Roskilde Domsogns Menighedspleje har som formål at virke for diakoni i sognet. Diakoni er kirkens sociale arbejde, og vi har sorggrupper, besøgstjeneste, mentorordning, fællesspisning, udflugter og økonomisk hjælp og støtte til både enkeltpersoner og organisationer.
 
En del af menighedsplejens arbejde retter sig mod familier, især familier, hvor en forælder bor alene med et eller flere børn.
Når man er to voksne i en familie, er man to til at betale udgifterne. I Danmark er de dyreste udgifter boligudgifter: husleje, varme og el. Disse udgifter bliver ikke væsentligt mindre af, at man kun er én voksen i husstanden. Derfor er de fleste enlige spændt noget hårdere for end par. Derudover er der ensomheden ved hver dag at stå med det hele selv, eller ikke have råd til at deltage i sociale aktiviteter.
 
Man kan sige, at familier med kun en forsøger er vor tids enker og faderløse. Enkerne og de faderløse har helt tilbage fra de første kirker og menigheder været et særligt fokusområde for kristne. Desværre er Jesu favnende og tilgivende møde med mennesker flere gange i kirkehistorien blevet afløst af moralsk fordømmelse over mennesker, som ikke levede i en klassisk familiestruktur. Her har børn født uden for ægteskab, fraskilte og enlige kvinder været særlig hårdt ramt. De tider er gudskelov forbi, og nu ser vi i stedet en gruppe mennesker, som har særlig brug for omsorg og opmærksomhed. Vi ved fra undersøgelser, at ensomhed går i arv, og vi kan se, at mange enlige forsørgere også er ramt på økonomien. Derfor er det oplagt at lave aktiviteter for netop denne gruppe.
 
Menighedsplejen har både fællesspisning og ferieudflugter, ligesom vi har julehjælp og lysglobemidlerne, som gives til børn og unge, mest til konfirmationshjælp. Netop omkring højtiderne bliver det tydeligt, hvem der har socialt og økonomisk overskud, og hvem der ikke har. Det er vigtigt, at vi som kirke støtter op om de familier, som har svært ved at få råd til fest og gaver.
Ved fællesspisning gør vi meget ud af, at maden er rigtig god, ingen skal føle, at de spiser nådsensbrød, eller mødes af et ”Det må være godt nok til jer.” Både højtuddannede og ufaglærte kommer for et få en friaften i selskab med andre voksne – og finder med tiden sammen på kryds og tværs, så netværk skabes og man har nogen at spørge, hvor man ellers stod alene. Det er rart, at man ikke skal forklare sin civilstatus og det er rart, at tale med andre, der har samme livsvilkår. Det er også et frirum for børnene, her er nemlig plads til at lege og se far eller mor i et fællesskab med andre.
 
I ferierne laver vi udflugter for familierne. Alle børn kan så komme i skole eller børnehave og fortælle om en ferieoplevelse, de har haft med far eller mor. Udflugterne er til populære steder, så børnene oplever det samme som andre børn og kan dele erfaringer med deres kammerater, når de er tilbage i hverdagen.
 
Hvorfor skal menighedsplejen lave disse tilbud til familier med en forsørger, hvad har det med kirken at gøre, kunne man spørge?
Der er hverken bordbøn, bibellæsninger eller prædiken med i aktiviteterne. Vi tilbyder ikke aktiviteterne for at gøre deltagerne kristne. Vi har derimod en menighedspleje, som yder hjælp, fordi vi er kristne og fordi vi er kirke. Det at vise omsorg for medmennesket, især det trængte medmenneske er en del af at være kristen og være kirke.

Det gør også noget ved os som kirke, at vi forsøger at favne sognets trængte. Da bliver vi nemlig kirke, folkekirke for alle og ikke alene for dem, der har overskud til at møde op søndag kl. 10. Vi bliver kirke for forskellige familietyper og for de frivillige, som gerne vil bruge tiden på at gøre noget for andre. Deltagere i menighedsplejens aktiviteter gør vores kirke levende, favnende og mangfoldig. Vi bliver gennem diakonien en kirke, som lever og handler efter den kristne forkyndelse.