Copy

Fredag den 29. oktober 2021
Fra Michelle, din katterådgiver

(🔊 Lyt til audioversion, hvis du foretrækker at høre i stedet for at læse)

Kære læser!

Tiden går, og vinteren nærmer sig. Jeg kan i hvert fald se på Pongo Houdini Perle af Haven, min norske skovkat-pige, at hun er ved at få vinterpels. Ud fra det, jeg ser, tænker jeg av av! Det bliver en kold vinter! Naturen er ganske fantastisk, når dyrenes velbefindende og velfærd er på plads. Noget, som er blevet nemmere for vores kæledyr de sidste år. Dette nyhedsbrev handler om det følelsesmæssige velbefindende hos vores alle sammens kære katte!

Tit og ofte bliver katten desværre fremstillet som et dyr, som ikke har store behov for social kontakt, og som i det hele taget ikke kræver meget. Bare den har mad, vand og en kattebakke, så skal den nok klare resten selv! Det gør ondt at læse og høre den slags, når jeg har det job, jeg har! Denne fremstilling er en del af de "myter", som hersker om katten. Myter, som jeg "afliver" en efter en i den serie af artikler, jeg skriver til Dyrefondets blad. Myter, som desværre er sejlivede og bidrager til den lave status, katte har i Danmark og i mange andre lande.

Jeg ser også i diverse fora, at der ret ofte bliver spurgt: Er den adfærd dominans? Er det jalousi? Det vil sige, at nogle følelser og adfærdsmønstre tillægges katte. Det hedder antropomorfisme, når vi mennesker tillægger vores kæledyr nogle følelser, som i øvrigt ikke kan føles hos dyr. Af den simple grund, at hjernen hos dyrene ikke gør det muligt. Dermed ikke sagt, at katten ikke har følelser, for den har alle de basale følelser, som vi også har, såsom empati, antipati, omsorg, medfølelse, angst, sorg osv. Til gengæld kan den ikke føle romantisk kærlighed og jalousi samt dominans. Det sidste er et udtryk, som er taget fra hundeverdenen og er forældet.

Fremstillingen af katten som ikke social eller som følelseskold anerkender derfor ikke, at katte kan have følelser som sorg, kedsomhed og angst. Og katten kan bestemt kede sig, ligesom vi også kan. Det var også emnet i nyhedsbrevet i juli. Dette var en oplevelse for en del af mine klienter, der har en kat, som viser anlæg for at ville lære noget. En kat, som keder sig og derfor begynder at opføre sig uhensigtsmæssigt i et forsøg på at bruge sine evner. Bliver disse evner ikke brugt, kan katte begynde at lave ting og sager, som ikke tjener dem og kan blive en pestilens for ejeren.

Den anden følelse, som også ses hos dyr, er angst. Separationsangst findes hos hunde lige så vel som hos katte og kan faktisk godt ligne stress. Jeg har efterhånden set det hos en del katte, også her efter Covid-19, hvor dyrene har vænnet sig til, at vi er meget hjemme, hvor vi før i tiden ikke var meget hjemme.

Separationsangst kan vise sig gradvist eller komme efter en ferie eller en længere tid alene. For en del år siden passede jeg en fantastisk kat, som blev stresset af at være alene, når hans ejer skulle på forretningsrejse blot 1 1/2 dag. Han kunne også godt lide at komme i kattepension, og der blev vekslet mellem, at jeg passede ham, og at han kom i kattepension.

Symptomer for separationsangst kan f.eks. ses ved, at:
- katten miaver umotiveret (husk at få tjekket katten for ørebetændelse)
- går i cirkler
- kaster op
- overspiser eller nægter at spise
- er apatisk
- har dårlig mave
- nægter at bruge kattebakken

Det gælder derfor om både at støtte katten og at få den til at bruge egne ressourcer. Kedsomheden er tit nemmere at afhjælpe end separationsangst, som kan komme ud af det blå som en krise. Derfor kan den også forveksles med stress af den grund.

Ved kedsomhed anbefaler jeg at finde aktiviteter, som ligger i forlængelse af kattens egne interesser. Fysisk aktive katte har godt af agility og targeting, hvor dem, som har behov for at løse opgaver, kan have godt af et aktivitetsbræt (hos mig er de bedste fra Nina Ottosson og lavet til hunde). I det hele taget vil løsningen til den enkelte kat være forskellig, alt efter personlighed, behov, formål og mål med aktiviteterne. Hvis der er en dyreart, som er meget individualiseret, så er det katten! Det er bl.a. forklaringen på, at man ikke bare kan sige: "Det der elsker min kat! Prøv det!". Det tror jeg, at alle katteejere vil være enige i :-)

Den bedste praksis i forhold til ens dyrs velbefindende er i mine øjne at bruge tid på at kigge på dem, blive ved med at være nysgerrig og justere igen og igen. Når jeg ser på mine egne katte på 16, 12 og 9 år, kan jeg se, at der er sket rigtig mange ting i løbet af årene, bl.a. af den grund, at de er blevet ældre, og jeg har lært mange ting i løbet af disse mange år samt er farvet af mit arbejde som adfærdsterapeut for katte. Ting som bedre kattemad, bedre kattegrus, nye muligheder for at aktivere dem via foderbrætter osv. Alt sammen noget, som er til stor hjælp for alle katteejere og hermed bidrager til større velbefindende og velfærd for vores katte i det daglige. Fravær af antropomorfismen fra vores side er også en effektiv metode til at bidrage til vores dyrs følelsesmæssige velbefindende.

Vi ses i november!

Mange gode hilsner

Michelle

I min verden
Hjælp til selvhjælp

I 2021 lukkede 2 foreninger, og det er dårlige nyheder for kattene. Det drejer sig om MinVenKatten i Odense og Killingehjælpen, som har arbejdet hårdt for kattenes velfærd. Det koster blod, tårer og oceaner af penge at hjælpe katte. 

Sidste gang nævnte jeg, at der er behov for katte til forskning :-) Jeg støder jævnligt på klienter, som fortæller mig om dårlige oplevelser hos dyrlæger. Det er vigtigt for os katteejere, at vi har gode dyrlæger. Hvis dyrlæger ikke ser katte, vil de ikke vide nok til at kunne hjælpe vores egne katte. Vi skal hjælpe dyrlæger til at se så mange katte som muligt, så de er vant til at se katte og derfor kan hjælpe vores dyr endnu bedre, end de kan i forvejen. I øvrigt gælder det alle os professionelle, der arbejder med katte. Jo mere vi bliver brugt, jo mere kan vi hjælpe katte ved at forbedre vores erfaringer med dem. Og det gælder alle katte, racekatte så vel som huskatte. At være en dygtig behandler kommer ikke af ingenting, det kommer af uddannelse og viden og erfaring med et hav af katte m.m.

I min verden
Rundt om katten

Jeg læser/ser/lytter
  • At miste et kæledyr gør ondt » En lille artikel om sorg og ikke mindst om, hvordan mennesker reagerer forskelligt ved at miste et elsket kæledyr.
  • Katten og kunst » Jeg elsker katte, og jeg er vild med kunst! Sådan er det også for mange kunstnere :-)
  • Simon's Cat 2022 » Hvem elsker ikke Simon's Cat? Kærlige og sjove er de, og nu som kalender til 2022. Måske en lille julegave til katteelskeren?

Viden om
Om mig

Jeg er uddannet katterådgiver. Jeg hjælper katten og dig til en bedre katteadfærd og større kattetrivsel!

Jeg er specialiseret i:
  • Kommunikation mellem kat og ejer
  • Sammenføring af katte
  • Kattetrivsel i deres hjem
Book en konsultation 🐈
Webshop

I min verden
Det humoristiske hjørne

Her er en kat, som hjælper sit menneske at have det bedre.

 
Copyright © 2021 Michelle Garnier, katterådgiver, All rights reserved.
Foto kredit: JacobNyborg.dk
Photo by Manja Vitolic on Unsplash  
Du modtager mit nyhedsbrev, fordi du har tilmeldt dig på min hjemmeside :)

Michelle Garnier, katterådgiver Højenhald 14, 2th. Brønshøj 2700 Denmark

Dine informationer bliver ikke opbevaret, når du åbner dette nyhedsbrev eller klikker på links. Dine personlige data er vigtige, og jeg gør mit bedste for at respektere dem.

Hvis du ikke længere ønsker disse opdateringer, kan du afmelde dig her.
Hvis du ønsker at ændre, hvordan du modtager disse e-mails, kan du opdatere dine præferencer her.
 Email Marketing Powered by Mailchimp