Copy
Du modtager denne mail, fordi du står på mailinglisten for C.G. Jung i Danmark https://cg-jung.dk/
View this email in your browser

Godt Nytår!

Jung Foreningen ønsker alle medlemmer og gæster et Godt Nytår 2022!

Ligesom de foregående år udsender Jung Foreningens bestyrelse foreningens nytårsbrev til alle, der står på mailinglisten. Året 2021 har ligesom året før været præget af coronapandemien. Heldigvis lykkedes det os at gennemføre hele efterårets program, bortset fra weekendseminaret med Lisbet Myers om ”Kreativ aldring”. Aflysningen skyldtes denne gang begrænset tilslutning.

De fire gennemførte foredrag med Aksel Haaning om den højmiddelalderlige tekst ”Aurora”, Thomas Gitz-Johansen om ”Den yngste søns udviklingsvej i eventyr”, Hartmut Solmsdorff om ”Det fremmede i os” og endelig Lene Riiger om ”Det skøre sind” var alle blevet flyttet fra det sene efterår 2020 og foråret 2021 i den foregående sæson pga. nedlukningen dengang. Kun drømmegruppen med Petrusjka Jeiner lykkedes det os at gennemføre i foråret 2021 ved at flytte den fra efter nytår til forsommeren. Foruden de fire gennemførte foredrag i efteråret 2021 afviklede vi efter planen en Jungcafé om synkronicitet og en drømmematrix på engelsk, ledet af Mei-Fun Kuang.

Tilslutningen til efterårets foredrag har været ganske tilfredsstillende, coronaen taget i betragtning. Således har foreningens regnskab balanceret i 2021. Pga. aflysningerne i foråret 2021 besluttede bestyrelsen, at medlemmer, der havde betalt fuldt kontingent for sæsonen 2020-2021, fik fornyet deres medlemskab i 2021-2022 ved at betale halvt kontingent.                                                                                 

Som bekendt flyttede vi på kommunens foranledning til nye lokaler i Medborgerhuset Union, Nørre Allé 7, tæt på Sankt Hans Torv, i efteråret 2020. Selv om der er bedre lysforhold og mulighed for udluftning, har vi ikke været udelt begejstret for flytningen. Dels ligger lokalet på 3. sal, hvad der gør det vanskeligt for gangbesværede at deltage, og dels er lydforholdene ikke ideelle. Vi arbejder fortsat på at få installeret støjdæmpende loftsplader i lokalet, alternativt at flytte tilbage til Kulturhuset Indre By. En eventuel flytning vil selvfølgelig blive meddelt i et kommende nyhedsbrev. Foreløbig foreslår vi vore deltagere at købe ind i kantinen, der ligger i stueplan, inden foredraget, da kantinen oftest er lukket, når vi holder pause.

Med hensyn til forårets program i 2022 ser det ved årsskiftet noget usikkert ud, om vi kan gennemføre programmet helt efter planen. Allerede nu kan vi oplyse, at den nye drømmegruppe ved Petrusjka Jeiner, hvor der stadig er enkelte ledige pladser, udsættes fra den oprindeligt annoncerede tid d. 6. januar og de følgende fire torsdage. Ny startdato bliver torsdag d. 28. april. Det skyldes, at alle kulturhuse er lukket frem til og med lørdag den 15. januar. Man bedes orientere sig om, hvorvidt nedlukningen fortsætter efter denne dato. Selvfølgelig vil vi også fra foreningens side orientere om evt. aflysninger via vores månedlige nyhedsbreve, der tilgår alle, som står på mailinglisten.

Efter planen vil forårets Jungcafé omhandle arketypen Skyggen. Vores formand, Lilla Monrad, indleder aftenen med et kort oplæg, hvorefter deltagerne frit byder ind i en fælles diskussion om emnet. Deltagelse i Jungcafeen er gratis. Studiekredsen om ”Naturens lys – naturens stemme” med Aksel Haaning, der går i dybden med emnet for Aksels foredrag i efteråret 2021 om ”Aurora”, løber over fire gange. Bemærk at der er begrænset deltagerantal, og at forhåndstilmelding og -betaling er påkrævet. Der er stadig enkelte ledige pladser.

Der er ud over drømmegruppen og studiekredsen planlagt fire foredrag i foråret. Terapeut Dorte Jallberg taler om terapiformen IFS/Internal Family System (udsat fra tidligere), Petrusjka Jeiner tager et aktuelt emne op med sit foredrag om ”Angstbilleder fra en coronatid”, Lilla Monrad holder foredrag ”om at fylde tomrummet ud”, og sæsonen slutter med Hanne Urhøjs foredrag om ”konfrontationen med dødsmoderen” med udgangspunkt i eventyret ”Hans og Grete”. Vi håber meget, at det kan lade sig gøre at gennemføre foredragene, men vi følger selvfølgelig myndighedernes regler og anbefalinger til enhver tid.

Til sidst vil vi opfordre dem af vores gæster, der endnu ikke har meldt sig ind i foreningen, men står på mailinglisten, til at melde sig ind og dermed støtte bestyrelsen i arbejdet på at videreudvikle foreningen. Det kan også betale sig økonomisk at være medlem, hvis man kommer mindst 2-3 gange i løbet af en sæson. Medlemmer får nemlig entréen til reduceret pris, og derudover kan de benytte sig af vores favorable klippekortordning. Klippekort har ingen udløbsdato.

Indmelding kan ske i forbindelse med de enkelte arrangementer eller ved indbetaling på foreningens konto, reg. nr. 1551, konto nr. 9921842. Den normale pris er 150 kr. om året for enkeltmedlemmer, dog kun 100 kr. for pensionister og studerende og 200 kr. for par (med samme adresse). Som sagt kan de, der var medlemmer i 2020-2021, stadig nøjes med at betale halv pris for sæsonen 2021-2022. Vi gør opmærksom på, at foreningens medlemmer yderligere har den fordel, at de kan deltage i Jung Instituttets konferencer til nedsat pris. Det er muligt at betale for foredrag kontant eller med MobilePay samt med kreditkort ved indgangen.

Vi ser frem til at møde jer i foråret.

Vel mødt
Bestyrelsen for Jung Foreningen i København.

På gensyn til nye aktiviteter i Jung Foreningen i 2022


Se programmet for forårssæsonen her: PROGRAM 2021 - 2022

NB. Drømmegruppen v/ Petrusjka Jeiner er pga. de nye restriktioner flyttet til april på følgende datoer: Torsdag den 28.4., torsdag den 5.5., torsdag den 19.5., torsdag den 2.6. og torsdag den 9.6.
Jung Foreningen anbefaler:
 

Preben Grønkjær, C.G. Jungs analytiske psykologi – en introduktion, Gyldendal, 1994 

En præcis og enkel indføring i de mest centrale jungianske begreber. 

Aksel Haaning, En stemme fra dybet, Akademisk forlag, 2016

En levende kronologisk skildring af Jungs liv og tanker.

Haanings indlevede videnskabshistoriske tilgang gør det nemt at forstå Jungs teorier om menneskets psyke. 

Preben Grønkjær, Politikens bog om Drømme, Politikens forlag, 2005 

Endnu et brugbart opslagsværk af idehistorikeren og Jung-kenderen, Preben Grønkjær.  
MINDEORD 

Teologen, underviseren og forfatteren Lars Bo Bojesen, som bl.a. har holdt flere foredrag i Jungforeningen, døde sommeren 2021, 74 år gammel.

Medlem af Jung Foreningen Lone Gadegaard har skrevet dette mindeord.

Det var bogen Dæmoni og Mening - en introduktion til C. G. Jung, der først henledte min opmærksomhed på Lars Bo Bojesens forfatterskab. 

Bogen kom som en håndsrækning til at forstå mørket. Ikke synke ned i det, ikke fortrænge det - men i virkeligheden til at begribe mørket som en side af det guddommelige. Og det var netop denne evne til at rumme mørket som jeg følte mig kommet i møde af. Bogens højdepunkt var for mig introduktionen af begrebet Selvets Dæmoniske side. Det forhold, at Selvet under ekstreme forhold sætter ind med dæmonisk selvødelæggende kræfter. Yderligere at dette sker for at undgå at Selvet udslettes, hvorved senere heling muliggøres.

Lars Bo Bojesen gav mig en nøgtern indgang til at se på destruktive kræfter og rumme modsætninger - i stedet for at forstå destruktive kræfter som dæmonisk besættelse a la middelalderlig overtro. Ti år senere var det en jungiansk analytiker, der kom mig i møde i et analyseforløb, hvor jeg lærte at arbejde med selvets dæmoniske side gennem brug af drømme, eventyr og myter.

Med til det dæmoniske hører hos Lars Bo Bojesen også Eros, der ses som en åndelig dæmon – en Daimon. Det var første gang, jeg mødte fortællingen om Sokrates, der belæres af Diotima fra Mantineia. Forfatteren viste på den måde vej til den viise kvinde, der belærte Sokrates ud i erotikken og ikke mindst erotikkens sjælelige skønhed. - Begrebet dæmoni trådte i fuld skala frem i sin modsætningsfyldte realitet.

Nu til bogen Den tredje Tilstand. Forfatteren er på aftenvandring ud af Askov.

”Bag træerne og skoven løfter sig aftenhimlen. Man synes vel ikke at man kommer i tæt nok forbindelse med dens skønhed, for efterhånden som man går ud ad vejen, tårner træerne sig højere op og dækker for himlen...” men lidt senere dukker himlen op igen – ”og nu kan blikket vandre frit … ud ... og op: hele himlen lader sig nu tilsyne...”
”… bedst som man er mest fordybet, bøjes opmærksomheden væk fra himlen og ned til en ting på jorden, enten det er en ko der brøler, eller det er toget fra Esbjerg der nærmer sig med sine tre lysende øjne. Men toget kører væk …, og himlen er der stadig, trækker stadig i én, vil én noget. Hvorfor brænder det sådan i ens bryst, når man ser ud i det fjerne; hvad er det for en længsel, der bryder op i én?”

Forfatteren ønsker at præsentere læseren for en psykologisk tilstand, som han giver navnet uendelighedslængslen. Uendelighedslængslen - den åndelige længsel. Hvis vi som mennesker skal stå ved vores muligheder for at udvikle os etisk og åndeligt, må vi stå ved denne uendelighedslængsel.

Som hjælp til at forstå menneskets åndelige udviklingsmuligheder vælger Lars Bo Bojesen at præsentere Den Kristne Mystik, Steiner og endelig Jung. Udviklingstrinene i de tre traditioner sammenholdes – og det bliver muligt at erkende erfaringer fra den psykologiske dimension i et åndeligt perspektiv. Det sker i en skematisk oversigt, som en foræring til læseren. Her mødes psykologi og religion og bliver til fornem religionspsykologisk vejledning.

Lars Bo Bojesens forfatterskab er fyldt af overraskende fortællinger. En af dem er fortællingen om Phintias og Damon, som vi møder i Venskab og Ensomhed. 
Phintias og Damon er venner. Phintias bliver dømt til døden for en plan om kupforsøg mod tyrannen Dionysios. Phintias beder om “fri” til at kunne foretage en rejse, før han skal dø. - Damon forstår straks sin vens nød og melder sig som stedfortræder. Han vil gå i fængsel i stedet for Phintias, og han vil gå i døden, hvis vennen ikke vender tilbage. - Den dømte rejser, vennen går i fængsel.

Den dag dødsdommen skal eksekveres, er Phintias ikke vendt tilbage. - Damon føres til henrettelsespladsen - og så i aller sidste sekund dukker Phintias op for selv at tage sin dom.  Nu sker så det bemærkelsesværdige at Damon beder om at måtte træde i Phintias’ sted. Så beder Phintias om, at dette må blive afvist. Da Dionysios bevidner dette venskab, bevæges hans hjerte og Phintias benådes.

Det er i Syracus på Sicilien, år 400 før Kr., men det er underordnet. Når det gode sejrer, er det altid en god historie. Blot skal der jo være en til at fortælle den, holde den i live. - Jeg husker min glæde og bevægelse, da jeg læste beretningen. Det gode sejrer, håbet vækkes og det er, som om hjertet får en ny chance.

Da jeg erfarede, at forfatteren ikke længere er iblandt os, blev jeg ked af det. Så begyndte jeg at se på de mange steder i forfatterskabet, der har åbnet mit sind, bragt udsyn og vidsyn, bragt trøst og håb. Så kom jeg til at tænke på al den glæde og taknemlighed, jeg har følt gennem årene. Sådan vil jeg mindes forfatteren Lars Bo Bojesen
Herover to anbefalelsesværdige bøger af Lars Bo Bojesen samt to udgivelser på Gyldendal af Jungs artikler, redigeret af Lars Bo Bojesen.
For jer, der gerne vil gå i jungiansk analyse,
er der flere muligheder:

På hjemmesiden
https://cg-jung.dk/ kan I under menuen JUNGIANSK ANALYSE se 3 oversigter med kontakt og adresser:

https://cg-jung.dk/dsap/kontakt-dsap/
som viser den samlede oversigt over uddannede jungianske analytikere i Danmark, som er medlemmer af DSAP og IAAP

https://cg-jung.dk/cg-jung-institut-kbh/uddannede-jungianske-psykoterapeuter-dsap-mpf/
som viser oversigten over uddannede jungianske psykoterapeuter i Danmark, som er medlemmer af DSAP og Psykoterapeutforeningen.

https://cg-jung.dk/cg-jung-institut-kbh/seniorkandidater/
som viser oversigten over seniorkandidater ved Jung Instituttet.
Der er seniorkandidater i København, Roskilde, Køge, Hillerød, Espergærde, Odense, Århus, Midt- og Sønderjylland samt i Norge, Sverige, Finland og Island.

Bemærk at seniorkandidater tilbyder analyse til reduceret pris.
Send en mail til institut@cg-jung.dk og skriv om din baggrund for henvendelsen. Husk også at skrive, hvor du bor i landet. Så vil du blive henvist til den nærmeste ledige seniorkandidat.
Jung Foreningen i København
Jung Foreningen i København
Hjemmesiden for Jung i Danmark
Hjemmesiden for Jung i Danmark
Copyright © 2022 Jung i Danmark, All rights reserved.

Hvis du gerne vil slettes af mailinglisten, så send venligst en mail til
adm@cg-jung.dk

så får du ikke flere mails fra os.
(Du kan alternativt unsubscribe i bunden af denne mail)






This email was sent to <<Email>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Jung i Danmark · Sættedammen 12 · Hillerød 3400 · Denmark