignelsen bliver nærværende, og kommer os ved, når vi kommer hinanden ved. Rum gør noget ved os, og ved det som sker i rummet. Alt får en anden klang i et lille rum end i et stort rum. Det tror jeg alle oplevede netop denne onsdag, hvor vi for første gange i lange tider var så tæt. Det lille intime rum var dog sværere at trænge ind i, trænge sig på i, hvis man er udenforstående, ikke kender de faste pladser og vante omgivelser.
Det oplevede vi i den lange periode, hvor onsdagsreflektionerne var i kirkeskibet, altså i den store og centrale del af Domkirken. Langt flere turister, besøgende og nye ansigter slog sig ned på bænkene, hvorimod mange af de kendte ansigter var fraværende. Det er noget andet, når man sidder spredt i et kæmpestort rum, uskærmet og uden en mur at læne sig op ad. Det gjorde noget ganske særligt ved det store rum og de som færdes i det, at rummet pludseligt genlød af musik, andagt og refleksion. Det gør noget ved de mennesker som færdes i kirken, når kirkerummet viser, hvad det er bygget til når gudstjeneste, salmesang og orgel sætter i gang. Hele kirken bliver ligesom sat i gang, en ganske særlig bevægelse, hvis bølger rammer omgivelserne og får dem til at svinge med. Det får en særlig ro til at lægge sig over de mennesker, som oplever rummet bevæge sig i gudstjenestens takt.
Jeg tror og håber, at de mange besøgende, som hen over to somre har været i Roskilde Domkirke en onsdag eller fredag ved middagstid, har følt, at der skete dem noget ganske særligt, når hele midterskibet og kirkerummet blev sat i bevægelse med organist, kirkegængere og præst samlet om Guds Ord. Mange stoppede op, satte sig og var med. Langt flere end, når vi sidder i Skt. Andreas. Rum kan noget ganske særligt. Det store rum kan rumme og favne mange, og få andre til at føle sig lidt fremmedgjorte. Det mindre rum kan give tryghed og nærhed, men kan lukke sig lidt om sig selv og få nye til at føle sig udenfor.
Derfor er det godt, at vi i samme kirke kan finde så forskellige rum og har mulighed for at bruge dem på forskellig måde, så Guds ord på bedste vis når flest muligt.
Hør denne uges klumme fortalt af Ane LaBranche
