Copy
Uge 51 - December 2021
Personalets anvendelse af ansigtsværnemidler i hjemmeplejen, på plejehjem og bosteder

Det er særdeles vigtigt at beskytte de sårbare borgere i hjemmeplejen, på plejehjem og bosteder – med alle de redskaber, vi har – også hygiejne

Vi har en stadigt stigende forekomst af covid-19 både blandt personale og borgere. Det er derfor vigtigt at bruge alle de forhåndenværende værktøjer til forebyggelse.

Vaccination: Ikke alle borgere i hjemmeplejen har fået det vigtige 3. stik – og selv efter 3. stik kan der hos ældre medborgere mangle fuld beskyttelse, da immunsvaret ikke er så effektivt som hos yngre.
Det er fortsat heller ikke alle personaler, der er vaccinerede.

Test: Personale skal nu testes dagligt, hvilket kan medvirke til at identificere de smittede uden symptomer, så de undgår at smitte videre.

Brug af ansigtsværnemidler: Social- og Ældreministeriets bekendtgørelse nr. 2683 af 3.12.2021, forlænget i bekendtgørelse 2322 af 7.12.2021, stiller krav til brug af ansigtsværnemiddel i fælles lokaler, men ikke i borgerens egen bolig/værelse.
Bemærk, at Sundhedsstyrelsens reviderede vejledning fra 15.12.2021 om brug af ansigtsværnemidler, når der ikke er påvist eller mistanke om covid-19, anbefaler, at der anvendes ansigtsværnemidler i omsorgs-, pleje- og behandlingslignende situationer, hvor der er tæt kontakt mellem patient/borger og personale. Anbefalingen gælder generelt i situationer med tæt kontakt på sundheds- og ældreområdet og visse dele af socialområdet, herunder også for personale, der har tæt kontakt til personer, der kan være i øget risiko for et alvorligt forløb i personens eget hjem, eksempelvis i hjemmeplejen, på beboeres egne værelser på plejehjem, lægebesøg i eget hjem mv., for at beskytte personen mod smitte.
Bemærk desuden at anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen også betoner, at masker dækker og slutter tæt om både næse og mund, og derfor er det foretrukne ansigtsværnemiddel til kildekontrol frem for visirer.

Infektionshygiejne i øvrigt: Det er vigtigt fortsat at overholde Sundhedsstyrelsens generelle råd, som ud over vaccination og at blive hjemme, hvis man er syg, også drejer sig om at holde afstand, lufte ud og skabe gennemtræk, vaske hænder eller bruge håndsprit samt gøre rent, særligt overflader som mange rører ved. Det gælder både i forhold til borgerne, og det gælder sammen med det øvrige personale, fx i pauserne.

Endelig gælder altid de generelle infektionshygiejniske retningslinjer, fx i forbindelse med opgaver, hvor man er udsat for stænk og sprøjt.

Grundig instruktion til de ekstra medarbejdere, der beredvilligt hjælper i situationer med akut personalemangel, om de hygiejniske forholdsregler og brug af maske er ekstra vigtig i en tid med stigende smitteforekomst.

Nationale infektionshygiejniske retningslinjer (NIR) for genbehandling af tekstiler er i offentlig høring
 

Frist for kommentarer er torsdag d. 10. februar 2022.


NIR for genbehandling af tekstiler (2. udgave) er sendt i høring d. 22. december 2021 med frist for kommentarer torsdag d.10. januar 2022. Denne NIR indeholder de infektionshygiejniske anbefalinger, der er relevante for håndtering og genbehandling, transport og opbevaring af tekstiler i sundhedssektoren. NIR henvender sig til personale i sundhedssektoren og til industrielle samarbejdspartnere i regionen og kommunen, der udfører genbehandling af tekstiler. 

CEI modtager gerne både overordnede og detaljerede kommentarer. Detaljerede kommentarer skal af hensyn til en effektiv redigeringsproces indføjes direkte i NIR-pdf-dokumentet. Kommentarerne sendes til NIRhoering@ssi.dk, overordnede kommentarer kan anføres i mailen.

Se på CEI’s hjemmeside Aktuelt - NIR i høring, hvilke NIR der aktuelt er i høring, samt frister for høringssvar.

Rettelse til CEI Nyt uge 49
Vi har haft en sætternisse på spil i det sidste CEI-Nyt – det er ikke 3 men 14 danskere og en færing, der afsluttede deres Masteruddannelse ved Gøteborg Universitet. Vi beklager og ønsker tillykke nok engang til de 15 infektionshygiejniske kolleger.

Tak for 2021
CEI vil gerne takke alle vores samarbejdspartnere for et godt og effektivt samarbejde i dette  år, som atter har været præget af et højt covid-19-relateret arbejdstempo.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår. Forebyggelse og infektionshygiejne vil fortsat være i fokus i 2022.
 
Statens Serum Institut
Central Enhed for Infektionshygiejne
Artillerivej 5
2300 København S
Telefon 3268 3751
e-mail: ceimail@ssi.dk
 
Hvis du ønsker at framelde dig dette nyhedsbrev, så klik her.