Copy

December betyder bl.a. juletræssalg

Salg af juletræer
Vi skal have  bemandet juletræssalgspladserne for at tjene penge til Roskilde Gruppe, så vi kan fortsætte med at sende vores spejdere afsted på gratis ture.

Juletræerne kommer på lørdag og vi skal have gjort salgspladserne klar. Det sker lørdag den 4. december 2021 kl. 09:00.
Se mere og tilmeld dig opsætningen her.

Der er allerede en del, der har taget vagter, men vi mangler endnu at få besat en del - bl.a. den 4. og 5. december. Vi opfordrer alle til at tage en eller flere juletræsvagter.
Har du ikke prøvet det før, så vælg en B- eller C-vagt, så du kommer til at sælge sammen med andre, eller kom forbi en dag pladsen er åben, før du skal sælge og snak med sælgeren. Det plejer at være hyggeligt og sjovt at sælge juletræer, da kunderne er glade og i julestemning.
Book din juletræsvagt her

I år tager vi kun betaling med MobilePay
Salgspladserne skal tages ned igen den 24. december.
Vi mødes kl. 08.00 ved salgspladsen ved Frøspringvandet. Tilmeld dig nedtagningen her
Forhåndstilmelding til Spejdernes Lejr 2022 (Næste års sommerlejr)
Senest i starten af januar udsender vi forhåndstilmeldinger, dels for at kunne planlægge vores egen deltagelse bedre, og dels for at bidrage til at lejren bedre kan dimensionere og disponere alt fra størrelsen på lejrpladser, over antal toiletter, til hvor mange kasselinier der skal være i supermarkederne.
Deltagerprisen for de 8 dage på Spejdernes Lejr, er centralt fastsat til 2.250,-
Men i Roskilde Gruppe har vi valgt at give et tilskud til alle vore deltagere, så prisen kan nedsættes med 1.000,- pr person, der deltager hele ugen.
Som medlem af Roskilde Gruppe bliver egenbetalingen derfor for en hel uge: 1.250,-

Vore ulve og bæveres deltagelse er endnu ikke helt fastlagt, men vi forventer at det bliver hhv. halvdelen af ugen og 2 dagsture. Egenbetalingen vil i givet fald blive Ulve: 625,- og Bævere: 125,-

Såfremt du er voksen og forventer at være LejrFrivillig, vil prisen ved tilmelding gennem Roskilde Gruppe være 500,-

Mere info følger senest i starten af januar.
Invitation til at blive frivillig på Spejdernes Lejr 2022
Roskilde Kommune er jo en af de 3 værtskommuner og har til alle foreninger udsendt en generel invitation til at blive frivillig på Spejdernes Lejr.
Så uanset om man savner eller har spejderbaggrund, friluftserfaring, lederevner, osv, så vil der være opgaver der skal løses, og som vil give dig gode oplevelser sammen med en masse børn og unge. Se invitationen her.
Såfremt du er interesseret, så tag fat i en af Roskilde Gruppes ledere, da det måske vil være smartere at tilmelde sig via Roskilde Gruppe, i stedet for direkte til Spejdernes Lejr.
Salg af lodsedler
Ulve og juniorspejdere har solgt en masse lodsedler for Børnehjælpsdagen. Hvis du ikke har afregnet endnu, så kan det stadig gøres på 80849 eller kontant på næste møde. Vi vil meget gerne have det afsluttet inden 1. december.
Desuden har juniorspejderne også fået solgt de sidste julekalendere. Fortjenesten for dette går selvfølgelig til gruppen.
Salg af julekalendere
Tropspejderne og seniorerne har solgt en masse julekalendere for Børnetelefonen - Børns Vilkår. Hvis du ikke har afregnet endnu, så kan det stadig gøres på 86889 eller kontant på næste møde. Vi vil meget gerne have det afsluttet inden 1. december.
Fundraising til jamboreen
Det er godt godt med salget af julekalendere, men vi har fået hjælp af juniortroppen, da vi ikke kunne afsætte dem alle selv. Det er fint, at vi får udsolgt, så vi kan afregne og støtte Børnetelefonen. 
Vores næste aktivitet med fundraisingen er, at vi skal ud og hente brugte juletræer.  Det sker søndag den 2. januar 2022. Hvis du vil være med, så kontakt Marianne. 
Har du spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte Marianne Toft på marianne.toft@gmail.com eller 40136038.
Hjemmesiden med kalender, invitationer og kontakt-information
Facebook
Share Share
Tweet Tweet
Forward Forward

Bæverflok


Hej bævere!

Nederst på bæverhjemmesiden kan I se bæverkalenderen.

Nu blev det tid til årets sidste nyhedsbrev. Det har været et fantastisk første halvt år sammen med alle bæverne. 

Den sidste tid har bæverne beskæftiget sig med mærket ”Bæverdammen”. Det er vi blevet færdige med, og de har været så gode til at lære om bæverne, reglerne for familierne, bæverloven og at bygge en bæverdam. 

Vi er gået i gang med et emne om naturvidenskab, hvor bæverne får lov til at lave en masse fede forsøg. Da der ikke er så meget tilbage af dette år, fortsætter vi dette spændende emne efter juleferien. 

Vi vil rigtig gerne sige tak for en virkelig god juletur i Sct. George, vi havde en fantastisk dag sammen med bæverne. Vi fik set vores anden hytte, vores skønne medhjælpere viste bæverne rundt på området, og de fik lavet nogle virkelig flotte juledekorationer. 


Lidt praktiske informationer: 

Fredag d. 13. december er vores sidste møde i år, så her vil vi julehygge med bæverne med noget bingo og æbleskiver.
Alle skal medbringe en gave til omkring 20 kr. Ingen slik eller penge, og gaven skal kunne bruges af både drenge og piger, da de skal bruges som præmier i bingoet. 

Det første møde efter jul vil være mandag d. 10. januar 2022. 

Alle lederne og medhjælperne holder planlægningsmøde i midten af januar, så derefter får I datoer for ture og overnatninger for det første halve år i 2022. Der vil også være en dato for et forældremøde. 

Tak for et fantastisk 2021 sammen med jeres børn. 
Rigtig glædelig jul og godt nytår. 


Bæverklask med halen

Charlotte, Malene, Cecilie, Sofie, Emil, Victoria og Rasmus

Ulveflok


Kære alle ulve og forældre

Nederst på ulvehjemmesiden kan I se ulvekalenderen.
Så gik november måned sørme også.
Det har været en underlig måned med svingende antal ulve. Det skyldes jo de stigende coronatal, da mange klasser har haft smitte.
Men I har været rigtig gode til at blive hjemme, indtil I er blevet testet negativ. Tak for det.
Vi har alligevel formået at afslutte vores lyn og torden mærke.
Det blev det i torsdags, hvor vi fik lavet de fineste vulkanudbrud.
Mødet sluttede vi af med et mini-fuldmånemøde, hvor alle fik deres mærker.

Mærkerne for spejderhjælpen blev ligeledes delt ud.
Ulvene var den enhed, der havde tjent flest penge. Godt gået!
I skrivende stund er vi ved at gøre klar til vores juletur.
Vi skal 23 afsted, det er rigtig fin tilslutning, selvom der lige indtil sidst har været uvished om nogen - igen på grund af corona. Men ingen fare på færde. Nu glæder vi os bare, det bliver en rigtig god og hyggelig tur.

I december har vi kun tre møder. De to første vil gå med forskellige løb blandet med spejderfærdigheder og julerier.
Tag gerne en lommelygte eller pandelygte med.
Det sidste møde bliver juleafslutning med æbleskiver og bankospil. Det er den 16.december.

Vores første møde i det nye år bliver torsdag den 6. januar.

Så vil vi bare ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul samt et godt nytår. Vi glæder os til at være sammen med jer alle i 2022.
Mange ulvehilsener

Julie, Sara, Gustav, Svend, Ditlev, Konrad, Martin, Annika, Jørgen og Mette

Juniortrop


Halløj junior!

Nederst på juniortrophjemmesiden kan I se juniortropkalenderen.
Det er december og årets sidste madmøde bød på risengrød, som blev kogt færdig i høkasser, mens de sidste julekalendere og lodsedler blev afsat i lokalområdet.
Vi sidder i skrivende stund i det hyggelige Egegården, hvor juniorerne er på juletur.

Vi har ild i brændeovnen, og lytter til Nitrams godnathistorier.

Fredag aften er gået med indkvartering og et lille løb, med efterfølgende varm kakao og æbleskivespisning.

Så det tegner godt, vi glæder os allerede til lørdag med julemiddag og hjemmebygget juletræ.
I november har vi lavet mange samarbejdsaktiviteter, og har efterhånden nogle gode patruljer, som hjælper hinanden.

Der er styr på besnøringerne, og ild er også noget juniorspejderne er sikre i, det er godt.
I januar har vi fokus på knob, så basisknob bliver øvet godt igennem.

I december har vi tre møder, sidste møde hvor vi skal på et lille juleløb er 15. december.

Husk også at tilmelde jer til en juletræsvagt eller to, det er nemlig det som gør, at vi kan lave fx juletur uden at opkræve egenbetaling!

Første juniormøde i 2022 er d. 5. januar, og i januar har vi én weekendaktivitet; vi skal på vinterfejden d. 29. januar.
Det er et spejderløb i Haslev med både madlavning på trangia og andet spejderi, samt nogle GPS-poster. Invitationen kommer snart!

Planlagte ture:

  • 29/1; vinterfejden
Juniorenheden har en Facebook-gruppe for juniorforældrene, meld jer ind på: https://www.facebook.com/groups/2570351456559968 

I altid er velkomne til at kontakte enhedens ledere vedr. information, bekymringer og spørgsmål.
Husk også at melde afbud på sms til Helle på 4052 4767 - tak!

Julehilsner fra lederne

Spejdertrop


Hej tropsspejdere og forældre.

Nederst på spejdertrophjemmesiden kan I se spejdertropkalenderen.

Så er det blevet december og det betyder jul, jul og mere jul.
Vi skal i på juletur d. 3-5. december så gå alle sammen ind og meld jer til, det bliver super hyggeligt!

Derudover er det i år vores opgave at aflevere et juletræ til borgmesteren. Det sker mandag d. 6 og det vil være fedt, hvis rigtig mange kan komme med og pynte træet :-)

Sidst men ikke mindst er der selvfølgelig det årlige kollektiv, hvor tropsspejderne bor i hytten på Eriksvej.

Kollektivet ligger i år d. 14-21. december, og til jer der ikke har prøvet det før, kan vi fortælle, at det plejer at være virkelig sjovt at være med.

Vi er selvfølgelig også lige nødt til at kigge lidt tilbage på november.
I november (eller egentlig bare helt til sidst i oktober) var troppen nemlig afsted på Thors natøvelse og de fik en rigtig flot 5. plads.
 

Derudover havde vi også to top seje spejdere, der tog videre og deltog på detektivløbet i Haslev. Vi er nogle meget stolte tropsledere!

Halloweenløbet
Kaos-møde / Kage-os-møde

Planlagte ture:

  • 3-5/12; juletur
  • 14-21/12; kollektiv

Vi glæder os til meget mere spejderi og julehygge:)

Hilsen Ida, Liv, Mai, Mathilde og Rosa.

Seniortrop


Hej Seniorspejdere

Nederst på seniortrophjemmesiden kan I se seniortropkalenderen.
Så er det for alvor blevet mørkt ! - Og dermed også de helt rigtige rammer for et (u)hyggligt Halloween-byløb.

Tirsdag 2/11 havde trop- og seniorledere og rovere fra Klan Bodil, travlt med at forberede, sminke, osv...
Resultatet blev et byløb rundt til 6 forskellige steder i Roskilde Centrum, som alle bød på uhyggelige scenerier og personer.
De 4 patruljer blev undervejs en del forsinkede, og endte også i større eller mindre grad med at følges ad. Men undervejs oplevede de fleste nok en enkelt ting eller to, der var lidt udfordrende i forhold til at bevare en rolig hjertebanken ;-)

Mødets afslutning blev desværre 30 minutter forsinket. Undskyld til de forældre der måtte vente !
Den kommende tid bliver selvfølgelig præget af jul, hygge og juletræer.

Juleturen starter med en fælles overnatning på Eriksvej, lørdag opsættes salgspladserne og de mange juletræer pakkes ud og stilles op. Efter en god frokost tager seniortroppen afsted på hvad vi håber bliver en super hyggerlig traditionel juletur.
Vi skal til hytten "Kernehuset" ved Ganløse. Og dejligt mange af jer har allerede tilmeldt jer !

Tirsdag 14/12 holder vi juleafslutning, og umiddelbart efter seniormøde holder vi kollektiv-opstart.
Det er jo desværre et par år siden der var jule-kollektiv sidst (først pga. hytte-udvidelse og så pga. Corona-restriktioner) men i år håber vi det kan lade sig gøre !
I får en hel uge hvor I sammen med spejdertroppen kan få en alternativ dagligdag op at køre.
Først med skoledage og så med fridage.
Men alle dage er I jo supplerende bemanding til juletræssalget.

Kendte datoer for ture og muligheder:

  • 3-5/12-2021: Senior-juletur
  • 14/12-2021: Juleafslutningsmøde og opstart af kollektiv
  • 14-21/12-2021: Kollektiv for spejder- og seniortrop
  • 4/1-2022: 1. møde efter juleferien
  • 21-23/1-2022: Vintertur på Hallandsåsen i Sverige
  • 23-31/7-2022: Spejdernes Lejr - Hedeland
Spejderhilsen
Lederne i Seniortroppen
/Kenneth & Bo

Klan Bodil


Halli halløj.
Nu står december lige for døren, og det er derfor blevet tid til endnu et nyhedsbrev.

I november har vi i Klan Bodil ikke ligget på den lade side.

Vi har i november afhold et løb med versus-tema, hjulpet til med troppens halloweenløb, og ikke mindst været en tur i Sverige.
Turen gik til Blekingehytten i det dejlige Söderåsen, hvor vi hyggede og vandrede i det smukke - men lidt våde - efterår.
I december kommer der lidt mere ro på.
Vi skal fortsætte med ’kage du klare det’ og så selvfølgelig en juleafslutning.
Så det skal nok blive super godt!

Det var alt for denne gang.
Rigtig god december til jer alle.

Mange spejderhilsner fra Klan Bodil.

Facebook
Twitter
Website
Copyright © 2021 KFUM-Spejderne Roskilde Gruppe, All rights reserved.


Afmeld nyhedsbrev | Opdater din e-mail adresse






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
KFUM-Spejderne Roskilde Gruppe · Eriksvej 50B · Roskilde 4000 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp