Copy

25. februar 2022

Krig i Europa

Pludselig står Europa midt i det utænkelige: En regulær krig i et europæisk land i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. “Det ligner den største militæraktion på europæisk jord siden 2. Verdenskrig," udtalte DR's internationale korrespondent Steffen Gram på invasionens første dag.

Meget apropos har vi i denne uge flere film om 2. Verdenskrig på plakaten. Igennem årene er der lavet mange film om modstandsbevægelser i Danmark og andre europæiske lande, men det er sjældent, at vi har hørt noget om den anti-nazistiske undergrundsbevægelse i selveste Tyskland. I filmen 'Sophie Scholl' følger vi den sande og gribende historie om Tysklands mest berømte aktivist i modstandsgruppen Den Hvide Rose, der bygger på historiske optegnelser om hendes tilfangetagelse og retssag i München i 1943.  

Vi har desuden samlet en liste med inspiration til flere film, der sætter fokus på besættelsesmagter og modstandsbevægelser i Europa under 2. Verdenskrig. Og du finder naturligvis også de andre nyeste film på Filmstriben herunder.

Med venlig hilsen,
Filmredaktionen

Sophie Scholl NY FILM

Spillefilm, 1t 59 min., drama. Tyskland, 2005. Instruktion: Marc Rothemund

Søskendeparret Hans og Sophie Scholl arresteres og anklages for højforræderi, da de i München 1943 omdeler løbesedler på universitetet, der fortæller sandheden om Stalingrad og herrefolkets kommende nederlag.


Modstand

Spillefilm, 2t 11 min., actionfilm. USA, Storbritannien, 2007. Instruktion: Edward Zwick

I kølvandet på besættelsen af Hviderusland i 1941 påbegynder tyske dødspatruljer en udryddelse af alle jøder. Brødrene Bielski flygter efter at have mistet deres familie og venner ud i de store skove, hvorfra de yder modstand og beskytter andre forfulgte.


Faldet for Frankrig, død for Frankrig

Spillefilm, 2t 13 min., drama. Frankrig, 2009. Instruktion: Robert Guédiguian

Historien om Missak Manouchian og hans selvbestaltede gruppe af småforbrydere, der indleder en dramatisk modstandskamp mod den tyske besættelsesmagt i Paris under 2. Verdenskrig. Gruppen har stor succes, indtil Gestapo og det franske politi får fat i nogle af medlemmerne. Det bliver begyndelsen til enden. Filmen følger også Manouchians personlige krise, da han må opgive sin pacifistiske holdning til vold og død.



Se flere film om besættelsesmagter og modstand her

Ugens nye film på Filmstriben

Ainbo - Amazonas' vogter

Animation, 1t 21 min., for større børn. USA, Peru, Holland, 2020. Instruktion: Richard Claus og José Zelada

En fortælling om en ung pige, der vokser op i den dybeste jungle i Amazonas. En dag opdager hun, at hendes hjemland er truet, og indser, at der er andre mennesker i verden, udover hendes eget folk. Med hjælp fra hendes åndelige guider, bæltedyret «Dillo» og tapiren «Vaca», begiver hun sig ud på en rejse for at søge hjælp hos Amazonas' mest kraftfulde modersjæl, den enorme skildpadde «Motelo Mama». Hun kæmper for at redde sit paradis fra grådighed, udnyttelse og ulovlig guldminedrift. Ainbo må stoppe ødelæggelserne og den onde «Yakuruna», den mørkeste dæmon, som lever i Amazonas. Med hjælp fra sin mors ånd er Ainbo fast besluttet på at redde sit land og sit folk, inden det er for sent.


Calamity Jane - vestens vilde datter

Animation, 1t 25 min., drama. Frankrig, Danmark 2020. Instruktion: Rémi Chayé

Animation. Det er 1863, og pigen Martha Jane er sammen med en konvoj på vej mod et bedre liv i Vesten. Da hendes far kommer til skade, er det pludselig Martha, der skal køre familievognen, passe hestene og forsørge familien. Det er en hård og udfordrende omvæltning, og alligevel har Martha aldrig følt sig så fri. Men ikke alle ser positivt på Marthas fritænkning – især ikke Abrahams, konvojens leder. Det hele bliver værre, da Martha anklages for tyveri og tvinges på flugt. Iført drengetøj søger hun desperat efter beviset på sin uskyld. Det bliver starten på et eventyr fuld af farer, oplevelser og personlig udvikling!


De Gaulle

Spillefilm, 1t 45 min., drama. Frankrig, 2020. Instruktion: Gabriel Le Bomin

'De Gaulle' handler om Charles de Gaulle, den legendariske præsident i Frankrig i årene 1959-1969. Filmen udspiller sig i sommeren 1940, hvor de Gaulle er general i hæren, og Frankrig kollapser både politisk og militært under truslen fra nazisterne. Filmen beskriver de hændelser, som gør de Gaulle til fransk nationalhelt.


Flummerne

Animaiton, 1t 24 min., til små børn. Storbritannien, USA, 2020. Instruktion: David Silverman

Mød Flummerne i form af de to nuttede, donut-formede pelsdyr Op og Ed, og tag med dem på en eventyrlig tidsrejse. Ved et uheld med en magisk blomst rejser makkerparret fra år 1835 og frem til nutidens Shanghai. Her oplever de for første gang trafik, de smager fastfood, og det værste af det hele er, at de opdager, at flummere er en uddød dyreart! Nu er det op til det gakkede par at redde sig selv, og måske kan de endda ændre på historiens gang og redde deres arts overlevelse…


Gunda

Dokumentar, 1t 33 min. Norge, USA, 2020. Instruktion: Victor Kossakovsky

Gunda er en enestående smuk film, som har meget på hjerte, og som på fascinerende vis formidler det helt uden ord. Den russiske mesterinstruktør Viktor Kossakovsky minder os om, at vi bebor vores klode sammen med milliarder af andre dyr. Han lader kameraet dvæle ved ét enkelt af disse dyr – soen Gunda, og de andre grise, høns og køer, der udgør hendes nærmeste omgangskreds. Der er ingen ekspert-interviews i ‘Gunda’, og filmen er langt fra dokumentarfilmens klassiske konventioner. Men ved at lade os betragte dyrenes adfærd i blændende smukke, sort-hvide billeder lader Kossakovsky os forstå, at der er både intelligens og følelser inde bag trynen, næbbet og mulen.


Miss Osaka

Spillefilm, 1t 30 min., drama. Danmark, Norge 2021. Instruktion: Daniel Dencik

Hvem ville du være, hvis du kunne være hvem som helst? Det får den unge Ines en uventet chance for at finde ud af – og hun griber den. Under en rejse i Norge med sin kæreste møder Ines tilfældigt den forførende, japanske Maria. Et møde, der ender fatalt ude i vinterlandets barske ødemarker, men bliver en ny begyndelse for Ines, der snart befinder sig under et nyt navn i en fjern og fremmed by: Osaka. Et visitkort med navnet på en natklub fører hende dybt ind i en labyrintisk parallelverden, hvor identiteterne er lige så svævende som lyden af en nænsom saxofonsolo. En af stamgæsterne viser sig imidlertid at være lige så besat af den forsvundne Maria, som Ines selv er.


Violation

Spillefilm, 1t 47 min. Canada, 2020. Instruktion: Dusty Mancinelli og Madeleine Sims-Fewer

Miriam tager på hyttetur med sin mand, søster og svoger. På denne skæbnesvangre tur sker der noget meget dramatisk, som Miriam efterfølgende tager en grusom hævn over.


Persondata

Du modtager denne mail, fordi du er tilmeldt som modtager af nyhedsbrevet 'Nyt fra Filmstriben' fra DBC.

Klik på "Opdatér profil" nedenfor for at se, hvilke data vi har registreret om dig. Vi benytter alene dine data til at sende dig nyheder om Filmstriben. Du kan til enhver tid afmelde dig, hvorefter vi sletter dine data. 

 
Andre nyhedsmails om DBC's produkter:
|Nyt fra Forfatterweb| |Nyt fra Faktalink|


DBC på sociale medier

Følg Filmstriben
Ikon til Filmstribens Facebook side Facebook   Instagram   Twitter
Del nyhedsbrevet
 
Synes du godt om nyhedsbrevet?
Like Besættelsesmagter og modstandsbevægelser on Facebook
Arkiv over udsendte nyheder
www.dbc.dk







This email was sent to <<Mailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Filmstriben / DBC · Tempovej 7-11 · 2750 DK · Denmark