Copy
KONKURRENCERETLIG OPDATERING, okt. 2021

De vigtigste nyheder fra 3. kvartal 2021

Velkommen til Konkurrenceretlig opdatering - et nyere tiltag fra Focus Advokater, hvor vi hvert kvartal orienterer om de væsentligste nyheder inden for konkurrenceretten.

I dette nyhedsbrev ser vi nærmere på 

  • Reglerne for kommuners støtte til selvejende idrætsanlægs aktiviteter
  • Udkastet til ny vertikal gruppefritagelsesforordning.

Endelig har vi samlet de væsentligste nyheder fra ind- og udland under ’Kort Nyt’, så du hurtigt kan holde dig opdateret på de væsentlige udviklinger af det konkurrenceretlige landskab.


Artikler


 

Reglerne for kommuners støtte til selvejende idrætsanlægs aktiviteter
 


En afgørelse fra Ankestyrelsen har slået fast, at kommuner gerne må give støtte til selvejende idrætsanlæg, der udbyder aktiviteter, som også udbydes af kommercielle aktører, da fremme af sundhed og idrætsliv er en kommunal kerneopgave. Få styr på reglerne og få vores bemærkninger til afgørelsen her. 

Udkast til reviderede regler for vertikale aftaler er offentliggjort


EU-Kommissionen har hen over sommeren offentliggjort udkast til ny vertikal gruppefritagelsesforordning og nye vertikale retningslinjer. Den officielle høringsproces er netop afsluttet. Den nye gruppefritagelse og de dertilhørende retningslinjer forventes at træde i kraft 1. juni 2022. Der er lagt op til ændringer for parallel distribution, onlinesalgsbegrænsninger og Most Favoured Customer (MFC/MFN) klausuler samt til en større fleksibilitet i distributionssystemer. Læs her, hvad de nye regler vil betyde i praksis.

Kort nyt

Danmark
 

  • Informationsudveksling mellem tøjforhandlere var ulovlig
    Konkurrenceankenævnet har stadfæstet, at informationsudvekslingen mellem på den ene side Hugo Boss (som både er leverandør og forhandler) og på den anden side henholdsvis Kaufmann og Ginsborg (som begge er forhandlere af Hugo Boss) var ulovlig. Det er Konkurrenceankenævnets vurdering, at virksomhedernes udveksling af informationer, som blandt andet vedrørte priser og rabatter, var i strid med konkurrencereglerne, da det kan have betydet færre varer på udsalg og lavere rabatter. Axel Kaufmann ApS, der driver Kaufmann, har som følge heraf vedtaget en bøde på kr. 3,7 mio. Sagerne er anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet med henblik på en strafferetlig forfølgelse.
      
  • VVS-virksomhed har koordineret tilbud
    Nivå VVS Teknik ApS er blevet idømt en bøde på kr. 50.000 af Retten i Helsingør for at have koordineret tilbud med en konkurrent (under konkurs) i forbindelse med et VVS-udbud om en rammeaftale i Fredensborg Kommune. Samtidig er en ledende medarbejder fra hver virksomhed blevet idømt en personlig bøde på kr. 10.000 for at have medvirket til overtrædelsen. Overtrædelsen bestod i at de to virksomheder fra den 17. december 2018 til den 28. januar 2019 udvekslede oplysninger om priser og andre vilkår. Det var udbudskonsulenten fra Fredensborg Kommune, som rettede henvendelse til KFST og oplyste, at de to selskaber muligvis havde koordineret deres priser. Herefter gennemførte KFST en kontrolundersøgelse hos begge selskaber, der bekræftede udbudskonsulentens henvendelse.
  • Ageras har accepteret at betale en bøde på knap kr. 1,3 mio.
    Bøden udspringer af en sag fra juni 2020, hvor Konkurrencerådet afgjorde, at Ageras havde overtrådt konkurrencereglerne fra marts til juni 2018 ved at anvende en prisnomeringsmekanisme, der informerede udbydere på deres platform inden for revision om ”estimerede markedspriser” i de tilfælde, hvor udbydere bød en lavere pris, end den markedspris, som Ageras havde estimeret. Herefter fik udbyderen mulighed for at korrigere sit tilbud, før det blev sendt til kunden. Derudover havde Ageras anført minimumspriser i nogle af opgavebeskrivelserne.
     
  • Nyt regeringsudspil med fokus på tech og tech-giganter
    Regeringen har i et nyt udspil vurderet, at den stigende digitalisering i dagligdagen medfører et behov for at styrke regulering af og tilsynet med digitale platforme og tech-giganter. Det fremgår af udspillet, at selvom digitale platforme har givet mange muligheder for især små og mellemstore virksomheder til at nå ud til en bredere kreds af kunder, og giver forbrugerne et enormt udvalg af produkter og tjenester, udfordrer de digitale platforme også den fair konkurrence.
     
    Problemet ved disse digitale platforme er, at der risiko for, at nogle af platformene bliver så store, at de opnår en dominerende stilling og bliver for magtfulde på markedet, hvorved de ensidigt kan fastlægge de spilleregler, der gælder på platformen uden et egentligt effektivt modspil fra brugere eller andre konkurrerende virksomheder. Samtidig gør dette, at de mindre platforme risikerer at blive tvunget ud af markedet. Derfor arbejder regeringen på at styrke reguleringen og tilsynet med digitale platforme og tech-giganter. Regeringen lægger op til, at regulering er nødvendig for at sikre fair vilkår for de virksomheder, der sælger deres produkter gennem platformene samt for at styrke forbrugervelfærden og tilliden til de digitale markeder. Desuden ønsker regeringen med dette udspil at gøre det nemmere for danske virksomheder at bruge digitale platforme til at sælge deres produkter i hele EU. Regeringens udspil kan findes her.
     
  • PostNord har modtaget ulovlig statsstøtte
    EU-Kommissionen har fastslået. at to kapitaloverførsler fra henholdsvis Sverige og Danmark på i alt kr. 490 mio. var uforenelig med statsstøttereglerne. EU-Kommissionen vurderede, at overførslerne gav PostNord en urimelig økonomisk fordel i forhold til konkurrenterne. Afgørelsen kommer på baggrund af en klage fra Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport (ITD) i 2017, som førte til, at EU-Kommissionen indledte en tilbundsgående undersøgelse i juni 2019. EU’s statsstøtteregler kræver, at den uforenelige statsstøtte tilbagebetales til Danmark og Sverige for at genoprette konkurrencesituationen.
     
  • Østre Landsret stadfæster byrettens dom i Køletekniksagen
    Østre Landsret har stadfæstet Retten i Roskildes dom og dømt Sydkystens Automatik til at betale en bøde på 400.000 kroner for at have aftalt at dele markedet med sin konkurrent Findan El-Anlæg A/S. Parterne havde ved en samarbejdsaftale aftalt at holde sig fra hinandens kunder. Således måtte Sydkystens Automatik ikke påtage sig opgaver direkte for Findan El-anlægs kunder og omvendt. Overtrædelsen varede i ca. 3 måneder, fra aftalens indgåelse den 29.11.2016 til februar 2017.
     
  • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udgivet ny kort guide til virksomheder om fælles bud
    Guiden er et supplement til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning ”Når virksomheder afgiver fælles bud – en vejledning om konsortiesamarbejde i forhold til konkurrenceloven”, og giver et overblik over nogle af de vigtigste forhold at være opmærksom på, før virksomheder indgår samarbejder og afgiver fælles bud.
     
  • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udgivet artikel om standarders økonomiske virkning på konkurrencen
    Artiklen konkluderer, at standarder kan have positive virkninger på konkurrencen i form af vækst og innovation, men kan - afhængig af udformningen af dem og standardens funktion - også have skadelige virkninger. Artiklen diskuterer forskellige typer standarders påvirkning på konkurrence ud fra økonomisk teori, herunder produkt-, kompatibilitets-, informations- og certifikationsstandarder og fastslår, at de alle har forskellig effekt på konkurrencen, og at det ikke er muligt at konkludere generelt, hvorvidt standarder er gavnlige eller skadelige.

Udland
 

  • EU-Kommissionen giver bøde på EUR 875 mio. til bilproducenter
    EU-Kommissionen har afgjort, at Daimler, BMW og Volkswagen Group (Volkswagen, Audi og Porsche) har overtrådt EU’s konkurrenceregler ved at samarbejde om den tekniske udvikling indenfor rensning af udslip for nye personvogne på diesel. Bilproducenterne havde alle teknologien til at reducere skadelige udslip i højere grad end mindstekravene i emissionsstandarderne, men undgik at konkurrere med hinanden ved ikke at udnytte teknologiens fulde potentiale og derved ”bare” overholde standarderne. De afholdte desuden regelmæssigt tekniske møder for at diskutere udviklingen på området. Daimler slap for en bøde på omkring EUR 727 mio., da de afslørede kartellet over for EU-kommissionen, mens Volkswagen Group fik deres bøde reduceret med 45 % for at samarbejde under efterforskningen af kartellet.
     
  • Producent af rygsække får bøde i Tyskland for bindene videresalgspriser
    Den tyske producent af bæredygtige, ergonomiske rygsække, Fond of GmbH, har fået en bøde på EUR 2 mio.  af Bundelskartellamt (den øverste konkurrencemyndighed i Tyskland) for at gøre brug af bindende videresalgspriser, samt indtil 2016 at have forbudt de fleste forhandlere at sælge produkterne online. Producenten havde systematisk overvåget forhandlernes priser og pålagt forhandlerne sanktioner, hvis de ikke overholdte minimumspriserne. Den østrigske konkurrencemyndighed havde opfordret til at indlede efterforskningen, efter at de i januar 2019 havde efterforsket virksomheden, indledt et dawn raid samt givet dem en bøde på EUR 0,34 mio. for samme kategori af overtrædelser.
     
  • Lægemiddelproducenten Leadiant får en bøde på EUR 19,6 mio.
    Den hollandske konkurrencemyndighed har pålagt lægemiddelproducenten Leadiant en bøde på EUR 19,6 mio. for misbrug af deres dominerende stilling. Lediant havde opkrævet urimeligt høje priser på medicin til en stofskiftesygdom og havde hævet prisen flere gange siden 2009, hvor de overtog produktet. Det var dog prisstigningen på 350 % i 2017, som har været genstand for afgørelsen. Man har i afgørelsen lagt vægt på, at omkostningerne ved produktionen sammenlignet med omsætningen var meget lav, og at Leadiant ikke havde en særlig stor risiko ved produktet.
     
  • Facebook accepterer en bøde på EUR 9,6 mio. for ikke at anmelde fusion til de østrigske konkurrencemyndigheder
    Facebook har ikke anmeldt overtagelsen af GIPHY til de østrigske konkurrencemyndigheder. Det har nu udløst en bøde på EUR 9,6 mio.  Overtagelsen skulle have været anmeldt, da den opfyldte kriterierne og omsætningstærsklerne for anmeldelse, og måtte derfor ikke gennemføres før,den var godkendt af de respektive konkurrencemyndigheder. Fusionen skal nu anmeldes, hvorefter konkurrencemyndighederne vil foretage en materiel vurdering af fusionen.

Hvordan kan Focus Advokater hjælpe?

Har du spørgsmål, eller har din virksomhed brug for rådgivning, er du velkommen til at kontakte Focus Advokaters afdeling for konkurrenceret.

Vi rådgiver om alle relevante forhold inden for konkurrenceretten, og vores rådgivning er ikke kun begrænset til de juridiske aspekter inden for konkurrenceretten, men omfatter også skræddersyede strategier, som bidrager til konkurrencemæssige fortrin i markedet.
 

Er der noget, vi kan hjælpe med?

Vi står altid klar til at yde kvalificeret rådgivning.
Kontakt vores afd. for konkurrenceret

Besøg vores hjemmeside Besøg vores hjemmeside
Send os en mail Send os en mail
+45 63 14 20 20 +45 63 14 20 20
FOCUS ADVOKATER P/S ∙ CVR-nr. 34045666

ODENSE ∙ KOLDING ∙ SVENDBORG ∙ KØBENHAVN ∙ HAMBORG


Du er tilmeldt vores nyhedsbrev på <<Email Address>>,
du kan opdatere dine oplysninger her eller afmelde her.