Copy
Nyhedsbrev fra SF i Europa-Parlamentet 29. november 2021

Menneskerettigheder ved Europas grænser

Forholdene for flygtninge og migranter ved EU’s grænser er forfærdelige. Såkaldte ’pushbacks’ tvinger dem tilbage over grænsen, tit med vold og fratagelse af resten af deres ejendele. Og hvis det lykkes dem at krydse grænsen, afskæres de ofte fra retten til at søge asyl. Altsammen i strid med flygtningekonventionen og dermed i strid med såvel EU's som vores egne love.
 
Det vil Margrete gerne sætte fokus på ved at invitere til filmvisning og debat i Grand Teatret, København, d. 6. december kl. 16.00-18.30.

Arrangementet er gratis, men billet er påkrævet.
Billetter kan anskaffes her.

Nyt tysk regeringsprogram med stærke europæiske ambitioner

Alt tyder på at Danmark og de øvrige sparelande i EU går en hård tid i møde med en ny tysk kansler ved roret. Tysklands kommende regering har netop fremlagt det nye regeringsgrundlag der foruden en stærk klimaindsats lægger op til en langt mere progressiv tysk Europapolitik fremover.

Socialdemokraternes Olaf Scholz rykker ind i Kansleramt med ambitioner om en ny kurs for Tyskland og Europa der blandt andet lægger op til reformer af vækst og stabilitetspagten, fuld turbo på bankunionen og en langt mere ambitiøs tilgang til udenrigspolitik og menneskerettigheder (men en noget betænkelig bias for Israel og mod Palæstina – den er vi i gang med at udfordre).

Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet om Europapolitik med vores gode venner i det tyske grønne parti, der nu har indtaget regeringskontorerne i Berlin.

EU skal styrke kvindelige iværksættere

Alt for få kvinder bliver iværksættere, og i Europa-Parlamentets ligestillingsudvalg er Kira lige nu med til at udarbejde en rapport om hvordan EU kan styrke kvindelige iværksættere i Europa. Kvinder er markant underrepræsenteret som selvstændige, og rapporten er et signal til Kommissionen om at Parlamentet ønsker flere initiativer på området.
 
Det er den den danske Konservative, Pernille Weiss, der skal lede forhandlingerne i udvalget, og denne uge skal alle interesserede indsende ændringsforslag til teksten. 

Fra SF’s side lægger vi vægt på at hjælpen skal fremme alle kvinders muligheder. Altså ikke kun de ressourcestærke kvinder i samfundets top, men kvinder med forskellige baggrunde, kønsudtryk, hudfarver og forudsætninger. Det vil Kira minde Pernille Weiss om i sine ændringsforslag!

Anerkend staten Palæstina NU!

I dag er det FN's internationale dag for solidaritet med det palæstinensiske folk. Det bør markeres ved at støtte kampen for at få det internationale samfund til at anerkende staten Palæstina.

138 ud af 198 af FN's medlemslande, senest Sverige i 2014, anerkender i dag Palæstina, og tidligere i år mødtes udenrigsministre fra Belgien, Frankrig, Finland, Malta, Spanien, Slovenien og Sverige for at drøfte sagen.

Det palæstinensiske selvstyre gør desværre sit for at modarbejde sig selv. Aflysning af demokratiske valg, begrænset presse og ytringsfrihed og autokratiske bølle-metoder over for sin egen befolkning. EU meldte sig "klar til at overveje anerkendelsen af Palæstina" helt tilbage i 1999 og har ud over at være skiftevis 'alarmeret' og 'bekymret', gang på gang bekræftet sin utvetydige støtte til en 2-statsløsning. Men 44% af palæstinenserne tror ulykkeligvis mere på væbnet konflikt end på diplomati, som indtil nu kun har dækket over en stadig mere brutal besættelse.

Kombineret med sin massive økonomiske støtte til både statsopbygning og FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge UNWRA, er det på høje tid at EU anerkender Palæstina og støtter reelle politiske forhandlinger.

Hvad er en grøn investering?

De færreste danskere er dus med EU’s taksonomi for grønne investeringer: en liste over aktiviteter der anerkendes som bæredygtige at investere i. Flere bør dog interessere sig for emnet. For definition af hvad der kan karakteriseres som grønt, får stor betydning for EU’s udvikling fremover.

Det største stridspunkt er om hvorvidt atomkraft og naturgas skal stemples mørkegrønt (bæredygtigt), lysegrønt (overgangsteknologi) eller ubæredygtigt. EU-landene er rygende uenige, og stærke lobbykræfter og NGOer forsøger ihærdigt at påvirke resultatet. Af samme årsag har EU-Kommissionen netop udskudt beslutningen der var ventet den 1. december, på ubestemt tid.

For os er sagen klar: det ville være en katastrofe at grønstemple atomkraft og naturgas. Vi følger sagen tæt og vil løbende opdatere læserne på udviklingen.  

Samarbejdet mellem Kommissionen og Borgerklageudvalget halter

Torsdag kommer Kommissær Maroš Šefčovič i borgerklageudvalget (PETI). Her skal han være med til at diskutere det haltende samarbejde mellem Kommissionen og PETI. Og der er mildt sagt rum for forbedring.

Borgerklageudvalget har gentagne gange oplevet manglende handling fra Kommissionen når en borger har klaget over nationale eller lokale krænkelser af EU-lovene. Det så vi bl.a. da Danmarks Naturfredningsforenings sag om Danmarks manglende overholdelse af flere EU-miljølove var til behandling. Kommissionen blev gjort opmærksom på problemet allerede i 2016, men har ikke handlet og mener forsat at det er en individuel sag og derfor alene er op til den danske regering at gøre noget ved.

Det er alvorligt hvis ikke vi kan stole på at Kommissionen håndhæver EU’s love. Derfor vil Margrete konfrontere Šefčovič med Kommissionens brud på sin forpligtelse til at være traktatens vogter, dvs. sørge for at EU’s love overholdes af medlemsstaterne og skride ind hvis det ikke er tilfældet. Den med at smutte fra ansvaret hvis klagen er ’individuel’ går ikke.

Margrete søger ny rådgiver

Brænder du for den grønne dagsorden og den grønne venstrefløj i Europa? Har du viden om og gerne praktisk erfaring med EU? Har du lyst til at bo og arbejde i et internationalt miljø? Og vil du være med til at skabe politiske løsninger for hele EU?
 
Så er du måske Margretes næste politiske rådgiver på især sundhed, Palæstina og Israel, migration, rets- og udenrigspolitik.

Læs mere om jobbet her og send endelig videre til mulige kandidater. Deadline for ansøgninger er 12. december.

Ugens tweet

Hvis du vil følge med i Margrete og Kiras arbejde i Europa-Parlamentet, så tilmeld dig nyhedsbrevet her:
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Margretes Facebook
Margretes Twitter
Margretes hjemmeside
Copyright © 2021 SF - Socialistisk Folkeparti, All rights reserved.