Copy
Den Kooperative Arbejdsgiver-
og Interesseorganisation i Danmark

Nyhedsbrev

Godt kooperativt nytår

2021 ligger nu bag os, og sikke et begivenhedsrigt år det har været for Kooperationen!

Vi har både søsat og afsluttet en række forskellige projekter. Vi har nydt medieomtale og fået bragt debatindlæg. Vi har budt velkommen til nye medlemmer og nye ansatte i sekretariatet. Og trods Corona har vi med behørig afstand og masser af håndsprit formået at mødes og samles både fysisk og digitalt.

Her er et par hightlights, som har været med til at sætte præg på vores 2021:

Den Kooperative Håndbog. Den 24. juni 2021 lancerede vi med forfatterne Jacob Rask og Helene Gjerding en bog om Kooperativer i Danmark; Den Kooperative Håndbog – Iværksætteri i fællesskab. Bogen er blevet udgivet ved Forlaget Nemo. Der blev taget vel imod håndbogen med positive anmeldelser og et flot salg. I bogen møder man blandt andet medarbejdere fra 15 forskellige danske kooperativer. De fortæller om, hvorfor de har valgt at organisere sig som et kooperativ, og hvilke erfaringer de har gjort sig under vejs. Læs mere her

Kooperationen kom med i Regeringens ekspertarbejdsgruppe som blandt andet skal pege på veje til at forbedre rammevilkårene for og  styrke vidensgrundlaget om demokratiske virksomheder i Danmark. Blandt gruppens 18 medlemmer er to af vores medlemsvirksomheder repræsenteret ved Allan Harbo, direktør i JORTON og Maj Baltzarsen, partner i Analyse & Tal og jeg selv som direktør i Kooperationen.

Arbejdet er i gang, og ekspertgruppen skal afgive rapport til erhvervsministeren inden udgangen af 2. kvartal 2022. Læs mere her

Den 24. september 2021 blev der på Cooperatives Europes generalforsamling i Paris valgt en ny præsident. Og for første gang blev det en kvinde, nemlig undertegnede. Jeg er meget stolt af også i denne europæiske sammenhæng at repræsentere vores medlemmer og at være med til at sikre bedst mulige vilkår for kooperativ virksomhed i hele Europa.
 
Og endelig lykkedes det omsider for os at gennemføre Kooperationens Årsmøde 2021 i god gammeldags fysisk form. I oktober bød årsmødet på nye vedtægter med tilføjelse af de kooperative principper, nyt kontingentsystem, valg til bestyrelse, foredrag af forfatter Tor Nørretranders, kooperative gåture med besøg hos forskellige medlemmer i København, godt til maven i både Send flere krydderier og Cph Food Space samt motion for lattermusklerne med show af Satiregruppen Magt.
Læs mere her

Se billeder fra årsmødet her

2022 er allerede i fuld gang, og i år har vi særligt meget at se frem til, især Kooperationens 100 års jubilæum, som vi glæder os til at fejre med alle vores medlemmer. 

Rigtig godt og kooperativt nytår!

Susanne Westhausen

Medlem i medierne - Ungdomsbureauet

Ungdomsbureauet, som står bag Ungdommens Folkemøde, har modtaget en donation på tre millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond.

“For Ungdomsbureauet er det helt afgørende, at det bliver ungdommen, der kommer med bud og viser den vej, som de nordiske demokratier skal gå.

For at unge kan blive vejvisere i de nordiske lande, skal vi have et rum, hvor nordiske unge kan udforske og eksperimentere med, hvad det nordiske samfund er for både den enkelte og for fællesskabet. Vi skal have kickstartet ikke bare et men hundredvis af nordiske fællesskaber, så det nordiske demokrati står stærkt i fremtiden.”

Ungdommens Folkemøde Nord, som det nye nordiske ungdomsmøde kommer til at hedde, udspringer af Ungdommens Folkemøde, der siden 2016 har fungeret som en demokratifestival for unge i Danmark.

Målet er at samle 3.000 unge på tværs af de nordiske lande til et fælles folkemøde i København.

På vegne af Kooperationen ønsker vi vores medlemsorganisation Ungdomsbureauet stort tillykke med donationen.

Læs mere her

Kooperativer giver håb for de unge

Cooperatives UK har offentliggjort en ny undersøgelse via YouGov Survey.

Undersøgelsen fremhæver, at unge deler en række bekymringer i forhold til deres mentale sundhed, jobsikkerhed, karriereudsigter, manglende kontrol over deres arbejdsliv, klimaudfordringer og hvordan deres personlige data anvendes.
 
66 % i af de unge i alderen 16-25 år mener ikke, at der er nok gode jobs, og 61 % mener, at forholdene i den såkaldte ’Gig-økonomi’ (korte freelance ansættelser) ikke er optimale.
 
Undersøgelsen understreger et stigende behov blandt unge for at skabe bedre arbejdspladser. Men de unge mangler viden om den kooperative model, siger Rose Marley, direktør for Co-operatives UK:

"Bevidstheden om den kooperative model er virkelig lav blandt de unge; over halvdelen kunne ikke nævne et eneste andelsselskab, men to ud af tre efterspørger en etisk arbejdsgiver, der behandler kunder og personale retfærdigt. Det er på tide at genintroducere de unge til konceptet med at melde sig ind i kooperativer som en måde at få indflydelse på, hvor de arbejder, bor og handler."

Undersøgelsen viser også, at næsten halvdelen af de unge er bekymrede for, hvordan deres persondata bliver brugt (49 %), mens 41 % også er bekymrede over, at teknologien bliver kontrolleret af nogle få virksomheder eller enkeltpersoner. Men igen, der er en kooperativ måde at tackle dette på. Platforms-kooperativer er teknologiske platforme, der ejes og kontrolleres af de brugere og personer, der leverer tjenesterne. 

Læs mere her

Social og miljømæssig innovation i EU

En ny rapport fra Den Europæiske Kommission undersøger kooperativers bidrag til social og miljømæssig innovation i EU.

Hvad kan gøres bedre?


Sektorer, som beskæftiger sig med social og miljømæssig innovation (CSEI'er), inkluderer ofte kooperativer. Disse kooperativer er i stand til effektivt at reagere på EU's grønne og digitale omstillingstiltag. Men rapporten opfordrer kraftigt til yderligere politisk opbakning til disse sektorer.

Casestudier fra rapporten indikerer nemlig, at mange af disse kooperativer i forvejen fremmer sociale mål, skaber arbejdspladser for udsatte personer og bidrager til en mere cirkulær økonomi - men de er endnu ikke helt i mål.

Blandt rapportens hovedfund er, at CSEI'er i EU varierer deres erfaringer. Det gør dem i stand til at bidrage med forskellige løsninger på de forskellige problemer. Desuden finder rapporten, at disse CSEI'er ofte fokuserer på ansættelse og jobinklusion, bæredygtigt landbrug og socialøkonomisk støtte - herunder støtte til arbejderkooperativer.

Derfor står rapportens anbefaling klar: For at kooperativerne og CSEI'erne kan være så effektive som mulig i afhjælpningen af EU's udfordringer, bør de støttes af regionale såvel som nationale politiske tiltag.

Læs mere her

Kooperativer hjælper flygtninge i arbejde

Med udgangspunkt i casestudier fra Jordan, Uganda og Tyrkiet har ILO (International Labour Organisation) udforsket, hvilken rolle kooperativer spiller, når det kommer til at hjælpe flygtninge med at finde arbejde. ILO har lavet en video om dette.

Casestudierne viser, at Kooperativer, som oprettes af lokalsamfundet, er i stand til at inkludere de flygtninge, som kommer dertil.

Mens kooperativer, som oprettes af flygtninge, også bidrager med services og giver mulighed for, at folk fra lokalsamfundet eller andre flygtninge kan deltage. I Jordan for eksempel arbejder kooperativer tæt sammen med flygtninge. Igennem træningsprogrammer er de i stand til at hjælpe andre flygtninge med at finde arbejde inden for landbrugssektoren.

Kooperativer kan altså hjælpe med at forbedre levestandard og arbejdsbetingelser for mennesker i usikre situationer. Der er dog stadig plads til forbedringer, understreges det i et ’call to action’.

For at kooperativer kan realisere deres fulde potentiale, er det nødvendigt, at regeringer verden over skaber et lovmæssigt- og politisk miljø, som giver kooperativer de bedste betingelser for at spire og udvikle sig. 

Læs mere her

Koop-Barsel 2022

Koop-Barsel er en af de bedste barselsudligningsordninger. Og for at fastholde dette og for at tage højde for de seneste overenskomstfornyelser har Kooperationen besluttet at ændre en del i den nuværende ordning.

Læs mere om Koop-Barsel, samt om refusionsperiode og satser her 

Bidrag
Bidraget til Koop-Barsel hæves i 2022 til kr. 1.150,00 pr. medarbejder pr. år.
Bidraget opkræves primo april 2022, hvor årsopgørelse vedr. 2021 også fremsendes.

Sådan deles fælles forældreorlov
Hvis begge forældre holder fællesorlov, bliver fællesorloven delt imellem begges arbejdsgivere, uanset hvilken barselsordning de er tilknyttet.

Der bliver brugt af fællesorloven, når mors eller fars arbejdsgiver får udbetalt dagpengerefusion fra Udbetaling Danmark.

Refusionen fordeles ud fra, hvornår mor og far/medmor holder orlov.

Hvis mor for eksempel holder orlov de første 15 uger af fællesorloven, hvorefter far/medmor holder orlov i 15 uger, vil mors arbejdsgiver være berettiget til refusion for 15 uger, og fars/medmors arbejdsgiver vil være berettiget til refusion for 10 uger.

Hvis mor og far/medmor holder fællesorlov samtidig, vil begges arbejdsgivere være berettiget til refusion i den samme periode. Hver arbejdsgiver vil derfor modtage refusion for 12,5 uge.

Blanketter til anmodning om barselsrefusion findes her 

Kursus i Konflikthåndtering- og løsning

Uanset om vi bryder os om det eller ej, så er konflikter en del af livet. Konflikter er ikke dårlige eller gode i sig selv. Det er måden, vi håndterer konflikter på, der er afgørende for, hvordan de opleves. Konstruktiv konflikthåndtering kan læres ved hjælp af enkle værktøjer, så du bliver bevidst om, hvornår og hvordan konflikter op- eller nedtrappes.

Kurset inkluderer øvelser, gruppearbejde og præsentationer og dækker følgende områder:
• Kendskab til håndtering og løsning af konflikter konstruktivt og  innovativt.
• Indsigt i din egen konflikthåndteringsstrategi.
• Praktisk indføring i facilitering af dit eget team.

Kurset bliver holdt den 1. februar 2022 kl. 9:30 – 16:00
på Comwell Sorø, Abildvej 100, 4180 Sorø.


Kurset er overtegnet og udbydes igen til efteråret 2022.

Bestyrelseskursus for kooperativer

Kooperationen holder kursus for bestyrelsesmedlemmer i medlemsvirksomhederne. Formålet med kurset er at sætte fokus på ansvaret og rollen som bestyrelsesmedlem i en virksomhed eller en organisation.

På kurset gives der overblik over det juridiske og det økonomiske ansvar. Vi drøfter også, hvordan man som medlem kan arbejde videre med at sikre den gode dialog og det konstruktive samarbejde i bestyrelsen. Kurset vil inspirere bestyrelses-medlemmerne til at kigge på egen rolle i bestyrelsen. Endelig vil man få tips til prioriteringen af sin egen tid og engagement i rollen som bestyrelsesmedlem.

Undervisere på kurset er Sanne Aakermann Østrup, der er konsulent i Kooperationen og advokat Ole Borch, der selv har mere end 30 års erfaring som medlem af en lang række bestyrelser i små og mellemstore virksomheder.

Kurset starter den 9. marts 2022 kl. 10.00 og slutter den 10. marts 2022,
kl. 13.00
. Der er mulighed for at fravælge middag og overnatning.
Læs mere om kurset og tilmeld dig her

Styrkebaseret udvikling

Som opfølgning på kurserne ”Kommunikation i rollen som bygge- og projektleder” samt ”Konflikthåndtering og -styring”, udbyder vi nu kurset ”Styrkebaseret udvikling – fokus på styrker og motivation.”

Kurset giver deltagerne indsigt i og værktøjer til at arbejde med styrkebaseret udvikling i såvel virksomhed som job og privat.

Denne indsigt kan danne grundlag for blandt andet et udviklingsorienteret perspektiv i for eksempel medarbejderudviklingssamtaler samt større bevidsthed og ansvar for egne kompetencer nu og i fremtiden, så kompetencerne matcher de krav, som virksomheden stiller.

Målgruppe
Kurset henvender sig til de medarbejdere i Kooperationens medlemsvirksomheder, som har deltaget i kurserne ”Kommunikation i rollen som bygge- og projektleder” og ”Konflikthåndtering og -styring”.

Kurset udbydes både i Køge og i Middelfart.

Tirsdag den 29. marts 2022 kl. 9.30-16.00
Comwell Køge Strand, Strandvejen 111, 4600 Køge

Du kan læse mere om kurset og tilmelde dig her

Tirsdag den 10. maj 2022
På Hindsgavl Slot, Hindsgavl Alle 7, 5500  Middelfart

Du kan læse mere om kurset og tilmelde dig her

 

Årsmøde 2022

Udviklingsforeningens Årsmøde bliver holdt  

tirsdag den 22. marts 2022 kl. 12:00 på Hotel Munkebjerg i Vejle.

Eftermiddagens program efter frokost og generalforsamling er:

  • Status på og fremvisning af det igangværende projekt, som Udviklingsforeningen giver økonomisk støtte til. Projektet udføres af Udviklingsforeningen i samarbejde med Lolle og Nielsen Inventions.
     
  • Hvor er vi på vej hen, og hvad skal vi forberede os på? Fremtidsforsker ph.d. Jesper Bo Jensen giver sit bud på, hvad vi kan forvente os i fremtiden indenfor vores branche.
Dagen afsluttes med middag og med mulighed for overnatning.

Det er gratis at deltage.

Se mere og tilmeld dig her

Bestyrelseskursus for NGO'er

Hvilket ansvar har man som bestyrelse? Hvordan læser man et årsregnskab? Og hvordan sikrer man sig, at man har de rette oplysninger, når man skal træffe beslutninger?

Bestyrelsesarbejdet i NGO’er er som hovedregel ulønnet, og ansvaret og kompleksiteten er stor. De fleste bestyrelseskurser henvender sig til virksomhedsbestyrelser og mangler vigtige aspekter af det at sidde i en bestyrelse i civilsamfundet. Derfor udbyder Kooperationen i foråret 2022 et bestyrelseskursus over tre dage, der klæder bestyrelsesmedlemmer på til de særlige udfordringer, man møder som medlem af bestyrelsen i en NGO.

På kurset vil vi komme ind på bestyrelsens ansvar, hvordan man arbejder med strategi i bestyrelsen, hvilke risici man skal være særligt opmærksom på, hvordan man sikrer det gode samarbejde med et sekretariat, hvordan man skaber den engagerende generalforsamling, læsning af årsregnskaber og meget mere.

Tid og sted
Kurset forløber over tre eftermiddage/aftener. Det foregår i Kooperationen, Reventlowsgade 24, 1651 København V.

Den 4. maj 2022, kl. 15.00 til kl. 19.30
Den 25. maj 2022, kl. 15.00 til kl. 19.30
Den 8. juni 2022, kl. 15.00 til kl. 19.30

Underviser:
Peter Kellermann Brandorff, Kooperationen
Der vil være gæsteoplæg undervejs

Pris:
Kurset er åbent for alle. Prisen er 1.500 kr. for medlemmer af Kooperationen og 2.500 kr. for ikke-medlemmer.

Læs mere og tilmeld dig her

Personalejura for praktikere - NY DATO

Kooperationen holder kursus i personalejura for praktikere.

Kurset giver deltagerne indsigt i og kendskab til blandt andet arbejds- og ansættelsesret, hovedaftalen og overenskomster, lokalaftaler, virksomhedsnævn og personalepolitik, sygdomsbegrundet fravær, opsigelser og fratrædelser. Endvidere giver det et grundlæggende overblik over de forskellige elementer i form af blandt andet love, EU-regler, overenskomster og retspraksis, der har indflydelse på arbejds- og ansættelsesret. 

Kurset henvender sig til jer, der i det daglige administrerer overenskomster og ansættelser på virksomhederne.

Kurset bliver holdt den 18. - 19. maj 2022 på Hotel Odeon i Odense.

Du kan læse mere om kurset og tilmelde dig her

Online psykolog

Nyt i medarbejdernes sundhedsordning  
 
Online psykolog er en nyhed i medarbejdernes sundhedsordning i PensionDanmark. Ordningen betyder, at medarbejderne nemt og hurtigt kan få en samtale med en psykolog. 

Med Online psykolog kan medarbejderne tale med en psykolog hjemme i deres egen stue, eller hvor de føler sig godt tilpas. Psykologen er med på video, så man kan se hinanden, mens man taler sammen.
 
Hvad kan Online psykolog hjælpe medarbejderne med?  
Der kan være mange grunde til at tale med en psykolog. Medarbejderne kan for eksempel få hjælp, hvis de:   

•    har svært ved at sove  
•    har lyst til at trække sig fra det sociale liv og undgår andre mennesker
•    er rastløse eller føler sig deprimerede 
•    føler sig pressede på arbejdet eller derhjemme
   
Man behøver ikke tale med sin egen læge først, og kontakten til Online psykolog er naturligvis fortrolig.

Sådan bestiller man en tid  
Medarbejderen kan bestille en tid hos Online psykolog på pension.dk/sundhed eller i PensionDanmarks app ”Din Pension”. De kan også vælge at tale med en psykolog hurtigst muligt. Online psykolog har åbent alle hverdage fra kl. 08.00 til kl. 21.00 og i weekender og på helligdage fra kl. 09.00 til. kl. 17.00. 
 

Kontakt os

Kooperationen

Reventlowsgade 14, 2.

1651 København V

T. 33 55 77 30
E. kontakt@kooperationen.dk
Vil du framelde nyhedsbrevet?
Email Marketing Powered by Mailchimp