Copy

23. september 2022

Prisvindende børnefilm

BUSTER er Skandinaviens største filmfestival for børn og unge i alderen 3-16 år og skydes i gang d. 26. september. Festivalen byder på en masse gode filmoplevelser og særlige events i de københavnske biografer. Har du ikke mulighed for at besøge festivalen, har vi på Filmstriben fundet en række gode børne- og ungdomsfilm frem, som tidligere har vundet priser på BUSTER filmfestivalen, som du kan se hjemme i sofaen.

Anders Walthers spillefilmsdebut ’I kill giants’ vandt prisen for bedste børnefilm på BUSTER i 2018. Filmen handler om Barbara, som i virkeligheden mobbes, men i sin fantasi er en helt, som forsvarer sin hjemby mod kæmperne. I 2014 gik prisen til animationsfilmen ’Drengen med det tikkende hjerte’, om Jack, som lever med et mekanisk kukur som hjerte. Det mekaniske hjerte fungerer fint, så længe Jack ikke bliver forelsket.  

’Min lille søster’ er en rørende svensk film om søskendekærlighed. Om 12-årige Stella, som overtales af hendes storesøster Katja til at holde på en livsfarlig hemmelighed. ’Vidunderbørn’ vandt prisen for bedste manuskript til børn på BUSTER i 2011. Filmen foregår i Ukraine i 1941 og er en stærk film om venskab på trods af både krig, fattigdom og kulturelle forskelle. 

Herunder finder du ugens nye film på Filmstriben.

God fornøjelse,
Filmredaktionen

I kill giants
Spillefilm, 1t 44 min. For større børn og unge. USA, 2017. Instruktion: Anders Walther

I sin fantasiverden er Barbara Thorson en helt. Hendes hjerne er lige så skarp som hendes skarpe tunge, og med sin magiske stridshammer forsvarer hun sin hjemby mod jætterne, som angriber. Men hendes omverden forstår intet. De kan ikke se, at Barbaras fantasiverden er lige så virkelig som deres egen virkelighed. De forstår ikke, at jætternes trusler er sande nok . På nær den nytilkomne, jævnårige Sophia, som er den første, der rigtigt lytter og prøver at forstå Barbara.



Drengen med det tikkende hjerte
Animation, 1t 28 min., kærlighed. For større børn. Frankrig, 2013. Instruktion: Stéphane Berla

Jack fødes på den koldeste dag nogensinde, så hans hjerte er en isklump, som jordmoderen må udskifte med et kukur. Mekanikken virker fint, hvis han bare undgår at blive forelsket. Alligevel forelsker Jack sig i den smukke Acacia, så hvor længe kan tandhjulene i hans hjerte vedblive at dreje rundt?


Min lille søster
Spillefilm, 1t 35 min., drama. For unge. Sverige, Tyskland, 2015. Instruktion: Sanna Lenken

Stella er 12 år gammel og lige på grænsen til at træde ind i de spændende, men skræmmende, teenageår. Hendes storesøster, Katja, er nærmest perfekt i Stellas øjne. Hun er forældrenes øjesten, et stort talent inden for kunstskøjteløb, og Stella vil gøre næsten hvad som helst for at være ligesom sin søster. Men Stella opdager, at der er noget galt og at Katja måske alligevel ikke er så perfekt. Katja lider af en spiseforstyrrelse, der er ved at overtage hendes liv totalt. De to søstre begynder nu en farlig leg, hvor alle kneb gælder. Gennem afpresning, manipulation og løgne får Katja overtalt Stella til at holde på sin livsfarlige hemmelighed, og Stella begynder at frygte for, hvad det vil betyde for familien, hvis sandheden kommer frem. En rørende film om søskendekærlighed og om hvor hårdt et ungt pigeliv kan være. Men det er også en tankevækkende historie om det at vælge rigtigt – både for sig selv og for andre.


Vidunderbørn
Spillefilm, 1t 35 min., drama. For større børn. Tyskland, 2011. Instruktion: Marcus O. Rosenmüller

Ukraine, kort før 2. verdenskrig bryder ud. De tre børn Hanna, Larissa og Abrascha bliver bedste venner. Larissa og Abrascha er musikalske, og Hanna ser meget op til dem. Da krigen bryder ud sættes venskabet på hårde prøver. Hannas familie er tyske og må skjule sig for den russiske invasion. Larissa og Abrascha hjælper dem. Larissa og Abrascha er jøder, så da nazisterne overtager kontrollen med landet, ændres magtforholdet, og Hanna må hjælpe med at skjule sine venner og deres familier. Men nettet strammes mere og mere. Nazisterne pågriber de to børn og giver dem en chance for at blive hos Hannas familie: Spil en fejlfri koncert for generalen, eller I bliver sendt i koncentrationslejr.



Find flere gode børne- og ungdomsfilm:
For små børn
For større børn
For unge

Ugens aktuelle film
I denne uge har vi gensyn med to af Danmarks store forfattere. Du kan i øjeblikket se historien om Karen Blixen på Viaplay i serien ’Drømmeren - Karen Blixen bliver til’. På Filmstriben kan du se Bille Augusts ’Pagten’ med Birthe Neumann i rollen som Karen Blixen. I biografien ’Ditlevsen’ tegner Jens Andersen et portræt af Tove Ditlevsen som en flamboyant og kompromisløs kunstner. På Filmstriben er ’Tove i stykker’ et portræt fortalt af Ditlevsen selv igennem digte, brevkassesvar og romaner.

Pagten

Spillefilm, 1t 55 min., drama, kærlighed. Sverige, Danmark, Belgien, 2021. Instruktion: Bille August

Det er 17 år siden, Karen Blixen opgav eventyret i Afrika og vendte tilbage til Danmark til et liv i ruiner. Ødelagt af syfilis og knust over at have mistet sin farm og sit livs kærlighed, genopfinder hun sig selv som en kunstnerisk superstjerne. Nu, i en alder af 63, er Karen Blixen verdensberømt, men lever også et liv i isolation – indtil hun møder den 30-årige digter Thorkild Bjørnvig. Sammen indgår de en pagt: Hun lover at gøre ham til en stor kunstner, mod at han skal adlyde hende ubetinget – uanset prisen...


Tove i stykker

Dokumentar, 37 min. Danmark, 2020. Instruktion: Sami Saif

Et sammensat portræt fortalt af Tove Ditlevsen (1917-1976) selv gennem hendes digte, brevkassesvar og romaner. En lydcollage af interviews og digtoplæsninger væves sammen med animationer og tager fat i det skæringspunkt, der var mellem liv og litteratur for Tove Ditlevsen.


Nye film på Filmstriben

Boiling point

Spillefilm, 1t 35 min., drama. Storbritannien, 2020. Instruktion: Philip Barantini

Det er juleaften og årets travleste aften. Chefkokken Andy Jones presser sit køkkenteam, mens stressniveauerne stiger på grund af alt det, aftenen byder på: krakilske sundhedsinspektører, irriterende influencere som vil spise gratis, og gamle kolleger som dukker op i selskab med toneangivende kritikere. Vil alle klare sig igennem aftenen med deres mentale helbred i behold?



 


Copenhagen roots

Dokumentar, 32 min., musik. Danmark, 2021. Instruktion: Kasper Rasmussen

Dokumentarfilm om spillestedet og bluesbaren Mojo i København og om nogle af de musikere, som har optrådt der.



 


Cow

Dokumentar, 1t, 34 min. Storbritannien, 2021. Instruktion: Andrea Arnold

'Cow' er filmen om en malkekos virkelighed, en synliggørelse på det arbejde, den udfører for os. Når instruktøren Andrea Arnold retter sit kamera mod en ko, får vi ikke blot et nært og rørende indblik i koens hverdag, men også i vores samfund og gældende ideologi.



 


De fortabte børns by

Spillefilm, 1t 48 min., science fiction, drama. USA, Frankrig, 1995. Instruktion: Jean-Pierre Jeunet

Videnskabsmanden Krank bor på en afsidesliggende boreplatform og ejer ikke evnen til at drømme. Så han kidnapper børn for at stjæle deres drømme. Men det vil gøgleren One og den ni-årige pige Miette sætte en stopper for, og de begiver sig ud på en farefuld færd. Grotesk, stemningsfuld og overrumplende fantasifuld film.



 


Delicatessen

Spillefilm, 1t 35 min., komedie. Frankrig, 1990. Instruktion: Jean-Pierre Jeunet

Sort humoristisk beskrivelse af en fransk provinsby hvis indbyggere alle er på jagt efter noget at spise. Faktisk er der kun én mulighed for at få kød, nemlig de andre indbyggere.



 


Drive my car

Spillefilm, 2t 52 min., drama. Japan, 2021. Instruktion: Ryusuke Hamaguchi

Yusuke Kafuku, en teaterskuespiller, der efter to år endnu ikke er kommet sig over sin elskede kones død, påtager sig opgaven at instruere en opførelse af ’Onkel Vanja’ til en teaterfestival i Hiroshima. Her møder han Misaki, en indadvendt ung kvinde, som er blevet hyret som hans chauffør. På deres ture betror de sig til hinanden, og fortidens hemmeligheder afsløres. Et episk drama om sorg, kunst og lidenskab.

Filmen vandt Oscar for bedste udenlandske film 2022 og Golden Globe for bedste ikke-engelske film 2022. Hamaguchi betragtes som et af de største navne inden for den nye generation af japanske filmskabere.



 


Instinct

Spillefilm, 1t 34 min., thriller, drama. Holland, 2019. Instruktion: Halina Reijn

Psykologen Nicoline begynder på et job ved en institution for kriminelle. Hun møder seksualforbryderen Idris, der efter fem års behandling er klar til sin første uledsagede udgang, men Nicoline stoler ikke på ham. Idris gør sit bedste for at overbevise Nicoline om sine gode intentioner, men lidt efter lidt forvandler han sig til den manipulerende mand, hun så i ham fra begyndelsen.



 


Pig

Spillefilm, 1t 27 min., drama. Storbritannien, 2020. Instruktion: Michael Sarnoski

Den menneskesky trøffeljæger Robin bor alene langt ude i Oregons vildnis. Da hans højtelskede trøffelgris bliver kidnappet går jagten ind på gerningsmændene. En jagt, der tvinger Robin tilbage til storbyen og ned i gourmetrestauranternes underverden, hvor han må konfrontere sin fortid.



 


Rastløs

Spillefilm, 1t 57 min., drama. Belgien, Luxemborg, Frankrig, 2021. Instruktion: Joachim Lafosse

Et intenst og intimt familiedrama, hvor manden i ægteskabet kommer stadig mere ud af psykisk balance. Leïla og Damien lever i et lidenskabeligt forhold. Han er kunstner, mens hun lever af at renovere antikke møbler. De bor i et idyllisk hus på landet med deres lille søn, Amine. Men ingen ved, hvornår Damiens entusiasme, legesyge og hittepåsomhed slår over i mani og efterfølgende depression. Da Leïla ikke længere orker at agere hustru, elskerinde, sygeplejerske og mor i ét, sættes tingene på spidsen.



 


Skyggen i mit øje

Spillefilm, 1t 42 min., drama. Danmark, Belgien, 2021. Instruktion: Ole Bornedal

Om morgenen den 21. marts 1945 er nonnerne og skolekammeraterne Rigmor, Eva og Henry fra Den Franske Skole på Frederiksberg klar til at starte skoledagen. Langt derfra – på den anden side af Nordsøen – gør britiske piloter fra Royal Air Force sig klar til en afgørende mission for den danske modstandsbevægelse. De sætter kurs mod Shellhuset, Gestapos Hovedkvarter midt i København. På øverste etage har tyskerne anbragt 26 danske fanger som et levende værn. Angrebet lykkes, men ikke langt derfra rammer tragedien. Et fly er styrtet ned tæt ved Den Franske Skole, og branden får de efterfølgende bombefly til at tro, at målet ligger under røgsøjlen…



 


Tabte illusioner

Spillefilm, 2t 29 min., drama. Frankrig, 2021. Instruktion: Xavier Giannoli

Denne overvældende filmatisering af Honoré de Balzacs berømte roman handler om Lucien, en ung ukendt digter i det 19. århundredes Frankrig. Han har store forhåbninger og ønsker at skabe sin egen skæbne. Han forlader familiens trykkeri i sin fødeprovins for at prøve lykken i Paris. Lucien er overladt til sig selv i den berømte by, og den unge mand opdager hurtigt, hvad der foregår bag kulisserne i denne verden, der er viet til loven om profit og forstillelse. En menneskelig komedie, hvor alt kan købes eller sælges, litterær succes og pressen, politik og følelser, og i sidste ende dig selv.



 


Ted K

Spillefilm, 1t 56 min., drama. USA, 2021. Instruktion: Tony Stone

En indesluttet mand tager ud på en rejse for at sprede sin afdøde mors aske. Han møder en usædvanlig kvinde på vejen, og rejsen bliver pludselig til et eventyr, hvor han endelig får en chance for at begynde at leve sit liv rigtigt.



 


The juniper tree

Spillefilm, 1t 16 min., drama. USA, 1989. Instruktion: Nietzcka Keene

I middelalderens Island tvinges søstrene Margit (Björk) og Katla (Bryndis Petra Bragadóttir) til at flygte fra deres hjem, da deres mor henrettes, anklaget for hekseri. I jagten på sikkerhed og et nyt hjem anvender Katla også sine magiske kræfter til at finde dem en ny familie.

'The Juniper Tree' var verdensstjernen Björks spillefilmsdebut, som blev rost af den samlede kritikerskare.



 


Woodlands dark and days bewitched

Dokumentar, 3t 5 min. USA, 2021. Instruktion: Kier-La Janisse

Dokumentar, der gennemgår over 100 film fra alle verdenshjørner og undersøger alt, hvad du altid har ønsket at vide om hedenske blodofre og kolonialismens lurende psykiske traumer, men var for bange til selv at undersøge.



 


Persondata

Du modtager denne mail, fordi du er tilmeldt som modtager af nyhedsbrevet 'Nyt fra Filmstriben' fra DBC.

Klik på "Opdatér profil" nedenfor for at se, hvilke data vi har registreret om dig. Vi benytter alene dine data til at sende dig nyheder om Filmstriben. Du kan til enhver tid afmelde dig, hvorefter vi sletter dine data. 

 
Andre nyhedsmails om DBC's produkter:
|Nyt fra Forfatterweb| |Nyt fra Faktalink|


DBC på sociale medier

Følg Filmstriben
Ikon til Filmstribens Facebook side Facebook   Instagram   Twitter
Del nyhedsbrevet
 
Synes du godt om nyhedsbrevet?
Like Prisvindende børnefilm on Facebook
Arkiv over udsendte nyheder
www.dbc.dk







This email was sent to <<Mailadresse>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Filmstriben / DBC · Tempovej 7-11 · 2750 DK · Denmark