Corona-pandemien har afsløret, hvor skrøbeligt det moderne, rationelle livssyn er, når vi mister kontrollen, for den situation tager det ikke højde for. Pandemien har derfor været det, som Ove Kaj Pedersen, professor emeritus på CBS, har kaldt et livschok. Vi har fra stort set alle sider af samfundet lært, at alle problemer kunne løses ved hjælp af kontrol, for den enkelte gennem selvkontrol, optimering og vækst.

Stort set fra den ene dag til den anden blev vores frihed kraftigt indskrænket. ”Du kan, hvad du vil!”, et af tidens mantraer, viste sig at være en løgn. Vi blev ramt på vores selvforståelse. Vi mødte en grænse. Vi troede vi kunne beherske tilværelsen. Pludselig kunne vi ikke engang se vores venner, gå i byen, på arbejde, i skole, fitnesscentret eller biografen, og vi bestemte ikke selv, om vores forretning måtte være åben eller skulle være lukket. Rejser til udlandet var udelukket.
Pludselig kunne vi ikke alt det, vi ville. Vi mødte noget større. Det var et chok. Og det kom oven i andre kriser, som heller ikke lignede en verden, der var i kontrol: En verden i opbrud, enorme flygtningestrømme, demokratier og en humanisme, som slår revner. Og ikke mindst, selvfølgelig, klimakrisen.

Men det er nok corona-krisen, som mest effektivt har belært den enkelte af os om, at vi ikke er i kontrol. Det er vigtigt at tage den lærdom med fra krisen, tror jeg. Økonomisk vækst, forbrug, videnskab og optimering af mig selv er ikke nok. 

Der skal tro til. Der skal håb til. Og kærlighed til denne verden! Der skal det til, som vores samfund har dybe rødder i, men som generelt er blevet fortrængt af nutidens rationalisme, nemlig kristendommen, troen på Gud, som indebærer en ukuelig tro på fremtiden. Kristendommen er en fremtidsvendt religion, og den er håbets religion. Den ser ikke bort fra ragnarok, men gennem det, og der møder Gud os.

I den tro er der altid grund til at være håbefuld – og kæmpe for en bedre fremtid. Det skal vi opmuntre hinanden til. Det gør vi i kirken, forhåbentlig. Vi skal først og fremmest opmuntre de unge til det, for de udgør jo fremtiden, og det er en skandale for os, der er ældre, at vi har bildt de unge ind, at de kan blive perfekte, hvis bare de tager kontrol over deres eget liv, og at livet handler om selvrealisering.
Det gør livet ikke. Kærligheden dør mellem mennesker, der tror det, for kærlighed er at vende sig væk fra sig selv mod den anden, og på samme måde kan tro og håb ikke eksistere dér, hvor alt handler om selvrealisering. Jeg har indtryk af, at mange unge godt ved det, for de kæmper faktisk for verdens fremtid, men når de ser på de ældre generationer, ja, så kan de miste troen på det, for det er jo fra dem, de møder kravene om konstant at optimere sig selv, ja, blive perfekte.