Copy
Uge 49 - December 2021

2021 – Endnu et år med covid-19 og travlhed


Husk de generelle infektionshygiejniske retningslinjer

SARS-CoV-2´s evne til at mutere gav som forventet flere bølger af smitte, såvel i samfundet som i sundhedssektoren i 2021.

Der er således set tilfælde af smitte blandt sundhedspersonale. Dette kan ses som et udtryk for en sundhedssektorerhvervet infektion, men er sværere at opgøre, når samfundet lukker op og samfundssmitten breder sig. Smittespredning på sygehusene hænger sammen med smittespredningen i samfundet. Det er derfor stadig vigtigt at holde fast i de generelle og supplerende retningslinjer til forebyggelse af smitte i det daglige arbejde. 

Den største spredning af smitte sker i sammenhænge, hvor mennesker er tæt sammen i længere tid. Dette handler både om patientrelaterede situationer, men også situationer, hvor sundhedspersonalet er i tæt interaktion, som fx på kontoret, ved møder i konferencerummet, i pauserne, hvor der spises og drikkes – og til julefrokost. SST anbefaler mindre sammenkomster med overholdelse af de generelle infektionshygiejniske retningslinjer, at man bliver hjemme, hvis man er syg, at man er opmærksom på at holde afstand, lufte ud, hyppig håndhygiejne, og at der foretrækkes portionsanretning frem for buffet.

CEI ønsker alle en hyggelig julemåned - til trods for covid-19.

Uddannelse i Infektionshygiejne

Året 2021 gav 3 nye mastere fra Göteborg Universitet, som udbyder videreuddannelsen i infektionshygiejne. Læs mere på: Uddannelse (ssi.dk) og se opgaverne her.

Planlagte møder og kurser i 2022

CEI afholder introduktionsdage for nyansatte hygiejnesygeplejersker i regioner og kommuner i uge 3. Holdet er lukket for tilmeldinger. Introduktionsdagene vil blive gentaget afhængig af interesse og antal tilmeldte. Interesserede til fremtidige dage kan henvende sig til jho@ssi.dk  og blive skrevet på venteliste.

Fagligt Forum planlægges afholdt torsdag d. 5. maj 2022. Send gerne forslag til emner for næste års møde til CEImail@ssi.dk.

Referat fra Strategimøde er nu publiceret på CEI’s hjemmeside

Mødet blev afholdt fysisk med mulighed for virtuel deltagelse d. 25. oktober på SSI. 

Følgende emner blev adresseret på mødet:

  • En national strategi for infektionshygiejne
  • Uddannelse
  • Overvågning
  • Candida auris og retningslinjer 
  • Genbehandling af engangsudstyr
  • Et sammenhængende sundhedsvæsen – også på det infektionshygiejniske område
  • Nyt fra CEI og fra regioner


Referat fra mødet kan tilgås her.

Den infektionshygiejniske strategigruppe er et forum for kommunale, regionale og centrale fagspecialister inden for infektionshygiejne samt repræsentanter fra Fagligt Selskab for Hygiejnesygeplejersker, Dansk Selskab for Klinisk Mikrobiologi og Dansk Selskab for Centralsterilisering og Sygehushygiejne. Strategigruppen har til formål at sikre fokus på infektionshygiejniske emner inden for det kommunale, regionale og centrale sundhedsvæsen og hermed understøtte det kommunale, regionale og centrale samarbejde samt medvirke til deltagelse i internationalt samarbejde. Der afholdes ca. 2 møder årligt, hvor relevante og centrale emner inden for infektionshygiejne diskuteres. CEI arrangerer møderne og skriver referat.

Statens Serum Institut
Central Enhed for Infektionshygiejne
Artillerivej 5
2300 København S
Telefon 3268 3751
e-mail: ceimail@ssi.dk
 
Hvis du ønsker at framelde dig dette nyhedsbrev, så klik her.