Helt centralt her i Roskilde ligger Gråbrødre Kirkegård – et smukt grønt areal, som på en og samme gang skal opfylde mange funktioner: Begravelsesplads, rekreativt areal, kulturhistorisk mindeplads samt grønt åndehul for natur og biodiversitet. Disse funktioner har Gråbrødre Kirkegård opfyldt i 800 år, om end der i de skiftende tider naturligt nok har været fokus på forskellige aspekter. 

Gråbrødre Kirkegårds historie begynder sammen med Gråbrødrenes Klosters historie helt tilbage i 1237, hvor klosteret blev grundlagt. Munkene startede småt ud med en beskeden kirke, men allerede i 1279 indvies Brødrenes anden kirke i Roskilde – den egentlige klosterkirke. Klosteret (og sandsynligvis også kirken) hærges ad den store brand i Roskilde i 1310, men eksisterer frem til klosterets ophævelse efter reformationen i 1536. 

I tiden efter reformationen fungerer Gråbrødre Kirke som sognekirke som supplement til Domkirken, men vedligeholdet af kirken har nok ikke haft den højeste prioriteret og allerede i 1575 nedrives den vestlige del af kirken. Den østlige del fortsætter som sogne- og lejlighedskirke frem til slutningen af 1600-tallet, hvorefter den fremstod som ruin og blev brugt som stenbrud. De sidste synlige rester forsvandt i begyndelsen af 1800-tallet. På kirkegården kan der dog syd for kapellet ses enkelte stenblokke og andre rester fra klosteret eller klosterkirken, som er udstillet i lapidariet sammen med fredede gravsten.

I starten af slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet blev Gråbrødre Kirkegård indhegnet med stenmure. Mod nord ses endnu et stykke pudset mur fra 1819, men eller er den nuværende smukke murstensmur fra 1853. Kirkegården blev i 1832 beskrevet som en ”engelsk Hauge”, men i løbet af 1800-tallet medførte Roskilde bys vækst, at kirkegården blev fuldt belagt og reguleret efter et stramt mønster med gange og hække. Pladsproblemer medførte etableringen af Østre Kirkegård i 1885. I løbet af det 20. århundrede skete de fleste begravelser på Østre Kirkegård, og Gråbrødre Kirkegård blev lagt i mølposen – forstået på den måde, at man skulle have en speciel tilknytning, for at få lov til at blive begravet her. Det medførte, at kirkegården efterhånden fremstod som et parkareal med spredte gravsteder. Dette blev ændret i 2013, hvor der skete en omlægning af kirkegårdens nordlige del op mod St. Gråbrødre Stræde. Dette areal er nu kendetegnet ved de smukke rum skabt af rhododendron, suppleret med stauder. I disse rum er anlagt nye gravstedsafdelinger, hvor der er mulighed for kistebegravelser og urnenedsættelser på lige fod med Domsognets øvrige kirkegårde. Der sker løbende en udvikling af området med etablering af nye gravstedsafdelinger. det nyeste skud på stammen er en ny kombineret kiste- og urneafdeling i det nordøstlige hjørne, som indvies til Kristi Himmelfart og er med til at markere de Himmelske Dage i Roskilde.

Så var der det med biodiversitet, som jeg nævnte indledningsvist – hvad har det med kirkegården at gøre? På de gamle, grønne arealer med lang historie, er der gode muligheder for at skabe og bevare levesteder for dyr og planter. Dette tages der hensyn til ved ikke at rydde al ”ukrudtet” i de fjerneste hjørner, ved at lade udvalgte plænearealer stå uslåede hen over sommeren og ved at lade gamle træruiner stå. ”Weyses bøg” – den store bøg, der er udskåret med noder - er et eksempel på dette. Den er startet som natur i form af et smukt bøgetræ, har indgået som en markering af en begravelsesplads, blev i 2006 omdannet til en skulptur og vil her i foråret 2022 igen indgå som natur i form af levested for svampe og smådyr, da de udskårne nodearme desværre skal fjernes af sikkerhedsmæssige hensyn. Natur – begravelse – kultur – natur, cirklen er sluttet.