Copy
Del Del
Tweet Tweet
Send Send

Forældresamarbejde på skole- og dagtilbudsområdet

Forældresamarbejde er både vigtigt og nødvendigt. Det løfter den fælles opgave med at sikre, at det enkelte barn får de bedst mulige betingelser for at trives, lære og udvikle sig. 

Derfor er vi hos UCN act2learn optaget af, hvordan vi kan blive bedre til at inspirere og understøtte lærere og pædagogers arbejde med - og udvikling af forældresamarbejdet, og hvordan vi i højere grad kan inddrage dele af forskningsfeltet i vores undervisning. Vi er også optagede af at blive klogere på de udfordringer og dilemmaer, som opstår i forældresamarbejdet i jeres praksis – både på skole- og dagtilbudsområdet. Derfor vil vi invitere til dialoger om dette. 

Vi har sat forældresamarbejdet under lup 

Vi har hos UCN act2learn igennem det sidste halve år været i gang med at læse os ind i noget af alt den forskning, der er lavet omkring forældresamarbejde i dagtilbud og skole. I den forbindelse har vi nedsat en lille arbejdsgruppe, som har holdt møder og diskuteret, hvordan vi i efter- og videreuddannelsen på UCN kan videreudvikle vores egen undervisning og de kurser, vi udbyder omhandlende forældresamarbejdet. 

I dette arbejde har vi nærlæst en masse forskningsartikler, bøger, undersøgelser og rapporter for at blive klogere på, hvilke tematikker forskningen i forældresamarbejde har beskæftiget sig med, og vi har diskuteret, hvordan noget af alt dette på forskellige måder kan inddrages i og kvalificere vores undervisning og videre arbejde.   

Vi har bl.a. læst forskning om, hvilke udfordringer og dilemmaer lærere og pædagoger møder i forældresamarbejdet, hvordan samarbejdet kan opleves fra et forældreperspektiv, hvordan forældre på forskellige måder kan inddrages som ressourcer i inklusionsarbejdet, hvordan der kan opstå uenighed og konflikter i forhold til, hvordan problemer kan forstås og hvad målet med samarbejdet er, og hvordan forældresamarbejdet på forskellige måder får betydning for børnenes fælles hverdag i skolen og dagtilbuddet.

Podcast om forældresamarbejdet 
Nu kan du lytte til et nyt afsnit af podcast-serien POP
Dette afsnit handler om, hvad der rører sig indenfor forskningsfeltet om forældresamarbejde i skole og dagtilbud. Vi udfolder dilemmaer, udfordringer og muligheder når vi stiller skarpt på det nødvendige og afgørende forældresamarbejde

I afsnittet gæster adjunkt Sandie Ravn Nielsen og adjunkt Anne Hejgaard, der begge er ansat hos act2learn. De taler med vores podcast vært Dorthe Geisnæs om forældresamarbejdet og hvad der rører sig indenfor netop dette forskningsfelt. 

Du kan lytte til episoden herunder og der hvor du ellers lytter til dine podcasts
Lyt til podcast

Temaeftermiddag om forældresamarbejde

Vil du med til en dialogisk eftermiddag, hvor vi sammen ser på forældresamarbejde anno 2022? Vi vil gerne invitere lærere, pædagoger, ledere og andre, som er interesseret i at udvikle forældresamarbejdet i dagtilbud og skole, til et eftermiddagsarrangement, hvor vi sammen kan drøfte dette.

Det foregår onsdag 30. marts kl. 14.30-17.00

Her vil vi fortælle lidt om, hvad vi er blevet optaget af i vores læsning, men vi er også interesseret i at høre om, hvordan I arbejder med forældresamarbejdet, og hvilke udfordringer, dilemmaer og muligheder I oplever i jeres praksis – så vi sammen kan blive klogere på, hvordan vi kan arbejde videre med forældresamarbejdet.   

Tilmeld

Vil du gerne holdes opdateret på forældresamarbejde?

Følg med her på siden, hvis du er optaget af forældresamarbejde. Her vil vi løbende præsentere noget af det arbejde, vi laver i arbejdsgruppen om forældresamarbejde samt dele, hvad vi bliver optaget af i vores læsning af forskningsfeltet. 

Læs mere
Skriv til redaktionen
cal@ucn.dk

Nu må det være nok med de nyhedsbreve!
Opsig dit abonnement her.

UCN's privatlivspolitik