Copy

VI HAR IGEN FÅET EN GRUPPELEDER :-)

Ny gruppeleder

På ledermødet d. 7. marts blev Cecilie Thaarup valgt til ny gruppeleder.

Cecilie er ny KFUM-spejder og startede i Roskilde Gruppe tilbage i august 2021.
Hun har været KFUK/Grøn Pigespejder siden hun var helt lille, og har derefter været leder i FDF.
Cecilie startede i Roskilde Gruppe som bæverleder i efteråret, men grundet nyt arbejde skiftede hun efter nytår til juniorleder.

Cecilie vil gøre sit bedste for Roskilde Gruppe, men beder også om hjælp og forståelse, når det drejer sig om ting, der er specifikke for KFUM eller Roskilde Gruppe, da disse er nye for hende.
Både i gruppeledelsen/bestyrelsen og på ledermødet har alle været meget positive og hjælpsomme.

Arbejdsdag i Sct. Georg
Den 23. april har vi vores traditionelle arbejdsdag i Sct. Georg, hvor vi vedligeholder hytten.
Vi mødes i Sct. Georg kl. 09:00 til morgenmad, og påregner at slutte dagen omkring kl. 16.
Børn er velkomne til arbejdsdagen ifølge med forældre. Der bliver ikke lavet specielle aktiviteter, men børnene kan deltage i arbejdsopgaverne.

Tilmeld dig her.

Hilsen Supportpatruljen
Skt. Georgs Dag
Den 23. april er det Skt. Georgs dag, som traditionelt er den dag, hvor spejdere over hele verden aflægger eller bekræfter deres spejderløfte.
Dagen er opkaldt efter Skt. Georg, som blev valgt af Baden-Powell til at være spejdernes forbillede i vores kamp for det gode mod det onde.
Fundraising til Roskilde Gruppe og Verdensjamboree
Lodsedler - kuvertlodder fra Roskilde Ældre Motion
Juniortroppen sælger lodsedler og overskuddet går til Roskilde Gruppe.
Når I afregner til Roskilde Gruppe, så brug gerne MobilePay 80849 og skriv navn og enhed i beskedfeltet.

Spejdertroppen og seniorerne sælger også lodsedler. Deres overskud går til næste verdensjamboree. Deltager prisen er ret høj, så vi arbejder på nedbringe egenbetalingen. 
Når I afregner til Jamboree-spejderne, så brug gerne MobilePay 86889 og skriv navn og enhed i beskedfeltet.
Vi vil meget gerne have solgt lodsedlerne inden 1. maj. Så ud i det gode vejr og få dem solgt :-)
Flagpost til cykelløbet Sjælsø Rundt
Vi har i flere år stået flagposter til Sjælsø Rundt, hvor overskuddet er gået til jamboreefundraisingen. Men i år kan vi ikke bemande alle posterne med deltager-forældre.
Derfor vil vi gerne lukke op for, at Roskilde Gruppe også kan få del af overskuddet. Og så kan vi fastholde opgaven i gruppen.
Har du lyst til at se cykelløb tæt på og hjælpe enten jamboreedeltagerne eller Roskilde Gruppe, så kan du tage en flagpost-tjans.
Det sker søndag den 29. maj og posterne åbner fra kl. ca. 6:00 - 8:30 og skal bemandes 5-6 timer indtil sidste rytter er kørt forbi.
Herefter vil der  være mulighed for lige at smutte forbi Egemosecentret og se slutningen af Oak City Rally.

Både ulveflokken, juniortroppen og spejdertroppen stiller op til det 10 km lange løb med sæbekassebiler.
Læs mere her om løbet.
Fundraising
Har du spørgsmål til nogle af fundraisingsaktiviteterne, så er du velkommen til at kontakte Marianne Toft på marianne.toft@gmail.com eller 40136038.
Forår

Der er forår i sigte og det betyder endnu flere udendørs spejderaktiviteter, så sørg for at være klædt på efter vejret.
Forude venter også påsken, og i påskeferien 9.-18. april er der ikke møder.

God påske :-)
Hjemmesiden med kalender, invitationer og kontakt-information
Facebook
Share Share
Tweet Tweet
Forward Forward
Roskilde Gruppes nyhedsbrev udsendes hver måned (dog ikke juli) omkring den 1. i måneden.
Redaktør: M Rask (m_rask @yahoo.com)

Bæverflok


Hej bævere!

Nederst på bæverhjemmesiden kan I se bæverkalenderen.

Så er det tid til den månedlige opdatering for bæverne. 

Først vil vi rigtig gerne sige hej og velkommen til de nye bævere og deres familier, som vi har fået ind i vores flok - vi er rigtig glade for at have jer med

Vi har overnatning weekenden i denne uge i vores egen hytte på Eriksvej, og det glæder vi os rigtig meget til.
I denne weekend får vi afsluttet vores emne om mad, ved at bæverne tilbereder en lækker frokost for de forældre, der kan komme og spise med om søndagen. 

Husk at bæverne starter kl. 12 på lørdag, og børnene skal have spist frokost før de møder op. De forældre og søskende der er tilmeldt til at spise med, glæder vi os til at se søndag kl. 12

Det næste vi går i gang med til mandags møderne er et emne der hedder ”du og jeg”.
Det handler om forskeligheder ved os, og at det er helt i orden, at vi ikke alle sammen er ens.

Planlagte ture:
  • 5-6/3; Overnatning i vores egen hytte her på Eriksvej
  • 29/4–1/5; Distriktstur for bæverne
  • 20/6; Sommerafslutning
  • 1-3/7; Sommerlejr for bæverne
  • 20-21/8; Oprykningsweekend

HUSK at der ikke er noget bævermøde mandag d. 4 april, da vi har haft overnatning i weekenden, og at der heller ikke er møder i skoleferien. 

Bæverklask med halen 

Charlotte, Malene, Emil, Victoria og Rasmus

Ulveflok


Kære alle ulve og forældre

Nederst på ulvehjemmesiden kan I se ulvekalenderen.
Nu er det forår, vi er gået over til sommertid.
Det vil sige, at vi kan holde hele ulvemødet i dagslys. Dejligt, men lidt køligt endnu, så bliv ved med at have varmt tøj på. Vi er fortsat ude det meste af tiden.

Vi har stadigvæk en enhed med søde, glade og engagerede børn. Ulveflokken vokser, vi er nu oppe på 28 ulve, og vi har besluttet, at når vi når 30, så kommer der venteliste.
I den forgangne måned har vi færdiggjort Stifindermærket.
Der er blevet øvet verdenshjørner, lavet kompasrose, kigget på kort, kigget på kompas.
Alle har arbejdet fint med det, men kort og kompas er en svær ting. Og det er bestemt ikke meningen, at ulvene skal være verdensmestre til det. De har fået kendskab til det. Nogen har let ved det, og andre skal lige have det forklaret lidt mere. Vi vil stadigvæk øve det på møderne, så det bliver holdt ved lige.
Vi har også været på tur.
Vi var ude og gå 10 km i det flotteste forårsvejr.
Ulvene fik kort, så de kunne følge med, hvor vi gik henne. Det var de gode til.
Vi så en masse fine forårsblomster, og der var mange svaner og ænder nede ved fjorden.
Det var en dejlig tur, men trætte børn, da vi kom hjem.
Der var dog tid til et lille lejrbål med sketches. 
Sidste torsdag havde vi fuldmånemøde, hvor ulvene fik Stifindermærket.
Vi havde også valgt at lave lidt om på banderne. Det var ikke fordi de fungerede dårligt, men simpelt hen fordi vi har fået så mange ulve, at vi syntes, at det var tid til at lave en femte bande. Derfor blev der lavet lidt omrokeringer.
Det er bedre at have bander med 6 børn i stedet for 8. Det giver bedre arbejdsro og sammenhold i banderne.
Det næste vi skal i gang med er Gør det selv.
Der skal vi blandt andet i gang med sæbekassebilerne.
Vi skal snitte en masse - for eksempel skal alle ulve snitte deres egen knage, som de så får med hjem. Og det kunne også være, at vi skal prøve, om vi kunne sy mærker på uniformen.

Og så har vi en masse weekend ture på programmet:

  • 29/4-1/5; weekendtur i Sct Georg
  • 20/5-22/5; MUST-tur på Næsbycenteret
  • 29/5; Oak City Rally på Egemosecenteret
Tilmeldingerne til disse ture kommer ud i løbet af ugen. Meld gerne hurtigt til eller fra på de to sidste, da det kræver en endelig tilmelding hos arrangørerne.

Så er der kun at sige vel mødt på møderne. Vi glæder os til at se jer.
Mange ulvehilsener

Julie, Sara, Svend, Konrad, Ditlev, Gustav, Martin, Annika, Jørgen og Mette.

Juniortrop


Hej junior!

Nederst på juniortrophjemmesiden kan I se juniortropkalenderen.
Jubii! Nu er det sommertid, og vi får lidt mere tid til juniormøderne, som nu først slutter kl. 20:30.

I april skal vi i gang med mærket Klar dig selv – det handler, som mærket siger, om, at kunne løse ting selv.
Vi skal til mærket blandt andet lappe cykler og klargøre sæbekassebiler til Oak City Rally.




Antal hænder, fødder, numser og hoveder, der må røre jorden...
Marts måned sluttede med madmøde, med bagning af boller over bål til en lækker karrysuppe.

Juniorspejderne har desuden været på både kaosløb med en masse opgaver og på GPS-løb, hvor de byggede trebukke, lavede sange og bandt knob m.m.

Vi holdt også et snittemøde, hvor der blev snittet små totems.




En god, stabil trebuk - sejt!
Næsten færdig - alle andre poster nået.
Yes! Trebukken holdt til patruljen.

Den kommende tid har vi følgende aktiviteter på dagsordenen:

  • 20/4; Cykeltur – medbring cykel!
  • 6-8/5; Kampen om Næsby på Næsbycenteret
     vores tilmeldingsfrist 20. april
  • 18/5; Fisketur – forældre er velkomne!
    tilmeldingsfrist 13. maj
  • Søndag 29/5; Oak City Rally – sæbekasseløb
    vores tilmeldingsfrist 4. maj
    http://absalondivision.dk/ocr/index.php 
  • Lørdag 11/6; Vandretur
  • HUSK også at tilmelde jer årets store sommerlejr, nemlig Spejdernes Lejr 2022.
    – det bliver vildt sjovt og en kæmpe oplevelse.
Følg os på juniorenhedens Facebook-gruppe: https://www.facebook.com/groups/2570351456559968 

I altid er velkomne til at kontakte enhedens ledere vedr. information, bekymringer og spørgsmål.
Husk også at melde afbud på sms til Helle på 4052 4767 - tak!
Vi ses.
Hilsen juniorlederne

Spejdertrop


Hej tropsspejdere og forældre.

Nederst på spejdertrophjemmesiden kan I se spejdertropkalenderen.
Vi har netop gennemført en megafed marts måned.

Kollektivet gik super godt, og alle var i godt humør, og direkte videre på patruljeture lørdag/søndag.
Spejderne ved vist allerede godt hvor sejt gået vi synes det var, at de tog en så intens spejder-uge i stiv arm, men nu fortæller vi det lige igen ;)

Derudover har vi leget lidt med snobrød med orme, og snakket om madvaner i andre kulturer til vores spis-smart mærke!

I den kommende måned skal vi lære lidt basale spejderfærdigheder, afholde nogle løb og forberede til de kommende måneders ture.

Vi glæder os til et godt og lærerigt forår!
Kvalitetskontrol af maden i Vindinge

Planlagte ture:

  • 9-16/4; Evt. Roland 1
  • 29/5; Oak City Rally
Spejderhilsen

Troplederne

Seniortrop


Hej Seniorspejdere

Nederst på seniortrophjemmesiden kan I se seniortropkalenderen.
Så har vi skiftet til sommertid, og er dermed i den del af året, hvor dagene er længere, og vi rigtig kan være ude. Det er jo ude, hvor der er højt til himlen og mange muligheder, at de bedste spejderoplevelser findes !

Måneden startede med et møde med relevant læring i netop at være ude: Bivuak, pakning af rygsæk, planlægning af tur, planlægning af mad på tur.

Næste møde tog vi på besøg hos Karlslunde gruppe, hvor vi lærte at fastgøre en tilskadekommen på en båre, og fik snakket om den kommende tur/øvelse til Falster sammen med Hjemmeværnet og nogle skoleelever. 
Og så lykkedes det endelig: En uges spejderkollektiv - der ikke blev aflyst af hverken ombygning i hytten eller Corona :-)
Spejder- og seniortrop havde en god uge sammen, og fik i fin stil sørget for en dagligdag med både skolegang, indkøb, madlavning, lektier, og masser af hygge.
I den netop forløbne weekend var vi på seniortur i Sverige.

Vi forsøgte i løbet af en weekend at få så mange svenske oplevelser som muligt.
Nogle af dem var: Indkøb i Malmø's Emporia, svenske IKEA-köttbullar, chokolade-fondue på Trangia og overnatning ved en blanding af planteskole og gård-cafe. 
Lørdagen bragte kultur-tur i Lund, hvor vi så Helligåndskirken, Universitetet, Botanisk Have og væksthus, lidt byvandring og koncert på torvet.

Vi nåede da også lige at se et monument, hvor Danmark tabte "Slaget ved Lund" og dermed ikke genvandt Skåne.
 
Næste etape blev vandretur på Söderåsen via Kopparhatten til Liagården.
Efter Trangia-tilberedt 3-rettes menu (svensk ærtesuppe, svenske kåldolmer, svenske krabbelurer), sov vi godt, og koldt !

Søndagen startede med en vandretur tilbage til bilerne, og en frokostpause i den idylliske Mölle Havn.
Sidste etape blev en tur på Kullen, som også gav os en del højdemeter i benene.
Vi fik både kigget på grotter, klatrevægge, fyrtårn, og det besynderlige kunstværk "Nimis", før turen (alt for sent) bragte os retur til Roskilde.

Vi synes selv vi nåede en hel del, og gå-på-modet og ja-hatten var med.
Det var dejligt at opleve :-)
Næste tur er "Eaglewatch Force - Falster invasion" 22.-24. april.
Tilmelding er udsendt, så giv besked, om I skal med eller ej.

Siden vi lagde forårets program, har vi modtaget invitation til "Spejderdage på Ungdomsøen", som vi synes er et tilbud for godt til at afvise.
Ledernes forslag er, at vi så dropper "Timewinder".
Lad os tale om dette næste gang vi har "Seniortid".

Og til jer der tager på kurser i Påskeferien: Rigtig god fornøjelse, udvikling og læring !

Kendte datoer for ture og muligheder:

  • 9-16/4: Roland- & Diamant-kurser
  • 22-24/4: Eaglewatch Force - Falster invasion (Teaser)
  • 6-8/5: Spejderdage på Ungdomsøen (Ny tur på prgrammet)
  • 10/5: Seniormøde. Vi deltager i katastrofe-øvelse i Hedeland
  • 29/5: Oak City Rally - Måske ?
  • 3-6/6: Vintage Spejd: Timewinder 
    (Vi genovervejer dette og tager måske ikke med)
  • 20/6: Fælles sommerferieafslutning
  • 23-31/7: Spejdernes Lejr - Hedeland
Spejderhilsen
Lederne i Seniortroppen
/Kenneth & Bo

Klan Bodil


 
Intet nyt er godt nyt :-)

Mange spejderhilsner fra Klan Bodil.

Facebook
Twitter
Website
Copyright © 2022 KFUM-Spejderne Roskilde Gruppe, All rights reserved.


Afmeld nyhedsbrev | Opdater din e-mail adresse






This email was sent to <<E-mail adresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
KFUM-Spejderne Roskilde Gruppe · Eriksvej 50B · Roskilde 4000 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp