Et nyhedsbrev, der giver samtaler om det at være menneske, og som gør dig nysgerrig på tro og tvivl, sorg, glæde, ansvar og spiritualitet.

Bliv, hvor du er

I fredags, den 25. februar, var det kærlighedens, rædslens og dødens dag. Sirenerne lød i Kiev, skrev jeg som så mange andre på de sociale medier.

Den dag var det også 13 år siden, jeg ved to-tiden bag en dør havde et møde med en mand, der prøvede at lære mig (tror jeg), at alle mennesker er elsket.

Umuligt at forstå.

Jeg har prøvet lige siden. Ved at tænke, samtale, handle og skrive.

Livet er dramatisk

”Jeg mødte Jesus” udkom seks år efter mødet, for over syv år siden, der er sket så meget.

Jeg har - som det nu vil ske for så mange andre i Ukraine og i andre krige og herhjemme i freden - mistet en søn og fået en sønnesøn.

Det er umuligt at begribe. Jeg prøver.

Der, hvor jeg trøstes, er, at jeg ved, at jeg ikke er alene. Heller ikke, når jeg går ved søen i Rold Skov, hvor han gik og løb som barn og ung.

Det er ikke mig eller mit eller hans liv, der er og var sært eller forkert.

Vi er ikke i kontrol

Der sker så meget uforståeligt i så mange menneskers liv. Så meget, vi ikke er herrer over.

Ukrainerne har ikke besluttet den krig, de nu lever. Min søn havde ikke valgt sit liv, jeg ikke mit, vi er alle født ind i en verden uden vores eget vidende.

Det, vi kan gøre, er at acceptere netop det faktum og så gøre det, så godt vi kan, derfra.

Vi har ikke magten over hverken vores eget eller andres liv, vi kan ikke beskylde andre for ikke at magte deres liv.

Kan hjælpe hinanden

Vi mennesker skal rumme meget i vores korte liv, og vi må og skal hjælpe hinanden - i det nære og længere væk.

Hjælp dine nærmeste, hjælp ukrainerne.

Det er svært, træls, urimeligt, det her liv, og jo, jeg får at vide, at jeg er heldig, at jeg har haft så smukke møder med Jesus og Guds lys, og jeg er taknemmelig.

Jeg får at vide, at jeg bør være mere taknemmelig, mere glad, mere anderledes, mere Jesus-agtig, sødere, mere generøs, mere ...

Tro eller lad være

Hvis nu, man prøver at tænke med, hvad jeg vil skrive her, så kan det være, man kan få et lidt andet syn på ikke bare mig, men sig selv og mange andre.

Om man tror på Jesus og mine møder eller ej.

Tænk med.

Jeg er bare det almindelige menneske, Jesus valgte at vise sig for. Hverken mere eller mindre. Det var sådan en skabning, han syntes skulle møde ham. Et helt vanligt menneskevæsen.

Hvorfor?

Ingen har svar

Det ved jeg ikke, det kan ingen svare på, men vi kan tænke over det og tale om det.

Det viser vel, at han ikke vil vise os, at kun det ideelle menneske er værdig til hans kærlighed. Tænker jeg. Så havde han i hvert fald ikke kastet sit blik på mig.

Det, synes jeg, må være betryggende for alle andre, helt almindelige mennesker. Det er godt, at vi er til.

Lad bare være med at tro på ham, det er jeres valg, hvis det er sådan, det er for jer, men prøv at holde fast i tanken og se, hvad der sker med jer og med jeres syn på andre og jer selv.

Jeg er ikke perfekt, du er ikke perfekt, ingen er perfekte, men vi er alle sammen menneskevæsener. Vi har alle vores liv.

Må jeg være trist

Hjælp dine nærmeste, hjælp ukrainerne, skrev jeg lige før, og det er sådan, det er.

Vi skal hjælpe mennesker – vi er også selv sådan et – om de er her eller der.

Nede i Ukraine lider de i krig. Må jeg så lide her med min sorg? Med mine mindre problemer, trætheden efter Covid-19, hvad end, jeg går med?

Ja, vi skal hjælpe vores nærmeste og også os selv og også dem længere væk.

Vi er, hvor vi er.

Vi er i de møder, vi har med andre, om det er med vores mænd og koner, søskende, naboer, Jesus ...

Hvad skal vi så gøre?

Være der.

Som den svenske præst Peter Halldorf (forfatter til blandt andet ”Drik dybt af ånden” og en af Nordens førende teologiske stemmer, læs ham, mød ham, om I kan) engang sagde til mig:

”Kære Charlotte, jeg tror bare, du skal blive, hvor du er, og gøre godt derfra”.

Ny bog til anbefaling:

“Ting jeg tænker på”

”Det pirker til min dårlige samvittighed, når jeg gør det. Hvorfor er jeg ikke ude at redde den store verden?”

Sådan sagde forfatter Louise Juhl Dalsgaard, der netop har udgivet ”Ting jeg tænker på”, da jeg for snart tre år siden talte med hende hjemme i min have. Vi fik kaffe og kage og havde det rart i solen, men var begge ramt af netop det store dilemma mellem det store og det små.

Hun havde mistet sin bedste veninde, forfatterkollegaen Inge Pedersen (find hendes fabelagtige bøger på biblioteket, prøv ”Vejen går gennem luften” og ”Og halsen af en svane”), der døde af kræft, 82 år gammel.

Jeg synes som altid, at jeg gjorde for lidt for verden.

At være venner

”Jeg ved, andre også tænker sådan,” fortsatte hun.

”Inge og jeg talte meget om det. Hvordan kan vi skrive om den nære verden med de store problemer, der ellers er?”

”Fordi der inde i den lille historie findes en stor. Den måde, vi er overfor hinanden på derinde i nærværet, har betydning for ikke bare, hvordan vi to var overfor hinanden, men hvordan vi er ude i verden,” forklarede hun og uddybede:

”Hvis alle lagde omhu og nærvær i deres omgang med hinanden og vores klode, ville meget se anderledes ud. Man kan faktisk sige, at nærværende venskaber er noget af det mest klimavenlige, vi har.”

Jeg har fulgt Louise Juhl Dalsgaard i mange år (foto er fra et andet interview i hendes sommerhus sammen med hunden Mumrik) og har interviewet hende flere gange på ordfestivallen Ordkraft (besøg den og hør hende 7.-9. april i Nordkraft www.ord-kraft.dk ) og i NORDJYSKE, hvor citaterne er taget fra søndag 7.juli 2019.

Hun talte om venskab og om klima, men hendes ord siger også mig noget om krigen i Ukraine, og om den uro, det tænder i mange af os.

Medfølelsen, angsten, men også skyldfølelsen.

Må jeg havde det godt?

CV
Louise Juhl Dalsgaard.
Født 26. juli 1973.
Opvokset i Gug, Aalborg.
Gift, bor i Skanderborg og i sommerhus i Tranum.
2017 “Det der og det der,” roman.
2014 “Til sammen,” punktroman.
2019 ”Alle dage tilbage” om venskabet med forfatter Inge Pedersen.
2020 ”Det hul af lys” antologi om FNs verdensmål.
2020 ”I dag skal vi ikke dø” om livet under Corona.
2022 ”Ting jeg tænker på”, romancollage.

I sin nyeste bog skriver Louise Juhl Dalsgaard små glimt af et (måske sit eget, måske mit, måske dit) liv frem.

Nogle forfattere formår at skrive, så man synes, de skriver om en selv. Det gør hun. Jeg kan ikke vide, om det gælder andre, der læser hendes bøger, men jeg tror det.

Hendes evne til at almengøre ved at gå helt tæt på sig selv er unik.

Hun går helt derind, hvor hun og dermed læseren bare er menneske.

Hvor jeg synes, hun skriver om mig.

Også som barn

Alle bogens korte sekvenser begynder med ”Jeg tænker på”, og det gør hovedpersonen så som barn, ung og voksen.

Jeg tænker på min farmor, der truer med at samle mine levninger i en kuvert og sende dem ned til de sultne i Afrika. ”Og du skal selv betale for frimærket.”

Louise Juhl Dalsgaard skriver med åbne øjne og en skyld over at være, som hun er. En skyld, der kan arbejdes med, fordi hun formår at gøre den til forundring: Hvorfor er verden, som den er? Hvorfor er jeg?

Det arbejde giver hun os som læsere mulighed for selv at gøre.

Det er faktisk ikke til at lade være.

Så det er ikke kun for ens egen skyld, at man skal læse.

Det er også for at bedre vores måde at være i verden på.

Så vi kan gøre mere for os selv, dem tæt på os, og dem i Ukraine og andre steder, hvor der er krig.

Louise Juhl Dalsgaard: ”Ting jeg tænker på”, forlaget Ekbátana, 2022.

Følg med og send hjælp

Som menneske, mor, demokrat, journalist opfordrer jeg jer til på alle måder at følge med i, hvad der forgår i Ukraine og at hjælpe, som I finder bedst.

Selv beder jeg også.

Fred og alt godt,

Charlotte

Læs POV her