Copy
Nyhedsbrev april 2022 # 148
Se denne email i din browser

April 'anbefalinger'


Det begynder at blive varmere ... on-off. Årstiden er til flere gå-, løbe- og cykelture o.a. udendørs aktiviteter. Inde godt, ude bedst, selvom man sagtens kan kombinere; inde-træning kan også noget. Og apropos træning:
Månedens ude og inde øvelse m.m. følger i næste nyhedsbrev.

Sundhed og præstation handler imidlertid ikke kun om fysisk form, men også mental sundhed selv i krisetider, så i dag er der guldkorn fra PEJ-gruppen. Fordi:

Det ville være skønt, hvis dagligdagen, job og fritid og diverse, og egne muligheder og udfordringer var det eneste, man skulle tænke på. Men sådan har det ikke været længe og endnu mindre nu.

Vi har i Danmark haft to år med corona og selvom den krise her til lands er aftagende (modsat fx Tyskland; stigende incidenstal og intensiv-indlæggelser), har ikke bare nedlukning, men også genåbning, tilbagevenden til en anden hverdag, været ualmindeligt udfordrende for mange.  

Og lige da det lysnede, covid-19 storalarmen blev afblæst, kom krigen til Europa: Fred og fremgang i vores verdensdel bombet mindst tre årtier tilbage som det ses 24/7 i medierne. Jeg har ingen passende ord, men bringer til gengæld seks særlige trin, mentale og fysiske tiltag, til krisesituationer. 

Temaer i dette korte nyhedsbrev:
  • Fitness - mere mental sundhed
  • Wellness - mere om alkohol 10-4
  • World - mere end motion 

Jeg håber på fred og ønsker dig:

God april og god påske 2022


Marina Aagaard

Foto top: Indendørs træning, star fish, ifm. en test af nyt træningstøj, HKMX.
Foto herunder: Udendørs træning og sightseeing; Marsk Tower 2-i-1 (World).

Fitness - mere mental sundhed


Fitness betegner internationalt all-round sundhed inklusive mental sundhed. Det er et tema i dette indlæg fra PEJ Gruppen, Scandinavian Trend Institute. Efter et interessant foredrag med direktøren tilmeldte jeg mig deres nyhedsbrev, der for nylig bragte dette indlæg, som jeg fik lov til at dele.

Tekst: PEJ-gruppen. Direkte citat og kilde-link indsat nederst.
Foto: Det lysner i øst - håber jeg. Golden hour morgentræning, Aarhus.
 
TID & tendenser

Månedens kommentar fra pej gruppens ejer og direktør,
Louise Byg Kongsholm.


Føler du dig fanget i et mærkeligt tomrum?

Så er du ikke alene. Og det er slet ikke unormalt. 
 
Heldigvis kan antropologien hjælpe os med at forstå, hvad der foregår. 
 
Når det kommer til kriser, er vi næsten altid usikre, meget søgende og føler os fanget i tomrummet mellem ’det der var før’ og ’det vi er på vej ind i’. Dette mærkelige tomrum kaldes ifølge antropologen Victor Turner for ’liminalitet’. Det er som sådan ikke så interessant, hvad det hedder – men nu kan du Google det.

Det mest interessante er, at der er nogle helt faste trin, man gennemløber i den liminale krise­oplevelse, samt at liminalitet enten kan opfattes som noget meget negativt (uha, det er hårdt) eller som noget positivt (uha, det giver en masse muligheder).  
 
De seks trin igennem den liminale kriseoplevelse er følgende:

  • At holde fast i rutiner, ritualer og det kendte liv. Det vil sige at sikre en vis form for normalitet samt noget velkendt og trygt.
     
  • At indse at tingene er anderledes og lave små tilpasninger. Det vil sige at markere, at dette er en periode med forandringer og en ny begyndelse.
     
  • At anerkende tabet af kontrol. Det vil sige at evne at kunne leve et liv uden kontrol eksternt ved at tage kontrollen internt.
     
  • At drage nytte af energi og momentum. Det vil sige at være aktiv og sikre fremdrift – om end kun i det nære og på kort sigt.
     
  • At opsøge information og viden. Det vil sige at skabe bedre grundlag for beslutninger og sikre sig en god generel orientering.
     
  • At efterstræbe optimisme. Det vil sige at vælge en lys tilgang og skride til handling i stedet for at vente passivt på, at alt normaliseres. 


Er du med på at skifte til trin nummer seks? Altså den optimistiske tilgang? Den har vi nemlig behov for. 
 
Tomrummet kan ses som limbo, pause eller et uvelkomment element, eller det kan ses som et mulighedsrum, hvor ny udvikling kan finde sted. Men sidstnævnte kræver, at du tager nogle positive briller på.

Reference:

TID & tendenser nyhedsmail
Link til tilmelding; originalindlæg ikke tilgængeligt
uden abonnement.

TID & tendenser hovedside 
Oversigt over artikler for abonnenter. 

Wellness - mere om alkohol

I tillæg til artiklen i nyhedsbrevet fra d. 1.3. er her Sundhedsstyrelsens nye reviderede anbefalinger. De er værd at have i baghovedet, hvis man for alvor satser på hjernesmart sundhed; at beskytte og bevare hjernen.

Tre hovedpunkter er:

 

  • At børn og unge under 18 år IKKE bør drikke alkohol.
  • At voksne mænd og kvinder maksimum bør drikke 10 genstande om ugen og maksimum 4 samme dag (uklart formuleret i sidste nyhedsbrev).
  • At 10 genstande gælder for begge køn, fordi risikoen er omtrent den samme op til 10. Derefter stiger risikoen mest for kvinder. 

 

10-4 er de nye genstandsgrænser (Sundhedsstyrelsen)

Sundhedsstyrelsen har opdateret og skærpet de nationale udmeldinger om indtag af alkohol, for både unge og voksne. Udmeldingerne blev sidst ændret i 2010, og der er siden da kommet ny viden om, hvad alkohol betyder for befolkningens helbred.

De nye udmeldinger er skærpet på flere områder. Først og fremmest er anbefalingen, at børn og unge under 18 år frarådes at drikke alkohol. Der er også nye genstandsgrænser for voksne på 18 år eller derover.

Frem over gælder et nyt pejlemærke: 10-4. Baggrund: Intet alkoholforbrug er helt risikofrit for helbredet. Men man kan minimere sin helbredsrisiko, hvis man højst drikker 10 genstande om ugen. De 10 genstande skal dog fordeles over ugens dage, så man maksimalt drikker 4 genstande på samme dag.

”Der vil altid være en risiko forbundet med indtag af alkohol. Man kan dog minimere –  men altså ikke helt fjerne – sin risiko ved at drikke maksimalt 10 genstande henover en uge,” siger enhedschef Niels Sandø, og fortsætter: ”Ens drikkemønster har også stor betydning. Derfor anbefaler vi, at man højst drikker 4 genstande på samme dag.”

Som noget nyt skelner de nye udmeldinger ikke til, om man er mand eller kvinde. Det skyldes, at risikoen er nærmest ens for mænd og kvinder, så længe man ikke overskrider 10 genstande om ugen. Hvis man drikker mere, stiger risikoen hurtigere for kvinder end for mænd.

Når Sundhedsstyrelsen fraråder unge under 18 år at drikke alkohol, skyldes det, at man har fået mere viden om, hvordan alkohol skader hjernens udvikling, imens man er ung -  blandt andet med hensyn til hukommelse, læring, planlægning, beslutninger, impulskontrol og sprog. Som en særlig skadelig faktor har unge, der drikker alkohol, desuden ofte en kultur omkring alkohol, hvor det handler om at drikke sig fuld.

”Vi har et særligt fokus på unge. Vi ved, at unge, der drikker store mængder alkohol på én gang, er i øget risiko for ulykker, vold og uønsket sex. Alkohol kan også være skadeligt og påvirke både hukommelse og indlæringsevne hos børn og unge, hvor hjernen forsat er under udvikling. Derfor har vi skærpet vores anbefalinger i forhold til børn og unge under 18 år, så vi nu fraråder, at de drikker alkohol,” siger enhedschef Niels Sandø.

Anbefalingerne vedrørende alkoholforbrug hos kvinder, der forsøger at blive gravide, er gravide eller ammer, er uændret.

Reference:

10-4 Sundhedsstyrelsen melder nye genstandsgrænser ud

World - mere end motion

På plus-siden: Da coronapandemien løsnede sit greb om Danmark først på året, blev det for første gang i lang tid muligt at rejse igen. På negativ-siden. Virussen hærger stadig rundt om i verden og der er krig i Europa, så udlængslen kan være begrænset.

Så kan man fx fortsætte de klimavenlige takter fra 2020 og 2021 og rejse (mere) i Danmark. Man kan kombinere det behagelige med det behagelige: At rejse med motion, transportmotion fx cykling eller vandreture, eller for motion.

Man behøver ikke at tage til Boston eller Berlin Maraton, for der er tilbud tættere på hjemmet. Der er mange motionsløb, gåture og begivenheder, man kan deltage i - se siden Motionsløb og Nordic Race - eller man kan tage på sightseeing, der involverer motion, eller omvendt: Dyrke motion, der involverer sightseeing.

I 2019 deltog jeg i det fantastiske Pumaens Trappeton i Skovtårnet ved Haslev. Nu i weekenden lavede jeg et lille solo 'trappetons' i den nye seværdighed i Skærbæk:
Marsk Tower, Marsktårnet, der har 146 trin op og 131 ned.


At tage trapperne er hjernesmart:

Neurobiology of Aging publicerede for år tilbage forskningsresultater fra Jason Steffener og kollegaer; jo flere trapper en person tager, og jo flere års skolegang, des yngre ser hjernen ud fysisk. Forskerne fandt, at "hjernealder" falder med

0,95 år for hvert uddannelsesår og med
0,58 år for hver ekstra daglig trappetur.

Personligt mistænker jeg, at det måske ikke så meget handler om trin, men om høj-intensiv aktivitet, der generelt gavner hjernesundhed og søvn.



Da jeg var forbi Marsktårnet var der desværre uden udsigt, men selv da en anbefalet attraktion, designet af BIG, Bjarke Ingels Group, der er kendt for verdensklasse arkitektur. Du kan se min beskrivelse (og se video) HER: Marsk Tower.

Efter tårn-besøget kørte jeg videre og besøgte Vadehavsmuseet, Vadehavet og Tirpitz-museet. Mere arkitektur, natur og historie - og masser af gå-trin.

Der er meget at se i Danmark ... selv på en diset dag.

God april og god påske 2022

Behov for et boost til nye vaner i privaten eller firmaet?
Du er altid meget velkommen til at kontakte mig på
telefon/sms 40 38 68 77 eller mail@marinaaagaard.dk
om live eller online træning, forløb, foredrag, og kurser. 
Share Share
Tweet Tweet
Share Share
Forward Forward
Følg på Facebook
Følg på Facebook
Følg på Twitter
Følg på Twitter
Følg på LinkedIn
Følg på LinkedIn
Besøg hjemmeside
Besøg hjemmeside
Copyright © *|2021|* *|Aagaard|*, Alle rettigheder forbeholdes.

Postadresse:

aagaard
Marina Aagaard
Gåsebakken 48
Ugelbølle
8410 Rønde

Nej tak, jeg har ikke brug for mere fitness- og sundhedsnyt, afmeld mig 
Hov, vent: Afmelding håber jeg ikke, du vælger, for der er mere nyt på vej.
Særlige ønsker til indhold? Fortæl gerne hvad du ønsker mere/mindre af.  
 






This email was sent to <<Email Address>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
aagaard · Gåsebakken 48 · Rønde 8410 · Denmark

Email Marketing Powered by Mailchimp