View this email in your browser

Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Vover jeg prædikestolen?

Noget af det, jeg oftest gentager er, at jeg bliver på min egen banehalvdel.

Jeg vil med andre ord ikke overskride andres grænser. Jeg pådutter ikke nogen noget. Jeg er ikke det mindste interesseret i at overbevise nogle af jer om at blive mere eller mindre enige med mig.

I må selv finde ud af det

Hvad, I tror og mener, er jeres egen sag.

I må selv gøre arbejdet med at finde ud af, hvad der er rigtigt for jer. Det kan jeg ikke påtage mig.

Nogle mener, at det gør mig til en meget mærkelig kristen. En, der ikke er som de fleste kristne. Er man troende, vil man nemlig normalt missionere, mener nogle.

Måske.

Det er sandt, at Jesus i Bibelen beder os om gå ud i verden og gøre andre til hans disciple, men hvordan man gør det og hvad, det vil sige at være hans discipel, det får vi ikke en manual til.

Der findes ikke en manual

Det kunne ellers være nemt, ikke?

Nemt sådan lige at trække et excel-ark frem med en liste, man kunne sætte point og flueben ved og så til sidst tælle sammen og nå til et resultat: Er man nu kristen?

Sådan ser jeg ikke på det. Jeg mener, vi selv må tænke os om. Sådan som fortællingerne med Jesus også viser os. De kommer jo ikke med klare svar.

Hvorfor prædiker jeg så

Nogle synes, det er sært, at jeg kan mene det, jeg skriver og samtidig sige ja til at prædike.

Jeg synes da også, det var en stor beslutning. De første mange gange, jeg blev spurgt, sagde jeg nej.

Jeg ville ikke stå hævet over andre og udlægge teksten. Det er andre lige så værdige til, som jeg er.

Netop.

Og helt omvendt.

Jeg og alle andre er lige så værdige til at stå oppe på prædikestolen som præsten. Alle kan prædike.

I går gjorde jeg det - igen

Første gang, jeg prædikede, var på min egen hjemmebane, i Budolfi, hvor jeg kommer, når jeg er hjemme. Det var en Corona-tom kirke, men prædikenen blev optaget til DR, der var kabler og mikrofoner, og jeg var helt, helt tryg.

Det virkede ikke anmassende, at jeg talte fra den stol. Jeg sagde ikke andet, end jeg ellers ville sige. Jeg var lige så fri og ærlig som ellers.

Men beæret og bevæget over at stå der en søndag formiddag i et kor af tusindvis af andre, der på denne tid koncentrerer sig om at hylde det vanvittige mirakel, det er, at vi er til.

I går gjorde jeg det - igen.

Velkendt og helt nyt

Vaarst Baptistkirke havde indbudt mig til at prædike, jeg takkede ja, og igår talte jeg om den lille beretning i Lukasevangeliet, hvor Jesus helbreder på sabbatten.

Alle kender fortællingen om, at han trodser reglerne om ikke at lave noget på en helligdag og helbreder en syg. Det er en handling, hele vores samfund bygger på: Er et menneske i nød, trodser vi alle regler for at hjælpe, for næstens ve og vel er altid det vigtigste.

Jeg fortalte bare igår, at det ikke er det eneste, der står i den fortælling.

Satan undertrykker kvinderne

Jeg fortalte, at Jesus helbredte en kvinde, der i 18 år var blevet krumbøjet af Satan.

Det er det, hun fejler.

Jesus helbreder hende, selv om synagogeforstanderen kræver, at han lader være. Jesus trodser manden og beder hende ranke ryggen (derfor hedder min seneste bog “Med rank ryg”) og kalder hende endda Abrahams datter.

Indtil da havde alle kun hørt om Abrahams sønner.

For Jesus er også Abrahams døtre Abrahams børn.

Revolutionen ruller stadig.

Det er så stor en revolution, at vi knap nok kan fatte den.

Det talte jeg om i går.

Det mod, Jesus for 2000 år siden havde til at tale mændenes magt ret imod, kan vi lære af i dag, hvor mænd og kvinder stadig ikke er lige.

Hvad mon, Jesus havde sagt, hvis han var her i dag?

Det prædikede jeg om.

Det er jeg glad for, at jeg havde mod til at gøre.

Spiritualitet er et dumt ord

At kvinder nu tør tale om deres kroppe vil forandre kristendommen, mener en af Englands mest prominente kirkedebattører, teologen Paula Gooder, som grundigt træt af et af vor tids mest slidte ord, spiritualitet, fordi det indikerer, at tro kun handler om ånd (spirit), men ”det er helt forkert, for kristendommen handler om krop”, fastslår hun i podcasten Berørth og i artikel på www.POV.International

Kvinders kroppe melder sig

Det skete i de dage, da hun ventede sin datter, at det gik op for Paula Gooder, at hun ikke blot havde en tro, men også en krop.

- Jamen, det var virkelig sådan, siger Paula Gooder og griner rungende højt på sit kontor i den agtværdige turistattraktion Saint Paul’s Cathedral midt i London. Her sidder hun som canon chancellor, teologisk uddannelsesleder, er ekspert i Det Nye Testamente og en af de fremmeste debattører i det moderne England, højt uddannet med en række storsælgende bøger bag sig og mange års respekt og anerkendelse både i og udenfor Church of England.

Alligevel ramte hun en grænse, fastholder hun, da hun blev gravid - og tillod sig at tænke over det.

- Jeg tror ikke, det altid er sådan, at kvinder er mere opmærksomme på deres kroppe, men der sker ting, der gør dig mere opmærksom på din krop, når du er kvinde. Som det at have en menstruationscyklus og selvfølgelig det at føde, hvor du ikke kan negligere det faktum, at vores kroppe former, hvem vi er. De former vores identitet.

Tavshed får andre til at tie

Da hun udgav bogen med den enkle titel ”Krop” (“Body: Biblical spirituality for the whole person”), blev den - til hendes store overraskelse - umiddelbart mødt med rungende tavshed.

- Netop tavshed er et af de mest effektive undertrykkelsesmidler, understreger hun, der ikke var vant til at blive overhørt og derfor analyserede omgivelsernes reaktioner til bunds.

Hun fandt frem til, at det i høj grad handlede om en massiv kropsforskrækkelse, som blev forstærket af, at det netop var en kvinde, der skrev om erfaringer med sin kvindekrop. Måske var det endog også omvendt. At det handlede om en modstand mod kvindelige stemmer og fordi, kvinders kroppe blander sig mere i deres liv og tro, så kunne en affejning af kroppens betydning holde kvinderne ude.

- Jeg skrev om at være et menneske, der ventede et barn, om den mest legemliggjorte, åndelige oplevelse, man nogensinde kan få, og jeg indså, at mit åndelige liv var tæt forbundet med min krop. Det er jeg ikke alene om, det ved jeg godt, men jeg fandt ud af, at der faktisk ikke var nogen, der havde skrevet om, at selveste Paulus mente det samme. Det var reelt blevet fortiet, forklarer Paula Gooder.

Læs mere om hende og hendes bøger på www.gooder.me.uk

Følg med her