Copy

 

Kære medlemmer

 
Ligesom sidste år har 2021 været et år præget af corona. Dog håbede vi en overgang på mere normale tilstande, men vi er nu tilbage i en tid med restriktioner efter de kendte modeller. Det har især præget vores mere udadvendte medlemsaktiviteter.

Vi fik holdt generalforsamlingen den 15. juni 2021 – nogle måneder senere end efter vedtægten.

Den 14. august 2021 var Kongelig Dansk Automobil Klub Classic og Ringkøbing Bevaringsforening traditionen tro gået sammen om en medlemsudflugt, hvor vi var ude at se på områdets kulturarv i veteranbiler.

Turens tema var Ørnhøjbanen, og vi besøgte Brejning Egnsmuseum i Spjald, fortsatte til den gamle stationsbygning i Muldbjerg, derfra til Torsted, hvor vi holdt ind ved mindestenen for Torstedgruppen.

Fra Torsted kørte vi tilbage mod Ringkøbing, men holdt ind på No Station, hvor Vinni og Per Sunesen fortalte om bygningen, der i 2010 fik bevaringsprisen for den nænsomme renovering og løbende vedligeholdelse med respekt for den oprindelige arkitektur. Næste års veteranbiltur er programsat til den 20. august 2022.

Derudover er det lykkedes foreningen at få overbevist Ringkøbing Skjern kommune om, at arkitekt Draiby bør mindes. Uden arkitekt Ejvind Draibys store indsats for at bevare gamle bygninger i Ringkøbing By i en lang årrække havde midtbyen set helt anderledes ud i dag.

Arkitekt Ejvind Draiby var tillige i 1964 medstifter af  FORENINGEN TIL BEVARING AF RINGKJØBING BYS SÆRPRÆG og har derfor haft stor betydning for, at bevaringstanken blev integreret hos byplanplanlæggere, bygherrer, borgere m.v.

Den første bygning arkitekt E. Draiby restaurerede i Ringkøbing var Vestergade 5, Ringkøbing. I dag er der en passage i form af en sti ved Vestergade 5B. Stien er mod nord omkranset af et ejerlejlighedskompleks opført af arkitekt Ejvind Draiby. For at mindes Draiby søgte bestyrelsen kommunen om, at denne sti fik navnet: Draibys Sti. Denne ansøgning er nu imødekommet, ligesom gadeskiltet er sat op.

Til september forventer vi at lave en medlemstur til København, hvor vi skal besøge præstesønnen fra Kloster, Martin Nyrops rådhus og andre interessante historiske bygninger og eksempler på vellykkede restaureringer.

Herudover har vi planer om en eller flere byvandringer i Ringkøbing og en udflugt til de mere ukendte sider af Herning, der faktisk er ældre end Ringkøbing(!), men naturligvis er mest kendt for sin voldsomme vækst gennem de seneste 150 år, der har sat sig markante spor i bygningskulturen.

Hvis alt går vel holder vi generalforsamling den 23. februar 2022 kl. 19.00 i Medborgerhuset.
 

Glædelig jul og godt nytår!


 
Postadresse:
Ringkøbing Bevaringsforening
Markskellet 2
Ringkøbing 6950
Denmark

Føj os til din adressebog

Frameld Bevaringsforeningens nyhedsmail
Opdater abonnementsoplysninger

Email Marketing Powered by Mailchimp