Copy
Nyhedsbrev fra SF i Europa-Parlamentet 14. februar 2022

EU-lov skal sikre mindre antibiotika - ikke skabe overforbrug

28. januar trådte en EU-lov i kraft i Danmark som har til formål at mindske overforbrug af antibiotika til dyr og dermed mindske udbredelsen af antibiotikaresistente bakterier.

Forordningen blev vedtaget tilbage i 2019, og den er blevet taget positivt imod af grønne kræfter i hele Europa da antibiotikaresistens er en reel fare både for dyr og mennesker.

Der er dog usikkerhed om hvordan de nye reglerne skal fortolkes, bl.a. om indlægssedlen i pakninger med medicin til dyr fremover skal følges til punkt og prikke. I givet fald vil det kunne medføre et tilbageskridt i forhold til den danske indsats for at holde antibiotikaforbruget i landbruget så lavt så muligt. Mulighederne for at ny viden kan komme på banen skal selvsagt være til stede. Det er endnu uklart om reglerne spærrer her.

SF og De Grønne har indkaldt ministeren i samråd og stillet spørgsmål til Kommissionen for at finde ud af hvordan vi får loven til at virke efter hensigten.

Vi skal kunne straffe EU-lande økonomisk hvis de ikke spiller efter reglerne

Onsdag skal Europa-Parlamentet og forkvinden for Europa-Kommissionen debattere den såkaldte retsstatsmekanisme der knytter udbetalinger af EU-midler til overholdelse af grundlæggende demokratiske værdier. Det sker efter at EU-domstolen har afvist Ungarn og Polens forsøg på at blokere mekanismen.

EU skal naturligvis ikke give økonomisk støtte til lande der modarbejder borgeres demokratiske og politiske frihedsrettigheder. Derfor er det også vores holdning at Kommissionen fremover skal kigge medlemslandene endnu mere efter i sømmene og reagere så det kan mærkes hvis EU’s grundlæggende retsprincipper krænkes.

Møde om bosættervold mod den palæstinensiske befolkning

Onsdag eftermiddag har Margrete taget initiativ til et møde med Sarit Michaeli fra B’tselem (der er en israelsk organisation for menneskerettigheder i det besatte Palæstina) og Ori Givati fra organisationen Breaking the Silence.
SF og De Grønne har igennem mange år haft et godt samarbejde med begge grupper, og på mødet skal de tale om bosætteres vold mod den palæstinensiske befolkning.

Det er uhyrligt hvad der foregår – det har varet ved i årevis, ja det er nærmest taget til. Flere palæstinensiske civile er kommet alvorligt til skade bl.a. efter stenkast og overfald, og bare den seneste uge er 150 oliventræer blevet ødelagt. Mest påfaldende er det dog at israelske soldater bare ser til, ja ofte beskytter bosætterne. Og den vold er selv indenfor israelsk lovgivning ulovlig. Men stort set alle forbrydelserne sker uden at retssystemet tager seriøst fat i det.

Det har længe været de nævnte organisationers analyse at denne vold er led i den overordnede plan for israelsk overtagelse af store dele af det besatte land. Det kommer vi givetvis til at høre mere om.

På mødet vil vi diskutere situationen, både den langsigtede plan og hvad der kan gøres lige nu for at afværge de daglige overgreb på palæstinensiske civile.

Offshore vedvarende energi og natur på dagsordenen

Der er et enormt behov for vedvarende energi fra havet i form af vind, bølger, tidevand og sol, og det er nødvendigt at sørge for gennemtænkte løsninger der også virker for naturen. Netop det er på dagsordenen i Strasbourg i aften.

Her skal Parlamentet diskutere og senere stemme om radikale Morten Helveg Petersens udkast til Parlamentets svar på Kommissionens strategi for offshore energi fra november 2020. Rapporten understreger blandt andet vigtigheden af at sammentænke natur og klima og af at tage en helhedsorienteret og inddragende tilgang til planlægningen af vores marine områder.

De Grønne har haft en stor indflydelse på den endelige rapport som vi langt hen ad vejen synes er rigtig god. Og det er naturligvis et utroligt vigtigt emne for Danmark hvor misforståede naturhensyn flere gange har standset bydende nødvendige vindmøller.

Vi har brug for stærkere forbrugerbeskyttelse når vi handler online

EU's lovgivning om produktsikkerhed er fra 2001, og det er nødvendigt at opdatere den så den passer bedre til blandet andet e-handel og platformssalg. Det arbejde er nu gået i gang.

De kommende regler kommer til at gælde for produkter der sælges i EU uanset om de er nye, brugte, reparerede eller istandsatte. For os i SF er det helt centralt at platforms-salg ikke ender med at blive et smuthul i lovgivningen om forbrugersikkerhed og produktansvar; forbrugerne og deres børn må ikke udsættes for farlige produkter der ikke lever op til EU's gode forbrugerbeskyttelses-regler.

Vi søger en campaigner og nye praktikanter

Både Kira og Margrete leder allerede nu efter nye praktikanter til efterårssemestret. Kender du den rette kandidat der gerne vil have et socialt og lærerigt halvt år i Bruxelles? Som interesserer sig for EU og vil opleve EU-Parlamentet indefra, arbejde med politik, lovgivning og kommunikation?
 
Så send dem praktikopslaget her og bed dem ansøge inden 27. februar.

Vi søger også efter en kampagnemedarbejder til vores team i København. Én der er fuld af ideer og har lyst til at hjælpe med at sprede budskaber om alt fra skattely og hvidvask til vaccineulighed og ligeløn. 

Hvis det lyder som noget for dig eller en du kender, så læs med her og ansøg inden 10. marts. 

Ugens tweet

Hvis du vil følge med i Margrete og Kiras arbejde i Europa-Parlamentet, så tilmeld dig nyhedsbrevet her:
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Margretes Facebook
Margretes Twitter
Margretes hjemmeside
Copyright © 2022 SF - Socialistisk Folkeparti, All rights reserved.